---

Ja, så var jeg på den igen i dag, men heller ikke i dag fik jeg noget svar
på den her underlige sygdom jeg har på draget mig, jeg har s.. meget ondt i
hofterne, der blev taget både røngten og ultralyds scanning, og de viste at
der ikke er noget i vejen, jeg tror efter hånden at lægerne tror jeg er en
hypokonder *GG* (grin).

Men jeg har efter hånden mistet modet på at leve videre, efter som der ikke
er nogen der tror på det man siger, det er som om man mister lysten når man
nærmest bliver afvist, jeg tror at grunden til at jeg har fået ondt i min
hofter er den skide rysten jeg har, jeg kan næsten ikke sove om natten pga.
smerter i hofterne.

Hvad skal man stille op når løkken lige pludsig vender engang til, nu er
lyset for enden af tunlen endnu engang blevet slukket, lige nu sidder jeg
rent faktisk med tåre i øjnene, pga. det skete i dag.

Hilsen
Shaky

---

"Henrik Larsen" <henlar@dsa-net.dk> skrev i en meddelelse
news:9elr8p$ne2$1@sunsite.dk...
> Hvad skal man stille op når løkken lige pludsig vender engang til, nu er
> lyset for enden af tunlen endnu engang blevet slukket, lige nu sidder jeg
> rent faktisk med tåre i øjnene, pga. det skete i dag.

Op med humøret - jeg tror at lægerne gør deres aller bedste

Får du ikke noget medicin som kan dæmpe smerterne?
Får du heller ikke noget medicin som kan dæmpe spasmerne/rysterierne...?


--
Mvh. Søren C. Fischer
http://vvv.fischer.as
....:::Errindlev:::...

---

> Får du ikke noget medicin som kan dæmpe smerterne?
> Får du heller ikke noget medicin som kan dæmpe spasmerne/rysterierne...?

Desværre fås der ikke medecin til den type rysten (tremor) jeg har.
Det kan ifølge lægerne ikke være spasmer, da den rysten jeg har er
fremadskridende (dvs. bliver værre), jeg er ved at trappe ud af apozepam
(stesolid) da denne skulle hjælpe på min rysten og så findes der beta-blokke
(hjerte medicin) men det kan jeg ikke tåle da den nedsætter blodtrykket, og
den kommer også i kampolage med det medecin jeg får for epilepsi, der er
mange "men" faktore.

Min rysten begyndte så småt i 1988 og er siden hen gået hen til at være så
slem at jeg måske snart skal have hjælp til at spise pga. rysten og så stå
verden ikke længere.

Og jeg kender til nedture, de er meget slemme i sær når man får at vide at
man har epilepsi under en uddannelse jeg var godt nok kun ½ år inde i
uddannelsen, men når det er en uddannelse man brænder efter så er det s..
svært at sige farvel til den. Jeg har haft ca. 20 nedture på 7 år, og den 6.
nedtur er stædigvæk under behandling. Med psykose medicin, og det har under
ingen omstændigheder hjulpet.

Nej den eneste løsning er rent faktisk at gøre det til en ende på livet.

Hvad ellers kan man gøre??
Psykolog hjælp kan jeg ikke få af kommunen, de mener ikke det er nødvendigt.
Men det er det!!

Livet er s.. surt når man ikke har noget ud af det.
Jeg har haft nogle gode oplevelser, og mens jeg sidder her og skriver
presser jeg nogle tåre frem, pga. min sitation.

Hvis jeg skulle skrive hele min sygdoms historie her ville det fylde alt for
meget, så jeg slutter her, men om kort tid vil den kunnes findes få
nedstående adresse.


--
Henrik Larsen
www.handikap.nu admin@handikap.nu
ICQ# 84420489
--
>
>
> --
> Mvh. Søren C. Fischer
> http://vvv.fischer.as
> ...:::Errindlev:::...
>

---

Henrik Larsen skrev:

>slem at jeg måske snart skal have hjælp til at spise pga. rysten og så stå
>verden ikke længere.

Ka' du så holde op?
Jeg skal filme også bruge verden, så den skal du ikke bare kassere,
fordi du ryster.
Henrik for pokker, det må du slet ikke.

>Nej den eneste løsning er rent faktisk at gøre det til en ende på livet.

Jeg tvivler på, det er den eneste løsning, men den er da effektiv. Der
er bare ingen fortrydelsesparagraf du.

>Hvad ellers kan man gøre??

Løfte hovedet og tage krigen op.

>Psykolog hjælp kan jeg ikke få af kommunen, de mener ikke det er nødvendigt.

Hvad siger din læge?
Hvad siger han, når han har været din 'psykolog' gang på gang?

>Livet er s.. surt når man ikke har noget ud af det.

Ja.

>Jeg har haft nogle gode oplevelser, og mens jeg sidder her og skriver

Nåå, da var det ikke så surt endda.

>presser jeg nogle tåre frem, pga. min sitation.

Få nu ikke ondt af dig selv, det nytter intet og klæder slet ikke en
kriger.

>Hvis jeg skulle skrive hele min sygdoms historie her ville det fylde alt for
>meget, så jeg slutter her, men om kort tid vil den kunnes findes få
>nedstående adresse.

Den vil jeg se, når den kommer.
--
Kaj Svenningsen

Behandl dig selv som du vil behandles af andre.

