> Det er den længste reklamefilm jeg har set til dato. Den mest fortærskede
> kliché i US: Ingen bliver efterladt og vi skal gerne dø for at redde den
> ene.
> Fri mig! Jeg blev skuffet.
> Jeg kan godt sluge lidt US-patriotisme (selv når Ron Howard går amok), men
> her fandt jeg det lidt for tykt. Skulle ikke under mig hvis filmen en
> sponsoreret af Brandmændenes Fagforening
> De prøver nok bare at pudse glasnbilledet, efter nogle mindre flatteredne
> historier dukkede op mht. 9/11.
Jeg kan til gængæld ikke sluge noget USA patriotisme, så snart jeg ser et
amerikansk flag i en film/serie/tv brækker jeg mig (er nok lige at sætte den
på spidsne, but you get the point). Men sådan følte jeg overhovedet ikke da
jeg så Ladder 49. Kunne da godt se at det var en glorificering af den større
slags af brandmændene, men må da indrømme at jeg blev underholdt på det
kraftigeste (hvis man kan sige det sådan).
Så vidt jeg husker er "never leave anyone behind"-mentalitet ikke så slem i
denne film, for de
..
..
..
..
..
..spoiler
..space
..
..
..
..
..
opgiver jo trods alt til sidst at redde ham (ja, det var ham selv der sagde
det, men....). Udover at det kun er naturligt man vil redde en anden
brandmand, kan jeg ikke se dette punkt som noget væsentligt at kritisere.
Noget helt andet er så den klamme popsang de smider på til sidst i filmen
til hans begravelse....
Min peronlige konklusion lyder stadigvæk: God underholdning med lidt af
hvert.... Men vi er (heldigvis) alle så forskellige, ellers var det noget af
en nyhedsgruppe at følge med i