Hej dk.snak.seksualitet.
Nu har vi efterhånden haft en debat om utroskab kørende i lang tid. (tak til
Zeka, Mette og nusle for den debat
Jeg fik en brændende lyst til at støve min gamle "Kærlighedens ny ABZ" frem
og læse hvad Ingesten Hegeler (Inge og Sten Hegeler) egentlig mener om
parforhold, utroskab mv.
For dem der ikke kender "Kærlighedens ny ABZ", så kan jeg kort fortælle, at
det var en bog der udkom i starten af 60'erne, og som meget detaljeret
beskriver Kærligheden fra a-z. Bogen var meget omdiskuteret, bl.a. fordi der
var tegninger af kønsdele, men blev alligevel oversat og solgt i MANGE lande
(20-30 lande). Heriblandt USA, hvor de dog måtte censurere den.
Sten Hegeler (81 år nu) er uddannet psykolog/sexolog fra Københavns
universitet, og er bl.a kendt for sin liberale holdning til sex. Han har
haft flere brevkasser, og har skrevet en del børne-seksual-oplysningsbøger,
samt nogle vokenbøger.
Netop denne artikel er revideret i midten af 80'erne, og jeg håber du vil
bruge noget tid på at læse og evt. kommentere den.
"Parforholdet: det, at to mennesker prøver at leve sammen i et
følelsesmæssigt nogelunde jævnbyrdigt forhold. Uden at være i familje med
hinanden. Parforholdet kan formaliseres, altså stadfæstes overfor samfundet
og dets myndigheder - ved at man indgår ægteskab. Det sikrer bl.a de to par
og deres eventuelle børn mere.
Vi har lyst yil at sige nogle grimme ting om parforholdet. Det er en
ulykkelig frustrerende opgave.
Ikke fordi vi ikke tror på parforholdet. Vi mener at vi alle sammen ønsker
os et medmenneske at leve sammen med i nød og især lyst - og helst så længe
som muligt. Måske ligger der noget medfødt, noget biologisk, dybt i os
boende - som gør, at vi søger sammen i par.
Det har naturligvis en praktisk funktion: at der skal TO til at lave børn -
endnu da. Men det kunne man komme om ved.
En anden praktisk ting er, at det vel er noget lettere at være TO om at tage
sig af børnene - på mange leder: tidsmæssigt, økonomisk,
opmærksomhedsmæssigt m.m.
Dertil kommer krav fra vore omgivelser, om at vi bør leve i et parforhold.
Et krav, som vi så har bygget ind i os selv. Plus: at vi bør kunne klare
det!
Mens vi synes, at dette samfund har givet parforholdet nogle urimelige
vilkår. Sagt på en anden måde så findes der nogle - skrevne og uskrevne -
love og regler for parforholdet, nogle betingelser, der simpelthen gør det
umuligt at gennemføre et parforhold på de betingelser.
Vi, som skriver dette, har haft sølvbryllup. Vi har haft det godt med
hinanden, men absolut ikke uden besvær. Når venner misundeligt spørger: "Hvad
er jeres opskrift? Har i recepten, der sikrer et lykkeligt ægteskab?" så må
vi svare: "Vores forhold har været baseret på 97% held og 3% hårdt slid."
Dermed mener vi, at vi dels har været heldige, dels har arbejdet meget med
problemerne. Ikke fordi vi har løst dem, som man vil se, men fordi det kan
lette lidt at være opmærksom på de dødssyge vilkår, som vi prøver at leve op
til.
Lad os tage nogle exempler:
Hvad er det, som vi i vort samfund grundlægger vort parforhold på? Fornuft
eller følelser? Selvfølgelig følelser og tilmed en masse af dem. Vi baserer
vore parforhold på det som vi kalder en forelskelse, og som alle vil
indrømme er meget langt fra fornuft. En salig forblindet rus, som vi da
meget nødigt vil undvære - men som - hånden på hjertet (eller snarer
hjernen) næppe holder mere end nogle måneder.
