Vi må alle gøre os fortjent til det !!!
Livet, ja, vi må alle, hver især gøre os fortjent til det. Det er rigtigt at
ingen af os har bedt om at få lov at få chancen, men den er alligevel blevet
givet os. Vi kan ikke alle opfinde helbredelseskuren for kræft, eller løse
universets mysterier og derved blive nævnt til tid og evighed, men er det nu
også nødvendigt? Er det ikke nok én opfinder det? Så han kan hjælpe vi
andre. Er det så sådan at han er et bedre menneske fordi han kunne finde
det?
De fleste af os henfalder til at klage over vores hverdag, staten,
politikerne, skatten eller det vi selv har nået med vores liv, men trækker
det os andre steder hen, end ned i sølet?
Jeg selv, er ikke den her i verden med den bedste forstand, ej heller er jeg
den der har opnået mest, hverken personligt, socialt eller arbejdsmæssigt.
Jeg er et ganske almindeligt menneske, præcist lige som du, der nu tager dig
tid til at læse mine ord, jeg har dog gjort mig nogle bemærkninger
undervejs, som jeg gerne vil dele med dig.
Livet er en underlig størrelse, læger, teknikere og humanister, gør sig
store anstrengelser for at finde en plausibel forklaring, til dato er der
kommet mange og forskelligartede forklaringer hvorvidt man hælder til den
ene eller den anden løsning er og forbliver en trossag. Biblen fortæller at
alle mennesker er blevet skabt at en vis og kærlig Gud der ikke har betænkt
sig selv men blot har ønsket at dele livets gave med andre, det burde vi da
så takke ham for. Forskerne siger vi er blevet til ved at bakterier har
samlet sig i befolkningsgrupper og gennem en symbiose har kunne hjælpe
hinanden, disse skulle så have udviklet sig til vandgopler, fisk, krybdyr,
fugle pattedyr og mennesker, er det sansynligt? Det må bero på det enkelte
menneskes tro og ideologi, men forholder det sig sådan må vi prise den
udvikling der har ført til at vi har fået livet. Fakta er nemlig, at vi
lever du og jeg, i hvert fald lige nu og her, uanset hvor du står socialt,
økonomisk politisk, o.s.v. er det at du lever et sandt vidunder. Så er der
et gammelt ord der siger "godt begyndt, er halvt fuldendt" så vi er godt på
vej. Snakken kunne nu gå på 'hvor kommer vi fra, hvor er vi og hvor skal vi
hen' men mere vigtigt må det være hvordan bærer vi os ad.
Når jeg færdes blandt andre mennesker sker det ikke sjældent at talen falder
på de andre, af og til positivt men sjældent, vi er udstyret med en
fantastisk evne til at se andres fejl og mangler, hage os fat i dem og på
den måde finde ligesindede så vi i fællesskab kan blive stærkere og bedre
end dem, så har jeg tænkt på, mon ikke også de gør sådan om mig?
Vi søger efter det fuldendte, engagere os i ting andre syntes er kedeligt
eller bagateller for på en eller anden måde at hævde os selv og blive noget
værd i andres øjne, gad vide om det er det der er meningen med livet?
Selv om vi har brug for hinanden, søger hvert eneste menneske alligevel at
skille sig ud ved at være noget særligt, vi deler os op i grupper der er
specialiseret i et eller andet og sørger for at bruge nogle ord der gør os
bedre, det handler om job, sport, hobby, ideologier med videre, et eller
andet sted giver det os noget at vi kan forklare en ting minutiøst så alle
detaljer er med, med nogle ord som ingen andre end åndsfællerne forstår, det
gør os nemlig stærke, 'sammenhold du' det giver muligheder nu kan vi gå og
klappe hinanden på skuldrene og fortælle hvor gode vi selv er.
Jeg kan undre mig over at en væsen der har nået hvad menneskeheden kan
kunnet, ja bare inden for det forgangne århundrede, i den grad søger at
forherlige sig selv frem for arten, jeg mindes en sang jeg lærte i forgangne
tider på skolebænken, 'gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde,
de mægtede ej det mindste blad, at sætte på en nælde' næ det kan godt være,
de ikke kan det, men måske kunne de skabe ordnede forhold for deres
undersåtter, måske kunne de samle mad nok til alle, samarbejde om ikke at
føre krig, samle indsatsen omkring det at være menneske det at eje den gave
livet er, i stedet for at rane til sig og sørge for sig selv. Nogle har
spået at mennesket skaber sin egen undergang, og selv om jeg ikke kan lide
tanken er der måske noget om det.
