sakset fra
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=359239
Stem for at isolere Dansk Folkeparti
VED SIDSTE folketingsvalg blev midten af dansk politik sat uden for
indflydelse.
Regeringen har valgt at støtte sig til Dansk Folkeparti i alle større
sager, og partiet har fået en nøglerolle på en hel række områder.
Det er årsagen til, at Danmark i dag har vedtaget love, der åbenlyst
strider mod den europæiske menneskerettighedskonvention. Love, der ikke
bare rammer de etniske mindretal, men som fratager alle danskere
rettigheder, som ellers hører til de mest basale.
Det er også årsagen til, at vi sammen med et mindretal i både EU, NATO
og FN gik i krig i Irak. Det er årsagen til, at enkeltforskere er blevet
forsøgt begunstiget eller diskrimineret via finansloven. Det er årsagen
til, at en af Danmarks store public service-tv-stationer, TV 2, står
over for en helt unødvendig privatisering, der kan risikere at trække
dansk tv ned på Berlusconi-niveau.
Ikke alle regeringens dårlige ideer er vokset i Pia Kjærsgaards have,
men det er hende, der har gjort det muligt for statsministeren ikke at
lytte til andre. Hendes mandater har gjort det muligt for
statsministeren at føre den blokpolitik, som hans pragmatiske retorik
konstant tilslører, men som ikke desto mindre har været realiteten i
hele hans regeringsperiode.
DET PARADOKSALE er, at alliancen med Dansk Folkeparti er en af
hovedårsagerne til, at den dårlige integration, der spillede så stor en
rolle under sidste valgkamp, er blevet værre under den nuværende
regering. De fornuftige elementer, som Bertel Haarders
integrationspolitik også har rummet, er blevet begrænset eller bekæmpet
af støttepartiet. Positive initiativer har været stort set bandlyst. Og
der er grænser for, hvor langt man når med pisken, når guleroden er helt
fraværende.
Resultatet er, at der er færre indvandrere i arbejde, end der var, da
Anders Fogh kom til. Der er flere utilpassede, frustrerede og til tider
ligefrem kriminelle unge indvandrere, end der var, før regeringen og
Dansk Folkeparti tog fat. Fordi det er blevet et tabu at bekæmpe
diskrimination, fordi pengene til kvarterløft og bekæmpelse af sociale
ghettoer er sparet væk, og fordi hele tonen i den såkaldte
udlændingedebat har sat splid i fællesskabet, er integrationen blevet
forsinket snarere end fremmet. Samtidig er Dansk Folkeparti begyndt at
præge dansk europapolitik i negativ retning. Fra at være et på mange
punkter beundret land har Danmark fået et ikke uberettiget ry for
lukkethed og fordomsfuldhed.
Samtidig har Dansk Folkepartis konsekvente leflen for alle andre
vælgergrupper end de såkaldt fremmede spærret for de reformer og
moderniseringer af samfundet, der ellers måtte være en borgerlig
regerings naturlige arbejdsopgave. Dansk Folkepartis socialpolitiske
kreativitet begrænser sig til at tænke i checks til de ældre. Og til at
sige nej til alt, hvad der lugter af internationalisering og
modernisering. I valgkampen har de både villet lukke grænsen til Sverige
og forbyde myndighederne andre sprog end dansk.
SELVFØLGELIG VIL det gøre en forskel, om landets statsminister fremover
skal hedde Mogens Lykketoft eller Anders Fogh. Vi hører til dem, der
mener, at Socialdemokraterne har fremlagt mere konkrete bud på, hvordan
arbejdsløsheden kan bringes ned, end regeringen har. En ny regering vil
også give flere penge til miljø og ulandsbistand, mens skattestoppet til
gengæld vil stå urokkeligt fast, hvis Anders Fogh fortsætter - eller vil
det? Det bestemmer Pia.
Men hånden på hjertet. Bedømt på valgkampen er der alligevel grænser
for, hvor stor en forskel det vil gøre. Socialdemokratiet har kun
udfordret regeringen på få områder. Regeringen lover ingen reformer, men
små vælgergaver og lidt til forskningen fordelt over en meget lang
årrække. Velfærdsstaten vil overleve, uanset hvem der vinder valget. Og
heller ikke vores trods alt ganske sunde økonomi vil blive undergravet
af hverken den ene eller den anden som statsminister.
DERFOR ER valgets hovedspørgsmål efter vores mening, om Dansk
Folkepartis på alle måder negative indflydelse i det danske samfund skal
brydes eller ej. Fire år mere med Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og Jesper
Langballe i rollerne som landets fremmeste politiske smagsdommere er en
alt andet end tiltrækkende tanke.
Politikens læsere tænker selv, og vi véd, at jeres stemmer tidligere har
fordelt sig på stort set alle de partier, der byder sig til. Avisen har
ingen partipolitiske bindinger, og i det daglige foretrækker vi at tage
stilling fra sag til sag. Alligevel vil vi ikke undlade på en dag som i
dag at gøre det klart, hvilken konklusion der følger af vores præmisser:
Det er midten i dansk politik, der skal styrkes. Hvis valget fører til
et regeringsskifte, giver det sig selv, at Dansk Folkeparti bliver sat
uden for indflydelse. Det vigtigste midterparti støtter i denne valgkamp
et statsministerskifte.
Men mindre kan også gøre det. En stemme på Venstre eller de konservative
i dag vil i meget høj grad være en stemme på Pia Kjærsgaard. Kun hvis
midten, det vil i første række sige de radikale, styrkes markant, kan
det hjælpe de kræfter i V og K, der kan se perspektivet i at få både
anstændighed og reformvilje tilbage i det politiske højsæde. Det er
afgørende for den elementære lødighed, anstændighed og ordentlighed
herhjemme, som vi i lange perioder af danmarkshistorien har taget for
givet, at midten i dansk politik i dag får et godt valg.