Vi indgår en livslang aftale - håber vi - på et så spinkelt grundlag. Til
døden skiller os ad? Skilsmissestatistikken fortæller noget helt andet.
I Østen siger de vise mænd/kvinder: "I (det er os i Vesten) har en højst
mærkværdig måde at indgå i ægteskab på. Det er som om, I tager to kedler,
som hver er fyldt med kogende vand. Dem sætter I på et koldt komfur og
regner så med, at de nok skal holde sig kogende...?"
I Østen (og mange andre steder) indgår man de såkalde fornufts-ægteskaber.
Det vil sige, at man nøgternt forsøger at vurdere (især forældre og øvrig
familje) de unges chancer for at passe sammen. Sådan en form for ægteskaber
er vi vant til at rynke på næsen ad. Det passer så dårligt til det
følelses-ræs, som vi i Vesten kører. Selv siger Østerlændingene: "Vi (det er
dem i Østen) derimod tager to kedler, som hver indeholder koldt vand. Dem
sætter vi på et lunkent komfur..."
Hvem af os har mod - og argumenter nok - til at fastholde, at vi i Vesten
laver de mest holdbare ægteskaber? At vores grundlag er et mere givtigt for
menneskelig lykke. At vore u-fornuftsægteskaber giver de stabileste og de
mest vidunderlige parforhold for børn at vokse op i? Nej, vel?
Det betyder ikke, at vi fra nu af skal forlade u-fornuften helt til fordel
for fornufts-ægteskaber al la Østen. Men at vi skal begynde at tænke, at
stille spørgmålstegn ved nogle af vore vilkår.
Vi kender et par, som har den aftale, at de kun må spise, hvis begge er
sultne. De må ikke spise alene og ikke sammen med nogen anden.-
Nej, vi kender ikke noget par som har den dødssyge og helt urimelige aftale.
Men er det ikke den, som vi alle sammen slås omkring det seksuelle behov? Vi
gør det kun, hvis vi begge har lyst og kun med hinanden.
Sådan, mere eller mindre, kan vi formulere vore strenge krav om troskab og
sexuel loyalitet. Hvis vi ikke kræver det af os selv, så er vi i hvert fald
tilbøjelige til at kræve det af den anden par.
Forstå os nu ret! Vi foreslår ikke, at vi alle sammen fra i morgen boller
med hvemsomhelst, nårsomhelst og hvorsomhelst. Vi nøjes med at påvise en
helt urimelig spændetrøje, som vi har givet hinanden på. Og som har vokset
sig ind i vore sjæle på en sådan måde, at den ikke er til at flå af. Og som
nok er den betingelse, der giver anledning til de fleste frustrationer. Både
når den bliver overtrådt - og når den ikke bliver det.
Ingen kan bevare evnen til at være forekslet i hinanden i 24 timer døgnet
rundt - år ud og år ind. De dygtigste af os kan flamme op i glimt af
forelskelse år efter år. Vi har - godt og grundigt - afskåret os fra den
følelsernes merværdi, som det ville give, hvis vi også havde liv til at
forelske os til anden side. Vi sidder i saksen.
Og det gælder såmænd ikke blot når der drejer sig om sexuel troskab og
forelskelse. At vi forlanger at vi skal opfylde hinandens behov 100% Det
gælder i alle retninger.
i.&s.h.
Inge elsker at se sentimentale film - og stortude over dem. Jeg (deri
paranthes bemærket er langt mere sentimental og romantisk, men ikke har lov
til at vise det -) ødelægger sådanne film for hende ved at komme med dumme
bemærkninger (i mit forsvar og min angst for at bryde helt sammen).