Problemet i dette er nok ikke så meget om vi ønsker at gøre det bedre, eller
om vi vil være med til det, det ligger nok snare i om vi tør, viser det sig
nu at du og jeg som de første starter på at løse problemerne, vil vi blive
lette ofre for dem der ikke vil være med og så får de let magten, sådan er
det naturligvis ikke kun for dig og mig, men for hver eneste menneske på
jorden, så hvor starter man med at gøre det bedre?
Jesus, en klog mand der levede for ca. 2000 år siden sagde 'mennesker ser
splinten i andres øjne men ligger ikke mærke til bjælken i deres egen, tag
først bjælken ud af dit eget øje så kan du lettere se at tage splinten ud af
de andres øjne', det er et smukt princip, men hvem tør bryde bolværket ned
og starte?
Hvis du tør tro på hvad du selv oplever, har du sikkert samme følelse som
jeg, det er rart at gøre noget godt for andre, de bliver oftest glade og det
er jo helt i orden, men har du ikke også en indre følelse af at være noget
værd fordi du kunne hjælpe. Et almindeligt ordvalg er ' det er det venner er
til for', hmmm, ja, spørgsmålet er så hvor mange kan vi være venner med? 5
milliarder er nok lige i overkanten, så mon ikke vi skal droppe den ide? Jeg
har hørt nogle sige, så længe der er to mennesker på jorden, vil der være
ufred og strid, som far til to børn er jeg tilbøjelig til at give dem ret.
Men kan det være rigtigt, at vi jordens ypperligste levende væsen ikke kan
kontrollere det, ligger der nogle urinstinkter og styre os, eller er vi
blevet for kloge, eller er vi for feje eller bange? Spørgsmålene hober sig
op, vi er så ens og dog så forskellige.
Modsætninger mødes, ja men de skilles også, nogle gange er der kun den ene
tilbage til at skilles, uanset hvordan vi vælger at betragte det, er
menneskets historie den ene katastrofe efter den anden, så slog dem der de
der ihjel, vi har opfundet hundredvis af styreformer der tilsyneladende alle
har været fordømt til undergang, krige, sygdom, naturkatastrofer og død,
lurer alle vegne, og mennesket har hver gang lidt store tab, vi egner os
åbenbart ikke til at samarbejde om at løse opgaven i fællesskab. Men skal
det fortsætte sådan? Eller skal nogle få af os bryde ud og skabe vores egne
normer og rammer?
Oftest når det sker, bliver situationen kun værre. I Danmark hører vi ofte
om Nørrebro i København eller Volsmose i Odense, nogle mennesker der har
levet under kummerlige forhold har søgt hjælp her hos os i vores fredelige
land, men så snart der er fred mangler de spændingen hjemmefra og må derfor
finde på noget nyt, de har fundet ud af at sammenhold gør stærk, og når vi
er sammen i flok er vi noget. Danmark er ikke speciel i denne sammenhæng
situationen er præcist den samme alle andre steder i hele verden hvor der
også er nogle der syntes de kan hjælpe. Interessant nok er nogle af
fortidens store riger sunket i knæ for deres trælles hånd. Det er ikke noget
nyt det er ikke meget anderledes, jo, våbnene måske, vil vi mennesker ikke
lære af fortiden? Eller kan vi bare ikke lade være at tirre hinanden? Er den
stærkeste den bedste, eller er han bare den stærkeste?
Livet er en skøn ting, men vi skal gøre os fortjent til det, ja, vi har godt
nok fået det foræret men hvordan vi behandler det er og bliver vores egen
sag, vi kunne spørge os selv om det at blive nævnt i historiebøgerne eller
at nogle vil lade vores ansigt udhugge i klipper eller lave en statue af os,
giver livet nogen mening, er det ikke mere de nære ting i dagligdagen, en
hyggeaften med vennerne, et glas rødvin en god bog, en film der river os
igennem hele følelsesregistret.
Jeg føler at det at gøre sig fortjent til livet er at leve det fuldt og helt
hver eneste dag, ikke som det klogeste eller bedste menneske, men som den
der kan give en hjælpende hånd i snæver vending et trøstende ord til den
modfaldende, en seriøs og alvorlig snak når tiden kræver det. Vi må nok se i
øjnene at hverken du eller jeg kan redde verden, så hvad med at forsøge at
redde hverdagen så livet glider lettere? Jeg tror at det at gøre sig
fortjent til livet må være, at sørge for at du selv og dine nærmeste får
mest muligt ud af det, størst mulig glæde af hinanden mindst mulig
gnidninger.
Tak for din tid, tilbage er der kun at jeg håber på du kunne bruge nogle af
tankerne.
Patric Dyas
16/5-200
Email.: pdyas@hotmail.com
|