---

Som det jo sker for alle fra tid til anden, kan det hele
virke uoverskueligt. Sådan er det for mig nu, og jeg ved, at
det vil gå over igen. Ikke desto mindre føler jeg, at jeg er
nødt til at ændre nogle ting eller vaner, hvis ikke jeg skal
ende her jævnligt. Jeg føler mig som en frygtelig klynker,
og har dårlig samvittighed bare ved tanken om, at jeg ikke
skulle klare alt, som jeg plejer. Denne følelse vil jeg
meget gerne kunne slippe men hvordan?

Jeg har idag (mandag) været sygemeldt på jobbet pga.
hovedpine. Hovedpinen startede lørdag morgen, og intet af
det vanlige har kunnet slå det ned. I dagens løb har det
været aftagende, lige til telefonen ringede. Jeg turde ikke
tage den, fordi jeg ikke ville kunne klare kritk, som jeg
forventede, det ville være. Hovedpinen var straks tilbage
med fuld kraft + jeg svedte og smårystede over det hele. Min
reaktion skræmte mig lidt.

Jeg mener, jeg bør finde ro til mig selv, og min umiddelbare
tanke er at sygemelde mig resten af ugen. Begrundelsen for
hele ugen er at fjerne det pres og den frygtelige
samvittighed, der trykker mig, hvis jeg konstant skal
vurdere på, om jeg nu også kan tillade mig at være hjemme.
Jeg vil jo nok få det godt, når presset fjernes... Hvad vil
min arbejdsgiver tænke? Hvad vil kollegerne? Familien? Er
jeg bare en klynker, eller er jeg en klog kvinde, der sørger
for at passe på mig selv?

Dernæst vil jeg gerne have hjælp til, hvordan jeg bliver en
smule aflastet ind imellem. Jeg ved ikke, om det overhovedet
er muligt, for jeg gør jo i forvejen alt, jeg kan, for at
løse alting. På sigt vil det jo nok lykkes, men jeg frygter,
at hvis jeg får endnu et større problem, jeg står alene om
at løse for min familie, bukker jeg under. Kan man få hjælp
til at håndtere en evigt problemskabende eksmand? Kan man få
hjælp, hvis man frygter, at man ikke kan håndtere ungernes
problemer eller måske griber det forkert an? Bare lige for
at nævne et par stykker, som virkelig dræner mig for energi.

Jeg håber meget på at høre fra nogen.

Med venlig hilsen
Spørgsmålstegnet

---

Hejsa!

Har du overvejdet psykoterapi/samtaleterapi? Det lyder som om at du har en
del forskellige problemstillinger i dit liv, som det muligvis ville hjælpe
at arbejde lidt med. Der kan du måske få hjælp til at sige fra med god
samvittighed, og finde frem til hvorfor det hele virker uoverskueligt, og
hvordan det bliver bedre.

Mvh.

---

Hej - og tak for dit svar.

Ja, det har jeg, for jeg tror, det vil være en stor
aflastning at snakke med andre, som kender til situationen.
Mine omgivelser yder blot endnu mere pres, hvis jeg prøver
at tale om det. De er vant til, at jeg klarer alting, og jeg
bakker den tro op ved at gøre det. Jeg er skuffet over mine
omgivelsers manglende forståelse, støtte og hjælp, men måske
er det mere, end de kan overskue.

Nogen erfaringer med selvhjælpsgrupper? Jeg vil gerne høre
om det i så fald. Findes der grupper for stress, enlige
forældre eller lignende? Det er som om, min type
selvhjælpsgruppe er det, man kalder "familie og venner", men
jeg synes ikke, jeg kan bruge dem.


"Cilla[7400]" <brug-nyhedsgruppen> wrote in message
news:41fe9ad0$0$172$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hejsa!
>
> Har du overvejdet psykoterapi/samtaleterapi? Det lyder som
om at du har en
> del forskellige problemstillinger i dit liv, som det
muligvis ville hjælpe
> at arbejde lidt med. Der kan du måske få hjælp til at sige
fra med god
> samvittighed, og finde frem til hvorfor det hele virker
uoverskueligt, og
> hvordan det bliver bedre.
>
> Mvh.
>
>

---

Ja, det er både godt og skidt at være vant til at klare sig selv!
Jeg har ikke nogen erfaring med selvhjælpsgrupper, men har positive
erfaringer med NLP psykoterapi. NLP tager udgangspunkt i de resurser, vi
allerede har, og er meget løsningsorienteret, så det behøver ikke
nødvendigvis at være et årslangt forløb før man får noget ud af det. Men det
kæver selvfølgelig lige at man har økonomisk overskud til at betale for
terapien.


"Spørgsmålstegnet" <nospam@spørgsmålstegnet.dk> skrev i en meddelelse
news:41ff2e6c$0$169$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej - og tak for dit svar.
>
> Ja, det har jeg, for jeg tror, det vil være en stor
> aflastning at snakke med andre, som kender til situationen.
> Mine omgivelser yder blot endnu mere pres, hvis jeg prøver
> at tale om det. De er vant til, at jeg klarer alting, og jeg
> bakker den tro op ved at gøre det. Jeg er skuffet over mine
> omgivelsers manglende forståelse, støtte og hjælp, men måske
> er det mere, end de kan overskue.
>
> Nogen erfaringer med selvhjælpsgrupper? Jeg vil gerne høre
> om det i så fald. Findes der grupper for stress, enlige
> forældre eller lignende? Det er som om, min type
> selvhjælpsgruppe er det, man kalder "familie og venner", men
> jeg synes ikke, jeg kan bruge dem.

---

Lad mig dele dit indlæg op i enkeltbider.

Indlægget som helhed kan være lidt svært at overskue og give hints ud fra.

Mit svar kan virke lidt ordkløver-agtig. Det er dog ikke meningen, at
jeg vil kløve ord, men mere give dig en ide om, hvor du kan tage fat.



Spørgsmålstegnet skrev den 31-01-2005 18:20:
> Som det jo sker for alle fra tid til anden, kan det hele
> virke uoverskueligt.


Du skriver her /det hele/.


Ja, det er sandelig voldsomt ikke, at have styr på alt.
Kunne det hjælpe, at du deler tingene lidt op eller op i enkeltbider.

Er der visse områder du har overblik over? Fx kan du håndtere dine børn,
sørge for indkøb, passe dit arbejde rent tidsmæssigt (møde til tiden;
fyraften til tiden, hvad med din partner?
Eller sagt på en anden måde: Hvor er det præcis /det hele/ ramler
sammen for dig. Er der noget som udløser det? Eller måske noget som har
opbygget sig gennem længere tid?





> Sådan er det for mig nu, og jeg ved, at
> det vil gå over igen. Ikke desto mindre føler jeg, at jeg er
> nødt til at ændre nogle ting eller vaner, hvis ikke jeg skal
> ende her jævnligt. Jeg føler mig som en frygtelig klynker,
> og har dårlig samvittighed bare ved tanken om, at jeg ikke
> skulle klare alt, som jeg plejer. Denne følelse vil jeg
> meget gerne kunne slippe men hvordan?
>

Følelsen slipper du først igen, når du har fundet ud af, hvad det er som
udløser den dårlige samvittighed.

Når du har fundet ud af det, så drejer det ikke om at undgå det... Det
kan man sikkert ikke, når det drejer sig om fx noget arbejdsmæssigt
eller noget med børnene.
Men om at håndtere situationen lidt anderledes. Flytte fokus fra din
tidligere handlingsmønster...til noget mere konstruktivt.





> Jeg har idag (mandag) været sygemeldt på jobbet pga.
> hovedpine. Hovedpinen startede lørdag morgen, og intet af
> det vanlige har kunnet slå det ned.

Jeg er IKKE læge og vil heller rode mig ud din konkrete hovedpines årsager.

Personlig har jeg det på den måde, at jeg oftes ligger mig syg på
fridage eller weekender, hvor jeg alligevel ikke skal lave noget.
Jeg _tror_ at den adrenalin man har pumpende rundt i kroppen på
hverdagene er med til at holde sygdomme og skavanker i ave.
Når man så har fri eller på anden måde bliver lettet fra dagligdagens
trummerum, så kommer skavankerne/sygdommen og "slår benene væk under en".

Om det er noget tilsvarende i din situation.. .Det kan jeg jo ikke vide.
Måske kan det give dig en ide til reflektere over om du har været gennem
stressende periode og det så lige pludselig "hævner sig" fordi du har
undladt at være i nærkontakt med de signaler din krop har sendt dig.


> I dagens løb har det
> været aftagende, lige til telefonen ringede. Jeg turde ikke
> tage den, fordi jeg ikke ville kunne klare kritk, som jeg
> forventede, det ville være. Hovedpinen var straks tilbage
> med fuld kraft + jeg svedte og smårystede over det hele. Min
> reaktion skræmte mig lidt.
>

Hvad er det for noget arbejde du har opgaver, beliggenhed (hjemme,
kørsel, kontor, byggeplads), kollegaer, overordnede, underordnede osv
osv osv)? Hvor mange timer lægger du i arbejdet? Står timeforbruget mål
med indsatsen (for dig selv).


Har du haft arbejdet længe? Har der været eller er der fyringrunder i sigte?


Du beskriver umiddelbart klassiske symptomer på præstationsangst, hvor
lyden af telefonens ringelyd er udløseren af angst-angrebet (jeg vil
ikke bruge ordet panikangst, da det er noget meget værrere end det du
beskriver).



> Jeg mener, jeg bør finde ro til mig selv, og min umiddelbare
> tanke er at sygemelde mig resten af ugen. Begrundelsen for
> hele ugen er at fjerne det pres og den frygtelige
> samvittighed, der trykker mig, hvis jeg konstant skal
> vurdere på, om jeg nu også kan tillade mig at være hjemme.

Er sygemeldingen for resten af ugen, så symptombehandling eller
årsagsbehandling?



> Jeg vil jo nok få det godt, når presset fjernes... Hvad vil
> min arbejdsgiver tænke? Hvad vil kollegerne? Familien? Er
> jeg bare en klynker, eller er jeg en klog kvinde, der sørger
> for at passe på mig selv?
>

Det kommer helt an på, hvad du konkret har gennemlevet.



> Dernæst vil jeg gerne have hjælp til, hvordan jeg bliver en
> smule aflastet ind imellem. Jeg ved ikke, om det overhovedet
> er muligt, for jeg gør jo i forvejen alt, jeg kan, for at
> løse alting.

Psssst, du kan ikke løse alting! visse ting er udenfor din kontrol



> På sigt vil det jo nok lykkes, men jeg frygter,
> at hvis jeg får endnu et større problem, jeg står alene om
> at løse for min familie, bukker jeg under.

Problem? Indtil videre har du ikke identificeret dit problem.




> Kan man få hjælp
> til at håndtere en evigt problemskabende eksmand?

Problemskabende på hvad niveau? Trykke han bare på de "rigtige
knapper" så du går ned med flaget eller er han decideret voldelig eller
udviser chikanøs adfærd.
Husk på, at din eksmand kender dig utrolig godt... Han ved lige, hvad
"knapper han skal trykke på" for at få dig til at virke som en strigle.
Du har jo trods alt levet sammen med ham på godt og ondt.



> Kan man få
> hjælp, hvis man frygter, at man ikke kan håndtere ungernes
> problemer eller måske griber det forkert an? Bare lige for
> at nævne et par stykker, som virkelig dræner mig for energi.
>

Er der enligmødre-selvhjælpsgrupper i din kommune/lokalområde.

Eller hvad med kvindecentre rundt omkring. Kvindecentre tager sig også
af ikke-voldstilfælde, men også af problemer som for den enkelte er
vokset sig så store, at de ikke kan håndteres selv længere.
HVIS de ikke kan hjælpe med en løsning, så kan de med stor sandsynlighed
give nogen gode råd og tips om, hvor du ellers kan henvende dig.




Ud fra, hvad du fortæller - og ud fra min bedste overbevisning - så
hjælper det ikke med tre lektioner hos en eller anden selvudnævnt
terapeut eller andet psedovidenskablig. Der er sikkert masser af god
vilje hos forskellige terapeuter, men spørg dig selv om det kun bliver
din pengepung der bliver lettet.

--
mvh Carsten Riis
Red liv! 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk
Du ved ikke om du får brug for det

---

Jeg svarer under de enkelte afsnit, og har klippet lidt ud.
Beklager hvis det virker rodet. Jeg prøver at forholde mig
til de enkelte ting i den sammenhæng, de fremsættes.

> Du skriver her /det hele/.
>
>
> Ja, det er sandelig voldsomt ikke, at have styr på alt.
> Kunne det hjælpe, at du deler tingene lidt op eller op i
enkeltbider.

Det prøver jeg på, for man kan ikke løse alle problemer på
een gang.

>
> Er der visse områder du har overblik over? Fx kan du
håndtere dine børn,
> sørge for indkøb, passe dit arbejde rent tidsmæssigt (møde
til tiden;
> fyraften til tiden, hvad med din partner?
> Eller sagt på en anden måde: Hvor er det præcis /det
hele/ ramler
> sammen for dig. Er der noget som udløser det? Eller måske
noget som har
> opbygget sig gennem længere tid?

Det er opbygget gennem længere tid formentlig, men er det
ikke altid sådan, når det bliver uoverskueligt?
Når det så når hertil, er det "småting", der tricker det.
Måske er det småting taget ud af sammenhæng, men jeg ser
videre og forudser også følgerne.
Jeg har passet mit job og alt det andet, indtil jeg nu har
valgt at prioritere mig selv op.

> > Sådan er det for mig nu, og jeg ved, at
> > det vil gå over igen. Ikke desto mindre føler jeg, at
jeg er
> > nødt til at ændre nogle ting eller vaner, hvis ikke jeg
skal
> > ende her jævnligt. Jeg føler mig som en frygtelig
klynker,
> > og har dårlig samvittighed bare ved tanken om, at jeg
ikke
> > skulle klare alt, som jeg plejer. Denne følelse vil jeg
> > meget gerne kunne slippe men hvordan?
> >
>
> Følelsen slipper du først igen, når du har fundet ud af,
hvad det er som
> udløser den dårlige samvittighed.

Formentlig forventningerne til mig - fra omgivelserne og fra
mig selv.

>
> Når du har fundet ud af det, så drejer det ikke om at
undgå det... Det
> kan man sikkert ikke, når det drejer sig om fx noget
arbejdsmæssigt
> eller noget med børnene.
> Men om at håndtere situationen lidt anderledes. Flytte
fokus fra din
> tidligere handlingsmønster...til noget mere konstruktivt.

Ja tak. Hjælp mig med det! Det er essensen i mit nødråb. Jeg
ved ikke, hvordan jeg skal gøre tingene anderledes, for at
bryde mønsteret. Men jeg arbejder på det jo :) og er
taknemmelig for støtten her, der også hjælper i rette
retning forhåbentlig.

> > Jeg har idag (mandag) været sygemeldt på jobbet pga.
> > hovedpine. Hovedpinen startede lørdag morgen, og intet
af
> > det vanlige har kunnet slå det ned.
>
> Jeg er IKKE læge og vil heller rode mig ud din konkrete
hovedpines årsager.
>
> Personlig har jeg det på den måde, at jeg oftes ligger mig
syg på
> fridage eller weekender, hvor jeg alligevel ikke skal lave
noget.
> Jeg _tror_ at den adrenalin man har pumpende rundt i
kroppen på
> hverdagene er med til at holde sygdomme og skavanker i
ave.
> Når man så har fri eller på anden måde bliver lettet fra
dagligdagens
> trummerum, så kommer skavankerne/sygdommen og "slår benene
væk under en".
>
> Om det er noget tilsvarende i din situation.. .Det kan jeg
jo ikke vide.
> Måske kan det give dig en ide til reflektere over om du
har været gennem
> stressende periode og det så lige pludselig "hævner sig"
fordi du har
> undladt at være i nærkontakt med de signaler din krop har
sendt dig.