Lad os nu sætte, at hun traf en fyr, som var vidunderlig at se sentimentale
film sammen med. Som var svaret på hendes bønner om fælles hulk. Hvad ville
der komme ud af det? Jo, hun ville vende henrykt og beriget og dejlig hjem
til mig - fuldt tilfredsstillet i sit sentimentalitetsbehov. Min hjerne, mit
intellekt, min fornuft - fortæller mig, at alle parter ville vinde ved sådan
en løsning.
Men hvad dikterer mine følelser mig?
Og de er stærke og dominerende. At opsøge raden og banke ham sønder og
sammen i ubændigt jalousi.
Hvorfor?
Fordi jeg tror, at der går noget fra mig.
Fordi jeg er bukket under for en tingsliggørelse af følelseslivet.
Det tog mig år at forstå det udtryk, men i denne sammenhæng må det betyde,
at jeg forestiller mig Inges følelsesliv som en ting - fx. som noget, hun
har i et bæger. Og denne, sentimentale begavede fyr har været henne og
drikke af MIT bæger - af Inges bæger med følelser. Resultat: der er nu så
meget mindre til mig. Tror jeg, oplever jeg....
Helt forkert, men sådan føler jeg.
Min fornuft fortæller mig - for at blive i billedet - at Inge i stedet
vender hjem med et bæger, der er fyldt til randen. Boblende af glæde og
henrykkelse. En klog mand har sagt: "Hvis jeg har en tier. Og deler den med
nogen. Så får vi hver en femmer. Sådan er det slet ikke med følelser.
Tværtimod får hver det dobbelte ved at dele dem." Det er en anden måde at
sige det samme på.
Jamen, hvor tåbelig kan eet menneske opføre sig? Jeg kan. Det må være det
man mener, når man taler om, at vi forsøger at EJE hinanden. Vi tager
patent, vi forlanger monopol, vi spærrer hinanden inde i følelsernes bur.
En af de ting, der måske adskiller os fra dyrene, er at vores hjerner, vores
fornuft kan snakke med vore følelser. At vi kan komme forskellige fordomme
og andre følelsesmæssige misforståelser til livs. Desværre er følelser
forbandet svære at råbe op. Seje og umedgørlige. Træge og stive. Som at
skubbe til et lokomotiv, der ligger i en sø af beg. Men det må kunne lade
sig gøre. Det kan lade sig gøre, omend langsomt.
Giver er det, at vi snyder og selv og hinanden for et rigere liv. Og -
fremfor alt: vi er med til at opretholde nogle betingelser for parforholdet,
som er umulige at opfylde.
Hvor mange kender vi ikke, som er tynget til jorden af skam og
selvbebrejdelser, fordi de ikke har kunnet få deres parforhold til at
fungere. Fordi de tror, at vi andre kan. Fordi de tror, at det skal man
kunne.
Når en stol ikke passer til enden, så kan vi lave stolesædet om. Det kalder
vi funktionalisme, og det er der sund fornuft i. Når parforholdet og
ægteskabet er et helt urimeligt SKAB, der på ingen måde er skræddersyet til
at putte to menneskesjæle sammen i - hvad gør vi så? Får skrubsår på vore
sjæle i stedet for at prøve at bygge skabet om.
At være gift var i gamle dage et heldags-job, der bl.a omfattede et
arbejdsfællelsskab. I dag er parforholdet mere en fritidssyssel, en hobby,
især baseret på følelser.
Disse ændrede vilkår, plus de umenneskelige krav med deraf følgende
forventninger, fiaskoer m.m. og den manglende erkendelse - gør at der i alt
for mange hjem er en mur mellem parterne.
Vå håber ikke, at nogen tror, at vi selv er kommet så forfærdeligt langt i
vores eget parforhold. At vi frit og utvunget lader hinanden folde sig ud.
Sådan er det langt fra.
Men man må begynde med at erkende hvor det er, det knirker - om det er os
eller vilkårene, der skal laves om.
Der må være flere, der vil være med til at skubbe lokomotivet.
s.h."