Anti-nazi feelgood-fodboldsfilm for alle
Jeg har ikke været i så godt humør efter en film, som efter "Miraklet fra
Bern", der længe har gået i Husets Biograf, og er prisbelønnet i Tyskland,
hvor millioner har set og nydt filmen - flere end til Luther-filmen.
Tysk selvtillid var dybt nede 1945-56 men så startede
wirtschaftswunderet(Erhard/Adenauer) og man vandt VM i fodbold i Bern i
Svejts, efter i elve år at have klaret sig elendigt.
Finale-kampens forward og helt har som opvarter og maskot en 11-årig dreng,
hvis far netop er kommet hjem fra russisk krigs-kz-fangenskab.
Den tyske pietistiske og disciplinglade ånd, som skabte Hitlers
krigsmaskines styrke findes i den hjemvendte soldat, der ikke fatter at en
af hans sønner er blevet kommunist og flygter til DDR, fordi faderen er for
meget kæft-trit-og-retning.
Den intenst underholdende film er som at genopleve dansk barndom i shorts,
når man har min alder, og den er realistisk overbevisende og festlig og
farverig.Skarpe detaljerige foto.
Filmen er reklame for Brian Nielsen ønsketænkningen, at "vellykket
elite-idræt baserer sig på stor og populær bredde-idræt", og
solstrålehistorierne er ved at falde over hinandens ben, men på en fornyende
god måde.
Træneren taler aftnen før en stor kamp med en djærv rengøringkone, der ved
at den på sit hold man holder mest af, er der størst problemer med, og
korpsånden i den lille kulmineby slår gnister helt til tops i finalekampen.
Tyskere er ikke flæbere og selvom man ynker sovjet-krigsfangen lidt, så
erkender man at det er løn som forskyldt, for Tyskland angreb Rusland uden
grund, og smadrede produktions-apparat, som burde genopbygges af de
ansvarlige.
|