Jeg er enig, og har samme teori. Jeg har meget længe (måske
et par år?!?) lagt mig syg, hver gang, jeg holdt ferie. Det
er blevet en stående joke, at jeg ikke tager ferie mere. Jeg
holder lige nogle sygedage for egen regning. Dét i sig selv
hjælper jo heller ikke med mindre, ferien er lang nok til,
at man får slået sygdommen ned og når at oparbejde overskud
igen. Nu jeg tænker over det, var den seneste weekend en af
meget få (om nogen?!?), hvor jeg ikke har skullet noget
siden september! Måske derfor det slog til med så stor
kraft?!

>
> > I dagens løb har det
> > været aftagende, lige til telefonen ringede. Jeg turde
ikke
> > tage den, fordi jeg ikke ville kunne klare kritk, som
jeg
> > forventede, det ville være. Hovedpinen var straks
tilbage
> > med fuld kraft + jeg svedte og smårystede over det hele.
Min
> > reaktion skræmte mig lidt.
> >
>
> Hvad er det for noget arbejde du har opgaver, beliggenhed
(hjemme,
> kørsel, kontor, byggeplads), kollegaer, overordnede,
underordnede osv
> osv osv)? Hvor mange timer lægger du i arbejdet? Står
timeforbruget mål
> med indsatsen (for dig selv).
>
> Har du haft arbejdet længe? Har der været eller er der
fyringrunder i sigte?
>
> Du beskriver umiddelbart klassiske symptomer på
præstationsangst, hvor
> lyden af telefonens ringelyd er udløseren af
angst-angrebet (jeg vil
> ikke bruge ordet panikangst, da det er noget meget værrere
end det du
> beskriver).
>

Jeg er blevet meget bedre til at holde arbejdstiderne
(arbejder med IT). Hjemmearbejde er stort set væk, fordi jeg
har kæmpet for at holde job og fritid skarpt adskilt. Når
jeg går ud af døren på jobbet, skal opgaverne også slippes i
tankerne. Jeg ved, det har hjulpet, for efter juleferien
kunne jeg ikke huske ret meget, og skulle lige op i
omdrejninger igen *smiler stolt*
Men... når det er sagt, så har min arbejdsplads været et
pres uden lige det seneste år. Jeg er blevet sendt til
brandslukning i forskellige afdelinger, mens mine faste
ansvarsområder ikke er blevet overgivet til andre. Dermed
har jeg reelt prøvet at passe 2-3 job. Min opsigelse kom til
1/9 (sammen med en håndfuld andres opsigelse), hvorefter jeg
blev headhuntet til en ny afdeling. Det er en god afdeling,
hvor man går meget op i, at alle trives med deres opgaver,
og har det generelt godt. Jeg skulle fastansættes der fra
nytår, hvor min opsigelse udløb, men... ledelsen har nægtet
en fastansættelse med begrundelse i firmaets generelle
dårlige økonomi. Man ville bevilge to måneder, så dem har
jeg nu. Tanken er fra min teamleder at få det forlænget, men
det er uholdbart for mig, så jeg skal have fundet noget
andet, hvilket teamlederen er ked af men forstår.
Jeg er altså også under pres som jobsøgende, og er ikke
sikker på, jeg kan forsørge min familie på en
understøttelse.

> > Jeg mener, jeg bør finde ro til mig selv, og min
umiddelbare
> > tanke er at sygemelde mig resten af ugen. Begrundelsen
for
> > hele ugen er at fjerne det pres og den frygtelige
> > samvittighed, der trykker mig, hvis jeg konstant skal
> > vurdere på, om jeg nu også kan tillade mig at være
hjemme.
>
> Er sygemeldingen for resten af ugen, så symptombehandling
eller
> årsagsbehandling?

Det er symptombehandling for at få ro til at finde ind, hvor
jeg kan gøre noget. Jeg mailede med min teamleder i går, og
har fået backup på, at jeg skal pleje mig selv. Alene vores
kommunikation syntes at give mig kræfter. Idag ville jeg
afsted. Følte mig frisk nok. Til en af ungerne atter brød en
aftale. Jeg orkede ikke at diskutere det igen (ser igen
konsekvenserne fremad), og fik i stedet ondt i maven og
trang til at kaste op. Jeg tænkte da, at jeg vist ikke var
helt klar til jobbet alligevel, og sendte en sygemelding
afsted. Ungernes kommentarer om, at jeg da ikke fejler
noget, så jeg ikke kan tillade mig at sygemelde mig, gjorde
det sidste. Hovedpinen er tilbage, og jeg venter bare på, at
jeg begynder at kaste op. Oversat: Min krop siger fra.

> > På sigt vil det jo nok lykkes, men jeg frygter,
> > at hvis jeg får endnu et større problem, jeg står alene
om
> > at løse for min familie, bukker jeg under.
>
> Problem? Indtil videre har du ikke identificeret dit
problem.

Jeg ser det ikke som eet problem men mange og store.

> > Kan man få hjælp
> > til at håndtere en evigt problemskabende eksmand?
>
> Problemskabende på hvad niveau? Trykke han bare på de
"rigtige
> knapper" så du går ned med flaget eller er han decideret
voldelig eller
> udviser chikanøs adfærd.
> Husk på, at din eksmand kender dig utrolig godt... Han ved
lige, hvad
> "knapper han skal trykke på" for at få dig til at virke
som en strigle.
> Du har jo trods alt levet sammen med ham på godt og
ondt.

Du har helt ret i, at han kender knapperne. Hvor er det
modbydeligt at tænke på, at han måske er bevidst om, hvad
han gør. Han er ikke voldelig.
Vi kan ikke samarbejde om ungerne. Vi kan godt tale sammen,
og han er fuld af lovord, men følger det ikke op af
handling. Tværtimod svigter han den ene gang efter den anden
på utrolig mange måder. Det er belastende for mig, at han
svigter vores samarbejde. Det efterfølgende psykiske
arbejde, jeg har med at undgå ungernes nedtur ved at dække
over ham, bagatellisere, opmuntre, flytte fokus osv. er ved
at være uudholdeligt.
De praktiske ting omkring ungerne, giver alt for meget
arbejde pga. faderen. Eksempelvis skal vi til udlandet og
faderen og jeg skal derfor begge underskrive deres
pasansøgning. Uden at nogen står foran ham med papirerne og
venter på en underskrift, får jeg den ikke. Han siger, han
gerne vil underskrive. Han har trukket det længe ved at lade
ungerne selv sørge for transport til og fra ham; ved at
sætte dem af, og køre inden jeg ser ham; ved at sige han
kommer forbi (få mig til at tie om det), da han arbejdede
lige i nærheden - og bare udeblev. I sidste weekend bad jeg
min ældste om at sørge for at få de underskrifter, og vi er
nu så tæt på rejsen, at der er dobbelt så mange papirer for
at søge om både midlertidigt pas og det rigtige pas. Min
ældste afleverede stolt de underskrevne papirer... hvor
faderen havde underskrevet fire papirer som ansøger af nyt
pas og ikke som forældremyndighedsindehaver. For f..... da.
Hvor svært kan det være, når alt er udfyldt, og han skal
skrive under på den linie, der er helt identisk med linien,
hvor jeg havde underskrevet. Hvorfor fik jeg ikke ungernes
underskrift, inden han så papirerne? Så havde der kun været
een linie tilbage, som ikke var udfyldt... Jeg orker det
bare ikke mere. Jeg har alt arbejdet med det, og nu kan jeg
begynde forfra. Skal vi rejse i overmorgen, skal jeg
fremskaffe nye papirer; finde ham; pege på den linie, hvor
han skal skrive under; til politiet alle mand med alle de
nødvendige papirer og SÅ kan vi rejse.
Denne omgang med passene har ikke direkte involveret ungerne
endnu, men det kommer den til, hvis jeg ikke kan overtale
politiet til at godkende underskrifterne de forkerte steder.
Da må ungerne og jeg blive i DK, mens resten af familien
tager over grænsen for at handle. Vi skulle ellers se på vin
m.m. til min søns konfirmation.

Overdriver jeg "orker det ikke"? Passene er en lille ting.
Gæt selv hvordan det er omkring skole-hjem-samtaler,
skolefest, dimission, konfirmation osv. hvor ungerne er
direkte involveret som hovedpersoner. Min hovedpine
stortrives nu...

> > Kan man få
> > hjælp, hvis man frygter, at man ikke kan håndtere
ungernes
> > problemer eller måske griber det forkert an? Bare lige
for
> > at nævne et par stykker, som virkelig dræner mig for
energi.
> >
>
> Er der enligmødre-selvhjælpsgrupper i din
kommune/lokalområde.
>
> Eller hvad med kvindecentre rundt omkring. Kvindecentre
tager sig også
> af ikke-voldstilfælde, men også af problemer som for den
enkelte er
> vokset sig så store, at de ikke kan håndteres selv
længere.
> HVIS de ikke kan hjælpe med en løsning, så kan de med stor
sandsynlighed
> give nogen gode råd og tips om, hvor du ellers kan
henvende dig.
>
> Ud fra, hvad du fortæller - og ud fra min bedste
overbevisning - så
> hjælper det ikke med tre lektioner hos en eller anden
selvudnævnt
> terapeut eller andet psedovidenskablig. Der er sikkert
masser af god
> vilje hos forskellige terapeuter, men spørg dig selv om
det kun bliver
> din pengepung der bliver lettet.

Jeg vil gerne, hvis det hjælper mig, men føler (idag) ikke
for at skulle stå frem og råbe "Hjælp!". Jeg kunne helt
ærligt (og ynkeligt føles det) godt bruge en, der tog mig i
hånden og gik med.
Kald det bare ansvarsfraskrivelse...

---

Spørgsmålstegnet skrev den 02-02-2005 09:33:
> Jeg svarer under de enkelte afsnit, og har klippet lidt ud.
> Beklager hvis det virker rodet. Jeg prøver at forholde mig
> til de enkelte ting i den sammenhæng, de fremsættes.
>

Det lige præcis den måde man skal svare på her på usenet.

Så det passer mig perfekt, at du svarer på den måde.
Tak for det. (måske ordet //tak//, du ikke hører alt for ofte)

>
>>Du skriver her /det hele/.
>>
>>
>>Ja, det er sandelig voldsomt ikke, at have styr på alt.
>>Kunne det hjælpe, at du deler tingene lidt op eller op i
>
> enkeltbider.
>
> Det prøver jeg på, for man kan ikke løse alle problemer på
> een gang.
>

Netop! man skal netop tage ét problem af gangen.


også du har kun 24 timer i døgnet.


>
> Det er opbygget gennem længere tid formentlig, men er det
> ikke altid sådan, når det bliver uoverskueligt?
> Når det så når hertil, er det "småting", der tricker det.
> Måske er det småting taget ud af sammenhæng, men jeg ser
> videre og forudser også følgerne.

Ok, du er i hver fald kommet så langt i processen. godt.


Lad os så finde ud af hvad, der kan gøres ved dem.

>
> Formentlig forventningerne til mig - fra omgivelserne og fra
> mig selv.
>
>
Hvad ville der ske, når du ikke opfylder disse forventninger til dig selv?

Der er naturligvis nogen forventninger fra omgivelserne som man ikke kan
undlade at leve op til fx arbejdsgiveren forventer man laver et stykke
arbejde til aftalt tid. Børnene forventer, at mor hjælper med lektier
og laver mad nogenlunde på samme tid hver dag (det med maden... Det kan
ungerne så hjælpe med...så er man også sammen om noget og børnene lærer
at lave mad. Og jeg kan forstår på dig, at de er halvstore....så er det
måske også på tide).

Men der er også forventninger fra omgivelserne som man altså ikke skal
opfylde 100% hele tiden. fx hvem siger, at du partout skal støvsuge hver
anden dag? Gør det noget at du gør det hver tredje dag?

>
> Ja tak. Hjælp mig med det! Det er essensen i mit nødråb. Jeg
> ved ikke, hvordan jeg skal gøre tingene anderledes, for at
> bryde mønsteret. Men jeg arbejder på det jo :) og er
> taknemmelig for støtten her, der også hjælper i rette
> retning forhåbentlig.
>
>

Du er velkommen. Og det er hvad gruppen her er til for.


>>
>
>
> Jeg er blevet meget bedre til at holde arbejdstiderne
> (arbejder med IT). Hjemmearbejde er stort set væk, fordi jeg
> har kæmpet for at holde job og fritid skarpt adskilt.

Ikke kæmpe/forsøge! Holde adskildt.
Sluk mobiltelefonen, når der er fyraften!

Køb evt. en mobiltelefon hvor kun de private bekendtskaber kender
nummeret. Taletid eller tilsvarende.



> Når
> jeg går ud af døren på jobbet, skal opgaverne også slippes i
> tankerne. Jeg ved, det har hjulpet, for efter juleferien
> kunne jeg ikke huske ret meget, og skulle lige op i
> omdrejninger igen *smiler stolt*

Sådan *virtuelle skulderklap herfra. Kun til dig*

> Men... når det er sagt, så har min arbejdsplads været et
> pres uden lige det seneste år. Jeg er blevet sendt til
> brandslukning i forskellige afdelinger, mens mine faste
> ansvarsområder ikke er blevet overgivet til andre. Dermed
> har jeg reelt prøvet at passe 2-3 job. Min opsigelse kom til
> 1/9 (sammen med en håndfuld andres opsigelse), hvorefter jeg
> blev headhuntet til en ny afdeling. Det er en god afdeling,
> hvor man går meget op i, at alle trives med deres opgaver,
> og har det generelt godt. Jeg skulle fastansættes der fra
> nytår, hvor min opsigelse udløb, men... ledelsen har nægtet
> en fastansættelse med begrundelse i firmaets generelle
> dårlige økonomi.

Kontakt fagforeningen. De kan hjælpe med de juridiske heromkring.

På mig lyder det til, at er er nogen lidt underlige procedurer der er på
vej.
Skaf al den dokumentation du kan. Gem breve, udskriv og medtag emails
omkring disse meldninger.
De kan vise sig værdifulde i sidste ende.


Jeg kan sikkert også hjælpe lidt med det juridiske, men det er slet slet
ikke det som jeg syntes er interessant i denne tråd. Du er interessant!
Ikke som en mus i en videnskabeligt eksperiment, men som at du er
startet på at få dig selv med. Og det vil jeg gerne hjælpe med.


> Man ville bevilge to måneder, så dem har
> jeg nu. Tanken er fra min teamleder at få det forlænget, men
> det er uholdbart for mig, så jeg skal have fundet noget
> andet, hvilket teamlederen er ked af men forstår.

Forståelse kan ikke bruges til så meget! Kontrakter kan!

Ja, du skal have fundet noget andet..... men - efter alt hvad du
fortæller - så har slet slet ikke tid til at lede efter nyt arbejde.
Du er alt for ophængt på alle de ting som går dig på.


> Jeg er altså også under pres som jobsøgende, og er ikke
> sikker på, jeg kan forsørge min familie på en
> understøttelse.
>

Husk der findes forskellige former for sociale hjælpeforanstaltninger fx
forhøjet børnecheck; husleje-tilskud (hvis du bor til leje).

Er du med i en akasse? Er der i akassen muligt at lave en ekstra-sikring
(husk, at ekstrasikringen også er fradragsberettiget)?


Det kan vi undersøge, når det kommer så vidt.



Du har faktisk identificeret et hovedproblem: At du bliver ledig om 2
måneder. Det er en meget meget stressende situation. Vær klar over, at
mange af de reaktioner du har (fx din hovedpine) er helt normale.
Der er intet unormalt ved, at man er stresset over, at miste sit arbejde
(det er på højde med at miste et familiemedlem fx fætter, kusine mv.).
But what can we do about it? som man vil sige på engelsk.

Først må man lade være med at bekymre sig om ens reaktion er normal.
Bekymringen om, at man er normal....Det er også en del af totalstressen
(dog længere nede af stress-skalaen).
Kan man komme så vidt, at man ved både på det bevidste og ubevidste
niveau, at man er stresset. Så kan man også komme så vidt at man ved, i
hvert fald ikke er stresset over spørgsmålet: Er jeg normal!
For ja, man er normal når man reagerer på risikoen for at miste jobbet

Det kan give lidt mere ro over ens selvopfattelse.

