"Benny Mortensen 9380" <wrapup1@kittymail.com> skrev i en meddelelse
news:41fe1a56$0$156$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> "Soren_M" <momsendesign(SPAMFILTER)@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:cTJKd.45$eB6.31@news.get2net.dk...
>> Hej Gruppe,
>>
>> hvordan kan det være at man ser en øget effektivitet hos folk der har
> været
>> alvorligt syge eller igennem forskellige livskriser, disse bliver ofte
> meget
>> mere effektive, nærværende, opnår fantastiske resultater og sikkert alt
>> muligt andet, skriv venligst hvis der er andre fordele?
>>
>> fx. Lance Amstrong, selvfølgeligt kan kemi også gøre en del, men jeg
>> havde
>> ikke lige andre eksempler ved hånden, skriv venligst flere på hvis i har
>> hørt eller kender andre.
>>
>> Kan det virkeligt være rigtigt at vi skal se døden i øjnene før vi tager
> os
>> "sammen", og er der evt. andre metoder til at opnå denne effektivitet?
>>
>> Mvh.
>> Søren M
>>
>
> Når man har være derude, hvor man ikke vidste, om man nogen sinde fik
> chancen, for at bruge sig selv igen, så vokser lysten til det, ret så
> voldsomt. Samtidigt med det, finder man ud af, at det macho image man
> havde
> tegnet af sig selv, måske ikke var så solidt endda
..
> Hvad endnu værre er, at det bliver så små ting, der redder hver dag, så
> man
> tror det er løgn. Du har været i en krise, hvor du ikke kunne lave din
> egen
> kaffe, ja ikke engang kunnet hælde den op, fordi kanden var for tung.
> Løfte
> kruset, fordi vedkommende, der hældte det op, kom til at fylde det.... Så
> ved du, hvor hjælpeløs man er, når man intet kan.
> Så vil du gerne lave, alt det du overhovedet kan, og helst lidt mere.
> Det er trods alt patientens vej tilbage til livet.
>
> Mere nærværende... Ja helt klart... Grunden er enkel... Man har fundet ud
> af, hvor meget de rigtigt små detaljer betyder. Bare spørg din kone,
> hvis
> du har en sådan... Du har spist hendes frikadeller, hundredvis af gange,
> så
> det er blevet en selvfølge. Men hvor ofte har du klappet dig på maven, og
> sagt, " Hold kæft, hvor smagte det bare godt ". Se hvordan hendes humør
> stiger 30 grader.
> Jeg tror, før jeg selv fik prøvet det, så ville jeg sikkert grine røven i
> laser, hvis jeg havde set en hel flok sygeplejersker, synge fødselsdags
> sang, for en 36 årig mand.... Men den dag, var det godt nok lige det der
> skulle til. Gud hvor jeg dog elsker dem allesammen. De er virkeligt
> deres
> vægt værd i guld.
>
> Fordele, ja det ved jeg ikke om man får.. Man får flest ulemper, men sjovt
> nok, lærer man at leve med dem. Det sværeste i den situation, er at du
> får
> fundet ud af, hvem der er dine venner. Du vil nok blive forbavset, for
> det
> er sikkert ikke dem du ville have gættet på. Det er en af de ting, som
> næsten gør mere ondt end sygdommen. Dem som du selv har hjulpet mest, er
> dem, der vender dig ryggen. Det er sørgeligt, men desværre alt for ofte (
> næsten altid ) tilfældet.
>
> Nærværende... Ja... man får lige som tilført en ekstra dimension, det er
> sådan set ikke en ekstra, den er bare blevet glemt i det moderne ræs. Det
> er den der hedder bekymre sig om sine medmennesker. Hvis man idag
> opdager,
> at en man kender, har problemer, så fortæller man det til alle andre, og
> snakken løber rundt i ring, og gør som ringe i vandet, griber mere og mere
> om sig. Nu griber du i stedet fat i personen, og siger, den er vist lidt
> gal med dig, er det ikke ??...
