I dagens Weekendavisen anmeldes på side to, under overskriften »Folket
er dumt«, en bog skrevet af forskningadjunkt Henrik Stampe Lund og
økonomen Peter Mogensen - sidstnævnte i en smallere offentlighed kendt
som Nyrups tidligere sekretariatschef og tidligere ministersekretær fir
Mogens Lykketoft.
Link:
http://www.weekendavisen.dk/samfund/artikel:aid=13996:dpol=2
Jeg bringer her afslutningen af amneldelsen af denne bog, hvis egentlige
budskab er afskaffelsen af demokratiet:
Af ARNE HARDIS
....
Det er således ikke for analyserne, men for det rent ud groteske anslag
mod demokratiet, bogen skal læses - som et bizart udtryk for den
politiske afmagt og armod, der fortsat hersker i dansk politiks venstre
side, når det gælder håndteringen af Dansk Folkeparti.
BOGEN definerer populisme som »en tendens til overforsimpling af de
udfordringer, Danmark står overfor, og som en tendens til at tale for
lette - men ikke nødvendigvis rette - løsninger af centrale politiske
spørgsmål.« Og den munder ud i en stribe forslag til en handlingsplan
mod populisme, hvis fællesnævner er, at man - under dække af at ville
beskytte demokratiet og de rette løsninger - med lovgivningen og
statsmagten som instrument vil chikanere eller direkte forbyde det, man
er uenig i.
Uddannelsessektoren skal mobiliseres i det rette standpunkts tjeneste.
Det er de ringest uddannede, der stemmer på Pia Kjærsgaard, påpeger
forfatterne, »og derfor også dem, som har sværest ved at gennemskue,
hvad det i grunden er, politikerne lover.«
Tilsvarende skal de statsejede medier inddrages i kampen mod Pia
Kjærsgaard. Danmarks Radio skal pålægges at gennemføre flere debat- og
orienteringsprogrammer. De kan så tage fat på Dansk Folkepartis krav om
flere penge til ældre og servere »en egentlig afdækning af
VK-regeringens afhængighedsforhold til Dansk Folkeparti. Altså, at der
ikke er et økonomisk grundlag for at give mere til de ældre, men et
politisk - populistisk - behov.«
Grundloven skal indeholde et populismeværn, en paragraf, som beskytter
den offentlige debat mod usaglighed. »Således skal man som deltager i
den offentlige debat forpligtes til at gennemføre diskussioner i det
offentlige rum under hensyntagen til saglighed i den enkelte sag.«
Overtræder man dette grundlovsbrud, skal man nok ikke i fængsel, anfører
Stampe & Mogensen, men truslen om et sagsanlæg skal være reel.
Som politiker kan man regne med at blive holdt under opsyn af et
nyoprettet populismeudvalg i Folketinget, som kan indkalde folkevalgte
til forhør (Stampe & Mogensen kalder det »drøftelse«), hvis der er noget
»muggent og letkøbt« over den indklagedes standpunkter.
Forfatterne forestiller sig endvidere en eller anden diffus form for
ophævelse af parlamentarismen. Der skal gennemføres faste valgperioder,
og regeringens magt skal styrkes afgørende, idet dens støtteparti ikke
skal kunne vælte den. Her er de ikke helt klare.
Læg hertil en række teknokratiske forslag og en lidt naiv, bred appel
til de gamle partier om at slå sig sammen om, »at der ikke kan slås
politisk plat på en række helt centrale spørgsmål for Danmark, inklusive
udlændingeområdet.« Hvem mon skal definere, hvad der er plat?
Hovedlinien i forslagene er klar. Der findes en objektivt rigtig
politik, som er truet af demokratiets muligheder. For at redde den
rigtige politik, må demokratiet stækkes. Således dokumenterer de to
forfattere alligevel deres tese - der eksisterer faktisk en vis trussel
mod demokratiet. Den er på 157 sider, er udkommet på Tiderne Skifter og
er i handelen fra denne uge.
===
Ja, hvad skal man sige? Der /er/ vitterligt på højt placerede folk der
er modstandere af demokratiet som styreform. Det kan kun accepteres i
det omfang vælgerne stemmer på /de rigtige/, og for /de rigtige
meninger/, som repræsenteret i Socialdemokratiet, og det nye Radikale
Højre under Marianne Jelveds ledelse.
--
Per Erik Rønne