"Million dollars baby" er følelsesporno men fornyende kunst og lidt for
lang - og mangelfuld som debatfilm.
Clint Eastwood slog sig op som WildWest hævnhelt der som
DirtyHarry-forbryderbekæmper, der sadistisk siger "Make my day" når synderen
aflives - synden bekæmpes ikke.
"De nådesløse" hvor han - som her - instruerede og spillede var en
fornyelse - en god sherif, der tilstræber våbenforbud, dør.Fil
følelsesporno=underholdning - og godt realistisk materiale at debattere
udfra.
Her er der en skurk, som bevidst (eller ondt/næsten-bevidst) invaliderer
sin boksemodstander, og vi hører intet, om hvorvidt bokseverdenen straffer
dette preventivt, fx pr mangeårs karantæne.
Medlidenhedsdrab-problematikken er central og her er filmen et ensidigt
partsindlæg. Kun en stupid/følelseskold, dømmende præst taler for livsvarig
tortur af respiratorpatient med amputering og liggesår.
Jeg bifalder hollandsk lov, hvor to læger uafhængigt med en måneds mellemrum
taler med involverede, og hvis de er enige om aktiv dødshjælp, så sker det.
Religiøst syn er, at vi skylder Gud at leve et liv i smerter, hvis skæbnen
er så grum. Det var acceptabel moral i oldtiden, hvor soldatens dødsforagt
var overlevelse for samfundet , så selvmord var asocialt
The American Dream, som Clint er mand for at udleve, er om individuel
selvbestemmelse og folk der i kærlighed ofrer sig. Moralen er at moral skal
komme indefra - "I did it my way". Filmen er et godt partsindlæg imod en ond
godhedsindustri, der smerte-forårsagende misbruger "grønsager" til forskning
og sygepleje-jobskabelse. Selvfølgelig var det ikke filmens mål at komme
hele vejen rundt om emnet, som er mere kompliceret end her skitseret.
|