Ja, jeg ville gerne deltage lidt mere i diskussionen, men mine
problemer med Google gør det lidt for omstændeligt, så det er ikke
sikkert jeg poster ret meget andet (medmindre problemerne pludselig
forsvinder - møget virkede jo engang, og vil forhåbentlig komme til
det igen!). Men nogle enkelte kommentarer til flere folk:
David T. Metz skrev:
>Tue Sorensen kalligraferede, i
>news:c50450f6.0412202018.1f08a97e@posting.google.com
>, og kan præsentere
>> et værk af en vis originalitet og nyskabelse, istedet for at lave
de
>> samme begynderfejl som er blevet begået mange gange tidligere i
>> genrens historie, og bruge idéer som forlængst er brugt til
hudløshed.
>
>Ja, fint. Det har intet med genreinddeling af gøre, som jeg forstår
>"genre" - se nedenfor.
Jeg snakkede ikke om genrebegrebet overordnet set, men om
væsentligheden af at være bekendt med substansen i en specifik genre,
hvis man arbejder inden for den.
>> en man skal i det mindste helst kende sine
>> klassikere, og have et vist flair for dét, man evt. kan kalde
>> SF-tænkemåden.
>
>Ja, det var netop det jeg opponerede mod. Din formulering her
beskriver
>udmærket hvad der kunne være "en tradition", fx en kult. Men igen har
det
>altså ikke noget med genre at gøre om man har eller ikke har en
særlig
>"tænkemåde".
Genre er en inddeling som opstiller nogle rammer. Hvis der ikke (bl.a.
og til dels) er en art tænkemåde knyttet til hver af de større genrer;
en tænkemåde som i væsentlig grad observerer og anerkender de givne
genrerammer, så er genrebegrebet da meningsløst. For hvad er genre så?
Nu har jeg også lidt en mistanke om at lige netop du ikke er glad for
genrebegrebet og -inddelingerne i det hele taget, i hvilket fald vi jo
argumenterer udfra så forskellige standpunkter at diskussionen er
noget nær meningsløs.
Jeg ser ikke genrer som absolutte eller definitive, men de er endog
ekstremt brugbare som generelle beskrivelser af forskellige slags
fiktion, og er begyndelsen på en større beskrivelse og forståelse af
menneskets overordnede hang til kunstproduktion. Genrer er et godt
værktøj til en begyndende videnskabeliggørelse af kunsten, hvilket dog
endnu nok er en lidt for radikal idé til at de fleste her umiddelbart
vil tilslutte sig den...
>> Og
>> nogle forfattere foretrækker måske helst ikke at være bundet af
>> genre-hensyn.
>
>Den formulering bestyrker min ovenstående mistanke.
Og min. :)
"Niels Søndergaard" <ns@post.cybercitypunktumdk> wrote in message
news:082js0preaeb1537mijs63l8tbkj8g9k89@4ax.com...
> On Wed, 22 Dec 2004 12:38:28 +0100, "Per Vadmand" <perve@post.tele.dk>
> wrote:
>
> >Hele diskussionen er absurd, al den stund de bedste sf-forfattere
> >ustandseligt sprænger rammerne og overskrider grænser. Det er derfor, de er
> >de bedste.
>
> Og det er sådan, kunst opstår og adskiller sig fra håndværk.
Dét vil jeg nu kalde en falsk truisme. Efter min mening er en hel del
af den allerstørste kunst opbygget på et rationelt kalkuleret basis.
Men der er jo mange slags kunst, og mange måder for kunstnere at udøve
deres håndværk på. Det rigtig interessante spørgsmål er hvad kunsten
er til for. Jeg mener at der fundamentalt er to typer kunst:
1) Typen der blot skal bringe nydelse og henrykkelse her og nu, og
ofte er intuitiv og lidenskabsdrevet i sin produktionsproces.
2) Typen hvor kunstneren har noget at sige som skal få os til at tænke
over de store spørgsmål i livet (beskrivelsen og behandlingen af "the
human condition"); dvs. hvor kunstneren typisk er kommet til nogle
progressive indsigter som han imidlertid enten ikke kan eller vil
kommunikere for direkte, fordi verden endnu ikke er parat til sådanne
idéer, og derfor kommunikerer han dem i stedet på snedig
digterisk/symbolsk vis, som han håber verden en dag vil blive moden
nok til at forstå.
Type 1 vil altid findes, for folk vil altid have behov for
underholdning. Men Type 2 er den interessante og tankevækkende
kunstform, fordi den beskæftiger sig med nogle spørgsmål om menneskets
selverkendelse som det (mener jeg i hvert fald) faktisk en dag vil
blive muligt at få svar på.
Kunsttype 1 er selvfølgelig den kvantitativt langt mest udbredte type,
og findes både i kommerciel (meget håndværkspræget) form, og i en
bedre, mere intuitivt inspireret og knap så håndværkspræget form. Men
kunsttype 2 vil oftest være meget håndværkspræget, og produceret af så
betydelige intellekter at de formår at få det til at virke skønt og
lidenskabeligt *samtidig* med at det kommunikerer sin intellektuelle
substans.
Så altså: håndværk er skam en stor del af de fleste kunstformer. Spørg
bare enhver forfatter. (Og ja, jeg ved godt at du selv har skrevet et
og andet i sin tid, hr. Søndergaard!
Jeg har skam også læst
Krononautens Påske!)
At færdiggøre enhver form for kunstværk kræver en hel del
håndværkslignende disciplin, og det er næppe indenfor ret mange andre
områder end surrealistisk trash-skulptur at kunstværker kan fuldbyrdes
gennem *ren* lidenskabelig entusiasme og vision. Kan vi ikke godt
blive enige om det?
Du skrev også:
>At sprænge rammer er i sig selv ikke kunst. Det kan enhver bombemand
>finde ud af. Der skal være en kunstnerisk hensigt og et kunstnerisk
>talent bag. Trier er bare en klam fidusmager og distanceblænder.
Trier skiller vandene. Nogle kan se det kunstneriske i det, han laver;
andre kan ikke. Jeg kan ikke altid lide de ting, han laver, men hans
værkers allegoriske meritter står helt klare for mig. Er der
kunstnerisk substans i hans film? Ja, for HELVEDE!! Der er ikke andet.
Hans film er utrolig visionære. Men som en del andre kunstnere går han
ofte (alt) for langt i sin beskrivelse af elendigheden, grusomheden og
apatien, hvilket uvægerligt overskrider mange menneskers grænser for
hvad de vil udsættes for i en biograf. Ikke desto mindre er Dancer In
The Dark en af de stærkeste og mest kunstneriske film, jeg nogensinde
har set.
Per Vadmand skrev:
>Der er intet odiøst i godt håndværk, men hverken Friends eller Tintin
>flytter nogen grænser.
Friends, bestemt ikke (magen til TV-sprøjt!), men du vil da vel ikke
påstå at den Tintin-inspirerede <i>ligne claire</i> stil ikke har haft
stor indflydelse på europæisk tegneseriehistorie?! Jeg hører ikke til
blandt dem som mener at Tintin er den mest interessante europæiske
serie i tegneseriehistorien (men sådanne mennesker eksisterer skam!),
men jeg mener klart at det er en serie med så flot og originalt et
håndværk at det faktisk bliver til kunst på pænt højt plan.
Intellektuelt har serien ikke meget at byde på, men rent grafisk er
den klart et meget væsentligt og uomgængeligt kapitel i den vestlige
tegneserie-kanon. Hvis klassikerstatus (udover salgstal) bestemmes af
at en series stil har dannet skole, så er Tintin visseligen en
klassiker.
- Tue