>
> Det er symptombehandling for at få ro til at finde ind, hvor
> jeg kan gøre noget. Jeg mailede med min teamleder i går, og
> har fået backup på, at jeg skal pleje mig selv. Alene vores
> kommunikation syntes at give mig kræfter.

Nice. Det virker da som om, at kollegaerne/overordnede er ordentlige
mennesker.

> Idag ville jeg
> afsted. Følte mig frisk nok.

Du er inkonsekvent!

Hvis du har meldt dig syg i en uge! Så bliv hjemme i en uge!

Du har aftalt med dit arbejde, at du er syg i en uge. Hold den aftale.
Brug tiden på at være god ved dig selv (det har du sikkert ikke været
længe). Tillad dig, at se en film på DVDen; Åben en flaske rødvin (nej,
du skal ikke drukne sorgerne...det kommer du ingen veje med, men nyde en
flaske rødvin over fx 3-4 dage. Det gør ingen skade); Læs en bog; Nyd at
være alene (ungerne er jo i skole det meste af dagen, så vidt jeg
kan forstå, så er ungerne ikke helt små længere).

Det er helt normalt, at man har brug for, at være sig selv. Nogen gange.

Den mulighed har man ikke så tit, når man er aleneforælder. Der er man
enten sammen med kollegaer på arbejde eller sammen med ungerne. Men
hvornår er man sammen med sig selv.

Om det giver mening for dig. Det ved jeg ikke, men håber.

> Til en af ungerne atter brød en
> aftale. Jeg orkede ikke at diskutere det igen (ser igen
> konsekvenserne fremad),

Er aftalen vigtig? Husk, at ikke aftaler er lige vigtige.

Det vigtigste er vel, at man er sund og rask og ikke rode sig ud i noget
snavs.

> Ungernes kommentarer om, at jeg da ikke fejler
> noget, så jeg ikke kan tillade mig at sygemelde mig, gjorde
> det sidste.

Hvor gammel er ungerne?




> Hovedpinen er tilbage, og jeg venter bare på, at
> jeg begynder at kaste op. Oversat: Min krop siger fra.
>
>
I seng med dig! Husk evt. at lægge nyt dynebetræk på inden du lægger dig.


Det er en rigtig lækker ting, at kunne ligge sig i sengen, hvor
sengetøjet lige er skiftet.


>>>På sigt vil det jo nok lykkes, men jeg frygter,
>>>at hvis jeg får endnu et større problem, jeg står alene
>
> om
>
>>>at løse for min familie, bukker jeg under.
>>
>>Problem? Indtil videre har du ikke identificeret dit
>
> problem.
>
> Jeg ser det ikke som eet problem men mange og store.
>

Ja, men det er vigtigt at kunne identificere problemerne. Ikke kun de
symptomer man ser.

Indtil nu har du i fortalt om, dit problem om, at du er stresset over,
at miste arbejdet.


Den missede aftale med dit barn og der tilhørende konflikt du ikke havde
kræfter til.... Det er ikke et problem. Mere en situation som du ikke
kan løse optimalt fordi du er i en stor stress på en anden front.

Man bør dele tingene op i årsager (problem); symptomer (fysiske
psykiske reaktioner fx hovedpine, kvalme mv.) og situationer.
Jeg tror - kan naturligvis ikke vide det - at meget af det du kalder for
problemer er symptomer og situationer.

Man kan så blive ved med at lave "brandslukning" på symptomer (spise
hovedpinepiller ved hovedpine) og situationer (køre efter underskrifter.
Se senere).
Men årsagerne. Det kræver et langt og sejt træk.
Man skal naturligvis have løst symptomer og situationer i nuet, men man
skal også have en strategi til at opløse årsagerne på sigt. Kun på den
måde kan man mindske symptomer og situationer på sigt.


>
> Du har helt ret i, at han kender knapperne. Hvor er det
> modbydeligt at tænke på, at han måske er bevidst om, hvad
> han gør. Han er ikke voldelig.

Det er trods alt godt, at du ikke er voldsoffer.

Psykisk terror (måske et voldsomt ord at bruge, men jeg kan ikke komme
på noget bedre pt.) kan dog udløse nogen af de samme mekanismer for
offeret af den psykiske terror.

> Vi kan ikke samarbejde om ungerne. Vi kan godt tale sammen,
> og han er fuld af lovord, men følger det ikke op af
> handling. Tværtimod svigter han den ene gang efter den anden
> på utrolig mange måder. Det er belastende for mig, at han
> svigter vores samarbejde.

Husk at dokumentere hver eneste aftale & lovord og hvert eneste aftale-
&lovords-brud. Husk datoer&tidspunkter; formidling af aftalen/lovordet
(skriftlig/mundtlig/SMS/email), modtager af aftalen/lovordet, vidner.

Lav et skema (i word eller excel) med de kriterier som er nødvendige for
dokumentationen.
Hvis du har en SonyEricsson-telefon med Bluetooth, så kan du skaffe
programmer til at gemme de SMS'er som du modtager fra din eksmand. Så er
du ikke afhængig af de begrænsninger som er i telefonen.



Hav en bisidder med i statsamtet/overpræsidiet, næste gang I skal
forhandle noget omkring børnene.
hav en bisidder med, når børnene skal afleveres/hentes igen.

Spørg en god veninde om hun ikke har lyst til en kop kaffe de
dage/eftermiddage hvor ungerne skal overbringes til faderen. Så er du
ikke helt alene.


Bemærk: Ovenstående er ikke årsagsbearbejdelse; Men løsningsforslag på
aktuelle situationer.



> Det efterfølgende psykiske
> arbejde, jeg har med at undgå ungernes nedtur ved at dække
> over ham, bagatellisere, opmuntre, flytte fokus osv. er ved
> at være uudholdeligt.

Er der mulighed for, at dine børn kan tale med en skolepsykolog.

En skolepsykolog laver jo også andet end tage sig af skoleproblemer.
Eller bedre sagt: Problemerne du beskriver kan næsten ikke undgå at have
indflydelse på skolegangen.


> De praktiske ting omkring ungerne, giver alt for meget
> arbejde pga. faderen. Eksempelvis skal vi til udlandet og
> faderen og jeg skal derfor begge underskrive deres
> pasansøgning. Uden at nogen står foran ham med papirerne og
> venter på en underskrift, får jeg den ikke. Han siger, han
> gerne vil underskrive. Han har trukket det længe ved at lade
> ungerne selv sørge for transport til og fra ham; ved at
> sætte dem af, og køre inden jeg ser ham; ved at sige han
> kommer forbi (få mig til at tie om det), da han arbejdede
> lige i nærheden - og bare udeblev. I sidste weekend bad jeg
> min ældste om at sørge for at få de underskrifter, og vi er
> nu så tæt på rejsen, at der er dobbelt så mange papirer for
> at søge om både midlertidigt pas og det rigtige pas. Min
> ældste afleverede stolt de underskrevne papirer... hvor
> faderen havde underskrevet fire papirer som ansøger af nyt
> pas og ikke som forældremyndighedsindehaver. For f..... da.
> Hvor svært kan det være, når alt er udfyldt, og han skal
> skrive under på den linie, der er helt identisk med linien,
> hvor jeg havde underskrevet. Hvorfor fik jeg ikke ungernes
> underskrift, inden han så papirerne? Så havde der kun været
> een linie tilbage, som ikke var udfyldt... Jeg orker det
> bare ikke mere. Jeg har alt arbejdet med det, og nu kan jeg
> begynde forfra.

Damn.

Har hans tidligere handlingsmønstre ikke vist dig, at situationen
(manglende underskrivelse af papirer) kunne komme så vidt?

Allerede ved de første tegn på brudt aftale! Vær konsekvent. Opsøg ham
hurtigst mulig. Ring til ham, find ud af hvor han er. Ta' en taxa
(eller bilen hvis du selv har bil) til der hvor han er og få de
underskrifter.
Her og Nu!

Du havde afsat tiden til få de underskrifter alligevel. Evt. brugt
eftermiddagen på at rydde op og gøre rent osv osv osv. Men resultatet
(underskriften) udebliver. Skaf resultatet. Her og Nu!

Det sparer tid for dig senere.
Brug tid for at spare tid

SAmtidig med viser du, at manden altså skal aflevere de ting du beder
om. Det kan godt være, at det besværlig for dig...tilgengæld får det du
har brug for!

> Skal vi rejse i overmorgen,

Ja!

> skal jeg
> fremskaffe nye papirer; finde ham; pege på den linie, hvor
> han skal skrive under; til politiet alle mand med alle de
> nødvendige papirer og SÅ kan vi rejse.

Ja, ta' hen til ham (uanset hvor han er) og få de underskrifter som du
har brug for.

> Denne omgang med passene har ikke direkte involveret ungerne
> endnu, men det kommer den til, hvis jeg ikke kan overtale
> politiet til at godkende underskrifterne de forkerte steder.
> Da må ungerne og jeg blive i DK, mens resten af familien
> tager over grænsen for at handle. Vi skulle ellers se på vin
> m.m. til min søns konfirmation.
>
Husk at fortælle din søn, at "bad guy" er faderen!

Specielt når du tager hen til ham (exmanden) og han ikke vil give
underskrifterne.

Så har du vist din søn, at du har gjort hvad du kunne.


> Overdriver jeg "orker det ikke"? Passene er en lille ting.

Ja, men du bruger utrolig mange ressourcer på den lille ting.
Bare se indlægget her, hvor mange linjer (33 fik jeg det til) du har
brugt på at fortælle om det.


Nu kan man ikke skrue tiden tilbage for at rette op på dette ressourcespild.
Og det bliver sandsynligvis heller ikke relevant igen med pasansøgninger
til din søn (han skal jo have nyt pas igen om 5 år og da er han vel
voksen og derfor ikke behøver mors og fars underskrifter).
Men til en lignende situation: Løs problemet. Her og Nu!
Det sparer tid og mentale ressourcer. De sparede ressourcer kan du så
bruge på andet.




> Gæt selv hvordan det er omkring skole-hjem-samtaler,
> skolefest, dimission, konfirmation osv. hvor ungerne er
> direkte involveret som hovedpersoner. Min hovedpine
> stortrives nu...
>

Det andet problem er samarbejdet omkring dine børn MED din eksmand.
bemærk: det er ikke børnene som er problemet. Ej heller eksmanden. Men
samarbejdet.
Der er ikke faste rammer i dette samarbejde.


Dem skal du sammen med statsamtet/overpræsidiet have dannet.
Husk at have en bisidder med til samtlige møder. Helst den samme person.
Bisidderen kan så tage noter for dig, så kan du koncentrere dig om samtalen.
Ved beslutningsmøder bør I overveje om man bør optage samtalen.
Moderne MP3-afspillere har også en optagefunktion, hvor I kan optage
samtalen på afspilleren. I må gerne optage samtalen uden at skaffe
forudgående accept fra sagsbehandleren, da I selv deltager i mødet.




>
> Jeg vil gerne, hvis det hjælper mig, men føler (idag) ikke
> for at skulle stå frem og råbe "Hjælp!".

Du står frem og råber om hjælp! Du har skrevet her i
dk.helbred.sorg+krise.

Det er en meget meget modig ting at gøre. Specielt at fortælle i et
offentligt forum om en meget konkret situtation, som af involverede
parter kan identificere situationen med en person (dig).




> Jeg kunne helt
> ærligt (og ynkeligt føles det) godt bruge en, der tog mig i
> hånden og gik med.
> Kald det bare ansvarsfraskrivelse...
>
>
Næh, snarere en erkendelse af, at du har brug for hjælp til at komme ét
skridt videre.


Jeg har ingen anelse om, hvor i landet du bor. Og du bør nok ikke
afsløre flere detaljer om dig her i forummet.
Men man kan ligeså anonymt som du gør her kontakte kvindecentrene
telefonisk og spørge om råd og vejledning. Se din lokale telefonbog om
forskellige hjælpesteder.
På kommunebiblioteket kan du også skaffe materiale omkring den slags temaer.








Du har - efter din beskrivelse - to problemer


Stress over at miste dit arbejde om 2 måneder (eller er det her i
slutningen af februar?)

OG

Samarbejdet omkring børnene med din eksmand.





Alle de andre - hvad du oplever som - problemer du har beskrevet er
afledte symptomer og situationer af disse to problemer.


Jeg har så også forsøgt at beskrive lidt om forskellen og hvordan du kan
"brandslukke" de enkelte situationer/symptomer.... samt hvad du kan
gøre for lette for problemerne.























I håb, at det jeg har skrevet har hjulpet bare en lille smule.
Husk på, at du ikke behøvedes at være enig med mig i alt hvad jeg
skriver.... der kan også være forhold hos dig som gør, at noget af det
jeg har beskrevet ikke kan lade sig gøre eller bare ikke hjælper dig videre.
Før jeg skriver mere, så vil jeg i hvert fald gerne høre om det jeg
skriver er brugbart i et eller andet omfang.... Jeg har nemlig også kun
24 timer i døgnet.

--
mvh Carsten Riis
Red liv! 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk
Du ved ikke om du får brug for det

---

Tak for din seriøse og empatiske måde at deltage i dette på.
Jeg er klar over, at du bruger både tid og kræfter på det,
og det påskønner jeg.


> Tak for det. (måske ordet //tak//, du ikke hører alt for
ofte)

Nej, det har du ret i.

> > Formentlig forventningerne til mig - fra omgivelserne og
fra
> > mig selv.
> >
> Hvad ville der ske, når du ikke opfylder disse
forventninger til dig selv?
>
> Der er naturligvis nogen forventninger fra omgivelserne
som man ikke kan
> undlade at leve op til fx arbejdsgiveren forventer man
laver et stykke
> arbejde til aftalt tid. Børnene forventer, at mor hjælper
med lektier
> og laver mad nogenlunde på samme tid hver dag (det med
maden... Det kan
> ungerne så hjælpe med...så er man også sammen om noget og
børnene lærer
> at lave mad. Og jeg kan forstår på dig, at de er
halvstore....så er det
> måske også på tide).
>
> Men der er også forventninger fra omgivelserne som man
altså ikke skal
> opfylde 100% hele tiden. fx hvem siger, at du partout skal
støvsuge hver
> anden dag? Gør det noget at du gør det hver tredje dag?

Jeg opfylder til fulde og lidt til arbejdsgiverens
forventninger. Jeg er en eftertragtet ressource på min
arbejdsplads :) Derfor jeg er "smidt rundt" så meget. Jeg
har tre gode anbefalinger med mig derfra.
Lektielæsning er næsten et fremmedord her i huset, da mine
unger er særdeles intelligente, og meget hurtigt fandt ud
af, at et frikvarters slid gav aftenen fri.
Maden er nu sat i system (2 uger siden), så de begge laver
mad, rydder af, vasker op, laver madpakker og er med i
planlægning af ugens menuer - hver dag de er her.
Fritidsaktiviteter er indlagt i skemaet og alt skal
indpasses, så resten hænger sammen. Det er endnu ikke lært
at få til at passe med fritid og tiden en ret tager at lave,
men de lærer en masse for tiden.
Rengøring er ikke det store problem. Det er også delvist i
vores ugeskema, og desuden er jeg ikke hysterisk. Er her
ryddeligt, er det fint. Det er vigtigere, at vi hygger os og
har tid til hinanden, end at her skinner. Jeg prioriterer
nærhed og oplevelser meget højere end Ajax.

Mine forventninger til mig selv har jeg svært ved at
definere... De er jo indgroede.

> > Jeg er blevet meget bedre til at holde arbejdstiderne
> > (arbejder med IT). Hjemmearbejde er stort set væk, fordi
jeg
> > har kæmpet for at holde job og fritid skarpt adskilt.
>
> Ikke kæmpe/forsøge! Holde adskildt.
> Sluk mobiltelefonen, når der er fyraften!
>
> Køb evt. en mobiltelefon hvor kun de private bekendtskaber
kender
> nummeret. Taletid eller tilsvarende.

