Endnu en anmeldelse, som jeg denne gang jfr. tidligere opfordringer sender
til gruppen i sin helhed:
BLACK ORPHEUS
Orfeu Negro er en fransk-brasiliansk filmatisering af den gamle historie om
Orfeus og Eurydike, som her foregår i en favela i udkanten af Rio de
Janeiro. Filmen bygger på Vinicius de Moraes' teaterstykke Orfeu da
Concepcão og bæres igennem af sin meget enkle historie og smukke musik; den
oprindelige Orfeus-myte udkrystalliseres gennem den gennemgående sang,
Antonio Carlos Jobims A felicidade, som herved tilføjer filmen en dimension
af sorg over lykkens forgængelighed:
Tristeza não tem fim
Felicidade sim
A felicidade é como a pluma
Que o vento vai levando pelo ar
Voa tão leve
Mas tem a vida breve
Precisa que haja vento sem parar
(Sorgen har ingen ende - men det har lykken ...
Lykken er som en fjer, som vinden blæser gennem luften
Den flyver så blidt,
men dens liv er kort
det varer kun, til vinden standser.
Oversættelsen prætenderer ikke at være andet end vejledende. Sangen skal
høres, kan findes her:
http://www.mpbnet.com.br/canto.brasileiro/monica.salmaso/tom.jobim/a_felicidade.htm
og anbefales meget varmt.)
Orfeu tjener til livets ophold som sporvognskonduktør i Rio, men i sit
hjerte er han en gudbenådet sanger og komponist: Han synger så smukt, at
folks hjerter fortrylles, kvinder bliver forelskede og solen står op om
morgenen. Hans forlovelse med den forfængelige og arrogante Mira går hurtigt
i vasken, da han (efter samme dag at have hørt om den gamle, græske
historie) møder den smukke Eurídice, der er taget til Rio på flugt fra en
mystisk forfølger, og forstår, at hun er den kvinde, han elsker. Orfeu og
Eurídice tilbringer trods Miras jalousi karnevallet sammen og finder nogle
dages lykke sammen:
A minha felicidade está sonhando
Nos olhos da minha namorada
É como esta noite
Passando, passando
Em busca da madrugada
Falem baixo, por favor
Prá que ela acorde alegre como o dia
Oferecendo beijos de amor
(Min egen lykke drømmer
i min elskedes øjne
som i nat, der gik og gik, i sin søgen efter morgenrøden
[tal stille, så hun forbliver lige så lykkelig, når det bliver dag]
og dens gave af elskovskys)
Ved karnevallets klimaks og afslutning rives Eurídice væk fra Orfeu,
indhentes af sin forfølger og dør. Orfeu opsøger hende i underverdenen,
hvortil han nedstiger i grader, der repræsenteres af hospitalet og politiets
surrealistisk papirfyldte kontor for savnede personer; portneren det sidste
sted tager ham med til et umbandahus, hvor ånderne nedstiger i flokke.
Eurídice taler til ham og befaler ham at gå uden at kigge sig tilbage efter
hende. Imidlertid ...
I filmens afslutningsscene er vi med Orfeu på vej tilbage til hans favela,
og han synger nogle strofer af A felicidade, der atter minder os om lykkens
smertefuldt dybe skønhed såvel som dens forgængelighed:
A felicidade do pobre parece
A grande ilusão do carnaval
A gente trabalha o ano inteiro
Por um momento de sonho
Pra fazer a fantasia
De rei ou de pirata ou jardineira
Pra tudo se acabar na quarta feira
(Den fattiges lykke ligner karnevallets store illusion -
folk arbejder et helt år for at kunne være konge eller sørøver
og om torsdagen er alt forbi), hvorved karnevallets illusion bliver et
billede på livets illusion:
Orfeu fandt kærligheden og sit livs lykke i karnevallet, og da karnevallet
var forbi, mistede han den og har kun længslen og tabet tilbage.
Med sin ruralisering af livet i favelaen og sine mange indslag fra Rios
karneval kunne filmen let være blevet et blot og bart folkloristisk custom
piece, og filmen var ved sin fremkomst (1959) også mindre populær i
Brasilien end i udlandet - den franske instruktørs romantisering af
kvarterer præget af en temmelig barsk fattigdom var uden tvivl en del af
forklaringen. Scenografisk præges filmen mærkbart af manuksriptets baggrund
som teaterstykke, men bæres igennem af sine enkle temaer og inciterende
musik.
Bliver filmen pessimistisk og livsfjendsk i sin insisteren på smertens
bestandighed og lykkens forgængelighed? Måske - men længslen og smerten
skyldes heller ikke andet end lykkens totalitet og intensitet, og det er
måske heller ikke andet en konstateringen af smertens tilstedeværelse som
forudsætning for selv den dybeste lykke, som døden er en forudsætning for
livet. Meget skal i alle tilfælde tilgives den, der kan beskrive længslen så
smukt som denne films billeder og musik:
A minha felicidade está sonhando
Nos olhos da minha namorada
É como esta noite
Passando, passando
Em busca da madrugada
Falem baixo, por favor
Prá que ela acorde alegre como o dia
Oferecendo beijos de amor
(Orfeu Negro, Frankrig/Brasilien 1959. Af Marcel Camus med manuskript af
Marcel Camus og Vinicius de Moraes. Fås bl.a. på cinedvs.com.br).
Anmeldelsen kan også læses her:
http://www.modspil.dk/film/black_orpheus.html
--
http://www.modspil.dk -
fordi tiden kræver et MODSPIL!