"Mikkel Knudsen"(dot) com> skrev i en meddelelse
> > Morten DH skrev:
> > Og jeg blev fuldstændig draget af filmen på trods af der stort set
intet
> > sker i filmen og jeg ikke forstår et hak... noget ellers kun David
Lynch
> > formår at gøre på hans helt unikke måde
>
> Enig, det er en meget stemningsfuld film.
>
> > Men især i slutningen forstod jeg intet... jeg går udfra at Sara
begik
> > selvmord ved at smide sig ud fra taget
Det tror jeg også, fordi livet blev gjort ubærligt for hende. Nu du
nævner hende, kommer jeg omgående til at se for mig en masse blå
stedmoderblomster og det splintrede drivhustag (?), svj husker sprang
eller faldt hun ned på drivhustaget? Jeg husker det som der var som en
aura af dyb sorg omkring hende helt fra starten, men det er mindst 15 år
siden jeg så den.
> > Efterfølgende begår forstanderinden så selvmord på Hanging Rock
eller
> hvad?
Tjah, det synes jeg ikke man kan vide.
[ snip ]
> Af en eller anden grund så er hele slutningen vækfra min hukommelse.
Til
> gengæld står en række andre scener lysende klart i hukommelsen, efter
at jeg
> så filmen i dansktimerne i gymnasiet for nogle år siden. Dér var
kodeordet
> for filmen 'coming-of-age', med alle de freudianske og andre symboler,
som
> det indebærer. Fortællingerne om guden Pan, var også oppe at vende -
svjh
> bruges panfløjtemusik også som hint (endda indspillet af selveste
Gheorghe
> Zamfir selv).
>
> Filmen er propfyldt med relativt letforståelige symboler (det krydser
en
> flod, korsettet som bur etc.), men det virkeligt interessante for mig
var
> hele tiden, at Weir aldrig giver et straight svar på hele historiens
> kerneproblematik: Hvad skete der rent faktisk på den klippe?
Det var meget godt lige at få DINE kommentarer, dem vil jeg have i
baghovedet, når jeg skal se den igen. For jeg MÅ have den fremskaffet.
> Filmen bygger vist også på en sand historie/myte, hvor de faktiske
hændelser
> aldrig opklaredes.
Det har jeg også læst et sted.
> Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde forstod det, men replikken om
'Now I
> know' Miranda (?) er en af Botticellis engle, fascinerede mig vældigt.
Det
> gør den faktisk stadigt, eftersom jeg husker den 4-5 år efter jeg så
filmen.
Wouw - den står osse pludselig så lyslevende for mig nu - selvom det er
15 år siden. Jeg kan ligefrem høre stemmen, som siger: "Now I know
Miranda is a Botticelli Angel.
Ja, det var da en helt fantastisk filmoplevelse.
Ruth