I min nuværende afdeling er det ikke et problem, men det er
skrevet bag øret som et godt råd.

> > Når
> > jeg går ud af døren på jobbet, skal opgaverne også
slippes i
> > tankerne. Jeg ved, det har hjulpet, for efter juleferien
> > kunne jeg ikke huske ret meget, og skulle lige op i
> > omdrejninger igen *smiler stolt*
>
> Sådan *virtuelle skulderklap herfra. Kun til dig*

Ih tak :)

> > Men... når det er sagt, så har min arbejdsplads været et
> > pres uden lige det seneste år. <klip>
>
> Kontakt fagforeningen. De kan hjælpe med de juridiske
heromkring.
>
> På mig lyder det til, at er er nogen lidt underlige
procedurer der er på
> vej.
> Skaf al den dokumentation du kan. Gem breve, udskriv og
medtag emails
> omkring disse meldninger.
> De kan vise sig værdifulde i sidste ende.
>
>
> Jeg kan sikkert også hjælpe lidt med det juridiske, men
det er slet slet
> ikke det som jeg syntes er interessant i denne tråd. Du
er interessant!
> Ikke som en mus i en videnskabeligt eksperiment, men som
at du er
> startet på at få dig selv med. Og det vil jeg gerne hjælpe
med.

Jeg HAR været igennem den omgang. Jeg fremlagde lovtekster,
e-mails osv. for min daværende chef, og reelt indeholdt
papirerne to sagsanlæg, hvoraf fagforeningen selv havde bedt
om at føre den ene, efter jeg kontaktede dem og spurgte om
mine rettigheder. Det blev naturligvis ikke godt modtaget,
men jeg fortalte chefen, at alt afhang af, hvad vi kunne
tale os til rette om.
Vi talte meget den følgende periode, og problemet er løst
godt for alle. Samtidigt med jeg modtog min opsigelse, fik
jeg faktisk ros for min håndtering af sagen. Chefen
erkendte, at chefen selv havde gjort det samme. Som chef
stod det ikke klart, hvor galt jeg var blevet behandlet. Det
var min chef, der havde det værst med at skulle opsige mig.
Vi har begge lært af det, og har det rigtig godt sammen
idag.

> > Man ville bevilge to måneder, så dem har
> > jeg nu. Tanken er fra min teamleder at få det forlænget,
men
> > det er uholdbart for mig, så jeg skal have fundet noget
> > andet, hvilket teamlederen er ked af men forstår.
>
> Forståelse kan ikke bruges til så meget! Kontrakter kan!
>
> Ja, du skal have fundet noget andet..... men - efter alt
hvad du
> fortæller - så har slet slet ikke tid til at lede efter
nyt arbejde.
> Du er alt for ophængt på alle de ting som går dig på.

Korrekt, men jeg ser også min teamleders vinkel, og ved, der
er gjort meget for at beholde mig. Nej, jeg har ikke
kræfterne til at være oprigtigt, aktivt søgende. Jeg var til
en kanon jobsamtale for et par uger siden, og var sikker på,
jeg ville få det. Det gjorde jeg ikke, og nu er kræfterne
der ikke til at fortsætte kampen.

> > Jeg er altså også under pres som jobsøgende, og er ikke
> > sikker på, jeg kan forsørge min familie på en
> > understøttelse.
> >
>
> Husk der findes forskellige former for sociale
hjælpeforanstaltninger fx
> forhøjet børnecheck; husleje-tilskud (hvis du bor til
leje).

Forhøjet børnecheck afhænger af faderens indkomst, right?
Jeg ejer mit eget hus, netop fordi jeg helst klarer mig
selv, og ikke vil forsørges. Det var prioritetspunkt 1, da
jeg flyttede med børnene: Vi skulle have vores eget hjem,
vores trygge havn, hvor vi selv bestemmer og er rigtigt
hjemme.

> Er du med i en akasse? Er der i akassen muligt at lave en
ekstra-sikring
> (husk, at ekstrasikringen også er fradragsberettiget)?
>
>
> Det kan vi undersøge, når det kommer så vidt.

Ja, men den træder tidligst i kraft 2 år efter oprettelsen,
og ordningen har ikke eksisteret i 2 år endnu.

> Du har faktisk identificeret et hovedproblem: At du
bliver ledig om 2
> måneder. Det er en meget meget stressende situation. Vær
klar over, at
> mange af de reaktioner du har (fx din hovedpine) er helt
normale.
> Der er intet unormalt ved, at man er stresset over, at
miste sit arbejde
> (det er på højde med at miste et familiemedlem fx fætter,
kusine mv.).
> But what can we do about it? som man vil sige på engelsk.
>
> Først må man lade være med at bekymre sig om ens reaktion
er normal.
> Bekymringen om, at man er normal....Det er også en del af
totalstressen
> (dog længere nede af stress-skalaen).
> Kan man komme så vidt, at man ved både på det bevidste og
ubevidste
> niveau, at man er stresset. Så kan man også komme så vidt
at man ved, i
> hvert fald ikke er stresset over spørgsmålet: Er jeg
normal!
> For ja, man er normal når man reagerer på risikoen for at
miste jobbet
>
> Det kan give lidt mere ro over ens selvopfattelse.

Jeg føler mig normal (forstår og forholder mig til dine ord
om det), men slet ikke at det er en accepteret handling i
min verden at sygemelde sig, fordi man er stresset, eller
ikke kan klare mere og tager vare på sig selv frem for alt
andet.
Ledigheden kan få alvorlige følger som, at vi mister vores
hjem, men jeg har bestemt mig for, at penge ikke skal være
det afgørende. Ungerne og jeg skal have hinanden og have det
godt, og det er vigtigst. Tag huset, om det er det, der skal
til! Jeg tror ikke, det kun er en overfladisk beslutning.
Jeg mener det, selv om jeg er ked af at slippe min vision om
tryghed i vores hjem.

> > Idag ville jeg
> > afsted. Følte mig frisk nok.
>
> Du er inkonsekvent!
>
> Hvis du har meldt dig syg i en uge! Så bliv hjemme i en
uge!

Det havde jeg ikke, nej, men jeg har nu sendt min teamchef
besked om, at jeg ikke kommer resten af ugen. Det var for
hårdt at gå og vurdere på, om jeg "var syg nok", og hver
gang fik jeg det værre.

> Du har aftalt med dit arbejde, at du er syg i en uge.
Hold den aftale.
> Brug tiden på at være god ved dig selv (det har du sikkert
ikke været
> længe). Tillad dig, at se en film på DVDen; Åben en flaske
rødvin (nej,
> du skal ikke drukne sorgerne...det kommer du ingen veje
med, men nyde en
> flaske rødvin over fx 3-4 dage. Det gør ingen skade); Læs
en bog; Nyd at
> være alene (ungerne er jo i skole det meste af dagen,
så vidt jeg
> kan forstå, så er ungerne ikke helt små længere).

Jeg PRØVER at være god ved mig selv. Har farvet hår, og
klippet mig selv. Har idag været i solarie. Småting måske,
men jeg gør det i bevidstheden om, at jeg gør det for mig
selv og for mig selv alene.
Vinen står foran mig nu. Jeg har bedt min kæreste om at
komme, og vi har åbnet en flaske vin. Alene ville jeg ikke
synes om det, men med ham her er det ok. Drikker vi to, er
det også ok idag. Jeg har ham til at trække på, hvis jeg
bliver ked, krammetrængende eller andet.
Jeg nyder min tid om dagen alene. Den er uden pres. Får
lavet noget "ingenting" og får tænkt meget. Får ind imellem
gode tanker, som kan bruges konstruktivt, og beholder dem
til videre bearbejdning.

> > Til en af ungerne atter brød en
> > aftale. Jeg orkede ikke at diskutere det igen (ser igen
> > konsekvenserne fremad),
>
> Er aftalen vigtig? Husk, at ikke aftaler er lige
vigtige.
>
> Det vigtigste er vel, at man er sund og rask og ikke rode
sig ud i noget
> snavs.

Ja, den var vigtig. Det er alt for langt at komme ind på
her, men det er afgørende for hans fremtid. Seriøst.

> > Ungernes kommentarer om, at jeg da ikke fejler
> > noget, så jeg ikke kan tillade mig at sygemelde mig,
gjorde
> > det sidste.
>
> Hvor gammel er ungerne?

17 og 13 år

> > Hovedpinen er tilbage, og jeg venter bare på, at
> > jeg begynder at kaste op. Oversat: Min krop siger fra.
> >
> >
> I seng med dig! Husk evt. at lægge nyt dynebetræk på
inden du lægger dig.
>
>
> Det er en rigtig lækker ting, at kunne ligge sig i sengen,
hvor
> sengetøjet lige er skiftet.

Nope. Det har jeg ikke lyst til. Jeg har sovet nok, så det
er ok, og frisk sengetøj har jeg også.

> Den missede aftale med dit barn og der tilhørende konflikt
du ikke havde
> kræfter til.... Det er ikke et problem. Mere en
situation som du ikke
> kan løse optimalt fordi du er i en stor stress på en anden
front.
>
> Man bør dele tingene op i årsager (problem); symptomer
(fysiske
> psykiske reaktioner fx hovedpine, kvalme mv.) og
situationer.
> Jeg tror - kan naturligvis ikke vide det - at meget af det
du kalder for
> problemer er symptomer og situationer.
>
> Man kan så blive ved med at lave "brandslukning" på
symptomer (spise
> hovedpinepiller ved hovedpine) og situationer (køre efter
underskrifter.
> Se senere).
> Men årsagerne. Det kræver et langt og sejt træk.
> Man skal naturligvis have løst symptomer og situationer i
nuet, men man
> skal også have en strategi til at opløse årsagerne på
sigt. Kun på den
> måde kan man mindske symptomer og situationer på sigt.

Lyder fornuftigt. Bl.a. derfor jeg "hænger ved" dig ;)

> > Du har helt ret i, at han kender knapperne. Hvor er det
> > modbydeligt at tænke på, at han måske er bevidst om,
hvad
> > han gør. Han er ikke voldelig.
>
> Det er trods alt godt, at du ikke er voldsoffer.
>
> Psykisk terror (måske et voldsomt ord at bruge, men jeg
kan ikke komme
> på noget bedre pt.) kan dog udløse nogen af de samme
mekanismer for
> offeret af den psykiske terror.

Det har oplevet siden min eks. Det er for længst ophørt, og
jeg har ALENE bearbejdet det hele, og er kommet ud på den
anden side stærk og selverkendt. At jeg har
advarselssignaler med fra den periode, er der ingen tvivl
om, men dem bearbejder jeg efterhånden som de dukker op.

> > Vi kan ikke samarbejde om ungerne. Vi kan godt tale
sammen,
> > og han er fuld af lovord, men følger det ikke op af
> > handling. Tværtimod svigter han den ene gang efter den
anden
> > på utrolig mange måder. Det er belastende for mig, at
han
> > svigter vores samarbejde.
>
> Husk at dokumentere hver eneste aftale & lovord og hvert
eneste aftale-
> &lovords-brud. Husk datoer&tidspunkter; formidling af
aftalen/lovordet
> (skriftlig/mundtlig/SMS/email), modtager af
aftalen/lovordet, vidner.
>
> Lav et skema (i word eller excel) med de kriterier som er
nødvendige for
> dokumentationen.
> Hvis du har en SonyEricsson-telefon med Bluetooth, så kan
du skaffe
> programmer til at gemme de SMS'er som du modtager fra din
eksmand. Så er
> du ikke afhængig af de begrænsninger som er i telefonen.

Dokumentation osv. er intet bevendt, så længe en part kan
"give fanden" i det hele og gøre som vedkommende vil, uden
at det får konsekvenser. Done that. No good. More problems
and work...

> Hav en bisidder med i statsamtet/overpræsidiet, næste gang
I skal
> forhandle noget omkring børnene.
> hav en bisidder med, når børnene skal afleveres/hentes
igen.
>
> Spørg en god veninde om hun ikke har lyst til en kop kaffe
de
> dage/eftermiddage hvor ungerne skal overbringes til
faderen. Så er du
> ikke helt alene.

Har aldrig haft statsamtet med i forhandlinger. Alt er
klaret uden statsamtet.

> > Det efterfølgende psykiske
> > arbejde, jeg har med at undgå ungernes nedtur ved at
dække
> > over ham, bagatellisere, opmuntre, flytte fokus osv. er
ved
> > at være uudholdeligt.
>
> Er der mulighed for, at dine børn kan tale med en
skolepsykolog.
>
> En skolepsykolog laver jo også andet end tage sig af
skoleproblemer.
> Eller bedre sagt: Problemerne du beskriver kan næsten ikke
undgå at have
> indflydelse på skolegangen.

Det kan faktisk være en yderst vigtig brik!! Probs med unger
kan have denne sammenhæng. Jeg vil tænke videre over det og
evt. undersøge mulighed for skolepsykolog til den yngste,
som går i folkeskolen.

> Har hans tidligere handlingsmønstre ikke vist dig, at
situationen
> (manglende underskrivelse af papirer) kunne komme så vidt?
>
> Allerede ved de første tegn på brudt aftale! Vær
konsekvent. Opsøg ham
> hurtigst mulig. Ring til ham, find ud af hvor han er.
Ta' en taxa
> (eller bilen hvis du selv har bil) til der hvor han er og
få de
> underskrifter.
> Her og Nu!
>
> Du havde afsat tiden til få de underskrifter alligevel.
Evt. brugt
> eftermiddagen på at rydde op og gøre rent osv osv osv.
Men resultatet
> (underskriften) udebliver. Skaf resultatet. Her og Nu!
>
> Det sparer tid for dig senere.
> Brug tid for at spare tid
>
> SAmtidig med viser du, at manden altså skal aflevere de
ting du beder
> om. Det kan godt være, at det besværlig for
dig...tilgengæld får det du
> har brug for!
>
> > Skal vi rejse i overmorgen,
>
> Ja!
>
> > skal jeg
> > fremskaffe nye papirer; finde ham; pege på den linie,
hvor
> > han skal skrive under; til politiet alle mand med alle
de
> > nødvendige papirer og SÅ kan vi rejse.
>
> Ja, ta' hen til ham (uanset hvor han er) og få de
underskrifter som du
> har brug for.

Ja, det er da en løsning (hvis jeg kan finde ham), men den
er helt og aldeles urimelig. Jeg forstår dit budskab, men
frygter, at jeg fremover skal jagte ham jævnligt. Helt
ærligt er det at stille op til en latterlig og evig komedie.

> > Denne omgang med passene har ikke direkte involveret
ungerne
> > endnu, men det kommer den til, hvis jeg ikke kan
overtale
> > politiet til at godkende underskrifterne de forkerte
steder.
> > Da må ungerne og jeg blive i DK, mens resten af familien
> > tager over grænsen for at handle. Vi skulle ellers se på
vin
> > m.m. til min søns konfirmation.
> >
> Husk at fortælle din søn, at "bad guy" er faderen!

Du beder mig så splittelse i mine børn! Jeg vil meget gerne
høre din begrundelse.

> Specielt når du tager hen til ham (exmanden) og han ikke
vil give
> underskrifterne.
>
> Så har du vist din søn, at du har gjort hvad du kunne.

Det gør jeg altid, og det skal være op til ungerne selv at
vurdere deres holdning til både mig og deres far.

Dette er ved at blive omfattende, og jeg må gå herfra nu.
Jeg fortsætter i morgen.

---

Spørgsmålstegnet skrev den 02-02-2005 20:21:
> Tak for din seriøse og empatiske måde at deltage i dette på.
> Jeg er klar over, at du bruger både tid og kræfter på det,
> og det påskønner jeg.
>
>

Det glæder mig.

>
> Jeg opfylder til fulde og lidt til arbejdsgiverens
> forventninger. Jeg er en eftertragtet ressource på min
> arbejdsplads :) Derfor jeg er "smidt rundt" så meget. Jeg
> har tre gode anbefalinger med mig derfra.

