"Bo Warming" <bwng@bwng.dk> skrev i en meddelelse
news:z%_Ce.93863$nZ.57029@fe83.usenetserver.com...
> Vi bør overveje om ikke taqia (acceptabel stavemåde?)
> er blevet højtudviklet, så muhamedanerne lader terror og bandevold ske på
> en måde, så medierne vil tolke det som atypisk og uden grobund i de
> indvandrede masser.
Taqija er den danske stavemåde, tror jeg. Udtalen vil jeg gætte på er
takija. Trods meget lytning til P1 har jeg aldrig hørt ordet nævnt der, mens
Glistrup i et foredrag udtalte ordet Takvija. Måske endnu et punkt til
listen over konstaterede Glistrup-fejl?
Terror og bandevold regnes for kontraproduktivt af de muhamedeanerkredse,
som indsmigrer sig for senere at stå stærkere, så det kræver en
konspirationsbegrundelse at kalde det for taqija. Oplagte eksempler på
taqija er når iranere lader sig døbe, eller når islam mod bedre vidende
fremstilles som en fredelig og tolerant religion.
I 1999-bogen af Glistrup og Buhl på din egen side
www.glistrup.com , er her
lidt mere om emnet:
citat start
Vi har før i historien kun alt for tydeligt set, at synspunkter og trusler
fremsat af totalitære systemer ikke blev taget alvorligt, "for det kunne de
da ikke mene". Det samme er nu ved at ske for Vesten over for muhamedanismen
pga. flygtningelobbyens med velberåd hu konsekvent udglattende tolkninger.
Denne skævhed forstørres yderligere af det princip, som Muhamed lærte sine
disciple: at i kampen for islams verdensherredømme må de gerne bruge løgn og
bedrag. For at fuppe fjenden, så han får tillid til muhamedanerne, har de
ligefrem et specielt ord, nemlig khud'a. Som Tranholm-Mikkelsen anfører (s.
85), er en hvilkensomhelst falsk bekendelse tilladt - blot man ikke mener
den.
Rolf Stolz kalder det i Kommt der Islam? direkte islams måske farligste
taktik, at enhver muhamedaner har den traditionelle religiøse dispensation
til at fornægte sin tro og spille under fordækt maske, når det er opportunt.
Som Stolz kommenterer, har en sådan religiøs tilladelse - ja direkte
fordring - katastrofale konsekvenser for muligheden af at anse muhamedanere
for ærlige og beregnelige partnere. Så er mistro ikke kun forståelig, men
uundgåelig.
Konzelmann supplerer (s. 35): "Det står muslimer frit at afbryde en
hvilkensomhelst aftale indgået med ikke-muslimer."
Særlig forstår de endnu ikke konsoliderede muhamedaner-minoriteter
selvsagt at holde tand for tunge. En sjælden gang får en ærlig sjæl blandt
muhamedanerne dog mæle, således Odense-advokaten Adnan N. Wahab i
Jyllands-Posten 15. september 1991:
"I øjeblikket er muslimerne ikke tilstrækkeligt stærke, så den hellige
krig føres taktisk på to måder: Der bygges nye moskeer i Europa og det
udviklede Vesten invaderes af flygtninge og gæstearbejdere. Der skal bygges
flere og flere moskeer. Muslimerne skal øges og atter øges i antal. Når
tiden er inde, indledes den blodige krig Djihad."
Det falske udglattende billede af muhamedanismen får imidlertid
flygtningelobbyen til at tale om "fjendebilleder", når et syn på denne
guds-ideologi grundlagt på den virkelige verdens hændelser kommer til
udtryk. "Efter kommunismens fald har vestlige politikere og medier påny
opdaget markedsværdien af islam som fjendebillede", hedder det således
typisk i den svenske diplomat Karlssons bog fra 1994, hvor han ligesom
professor Uffe Østergård herhjemme taler lidenskabeligt for at gøre
muhamedanismen til et fremtrædende element i Europa.
Med rette advarede en af Vestens dybeste tænkere Jacques Ellul i 1985 mod
mange europæiske kristnes og intellektuelles ukritiske holdning til
muhamedanismen, der ifølge Ellul viser sig på to måder: "På det
intellektuelle niveau er der først af alt et stigende antal værker af en
tilsyneladende videnskabelig natur, hvis erklærede formål er at udslette
fordomme og falske forudfattede meninger om islam (...). Således 'viser'
disse værker, at det er usandt at araberne var grusomme erobrere og at de
spredte terror og massakrerede de folk, der ikke underkastede sig deres
styre. Det er forkert at islam er intolerant; tværtimod hævdes den at være
tolerancen selv. Det er forkert, at kvinder havde en underlegen status og at
de blev udelukket fra samfundslivet." Osv. osv. Kort sagt blev alt det, der
hidtil blev betragtet som historisk uomtvisteligt angående islam betragtet
som propaganda, og det stik modsatte blev hævdet som sandheden. Men dette er
ikke alt, fortsætter Ellul: Islam udøver desuden en speciel fascination over
mange vestlige intellektuelle, hvoraf flere endog har omvendt sig til den
rette tro. Islam præsenteres som kristendommen langt overlegen. (Ellul i
forordet til Ye'or 1985).
Det er ganske rigtigt generelt helt utroligt, hvilken begejstring gamle
ateistiske socialister pludselig kan mønstre til fordel for det angiveligt
mere åndelige og religiøse livssyn i muhamedanismen i kontrast til Vestens
"sekulariserede og kommercialiserede" samfund. Muhamedanismen synes her
snarest at blive opfattet som blot en ny kile til nedbrydelse af den altid
foragtede kapitalisme og "forbrugerisme". Den tyske dramatiker Botho Strauss
udtrykte holdningen meget præcist i et forkætret essay fra 1993, hvori det
hed, at Vestens intellektuelle er åbne over for fremmede, ikke af kærlighed
til disse, men fordi de hader deres eget samfund og støtter alt, der fremmer
dets sammenbrud.
Det er vel at mærke efter Glistrups mening helt i orden, at der er fuld
ytringsfrihed til at forsvare og analysere også den herskende intellektuelle
opfattelse. Men hovedpointen i forhold til den foreliggende § 266b-sag er,
at når emnet indgår i debatten fra Karlsson & Co.s synsvinkel, må der være
lige fri ytringsfrihedadgang for os af anden observans til at fremføre de
argumenter, der har ført os til de bedømmelser, vi anlægger.
citat slut