Don G. wrote:
> David Rasmussen skrev...
>
>>Det har jeg ofte argumenteret for. Men jeg har vist ikke
>>skrevet en artikel om det :)
>
> Hvad venter du på?
>
Måske engang indenfor de næste 25 år.
> Hehe... nej, men opsummering af dine hovedargumenter kunne være lækkert, om
> muligt
>
Du kunne jo starte med Google Groups :)
Det er såmænd bare en erfaringsmæssig sandhed fra mit eget liv og fra
mine filminteresserede venners liv. Iøvrigt skal den "sandhed" læses
sammen med en anden sandhed, i hvert fald hvis det skal komme fra mig:
Man skal se en film mere end én gang for at kunne udtale sig om den,
eller i hvert fald før jeg tror på at man har styr på hvad man egentlig
mener om dens kvaliteter og virkemidler. Især to ting har jeg lagt mærke
til:
1) Hvis man ser en film som ikke ser specielt kontroversiel i sit
indhold eller sin udførelse, og "alle andre" (af ens venner eller det
meste af verden) synes at filmen er glimrende mens man selv synes at den
er dårlig, så er det efter min erfaring meget sandsynligt at man tager
fejl fordi man har set filmen under forkerte omstændigheder (humør,
stemning, stress, manglende koncentration og opmærksomhed etc.).
2) Stort set alle film ændrer sig for en når man ser dem anden eller
tredie gang. Det er efter min mening her en films sande kvaliteter viser
sig. Hvis en film ikke holder til et tredie gennemsyn (og det har for
mig intet med om filmen har et twist i slutningen eller ej at gøre), så
er det ikke en god film, period.
Jeg har (mange) eksempler fra begge ender af skalaen. Star Wars 1+2
virkede begge "okay/gode/udmærkede/fine" da jeg så dem første gang i
biografen. Men efter andet eller tredie gennemsyn indså jeg hvor
spidsfindigt og subtilt elendige de er. Det fattede jeg slet ikke første
gang. JFK, på den anden side, var en film jeg synes var "okay" da jeg så
den de første tre gange. Det var først fjerde gang jeg så den at jeg
indså hvor god en film den er, og den er vokset lige siden.
Det skal selvfølgelig ikke tage glæden fra folk der efter at have set en
film én gang, synes at den er glimrende. Jeg går ind for at man suger
alt det ud af film, musik og anden kunst som man kan. Hvis man kan suge
30 sekunders opløftethed ud af en såkaldt dårlig film, så har man opnået
en sejr som jeg ser det. Det er langt værre for folk der er så skeptiske
overfor alt hvad de ser at der er meget, meget langt mellem de snapse de
oplever, også selv om meget af det de afviser faktisk er "godt".
Med andre ord: Hvis man synes at en film var god, så skal man måske lade
det være ved det
Hvis filmen var dårlig, derimod, og hele verden eller i hvert fald den
del af verden hvis mening man har "respekt" for (venner osv.), er uenig
med en, så skylder man sig selv at prøve at se filmen igen under bedre
forhold. I hvert fald efter min erfaring. Og her mener jeg mig selv, men
også folk jeg har overtalt til at se en film igen, hvor de så har måttet
give mig ret.
Men jeg overholder ikke altid selv disse principper. Moulin Rouge har
jeg kun set én gang, og jeg synes den er en opreklameret
postmodernistisk flødeskumskage uden indhold eller følelser. Jeg bør se
den igen. På den anden side har jeg set SW1+2 og Gladiator så mange
gange at jeg _ved_ at det er dårlige film (efter min mening), uanset
hvad "verden" så måtte sige.
/David