Så burde det ikke være noget problem, at beholde arbejdet, når du er
eftertragtet.
Og selv hvis det er, så burde det ikke være noget problem at finde et
nyt arbejde.


> Lektielæsning er næsten et fremmedord her i huset, da mine
> unger er særdeles intelligente, og meget hurtigt fandt ud
> af, at et frikvarters slid gav aftenen fri.
> Maden er nu sat i system (2 uger siden), så de begge laver
> mad, rydder af, vasker op, laver madpakker og er med i
> planlægning af ugens menuer - hver dag de er her.
> Fritidsaktiviteter er indlagt i skemaet og alt skal
> indpasses, så resten hænger sammen.
> Det er endnu ikke lært
> at få til at passe med fritid og tiden en ret tager at lave,
> men de lærer en masse for tiden.
> Rengøring er ikke det store problem. Det er også delvist i
> vores ugeskema, og desuden er jeg ikke hysterisk. Er her
> ryddeligt, er det fint. Det er vigtigere, at vi hygger os og
> har tid til hinanden, end at her skinner. Jeg prioriterer
> nærhed og oplevelser meget højere end Ajax.
>

Fedt! Så er alle de operationelle ting på plads. Fedt!

Det er jo ikke så uoverskuelig, som dit første indlæg gav udtryk for.

Jeg kan i hvert fald mærke, at du har fået lidt mere overblik end du
lagde ud med for 2 dage siden.
Det er i hvert fald ikke /det hele/ som er uoverskuelig.


Eller også er dit og mit /det hele/-begreb meget forskellige.




> Mine forventninger til mig selv har jeg svært ved at
> definere... De er jo indgroede.
>

Er de så svære at identificere?

Jeg er ikke selv forælder, men den dag jeg selv får mig et barn, så vil
jeg da på sigt gerne have, at barnet bliver et åbent menneske, som har
sine egne meninger som det vil give udtryk for, men stadig har en dyb
respekt for sine omgivelser. Have lyst til at lære nye måder at
eksistere og tænke på, men samtidig bevare sin kritiske sans for, hvad
det er godt for sig selv og nær-/fjernsamfundet.
Barnet lærer kun dette af, at have et godt eksempel. Dette eksempel vil
jeg være.

Samtidig med, at jeg formuleret ovenstående forventning til, hvad jeg
ønsker for min børn, så har jeg jo også formuleret forventningerne til
mig selv.



Jeg ved ikke om du har tilsvarende /strategier/ for dine børn (som nu er
i puberteten, hvilket er "sidste chance" for at give dem et par råd med
livets landevej), så kan du nok se, at du samtidig har formuleret noget
for dig selv.


Giver det mening eller lyder det helt tåbelig?


>
> Jeg HAR været igennem den omgang. Jeg fremlagde lovtekster,
> e-mails osv. for min daværende chef, og reelt indeholdt
> papirerne to sagsanlæg, hvoraf fagforeningen selv havde bedt
> om at føre den ene, efter jeg kontaktede dem og spurgte om
> mine rettigheder. Det blev naturligvis ikke godt modtaget,
> men jeg fortalte chefen, at alt afhang af, hvad vi kunne
> tale os til rette om.
> Vi talte meget den følgende periode, og problemet er løst
> godt for alle. Samtidigt med jeg modtog min opsigelse, fik
> jeg faktisk ros for min håndtering af sagen. Chefen
> erkendte, at chefen selv havde gjort det samme. Som chef
> stod det ikke klart, hvor galt jeg var blevet behandlet. Det
> var min chef, der havde det værst med at skulle opsige mig.
> Vi har begge lært af det, og har det rigtig godt sammen
> idag.
>
>

Men alligevel står du til at miste jobbet?

Jeg er lige blevet hægtet af historien. eller også kan jeg ikke lige se
nogen sammenhæng mellem, at du skriver, at du er værdifuld ressource
over, at du har været gennem en juridisk konflikt til, at du idag kommer
godt sammen med chefen.
Samtidig med, at du stadig mister jobbet.

Har jeg overset en eller anden mellemhistorie som du har fortalt?

>
>
> Korrekt, men jeg ser også min teamleders vinkel, og ved, der
> er gjort meget for at beholde mig. Nej, jeg har ikke
> kræfterne til at være oprigtigt, aktivt søgende. Jeg var til
> en kanon jobsamtale for et par uger siden, og var sikker på,
> jeg ville få det. Det gjorde jeg ikke, og nu er kræfterne
> der ikke til at fortsætte kampen.
>
>
Nu skal du jo ikke kæmpe om, at få et job.
Det er meget ressourcekrævende at kæmpe.

hvis man skal bruge den type udtryk, så vil jeg hellere bruge udtrykket
/jage/.

Forstil dig at du kæmper. Der tonser du bare derudaf, hver gang der
viser sig en mulighed....ja, finder noget, men får måske ikke helt så
meget ud af det som det ville være muligt.

Forstil dig tilgengæld, at du er jæger. Du virker opsøgende, du ser
noget "bytte" (stillinger), men før du anlægger til skydning, så
overvejer du lige om byttet er ressourcerne værd. Bør man vente til
næste bytte, som viser sig at have et bedre "cost Vs Benefit"-forhold.



>
> Forhøjet børnecheck afhænger af faderens indkomst, right?

Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har ladet mig fortælle, at det har noget
om man er alene eller ej. Den eneste jeg har hørt om som fik forhøjet
børnepenge... Der var faderen død.


> Jeg ejer mit eget hus, netop fordi jeg helst klarer mig
> selv, og ikke vil forsørges. Det var prioritetspunkt 1, da
> jeg flyttede med børnene: Vi skulle have vores eget hjem,
> vores trygge havn, hvor vi selv bestemmer og er rigtigt
> hjemme.
>

Når du _ejer_ dit eget hus. Betyder det så, at du ikke har flere lån i
huset?
så kan dine pengeproblemer evt. dækkes af et lån i huset.... Jaja, lånet
skal betales tilbage, men nu skal arbejdsløsheden jo heller ikke vare
evigt vel.



Det er var såmend kun fordi du nævnte, at du ville have pengeproblemer,
at jeg nævner de muligheder som man har for at få hjælp.


>
>>Er du med i en akasse? Er der i akassen muligt at lave en
>
> ekstra-sikring
>
>> (husk, at ekstrasikringen også er fradragsberettiget)?
>>
>>
>>Det kan vi undersøge, når det kommer så vidt.
>
>
> Ja, men den træder tidligst i kraft 2 år efter oprettelsen,
> og ordningen har ikke eksisteret i 2 år endnu.
>
Ok, jeg var også lidt "længere fremme". Faktisk 1 år ud i fremtiden.

I min akasse er ekstrasikringen gældende efter et års betaling.

Men ok, du har overblik over dine muligheder.
Igen viser det, at /det hele/ ikke er så uoverskuelig som du lagde ud
med at fortælle

>
> Jeg føler mig normal (forstår og forholder mig til dine ord
> om det), men slet ikke at det er en accepteret handling i
> min verden at sygemelde sig, fordi man er stresset, eller
> ikke kan klare mere og tager vare på sig selv frem for alt
> andet.

Det er fordi du sandsynligvis indtil nu har kunne balancere på
knivsægget mellem forventninger og stress.

Naturligvis har man et alvorligt problem, hvis der hver gang der bliver
stillet småkrav til en, at man så melder sig syg. Det er usundt.

Men man har også et alvorligt problem, når man bare mosler igennnem uden
"at få sig selv med".


> Ledigheden kan få alvorlige følger som, at vi mister vores
> hjem, men jeg har bestemt mig for, at penge ikke skal være
> det afgørende.

Hvis du ejer dit hjem uden at have lån, så kan du vel financiere en
ledighedsperiode med lån i huset.

Der findes rigtig mange lånemuligheder nu om stunder. Pauselån,
Flexgarantilån eller hvad de nu alle hedder.

Det vigtigste er, at man er på forkant med sine kreditorer. Så undgår
man også diverse rykkere og dertilhørende omkostninger.



> Ungerne og jeg skal have hinanden og have det
> godt, og det er vigtigst. Tag huset, om det er det, der skal
> til! Jeg tror ikke, det kun er en overfladisk beslutning.
> Jeg mener det, selv om jeg er ked af at slippe min vision om
> tryghed i vores hjem.
>
>

Der bør du huske, at /et trygt hjem/ er andet end at eje et hus.

Huset er i og for sig bare noget mursten.
Man har naturligvis lagt en masse følelser i disse mursten.

Disse følelser gør, at man altså ikke lige kan skille sig af med huset
som man skiller sig af med et par slidte sko. der er vi enige.

Tilgengæld bør man også have så meget indsigt i økonomi, at man også bør
skille sig af med en bolig, når denne er for dyr til ens økonomi.
Det er bedre selv at sælge huset end at huset går på tvangsauktion.




>>>Idag ville jeg
>>>afsted. Følte mig frisk nok.
>>
>>Du er inkonsekvent!
>>
>>Hvis du har meldt dig syg i en uge! Så bliv hjemme i en
>
> uge!
>
> Det havde jeg ikke, nej, men jeg har nu sendt min teamchef
> besked om, at jeg ikke kommer resten af ugen. Det var for
> hårdt at gå og vurdere på, om jeg "var syg nok", og hver
> gang fik jeg det værre.
>
>
så er du "syg nok".

Ingen tvivl om det.



> Jeg PRØVER at være god ved mig selv. Har farvet hår, og
> klippet mig selv. Har idag været i solarie. Småting måske,
> men jeg gør det i bevidstheden om, at jeg gør det for mig
> selv og for mig selv alene.

Nemmerlig. Når man har det skidt, så skal der småting til at man får
det lidt bedre....og så på den måde bygger man sig selv om igen.

> Vinen står foran mig nu. Jeg har bedt min kæreste om at
> komme, og vi har åbnet en flaske vin. Alene ville jeg ikke
> synes om det, men med ham her er det ok. Drikker vi to, er
> det også ok idag. Jeg har ham til at trække på, hvis jeg
> bliver ked, krammetrængende eller andet.
> Jeg nyder min tid om dagen alene. Den er uden pres. Får
> lavet noget "ingenting" og får tænkt meget. Får ind imellem
> gode tanker, som kan bruges konstruktivt, og beholder dem
> til videre bearbejdning.
>

Lækkert. Det glæder mig meget, at du har positive tanker.
Sådan lød det slet ikke for 2 dage siden.

Det er bare så godt at se.

Du har endda en voksenkontakt (kæresten) som du kan betro dig til. Dejligt.

>
>
> Ja, den var vigtig. Det er alt for langt at komme ind på
> her, men det er afgørende for hans fremtid. Seriøst.
>
>

Ok, det var såmend ikke for at snage i dit og din søns privatliv.
Naturligvis må du holde informationer for dig selv...

tilgengæld når du siger, at aftalen var så vigtig....hvorfor så ikke
tage diskussionen? Ikke bebrejdende. Men gennemgå fordel og ulemper ved
knægtens beslutninger eller aftalebrud. Få ham til at indse, at han
ikke træffer den mest optimale beslutning ud fra de informationer som du
har. Måske har han en rigtig god forklaring på hvad han har lavet
eller netop ikke har lavet.





>
> 17 og 13 år
>
>
skøn alder. endelig kan de også klare sig selv (med de bekymringer
som det så giver med sig)



>
> Nope. Det har jeg ikke lyst til. Jeg har sovet nok, så det
> er ok, og frisk sengetøj har jeg også.
>
>
Nu kan man også bare opholde sig i sengen for at læse.
Eller - for mit vedkommende - for at se fjernsyn/DVD.




>
>
> Det har oplevet siden min eks. Det er for længst ophørt, og
> jeg har ALENE bearbejdet det hele, og er kommet ud på den
> anden side stærk og selverkendt. At jeg har
> advarselssignaler med fra den periode, er der ingen tvivl
> om, men dem bearbejder jeg efterhånden som de dukker op.
>
>
Kan du bruge noget af de samme bearbejdsnings-værktøjer som du bruger
til at bearbejde dit aktuelle problem.... Måske skal man lige skifte
fokus, bare lidt.

>
> Dokumentation osv. er intet bevendt, så længe en part kan
> "give fanden" i det hele og gøre som vedkommende vil, uden
> at det får konsekvenser. Done that. No good. More problems
> and work...
>
>
Det er jo klart, at du har noget imod det. Men hvordan kan du ellers
gøre exmanden det klart, at det er lort han laver.

Når han ser, at du begynder at dokumentere hans gerning og undladelse
heraf. Så tager sig måske sammen?

>
>
> Har aldrig haft statsamtet med i forhandlinger. Alt er
> klaret uden statsamtet.
>
>
Måske derfor du har problemerne?
(ikke påstand, men spørgsmål. Ej heller anklage eller noget i den stil


Jeg ved det ikke, men når man tror man selv kan klare sig....så kan den
part som ikke har dagligdagens opgaver nemmere ved at "give fanden" i
det hele. Og det er jo præcis det som foregår i jeres samarbejde.
Når man skal sætte sin underskrift på et sammenværspapir....så vil jeg
da tro, at man(d) tager sig lidt mere sammen.


>
> Det kan faktisk være en yderst vigtig brik!! Probs med unger
> kan have denne sammenhæng. Jeg vil tænke videre over det og
> evt. undersøge mulighed for skolepsykolog til den yngste,
> som går i folkeskolen.
>
>
ok, så har jeg da i det mindste set én mulighed som du ikke selv har
set...... lidt heldig har jeg dog lov til at være.

>
>
> Ja, det er da en løsning (hvis jeg kan finde ham), men den
> er helt og aldeles urimelig. Jeg forstår dit budskab, men
> frygter, at jeg fremover skal jagte ham jævnligt. Helt
> ærligt er det at stille op til en latterlig og evig komedie.
>

Når du opsporer ham på steder som for ham er ubehagelige at blive
opsporet fx på arbejde eller sammen med sin nye kæreste eller i
forbindelse med et spil bridge eller noget helt fjerde.
Så mange steder går man heller ikke hen, så man slet ikke er til at
opspore. Det er meget få mennesker som er så uforudsigelige.
De fleste har visse aktiviteter som de går til i løbet af ugen. Uge
efter uge.

>
> Du beder mig så splittelse i mine børn! Jeg vil meget gerne
> høre din begrundelse.
>
>

Ikke splittelse, men se realiteterne (dokumentations-teknikken jeg
nævnte giver dig også en mulighed for at se, hvor slemt det står til.
Måske er det værrere end du håber eller også bedre end du frygter).

Der er ingen grund til at opbygge et eller andet glansbillede af
faderen. Når han ikke er glansbilledet værdigt!

Beklager, at jeg ikke fik det formuleret det i den forbindelse.



>
> Det gør jeg altid, og det skal være op til ungerne selv at
> vurdere deres holdning til både mig og deres far.
>
Fornuftig holdning!


> Dette er ved at blive omfattende, og jeg må gå herfra nu.
> Jeg fortsætter i morgen.
>
>


Det er helt i orden.... Du skal jo ligesom passe på dig selv og være
sammen med kæresten.





--
mvh Carsten Riis
Red liv! 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk
Du ved ikke om du får brug for det

---

Hej Carsten

Jeg vil godt skære ind til benet på nogle fokusområder nu,
da det ellers bliver for omfattende. Der er ingen ide i at
bruge tid og kræfter på områder, som jeg ikke finder
relevante. Jeg forventer naturligvis, at du siger mig imod,
om du ser det anderledes. Jeg må jo ramme ved siden af nogle
ting, når jeg sidder fast.

> Det glæder mig.