>
> Man bliver følsom.... Nogle siger sart, men bestemt ikke sart. Man kan
> sidde og tude, over en tåreperser, eller når man ser sådan en rescue et
> eller andet på tv.... Men sart.. Nej på ingen måder.
> At tårerne løber, det er en af måderne, kroppen og sindet, prøver at
> skille
> sig af med dårlige minder og oplevelser. Det er en af grundene til,
> hvorfor
> folk helst skal snakke om det, så alle de indestængte følelser kan komme
> ud.
>
> Desværre skal man så tænke på, at dem som ikke er noget ved musikken, ofte
> bare bliver et nummer i statistikken. Al ros til hospitalerne, men det
> som
> kommer efter hospitalet, det er absolut ikke fungerende. Det er i mange
> tilfælder, langt mere invaliderende end folks sygdomme. Når folk kommer
> ud
> fra hospitalerne, efter sådan en omgang, så er de skrøbelige, de er meget
> lette at slå helt i stykker. En forkert socialrådgiver, er farligere end
> kræft.
>
> Lance Armstrong fik testikel kræft, og den skæbne deler han med mange
> cykelryttere. Jeg mener at både Brian Holm og Jesper Skibby er blevet
> behandlet for det, sammen med mange andre. Men hvis du syntes, at deres
> præstation var noget, så skal du tænke på dem, som ikke er noget ved
> musikken. De har alle haft den fordel, at deres helbred er blevet
> konstant
> overvåget, og de er kommet i behandling, før de selv vidste, at de var
> syge.
> De slap for den farligste del, nemlig turen på bistands kontoret. Derfor
> var de ret hurtigt på banen igen, og med fortidens styrke i behold. Det
> her, skal så specielt socialrådgivere læse.... Til trods for, at Lance
> Armstrong kørte på luxusklasse, hele vejen igennem forløbet.... Det eneste
> han skulle tænke på, var at blive rask.... Selv da, forklarer han i TV, at
> det bestemt ikke var " A walk in the park " som vist var det udtryk han
> brugte. Fortalte, hvordan det kunne tappe en, helt og aldeles for energi,
> hvordan det var ved at slide ham op psykisk.
> Det er jo det sjove med testikel kræft, du ser jo helt normal ud, og
> muskelmassen er faktisk uændret, ja man taber sig ikkee, og gør man, er
> det
> meget minimalt, men pludseligt er al energi væk, man leder efter styrke,
> til
> at løfte foden, for bare at kæmpe sig hen til en stol. Når først man er
> kommet ned på den, så kan man ikke komme derfra igen, ved egen hjælp. Får
> man så også stråler, så får man måske også, en rigtig nasty kvalme, så man
> tror, at man kaster selv fødderne op... og man er så svimmel, at man bare
> venter på, ens egen gadedør kommer forbi.
>
> Puha, jeg slutter nu, ikke fordi, jeg kunne fortsætte i dage, og alligevel
> have glemt en masse. Om det egentligt gav noget svar, nej, ikke så man
> kan
> sige, at det kan enhver forstå, men forhåbentligt forstod du bare lidt af
> det, og så var det nok ikke helt spildt. Men bare problemerne med at få
> omverdenen til at forstå de mest elementære, er håbløst. Som F.eks at en
> afdeling for patienter med tarmkræft, ikke kan nøjes med et toilet, det
> skulle topfiguren i processen, selv blive patient på selvsamme afdeling,
> for
> at kunne indse. Han skulle selv prøve, hvordan det føltes, at stå midt
> mellem sengen og toilettet, og have skidt i bukserne. Han skulle selv
> prøve, at de gange, hvor han nåede derned, så var der en lang kø, og
> udelukkende folk, som ham selv, der heller ikke kunne holde på det, men
> der
> var han da i godt selskab, for de havde alle, skidt i bukserne.
>
> Men vi lever mere intenst bagefter. Det er som er sket, kan vi jo ikke
> ændre. Så er der liv efter døden... Aner det ikke, men giv mig et liv,
> medens jeg lever... Så ser vi på det andet til den tid..
>
> M.V.H.....Benny..
>
>
tak Benny,
tusind tak for et meget rørende svar.
de bedste hilsner
Søren Momsen