---

> Den vil jeg se, når den kommer.

Jeg regner med at den kommer op i løbet af denne weekend, i hvert fald
første del.


--
Henrik Larsen
www.handikap.nu admin@handikap.nu
ICQ# 84420489
--

---

On Fri, 25 May 2001 16:47:17 +0200, "Henrik Larsen"
<henlar@dsa-net.dk> wrote:

>Ja, så var jeg på den igen i dag, men heller ikke i dag fik jeg noget svar
>på den her underlige sygdom jeg har på draget mig, jeg har s.. meget ondt i
>hofterne, der blev taget både røngten og ultralyds scanning, og de viste at
>der ikke er noget i vejen, jeg tror efter hånden at lægerne tror jeg er en
>hypokonder *GG* (grin).

Op med humørret, min mor har denne gang ligget 14 dg og ikke kunne få
luft første dage spurte hun om der var vand i lungerne NEJ var svaret
og så er hun blevet undersøgt på kryds og tværs og da der så ikke var
noget har men idag lagt dren i lungen og vups på 2 timer kom der ca. 4
l væske, da hun til lægen sagde "hvad sagde jeg" gik han uden yderlige
kommentare så hun skal de jo finde ud af hvofor det er kommer så det
er nok 14 dg mere.

>Men jeg har efter hånden mistet modet på at leve videre, efter som der ikke
>er nogen der tror på det man siger, det er som om man mister lysten når man
>nærmest bliver afvist, jeg tror at grunden til at jeg har fået ondt i min
>hofter er den skide rysten jeg har, jeg kan næsten ikke sove om natten pga.
>smerter i hofterne.
>
>Hvad skal man stille op når løkken lige pludsig vender engang til, nu er
>lyset for enden af tunlen endnu engang blevet slukket, lige nu sidder jeg
>rent faktisk med tåre i øjnene, pga. det skete i dag.
>

Det er et helvede når man ikke hved hvad det er, og de forb.... op/ned
ture men man kommer kun vidre ved at kunne trække sig op ved
hårrøderne.

MVH

Winnie

Med venlig hilsen

Winnie Henriksen

---

Henrik Larsen skrev:

>Ja, så var jeg på den igen i dag, men heller ikke i dag fik jeg noget svar

Som i alle andre gode historier kommer svaret da ikke på første side
du. Det øger vist spændingen.

>er nogen der tror på det man siger, det er som om man mister lysten når man
>nærmest bliver afvist, jeg tror at grunden til at jeg har fået ondt i min

Mister lysten?
Vil du nære dig knægt.
Har du tænkt dig, at de bare skal affærdige dine forklaringer som
noget sludder?
Er du ikke stædig nok til at sige det igen? og igen? og igen?
Hvem skal have det sidste ord?

>Hvad skal man stille op når løkken lige pludsig vender engang til, nu er

Vente på den vender igen.
Lykken kører altid i karrussel. Den kommer jævnligt forbi, men er
skide svær at fange og holde fast.

>lyset for enden af tunlen endnu engang blevet slukket, lige nu sidder jeg

Pjat med dig. Du lukke bare øjnene, så du ikke kan se det. Spær
gluggerne op og se lyset du.
--
Kaj Svenningsen

Behandl dig selv som du vil behandles af andre.

---

"Henrik Larsen" <henlar@dsa-net.dk> skrev:

> Men jeg har efter hånden mistet modet på at leve videre, efter som der ikke

Det er da soleklart du bliver ked af det, vred, frustreret og føler dig
afmægtig,
for hvem f* ønsker sig et liv som handicappet? Nu er det bare så'n, at det er
det liv du (og jeg) har fået og ..... tja, så er der 2 veje at gå: vi kan
isolere os
eller tage del i livet, med de muligheder vi har.

Sorgen over de drømme der brast, må vi komme igennem, akkurat som de
der mister et barn, en mand eller kone. Selv om det umiddelbart er noget helt
andet, at sørge fordi man har mistet en konkret person, så minder det meget
om det proces vi skal igennem, når vi bliver kronisk syge/handicappede.

Ingen her i gruppen, din familie, læge, sagsbehandler eller en psykolog kan
løfte dig igennem din sorgproces - det er din sorg og det er dig, der skal
lære at leve med den. Du er allerede på vej (selv om du måske ikke har
opdaget det), for det at sætte ord på sorgen, enten i en dagbog eller ved
samtale, er ofte en god og virkom metode, når en sorg skal bearbejdes.

Hvis du ikke spontant begynder at opdage de muligheder du har, så kan du
sætte dig selv lidt på arbejde. Skriv ned hver gang du oplever noget der gør
dig glad og skriv ned hver gang du kommer i tanke om noget, du kan på trods
af dit handicap. Dyrk de ting du kan og hold fast i dine succesoplevelser
- også selv om de er små - for du ved nok; mange bække små gør en stor å!

> er nogen der tror på det man siger, det er som om man mister lysten når man
> nærmest bliver afvist,

Det er ubehageligt, at du oplever at blive afvist, men uanset om din oplevelse
af situationen er i overensstemmelse med virkeligheden eller ej, så skal du leve
med det funktionsniveau du har og det /er/ dig, der skal kæmpe, ikke din
familie,
din sagsbehandler eller lægen.

--
Lotte

http://www.handiinfo.dk
http://www.lotte-m.dk