Også mig

Job:
Jeg har været tre steder på min arbejdsplads. A var med den
chef, som jeg idag har det rigtig godt med igen trods
præsentation af mulige sagsanlæg. Her var jeg i flere år,
til min opsigelse udløb den 31/12. B er slet ikke nævnt. C
er hvor jeg er nu. Jeg har en kontrakt på to måneder dette
sted, som udløber den 28/2.
Alle steder har været glade for mig, og ville alle gerne
beholde mig. Firmaets dårlige økonomi forhindrer dette, men
ikke at alle ønsker for mig, at jeg finder et stabilt og
godt job. Jeg har gode anbefalinger, og de vil alle tale
godt for min sag. Fra C har man forsøgt at trække på sine
kontakter, men det har desværre ikke givet resultat.
Alle disse forhold er for mig at se irrelevante lige nu. Jeg
kan alene bruge det til at styrke mit selvværd, at jeg vil
blive solgt godt, om en mulig ny arbejdsgiver kontakter A, B
og C. Styrker det mit selvværd, tænker og nævner jeg det
gerne, men jeg forstår godt, at det har forvirret dig. Jeg
tror, vi skal lade det ligge nu.

Børneopdragelse:
Mine børn er opdraget til at være selvstændige, tænkende,
kritiske og kærlige mennesker, der kan indgå i samfundet som
ligeværdige individer, hvor end de befinder sig. Værdier som
tillid, troværdighed, empati, respekt, interaktion og
ansvarstagelse er i højsædet. Familie og nære venskaber er
vores basis og skal plejes. Nærhed og oplevelse i form af
f.eks. rejser, hvor man oplever og får respekt for andre
kulturer er vores pensionsopsparing, som skal gøre vores
alderdom til en spændende og givende rejse i hukommelsen.
Rengøring og anskaffelse af ting vil aldrig blive
prioriteret over det, jeg ser som livets sande værdier. Står
valget mellem en tur i et sommerland eller en DVD-afspiller,
tager vi i sommerlandet. Vi HAR naturligvis ting, og er
glade for dem.
De grundlæggende værdier er "på plads", og jeg har nogle
skønne unger, som nok skal klare sig. De er nu teenagere, og
det er en meget svær periode, hvor mange store beslutninger
skal tages. Deres beslutninger i disse år er beslutninger
for livet, og selv om de selv skal tage dem, skal jeg være
der både som støtte men også som den, der stiller krav og
hjælper dem på rette vej, når de vakler. Måske man skal have
teenagere for at forstå det hele? Der er mange frustationer
i en teenager og jeg er målet, når der skal afreageres,
diskuteres, brokkes osv.

Jobsøgning:
Jeg oversætter din ord til, at det er bedre at være
målrettet frem for at "skyde med spredhagl" efter ethvert
job, der står åbent. Oversættelsen er nok fordi, det er min
egen tankegang. Jeg søger de job, jeg finder virkelig
interessante og relevante. Men... jeg er begyndt at
overveje, om jeg skal slække på kravet til udfordringer. Om
jeg måske bør stile efter noget mere "jævnt", hvor måske
kollegerne er vigtigere end udfordringerne. Det virker for
mig som en mulighed for at få mere ro i hverdagen. Omvendt
er jeg ikke sikker på, jeg vil trives uden udfordringer for
mit hoved og min viden. Den kan jeg ikke greje lige nu, men
har også sat jobsøgning i bero p.t. Jeg har talt med
kæresten om dette, og vi er begge i tvivl, men har et eller
andet uklart ønske om at få fornemmelsen "her vil jeg blive
altid".
Er det til at forstå? Jeg er i tvivl om, ønsket er et udslag
af det nuværende pres eller om det faktisk vil være et godt
mål.

Økonomi:
Jeg tror nok, jeg har styr på børnebidragene. At faderen
ikke betaler, og jeg nu slås med kommunen om den sag, er én
ting. Men forhøjelse eller andet er der ikke i sigte.
Jeg ejer ca. 150 mursten af huset, om du vil. Det er på
ingen måde betalt, så der er nogle tunge udgifter hver måned
til det + vedligeholdelse. Det er denne udgift og
naturligvis mit samlede budget, som ikke holder på en
understøttelse. Min tanke har været at gå i banken, når jeg
bliver ledig, og bede om at sætte lånene i bero eller måske
få de nye afdragsfrie lån. Sidste ser jeg ikke som en
løsning, men blot en udskydelse af et problem. Jeg kender
dog ikke detaljerne og hvilke andre muligheder, der kan
være. Det vil jeg bede eksperterne om at forelægge mig. Jeg
er et aktiv for dem nu, og de kan kun være interesseret i en
løsning (næsten uanset hvad den bliver), frem for at huset
går på tvangsauktion, og de taber penge. Dette er ren
business, men jeg har taget dit råd til mig om at komme det
i forkøbet. Du har ret i, at det er nemmere at forhandle,
inden korthuset vælter. Jeg vil prøve at få stykket et brev
eller en mail sammen til min bankrådgiver, hvor jeg
forelægger udsigterne og beder om løsningsmuligheder. Der
skal være plads til andet end afdrag på boliglån f.eks. den
forestående konfirmation. Rådgiveren bør også have overblik
over, om jeg har muligheder for at søge støtte et sted. Det
går ikke i spænd med min stolthed, men kan det redde min
familie, må jeg finde ud af at bide stoltheden i mig... Skal
nok PRØVE....

Trygheden, jeg beskriver omkring huset, skal ses i forhold
til at bo til leje. Her er jeg reelt uden indflydelse, hvis
ejeren får ideer. I mit eget hus er jeg herren. Kan du se
forskellen?

> Naturligvis har man et alvorligt problem, hvis der hver
gang der bliver
> stillet småkrav til en, at man så melder sig syg. Det er
usundt.

Den der havde jeg ikke brug for, Carsten. Du trykker på den
samvittighed og de fordomme, jeg i forvejen kæmper med...

> så er du "syg nok".
> Ingen tvivl om det.

Tak for bekræftelsen. Dén havde jeg til gengæld brug for.

> Du har endda en voksenkontakt (kæresten) som du kan betro
dig til. Dejligt.

Det er min vigtigste ressource lige nu, men det er en
overvindelse at turde fralægge mig noget ansvar og stole på,
at han er det værdigt. At han gør det rigtige. At han
overhovedet KAN. Misforstå mig ikke. Kæresten er skøn, men
JEG har et problem med at skulle stole på andre. Det har
givet bagslag og alvorlige problemer for mig tidligere. Jeg
er bange for det samtidigt med, at jeg føler en tydelig
lettelse over at have ham hos mig.

> tilgengæld når du siger, at aftalen var så
vigtig....hvorfor så ikke
> tage diskussionen? Ikke bebrejdende. Men gennemgå fordel
og ulemper ved
> knægtens beslutninger eller aftalebrud. Få ham til at
indse, at han
> ikke træffer den mest optimale beslutning ud fra de
informationer som du
> har. Måske har han en rigtig god forklaring på hvad han
har lavet
> eller netop ikke har lavet.

Hans forklaring var en elendig undskyldning, og dét ved han
godt. Vi er ikke enige om, hvor vigtigt "opgaven" er, og her
er jeg nødt til at sætte hårdt mod hårdt, så han ikke
ødelægger noget for sig selv. Når han vakler på vejen mod
sine selvvalgte mål, må jeg holde ham fast på dem.
Teenagerfrustrationerne igen.
Der er ingen ide i at diskutere en ting igen og igen, når
det er et udslag af hans usikkerhed. Jeg SKAL være den, der
sparker ham på plads på vejen igen - mod hans vilje.
Klichéen om, at det er for hans skyld, gælder. Senere, når
det ikke mere er hormonerne, der vælger for ham, kan han
vælge til og fra.
Det er svært for mig, når jeg kan se, at han kan vælge
andre, spændende veje i sit liv, men altså... til han
"tænker klart" igen, får han ikke lov at opgive sine mål, så
længe jeg kan forhindre det. Hans selvværd har brug for, at
han kan sætte sig og nå et mål.

> Kan du bruge noget af de samme bearbejdsnings-værktøjer
som du bruger
> til at bearbejde dit aktuelle problem.... Måske skal man
lige skifte
> fokus, bare lidt.

Jeg kan ikke se hvordan.

> Det er jo klart, at du har noget imod det. Men hvordan
kan du ellers
> gøre exmanden det klart, at det er lort han laver.
>
> Når han ser, at du begynder at dokumentere hans gerning og
undladelse
> heraf. Så tager sig måske sammen?
<klip>
> Jeg ved det ikke, men når man tror man selv kan klare
sig....så kan den
> part som ikke har dagligdagens opgaver nemmere ved at
"give fanden" i
> det hele. Og det er jo præcis det som foregår i jeres
samarbejde.
> Når man skal sætte sin underskrift på et
sammenværspapir....så vil jeg
> da tro, at man(d) tager sig lidt mere sammen.
<klip>
> Når du opsporer ham på steder som for ham er ubehagelige
at blive
> opsporet fx på arbejde eller sammen med sin nye kæreste
eller i
> forbindelse med et spil bridge eller noget helt fjerde.
> Så mange steder går man heller ikke hen, så man slet ikke
er til at
> opspore. Det er meget få mennesker som er så
uforudsigelige.
> De fleste har visse aktiviteter som de går til i løbet af
ugen. Uge
> efter uge.

Jeg har serisøt ikke lyst til at opsøge manden på denne
måde. Det er under min værdighed, og det er samtidigt at
lade ham styre endnu mere af mit liv, hvilket han på ingen
måde skal have lov til.
Som skrevet i mit seneste indlæg, må jeg have undersøgt
statsamtets tilbud om konfliktmægling. At der er offentlige
myndigheder til stede, kan muligvis gøre en forskel, men jeg
er ikke sikker.

Her er måske en bummert fra min side:
For ½-1 år siden søgte jeg om ene forældremyndighed, da jeg
ikke fandt den fælles forældremyndighed som værende til
stede, og da den kun gav (og jo fortsat giver) mig problemer
i ungernes og min hverdag. Statsamtet kontaktede faderen,
som indvilgede i at underskrive. De aftalte en dato, og jeg
fik besked af statsamtet om det. Faderen udeblev på aftalt
tidspunkt, og statsamtet kontaktede mig. Jeg bad dem finde
en ny dato, hvilket de gik med til, da anmodningen kom fra
mig. Også denne aftale syltede han. Statsamtet nægtede at
give manden flere chancer, og underrettede mig om, at jeg nu
kunne vælge at køre en retssag eller droppe det hele. Jeg
fandt det totalt urimeligt, at samfundet skal betale en dyr
retssag, fordi manden ikke kan holde en aftale, og jeg fik
aldrig gjort mere ved det. Statsamtet fortalte i øvrigt
også, at jeg skulle komme med de-og-de papirer og søge dem
om fri process, hvilket der tydeligvis ikke ville være
problemer med at få. Jeg er overbevist om, at statsamtet
selv ville tale min sag, da faderen jo netop havde vist
manglende vilje til samarbejde også overfor dem.
Havde jeg haft forældremyndigheden alene, ville vi f.eks.
have vore pas idag.

Jeg må overveje retssagen igen, men den vil intet ændre på
det manglende samarbejde. Måske retssagen først, så jeg får
handlefrihed på ungernes vegne, og dernæst konfliktmægling,
så det klargøres for både faderen og jeg, hvordan tingene
skal gøres.
.... Jeg tror faktisk, jeg er tæt på at tage denne
beslutning...

> Der er ingen grund til at opbygge et eller andet
glansbillede af
> faderen. Når han ikke er glansbilledet værdigt!

Mange, mange problemer ville forsvinde, hvis jeg kunne tale
med ungerne og få dem til at forstå problemerne med deres
fader. I virkeligheden ved de det jo godt, men de elsker
deres fader, og det skal de blive ved med, uanset hvad jeg
mener om faderen.
Den ældste vil muligvis kunne klare at få mine fakta på
bordet, og stadig uden skyldfølelse overfor nogen være loyal
mod begge forældre. Den yngste kan ikke. Det er jo også ham,
der har det værst med sig selv. Igen kan det meget vel være
et udslag af forældrenes manglende samarbejde. Den mindste
mangler i dén grad en god faderfigur, tror jeg.
Jeg vil lige indskyde, at jeg ikke har mod på at opsøge
skolepsykologen endnu... Jeg tror, jeg vil tale med min
kæreste om det.

Har du/andre nogen bud på, hvordan jeg kan tackle faderen
overfor ungerne, så jeg bevarer min selvrespekt og ikke
ødelægger noget i dem.

---

LIge for at få noget på det rene.
Derfor kommer det her også i et indlæg for sig selv.


Spørgsmålstegnet skrev den 03-02-2005 10:37:

>
>>Naturligvis har man et alvorligt problem, hvis der hver
>
> gang der bliver
>
>>stillet småkrav til en, at man så melder sig syg. Det er
>
> usundt.
>
> Den der havde jeg ikke brug for, Carsten. Du trykker på den
> samvittighed og de fordomme, jeg i forvejen kæmper med...
>
>

Jeg syntes lige, at du bør læse afsnittet igennem engang til.


Den med sygemeldingen og småkravene.....Den var ikke møntet på dig og
din konkrete situation. Mere i en generel betragtning.

Efter det du har har fortalt indtil nu:
I din konkrete situation har du gennem længere tid hoppet fra sted til
sted (person til person) og forsøgt opfylde deres krav og ønsker dem
alle...Uden at få dig selv med.
Det har gennemlængere tid været store krav....Og nu, hvor det er blevet
for meget, så blive småkravene _udløseren_ for de symptomer du oplever.
Det er sandelig ikke småkravene der gør dig syge....De tricker det bare.
Havde du ikke været udsat for det pres: risiko for miste arbejde;
samarbejdet med din exmand, så ville du tage et telefonopkald i stiv arm.



Og den med, at jeg trykker på samvittighed og fordomme og jeg ikke
bekræfter dig..... Sorry, men jeg gider ikke være rygklapper.
Sparring som du udtrykker det andet steds er også, at sparringspartneren
udsætter stjernen (her: dig) for noget man vil opleve i den virkelige
verden.
hvis du kun vil have mig til at sige, hvad du gerne vil høre, så må jeg
hellere stoppe. Det vil gå mod en af mine værdier: ærlighed og
umiddelbarhed.
Ærlighed i den forstand, at jeg ikke vil bilde dig alt mulig ind at X
hjælper eller Y hjælper ikke...og hvad der ellers ligger indimellem. Jeg
fortæller tingene efter bedste mening uden at bilde dig ind hvad der
hjæper eller netop ikke hjælper.... Det må du finde ud af med dig selv.
Vi to er nemlig to forskellige individer med hver vores logiske sans,
hver vores levemåde, hver vores livssituation, hver vores kultur,
lokalkultur. Der er nogen ting som kan lade sig gøre, hvor jeg bor.
Nogen andre ting kan lade sig gøre hvor du bor.
Umiddelbarhed i den forstand, at jeg reagerer på de input du selv giver.
Og jeg giver dem i bedste mening, men vil heller ikke bruge flere dage
på at dybdeanalysere hvert eneste bogstav. Naturligvis sidder jeg og
overvejer hvad der jeg skriver, men jeg skriver også samtidig de ting
som jeg finder på er relevante her og nu. Afhængig af om det er
symptom-, situation- eller årsags/problem-behandling.




Jeg håber, at det gav lidt afklaring på ud fra hvilke forudsætninger, at
jeg skriver hvad jeg gør.

--
mvh Carsten Riis
Red liv! 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk
Du ved ikke om du får brug for det

---

> Den med sygemeldingen og småkravene.....Den var ikke
møntet på dig og
> din konkrete situation. Mere i en generel betragtning.

Det vidste jeg godt, og jeg beklager, at jeg reagerede (og
beskrev), at jeg tog det personligt et øjeblik. Hvis du
møntede det direkte på mig, ville du overhovedet ikke
skrive, som du gør. Da ville du enten lade mig "sejle min
egen sø" eller give mig en opsang... tror jeg!

> Og den med, at jeg trykker på samvittighed og fordomme og
jeg ikke
> bekræfter dig..... Sorry, men jeg gider ikke være
rygklapper.

Så kunne jeg heller ikke bruge dig, og ville meget hurtigt
stoppe kommunikationen. At vi begge er fortsat, ser jeg som
udtryk for, at vi begge mener, vi giver hinanden noget.

