---

..... er jeg meget mildest talt forundret.


Ser lige tv2 go'aften-Danmark og der taler man om døden.


En helt naturlig samtale og som jeg intet har imod at blive ført.
Faktisk hilser jeg princippet om at tale om døden velkommen, men så
sidder moderen og siger i ramme alvor, at hun hellere vil snakke med
hendes datter på 11 år end med ægtemanden.

Datteren sidder så ved siden af og få nogen ret ledende spørgsmål om,
hvordan det føles at mor skal dø.





Er det bare mig eller er det et alt for stort ansvar at lægge på et 11
årigt barn?
Forstå mig ret. Når man er ramt af en uhelbredlig sygdom, så er det en
rigtig god ide, at få en snak med børnene.

Det er for så vidt heller ikke moderen jeg er forundret over. Det er
snarere ægtemanden.
Der er altså et eller andet ravruskende galt, at manden har en holdning
til partnerens død der gør, at den partneren hellere taler med en 11
årig end med ægtefællen.
Der er et eller andet helt forkert i denne konstellation.




Derudover er der også et eller andet som sætter sig på tværs i halsen på
mig pga. den redaktionelle håndtering af problemet:

Men at tage barnet med ud på landsdækkende tv og bede barnet tage
stilling til nogle helt overordnede spørgsmål omkring døden og det at
miste sin forælder.
Sorry, det syntes jeg personlig er for meget.




Er der nogen som kan forklare problemstillingen dybere. Jeg plejer
ellers godt, at kunne forstå de kritiske situationer som mennesker kan
befinde sig i. her er der tilsyneladende et hul i min viden.




--
mvh Carsten Riis
Red liv! 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk
Du ved ikke om du får brug for det