> Jeg håber, at det gav lidt afklaring på ud fra hvilke
forudsætninger, at
> jeg skriver hvad jeg gør.
Jeg er helt med. Jeg vil gerne tilføje, at måtte du føle dig
personligt trådt på, er kommunikationen gået skævt. Jeg har
ingen interesse i at træde på dig. Selv hvis du trådte på
mig, ville jeg ikke træde retur. Da ville der blot ikke være
mere at kommunikere om.

Er vi enige? Eller skal vi have nogle flere ting på plads?
Lad endelig høre. Jeg er interesseret i denne dialog. Det
skal du ikke tvivle på.

---

Spørgsmålstegnet skrev den 03-02-2005 12:03:

> Er vi enige? Eller skal vi have nogle flere ting på plads?
> Lad endelig høre. Jeg er interesseret i denne dialog. Det
> skal du ikke tvivle på.

Ja, vi er enige.


Jeg skriver nogen svar på dit indlæg fra kl 10:37.
Jeg skriver forskellige svar, da der er forskellige fokusområder, som
kræver hver sin tilgang.... Giv det lidt tid. Svarene skal nok komme,
men jeg bliver altså også nød til at lave noget af mine egne ting
(ansøgninger og indkøb mv.). Du er ikke glemt.

Hvis du vil vide lidt om mig og hvad jeg har lavet, så kan du se mit CV
på http://www.carben.dk/cvcr.htm


--
mvh Carsten Riis
Red liv! 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk
Du ved ikke om du får brug for det

---

Hej Carsten

Dejligt at få misforståelser ryddet af vejen :)
Jeg venter lige med at finde ud af, hvem der gemmer sig bag
min hjælper her, da jeg ikke vil farves af det, men alene
fokusere på emnerne.
Jeg har dog tænkt på, om det kunne være en fordel at overgå
til mail? På den ene side vil det give mig frihed til at
tale direkte og detaljeret. På den anden side skylder man
vel dette forum at dele, ifald andre kunne have gavn af det,
vi skriver.

Den vil jeg lade dig beslutte. Jeg må dog også sige, at jeg
ikke vil være glad for at lægge min mailadresse i denne
tråd.

> Giv det lidt tid. Svarene skal nok komme,
> men jeg bliver altså også nød til at lave noget af mine
egne ting
> (ansøgninger og indkøb mv.). Du er ikke glemt.

Noooo.... du sætter vel ikke dine egne ting over mig?! ;)
(JOKE JOKE JOKE!!!)

Herfra en kærlig hilsen og tanke.
God arbejdslyst!

---

Spørgsmålstegnet skrev den 03-02-2005 13:40:

> Den vil jeg lade dig beslutte. Jeg må dog også sige, at jeg
> ikke vil være glad for at lægge min mailadresse i denne
> tråd.
>

carsten[a]carben.dk


udskift [a] med snabelA.


Og det er naturlig selvfølgelighed, at alt hvad vælger at fortælle mig i
en personlig email bliver mellem os.


[[[jeg er igang med at svare på indlægget, ville dog lige give et
hurtigt svar]]]

--
mvh Carsten Riis
Red liv! 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk
Du ved ikke om du får brug for det

---

Hej spørgsmålstegn,
Jeg fik lige svaret uden at have læst hele tråden - den er jo lidt lang

> Mange, mange problemer ville forsvinde, hvis jeg kunne tale
> med ungerne og få dem til at forstå problemerne med deres
> fader. I virkeligheden ved de det jo godt,

Ja, de ved det godt. Du vil blive overrasket over, hvor meget de ved om
forholdet mellem dig og deres far. De fornemmer og hører og regner ud. Og de
2 mennesker, de kender bedst i verden, er deres forældre.

> Den ældste vil muligvis kunne klare at få mine fakta på
> bordet, og stadig uden skyldfølelse overfor nogen være loyal
> mod begge forældre. Den yngste kan ikke. Det er jo også ham,
> der har det værst med sig selv.

Jeg tror de bliver lettede, hvis I snakker om fakta såvel som følelser. Men
bland ikke tingene. Tal om de rent praktiske ting, fakta, og ikke hvad du
synes om (hans) handlinger/"glemsomhed". Oplys børnene om, at det er
nødvendigt med et pas og derfor med en underskrift. Kør hen og få
underskriften - det er 100 gange mere pinligt for ham end for dig.

Oplys om de aftaler I laver - altså dig og faderen - du behøver knap at
fortælle, når de smuldrer... det ved børnene.

> Har du/andre nogen bud på, hvordan jeg kan tackle faderen
> overfor ungerne, så jeg bevarer min selvrespekt og ikke
> ødelægger noget i dem.

Du skrev:

> Vi kan ikke samarbejde om ungerne. Vi kan godt tale sammen,
> og han er fuld af lovord, men følger det ikke op af
> handling. Tværtimod svigter han den ene gang efter den anden
> på utrolig mange måder. Det er belastende for mig, at han
> svigter vores samarbejde. Det efterfølgende psykiske
> arbejde, jeg har med at undgå ungernes nedtur ved at dække
> over ham, bagatellisere, opmuntre, flytte fokus osv. er ved
> at være uudholdeligt.

Lad være med at dække over ham. Jeg tror ikke, du kan narre dine store børn.
Du kan heller ikke undgå, at de får nedtur, men jeg tror, at forsøg på have
hemmeligheder i det lange løb er værre. Du kan fortælle børnene, at du synes
han er en god og dejlig far, og at i som forældre har nogle
uoverensstemmelser. Og du kan sige, at du selv tager diskussionen med ham.
For at undgå at børnene begynder at føle pligt til at hjælpe faderen med at
overholde aftalerne - og derefter (med-) skyld, når det mislykkes.

En ændring af forældremyndigheden, en retssag, ja selv en børnesagkyndig
rådgivning vil involvere børnene i ALLE problemerne. Og det kan de klare -
det drejer sig jo om at finde en løsning, som er god for alle parter. Jeg
synes de har en vis ret til at vide, hvad der foregår. Osse at du overvejer
at løse problemet ved at overtage forældremyndigheden.

Generelt håndterer du det ret flot! Skulderklap til dig, og smut så hen til
kæresten og få noen kys

M

---

> Jeg tror de bliver lettede, hvis I snakker om fakta såvel
som følelser. Men
> bland ikke tingene. Tal om de rent praktiske ting, fakta,
og ikke hvad du
> synes om (hans) handlinger/"glemsomhed". Oplys børnene om,
at det er
> nødvendigt med et pas og derfor med en underskrift. Kør
hen og få
> underskriften - det er 100 gange mere pinligt for ham end
for dig.

Jeg vil ikke køre rundt efter faderen for at rette hans
fejl. Det vil ikke fjerne mine problemer med ham men
tværtimod holde dem fast og forøge dem. Hvis han ikke kan
opføre sig som et ansvarligt, voksent menneske og far, er
det ikke min opgave at være det for ham. Uansvarlighed har
konsekvenser. Det er på tide, at faderen lærer det, og ikke
bare kan være passiv, mens andre klarer hans problemer.

Passagen er overgået til politiet, som har været helt
fantastiske i denne sag. Kan de ikke "styre" faderen, hører
jeg fra dem igen, og da bliver der en retssag. Men lige nu
har de altså overtaget, hvilket jeg er meget taknemmelig
for. Børnene ved, at politiet har overtaget.


> Lad være med at dække over ham. Jeg tror ikke, du kan
narre dine store børn.
> Du kan heller ikke undgå, at de får nedtur, men jeg tror,
at forsøg på have
> hemmeligheder i det lange løb er værre. Du kan fortælle
børnene, at du synes
> han er en god og dejlig far, og at i som forældre har
nogle
> uoverensstemmelser. Og du kan sige, at du selv tager
diskussionen med ham.
> For at undgå at børnene begynder at føle pligt til at
hjælpe faderen med at
> overholde aftalerne - og derefter (med-) skyld, når det
mislykkes.
>
> En ændring af forældremyndigheden, en retssag, ja selv en
børnesagkyndig
> rådgivning vil involvere børnene i ALLE problemerne. Og
det kan de klare -
> det drejer sig jo om at finde en løsning, som er god for
alle parter. Jeg
> synes de har en vis ret til at vide, hvad der foregår.
Osse at du overvejer
> at løse problemet ved at overtage forældremyndigheden.

Anmeldelsen af fuld forældremyndighed blev sendt med det ene
barn, som skulle huske at give faderen dem og få dem med
retur. Et stolt barn afleverede kuverten til mig, men da jeg
åbnede den, var der intet udfyldt. Barnet spurgte bekymret,
om far nu havde udfyldt papirerne rigtigt. Jeg sagde
sandheden, og på spørgsmålet om, hvad der så skulle ske,
svarede jeg, at så må retten afgøre det. Næste spørgsmål
var, om det ville koste faderen penge, og det vil det jo,
hvis han taber sagen. Barnet blev sur på mig, for så påfører
jeg jo faderen en udgift. Jeg gjorde opmærksom på, at det er
faderens eget valg at lade det gå i retten ved ikke at
skrive under. Bekymringer for selve retssagen og mine
udgifter har jeg ikke set noget til. Jeg tager det som et
tegn på, at børnene tror på, jeg "klarer alting". Men jeg
tager det sandelig også som et tegn på, at barn/far rollen
er byttet rundt.

Eet sted er jeg gået direkte til værks mod faderen overfor
børnene. Det er omkring den kommende konfirmation, hvor
faderen ikke vil deltage i barnets fest. Faderen vil ikke
betale for sin del af festen, hvorfor faderen ikke bliver
vært, men bliver inviteret som gæst sammen med sin kæreste.
Jeg har sagt, at jeg synes, min søn skal stille krav til sin
far om at komme med. At en far ikke vil være der for sin søn
på hans konfirmationsdag er ikke i orden, mens det er i
orden, at sønnen ikke bare accepterer det og går rundt og er
ked af det.
Hvad er det for noget? Hvordan kan man spille på sønnens
medlidenhed, for at få ham til at acceptere, at han rent
faktisk bliver svigtet af sin far? Det kan blive en hård dag
at komme igennem, men vi andre må jo gøre alt, hvad vi kan
for at sønnen ikke skal tænke så meget på det.

> Generelt håndterer du det ret flot! Skulderklap til dig,
og smut så hen til
> kæresten og få noen kys

Ih tak. Det holder sgi hårdt ind imellem. Indgroede vaner er
svære at slippe, men jeg glæder mig til den dag, det er
blevet naturligt at skelne de rette steder. Lige nu er det
hårdt arbejde hele tiden at analysere, om jeg gør det
rigtige, så jeg ikke hopper lige i fælden igen.

---

>> Kør hen og få underskriften
>> - det er 100 gange mere pinligt for ham end for dig.
>
> Jeg vil ikke køre rundt efter faderen for at rette hans
> fejl. Det vil ikke fjerne mine problemer med ham men
> tværtimod holde dem fast og forøge dem.

Du har ret, men det skulle osse være en engangsforestilling. For at få
ordnet noget, som du og børnene har brug for. Det er vel egentlig lige meget
hvem der har lavet en fejl - i.f.t. det rent tekniske med at få pas.
Tror ikke der går skår af dig ved at løse en situation her og nu, og siden
så tage konsekvensen og hindre at problemet gentager sig.

> Passagen er overgået til politiet, som har været helt
> fantastiske i denne sag. Kan de ikke "styre" faderen, hører
> jeg fra dem igen, og da bliver der en retssag. Men lige nu
> har de altså overtaget, hvilket jeg er meget taknemmelig
> for. Børnene ved, at politiet har overtaget.

Super. Flot!

> Jeg sagde
> sandheden, og på spørgsmålet om, hvad der så skulle ske,
> svarede jeg, at så må retten afgøre det.

Super. Flot!

> Næste spørgsmål
> var, om det ville koste faderen penge, og det vil det jo,
> hvis han taber sagen. Barnet blev sur på mig, for så påfører
> jeg jo faderen en udgift.

Super. Flot!
Og det kan ikke undgås at der er nogen, som bliver kede af det undervejs.
Til gengæld har børnene en mor, der mener hvad hun siger, og gør det
nødvendige og det, hun synes er bedst for sine børn.

> Eet sted er jeg gået direkte til værks mod faderen overfor
> børnene. Det er omkring den kommende konfirmation, hvor
> faderen ikke vil deltage i barnets fest. Faderen vil ikke
> betale for sin del af festen, hvorfor faderen ikke bliver
> vært, men bliver inviteret som gæst sammen med sin kæreste.
> Jeg har sagt, at jeg synes, min søn skal stille krav til sin
> far om at komme med.

Super. Flot!

> Det kan blive en hård dag
> at komme igennem, men vi andre må jo gøre alt, hvad vi kan
> for at sønnen ikke skal tænke så meget på det.

Ja, øv.

> Ih tak. Det holder sgi hårdt ind imellem. Indgroede vaner er
> svære at slippe, men jeg glæder mig til den dag, det er
> blevet naturligt at skelne de rette steder. Lige nu er det
> hårdt arbejde hele tiden at analysere, om jeg gør det
> rigtige, så jeg ikke hopper lige i fælden igen.

Generelt håndterer du det ret flot! Skulderklap til dig, og smut så hen til
kæresten og få noen flere kys Det har du fortjent

Det virker som om, du tager de rigtige valg.

Pøj pøj...

M

---

Hej M

Tak for roserne :)
Vi er jo enige et langt stykke hen ad vejen. Denne er jeg
dog ikke helt med på:

> >> Kør hen og få underskriften
> >> - det er 100 gange mere pinligt for ham end for dig.
> >
> > Jeg vil ikke køre rundt efter faderen for at rette hans
> > fejl. Det vil ikke fjerne mine problemer med ham men
> > tværtimod holde dem fast og forøge dem.
>
> Du har ret, men det skulle osse være en
engangsforestilling. For at få
> ordnet noget, som du og børnene har brug for. Det er vel
egentlig lige meget
> hvem der har lavet en fejl - i.f.t. det rent tekniske med
at få pas.
> Tror ikke der går skår af dig ved at løse en situation her
og nu, og siden
> så tage konsekvensen og hindre at problemet gentager sig.

Hvordan ser du, problemet forhindres i at gentage sig?
Hvilken konsekvens mener du?

---

> Denne er jeg dog ikke helt med på:
>
>>>> Kør hen og få underskriften
>>>> - det er 100 gange mere pinligt for ham end for dig.
>>>
>>> Jeg vil ikke køre rundt efter faderen for at rette hans
>>> fejl. Det vil ikke fjerne mine problemer med ham men
>>> tværtimod holde dem fast og forøge dem.
>>
>> Du har ret, men det skulle osse være en
> engangsforestilling. For at få
>> ordnet noget, som du og børnene har brug for. Det er vel
> egentlig lige meget
>> hvem der har lavet en fejl - i.f.t. det rent tekniske med
> at få pas.
>> Tror ikke der går skår af dig ved at løse en situation her
> og nu, og siden
>> så tage konsekvensen og hindre at problemet gentager sig.
>
> Hvordan ser du, problemet forhindres i at gentage sig?
> Hvilken konsekvens mener du?
>

Nu ved du, at du ikke kan regne med ham. Næste gang lader du være med at
bede ham om noget, men går andre veje. Hvordan er svært at sige, da det
afhænger af situationen.

Det kan være noget med at træffe beslutningerne og udføre dem, og så f.x.
orientere ham om, at du har besluttet/disponeret på følgende måde..... og at
du regner med, at han er indforstået. Normalt ville man så tilføje, at han
kan gøre indsigelse, hvis han er uenig, men det er der ingen grund til at
skrive. Ja, gør det skriftligt, men venligt:
Hej/kære Xxxxx, jeg har besluttet yyyyyy. Kh./venligst zz

Send brevet med posten - ikke med børnene, men fortæl dem, hvad du har
besluttet, og at du har skrevet til faderen. Skulle han så ringe og "brokke
sig", kan du bede ham om lige at kradse et par ord ned og sende det til
dig...

Det er vist i forvejen dig, der træffer beslutningerne?

Når du har forældremyndigheden, behøver du ikke længere at orientere ham på
den måde. Men som den gode mor, du er, synes du vel det er rimeligt, at han
kan følge med i sine børns liv. Det bliver forhåbentligt mere afslappet
fremover.

> Passagen er overgået til politiet, som har været helt
> fantastiske i denne sag. Kan de ikke "styre" faderen, hører
> jeg fra dem igen, og da bliver der en retssag. Men lige nu
> har de altså overtaget, hvilket jeg er meget taknemmelig
> for. Børnene ved, at politiet har overtaget.

Det er det, jeg mener med konsekvenser.

>> Lad være med at dække over ham. Jeg tror ikke, du kan
>> narre dine store børn.

> Anmeldelsen af fuld forældremyndighed blev sendt.....

> Jeg sagde sandheden, og på spørgsmålet om, hvad der
> så skulle ske, svarede jeg, at så må retten afgøre det.

> Jeg gjorde opmærksom på, at det er faderens eget
> valg at lade det gå i retten ved ikke at skrive under.

> Faderen vil ikke
> betale for sin del af festen, hvorfor faderen ikke bliver
> vært, men bliver inviteret som gæst sammen med sin kæreste.

Det er det, jeg mener med konsekvenser. Glimrende.


Generelt håndterer du det ret flot! Skulderklap til dig, og smut så hen til
kæresten og få noen kys

M

---

Runde 2 til ovenstående indlæg...

> Det andet problem er samarbejdet omkring dine børn MED din
eksmand.
> bemærk: det er ikke børnene som er problemet. Ej heller
eksmanden. Men
> samarbejdet.
> Der er ikke faste rammer i dette samarbejde.
>
>
> Dem skal du sammen med statsamtet/overpræsidiet have
dannet.
> Husk at have en bisidder med til samtlige møder. Helst den
samme person.
> Bisidderen kan så tage noter for dig, så kan du
koncentrere dig om samtalen.
> Ved beslutningsmøder bør I overveje om man bør optage
samtalen.
> Moderne MP3-afspillere har også en optagefunktion, hvor I
kan optage
> samtalen på afspilleren. I må gerne optage samtalen uden
at skaffe
> forudgående accept fra sagsbehandleren, da I selv deltager
i mødet.

Jeg har på statsamtets hjemmeside læst om konfliktmægling og
børnesagkyndig rådgivning. Jeg har overvejet begge, men er
ikke sikker på, om det er rette måde at komme videre på. Jeg
skal have ringet og talt med dem om det... når jeg føler mig
klar tli det.

> Du står frem og råber om hjælp! Du har skrevet her i
> dk.helbred.sorg+krise.
>
> Det er en meget meget modig ting at gøre. Specielt at
fortælle i et
> offentligt forum om en meget konkret situtation, som af
involverede
> parter kan identificere situationen med en person (dig).

Det er dejligt anonymt :)
At jeg bliver genkendt gør egentlig ikke så meget.
Anonymiteten giver fortsat afstand, og eventuelle personer
som måtte genkende mig, vil kun nævne det, ifald de er rede
til at deltage.
Jeg har problemer, og skammer mig ikke over at prøve at løse
dem. Gør jeg fejl, har jeg behov for at få det at vide.
Skulle nogen genkende min eks, er det ikke mit problem, at
han fremstår i et dårligt lys. Jeg beskriver hans
handlinger, som han står til ansvar overfor. Det er alene
børnene, jeg prøver at beskytte, og derfor ikke fortæller
disse ting.

> Du har - efter din beskrivelse - to problemer
> Stress over at miste dit arbejde om 2 måneder (eller er
det her i
> slutningen af februar?)
> OG
> Samarbejdet omkring børnene med din eksmand.

Korrekt, det er to af de store problemer. Dertil vil jeg nok
lægge hvert barn og mig selv. Her er muligvis konkretiseret
5 problemer, men det er dæleme også meget! Vi går videre, og
ser om det kan konkretiseres yderligere...

> I håb, at det jeg har skrevet har hjulpet bare en lille
smule.
> Husk på, at du ikke behøvedes at være enig med mig i alt
hvad jeg
> skriver.... der kan også være forhold hos dig som gør, at
noget af det
> jeg har beskrevet ikke kan lade sig gøre eller bare ikke
hjælper dig videre.
> Før jeg skriver mere, så vil jeg i hvert fald gerne høre
om det jeg
> skriver er brugbart i et eller andet omfang.... Jeg har
nemlig også kun
> 24 timer i døgnet.

Det hjælper meget! Alene det at jeg får sparring, er en stor
hjælp.
Nej, jeg er ikke enig i alt (så langt har du da også læst
mig for længst ;) ), men det er ikke vigtigt nu. Jeg har
brug for andre vinkler, og holder et åbent sind for at lære.
24 timer i døgnet... Jge har forgæves i årevis ledt efter et
sted, hvor man kan søge om flere timer i døgnet ;) Sig til
hvis du finder stedet.

---

> ......gjorde
> det sidste. Hovedpinen er tilbage, og jeg venter bare på, at
> jeg begynder at kaste op. Oversat: Min krop siger fra.

Du har stress. Hvis du ikke gør noget nu, bliver du rigtig alvorligt syg.

Og du skal snakke med nogen i en selvhjælpsgruppe eller en professionel.
Start med din læge - måske kan du få nogle psykologtimer.

Pøj pøj

---

> Du har stress. Hvis du ikke gør noget nu, bliver du rigtig
alvorligt syg.
>
> Og du skal snakke med nogen i en selvhjælpsgruppe eller en
professionel.
> Start med din læge - måske kan du få nogle psykologtimer.
>
> Pøj pøj

Tak for omsorgen. Ja, det er stress, og det ligger hele
tiden og lurer under overfladen. Men afstanden til den
farlige stress bliver længere og længere, og når den viser
tegn på at nærme sig, trækker jeg på mit netværk. Det går
fint indtil videre, og når jeg får fjernet nogle
stressfaktorer, bliver det endnu bedre.

Jeg har det fint idag :)

---

>> Start med din læge - måske kan du få nogle psykologtimer.
>>
>> Pøj pøj
>
> Tak for omsorgen. Ja, det er stress,
>
> ......Jeg har det fint idag :)

Jeg tænker bare, at du måske kunne få nogen timer på en henvisning. Og at du
kan bruge en (fremmed) professionel til hvad du har lyst til. Har selv haft
modstand mod terapi og psykologer, men er blevet klogere.

---

NLP terapeuter er langt fra selvudnævnte, og da slet ikke
pseudovidenskabelige, men jeg går ud fra at det er din manglende viden der
er årsag til dine fordomme.


> Ud fra, hvad du fortæller - og ud fra min bedste overbevisning - så
> hjælper det ikke med tre lektioner hos en eller anden selvudnævnt terapeut
> eller andet psedovidenskablig. Der er sikkert masser af god vilje hos
> forskellige terapeuter, men spørg dig selv om det kun bliver din pengepung
> der bliver lettet.
>
> --
> mvh Carsten Riis
> Red liv! 4 gange om året
> http://www.bloddonor.dk
> Du ved ikke om du får brug for det

---

Cilla[7400] skrev den 02-02-2005 14:51:
> NLP terapeuter er langt fra selvudnævnte,

Hvem udnævner dem?


> og da slet ikke
> pseudovidenskabelige, men jeg går ud fra at det er din manglende viden der
> er årsag til dine fordomme.
>

Har jeg skrevet noget om NLP-terapi/terapeuter?
Mon du læser noget som ikke er skrevet?


Hvem siger fordomsfuld?



Men når vi er igang med at diskutere videnskab, så jo: NLP er ikke
videnskab.
Det er værktøj, én metode til at komme fra det ene handlingsmønster til
et andet.
Derudover bør du bemærke, at NLP ikke er en anerkendt uddannelse i
offentligt regi.




Derudover er det i denne tråd slet slet interessant, hvad NLP er og hvad
det ikke er.
Det er interessant, at Spørgsmålstegnet får gang i noget hjælp, som
kan bruges til noget. Og af nogen som oprigtig vil hjælpe hende.
Du er selv inde på, at NLP koster penge. Og en lektion koster - så vidt
google er til hjælp i denne sammenhæng - 500 kroner.
Og http://www.nlp-dk.dk/profil.htm anbefaler 3-20 lektioner. You do the
math!
Havde du læst spørgsmålstegnets indlæg på mit første svar, så vil du
opdage, at NLP sandsynligvis ikke er en udførbar mulighed pga. økonomien
i en NLP-terapi.


Fair nok, at det har virket for dig. Men tro og anbefale andre ud fra ét
enkelt indlæg på usenet, at NLP er kan være brugbart (både for
situationen og praktisk muligt) for vedkommende.
Derudover ved du ikke om der findes NLP-terapeuter i nærheden af
spørgsmålstegnets bopæl.
Sorry: You are jumping too fast, too long and most important: missing
the target.




Jeg sidder ikke med guldkornene eller har svaret på problemerne.
Ej heller er jeg nogen terapeut eller farvet af en bestemt "religion"
indenfor det terapeutiske univers.
Jeg er bare et andet menneske, som med god gammeldags indlevelsesevne
forsøger forstå for situationen - ud fra det beskrevne - og hvilke
muligheder som muligvis kan lade sig gøre.
Helst omkostnings- og risikofrit for vedkommende.
Om det jeg skriver kan bruges til noget.... Det vil jeg overlade helt og
holdent til personen "i den anden ende". Man kan ta' det hele, dele
eller slet ikke noget af det. Jeg sender ingen regning.




--
mvh Carsten Riis
Red liv! 4 gange om året
http://www.bloddonor.dk
Du ved ikke om du får brug for det

---

Hej

Jeg kan sagtens følge dine tanker og har fuld forståelse for dine følelser.
Jeg vil ikke komme med gode råd og behandlingsmetoder, men blot fortælle at
i mit tilfælde forløb perioderne med angst, mindreværd, dårlig samvittighed,
manglende selvtillid i mange år.
I de selv samme år har min daværende og nuværende arbejdsgiver belønnet og
påskønnet mig for min indsats.
Det virkede osse utrolig drastisk, og et KÆMPE nederlag, da jeg måtte
erkende at jeg skulle ha' hjælp fra professionelle psykiatrere, men efter 4
uger's medicisk behandling og en begyndende samtaleterapi, vil jeg nok sige,
det var den eneste måde at komme videre på.

MVH.
TGS

"Spørgsmålstegnet" <nospam@spørgsmålstegnet.dk> skrev i en meddelelse
news:41fe67bd$0$194$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Som det jo sker for alle fra tid til anden, kan det hele
> virke uoverskueligt. Sådan er det for mig nu, og jeg ved, at
> det vil gå over igen. Ikke desto mindre føler jeg, at jeg er
> nødt til at ændre nogle ting eller vaner, hvis ikke jeg skal
> ende her jævnligt. Jeg føler mig som en frygtelig klynker,
> og har dårlig samvittighed bare ved tanken om, at jeg ikke
> skulle klare alt, som jeg plejer. Denne følelse vil jeg
> meget gerne kunne slippe men hvordan?
>
> Jeg har idag (mandag) været sygemeldt på jobbet pga.
> hovedpine. Hovedpinen startede lørdag morgen, og intet af
> det vanlige har kunnet slå det ned. I dagens løb har det
> været aftagende, lige til telefonen ringede. Jeg turde ikke
> tage den, fordi jeg ikke ville kunne klare kritk, som jeg
> forventede, det ville være. Hovedpinen var straks tilbage
> med fuld kraft + jeg svedte og smårystede over det hele. Min
> reaktion skræmte mig lidt.
>
> Jeg mener, jeg bør finde ro til mig selv, og min umiddelbare
> tanke er at sygemelde mig resten af ugen. Begrundelsen for
> hele ugen er at fjerne det pres og den frygtelige
> samvittighed, der trykker mig, hvis jeg konstant skal
> vurdere på, om jeg nu også kan tillade mig at være hjemme.
> Jeg vil jo nok få det godt, når presset fjernes... Hvad vil
> min arbejdsgiver tænke? Hvad vil kollegerne? Familien? Er
> jeg bare en klynker, eller er jeg en klog kvinde, der sørger
> for at passe på mig selv?
>
> Dernæst vil jeg gerne have hjælp til, hvordan jeg bliver en
> smule aflastet ind imellem. Jeg ved ikke, om det overhovedet
> er muligt, for jeg gør jo i forvejen alt, jeg kan, for at
> løse alting. På sigt vil det jo nok lykkes, men jeg frygter,
> at hvis jeg får endnu et større problem, jeg står alene om
> at løse for min familie, bukker jeg under. Kan man få hjælp
> til at håndtere en evigt problemskabende eksmand? Kan man få
> hjælp, hvis man frygter, at man ikke kan håndtere ungernes
> problemer eller måske griber det forkert an? Bare lige for
> at nævne et par stykker, som virkelig dræner mig for energi.
>
> Jeg håber meget på at høre fra nogen.
>
> Med venlig hilsen
> Spørgsmålstegnet
>
>
>

---

Hej TGS

Det er dejligt, at du har fundet en metode, som hjælper dig
videre. Det er jo det vigtigste, så man kan tage de rette
valg og beslutninger. Det kan også være god viden at give
videre til andre, som måske kan have gavn af tilsvarende.
I mit tilfælde ser jeg det ikke som løsningen. Jeg er jo på
højkant igen, og i fuld gang med at få ændret på de ting,
som har taget alt for mange af mine kræfter alt for længe.
Hvis jeg gentagne gange "ryger ned", vil jeg helt klart bede
om professionel hjælp.

Hav det godt :)

> Jeg kan sagtens følge dine tanker og har fuld forståelse
for dine følelser.
> Jeg vil ikke komme med gode råd og behandlingsmetoder, men
blot fortælle at
> i mit tilfælde forløb perioderne med angst, mindreværd,
dårlig samvittighed,
> manglende selvtillid i mange år.
> I de selv samme år har min daværende og nuværende
arbejdsgiver belønnet og
> påskønnet mig for min indsats.
> Det virkede osse utrolig drastisk, og et KÆMPE nederlag,
da jeg måtte
> erkende at jeg skulle ha' hjælp fra professionelle
psykiatrere, men efter 4
> uger's medicisk behandling og en begyndende samtaleterapi,
vil jeg nok sige,
> det var den eneste måde at komme videre på.
>
> MVH.
> TGS

---

Hej

Det er godt at høre du er på højkant, alt vel fremover.

M.v.h.
TGS


"Spørgsmålstegnet" <nospam@spørgsmålstegnet.dk> skrev i en meddelelse
news:421cacce$0$137$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej TGS
>
> Det er dejligt, at du har fundet en metode, som hjælper dig
> videre. Det er jo det vigtigste, så man kan tage de rette
> valg og beslutninger. Det kan også være god viden at give
> videre til andre, som måske kan have gavn af tilsvarende.
> I mit tilfælde ser jeg det ikke som løsningen. Jeg er jo på
> højkant igen, og i fuld gang med at få ændret på de ting,
> som har taget alt for mange af mine kræfter alt for længe.
> Hvis jeg gentagne gange "ryger ned", vil jeg helt klart bede
> om professionel hjælp.
>
> Hav det godt :)
>
>> Jeg kan sagtens følge dine tanker og har fuld forståelse
> for dine følelser.
>> Jeg vil ikke komme med gode råd og behandlingsmetoder, men
> blot fortælle at
>> i mit tilfælde forløb perioderne med angst, mindreværd,
> dårlig samvittighed,
>> manglende selvtillid i mange år.
>> I de selv samme år har min daværende og nuværende
> arbejdsgiver belønnet og
>> påskønnet mig for min indsats.
>> Det virkede osse utrolig drastisk, og et KÆMPE nederlag,
> da jeg måtte
>> erkende at jeg skulle ha' hjælp fra professionelle
> psykiatrere, men efter 4
>> uger's medicisk behandling og en begyndende samtaleterapi,
> vil jeg nok sige,
>> det var den eneste måde at komme videre på.
>>
>> MVH.
>> TGS
>
>
>