---

Skabelsesberetningens tal
Den første sætning i Bibelen "Berê'sîth bârâ' 'ælôhîm 'êth hassâmajim
we'êth hâ'âræts" indeholder 7 ord med ialt 28 (7 x 4) bogstaver.
Skabelsesberetningen bruger udtrykkene:

Guds ord og handlinger
"Gud så, det var godt" 7 gange
"Gud gjorde" 7 gange
"Gud sagde" 10 gange
"Efter deres arter" 10 gange

Lyset
Lyset skabes med et syvfoldigt formål og virke:
1) Til at skille nat og dag, mørke og lys (14 og 18)
2) Til tegn (14)
3) Til fastsættelse af højtider (14)
4) Til fastsættelse af dage (14)
5) Til fastsættelse af år (14)
6) Til at lyse på jorden (15 og 17)
7) Til at herske over dagen og natten (18)

3 velsignelser
Over fisk og fugle (1.22)
Over menneske og dyr (1.28)
Over sabbatten (2.3 + 2.Mos.20.11)

5 bud til mennesket før faldet
1) Bliv frugtbare
2) Bliv mangfoldige
3) Opfyld (genfyld) jorden
4) Gør eder til herre over jorden og hersk over alle dyr
5) Spis ikke af kundskabens træ
De sidste to forbrød mennesket sig mod, da de overlod herredømmet til
slangen

3 foldig fristelse (1.Mos.3.6)
Kødets lyst (Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af)
Øjnenes lyst (...en lyst for øjnene)
Pral (...og godt at få forstand af - (hun) gav også sin mand)
Korresponderer med 1.Joh.2.15-17)

Elohim
I Bibelens første vers møder vi Gud. Han præsenteres for os som
Elohim. - muligvis udledt af arabisk for "at frygte". Elohim optræder
omkring 2.570 gange i Bibelen. Elohim er egentlig et flertalsord, og
udtrykker Guds rigdom og overstrømmende guddommelige væsen. Ordet
indikerer også - allerede på Bibelens første side - den hemmelighed, som
åbenbares fremadskridende, nemlig treenighedens mysterium. Tanken
understøttes af Guds udsagn i 1.Mos.1.26: "Lad OS gøre mennesker i VORT
billede, så de ligner OS" og 1. Mos.3.22: "Men Gud Herren sagde: Se,
mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt"

Ha'adam og 'adam
En detalje, som er værd at overveje, er brugen af "adam" i kapitel 1 og
2. Adam betyder blot "menneske" og i kap. 1 bruges ordet 'adam, som er
den ubestemte form af ordet. Gud siger i 1.26: "Lad os gøre mennesket
('adam) i vort billede", Hvilket kommer til at betegne mennesket i
ubestemt form, altså mennesket, menneskene, menneskeheden. Således
skabtes menneskeheden i 1.Mos. Kap. 1. Da Gud i kap. 2 danner mennesket
af agerjorden er det den bestemte form "ha'adam", som bliver brugt;
menneskET. Nogen har foreslået, at der i kap. 1 tales om menneskehedens
skabelse, mens der i kap. 2 tales om dannelsen / skabelsen af et bestemt
menneske, Adam, som sættes i Edens Have. Således bliver mennesket Adam
den, der frem for hele menneskeheden får budet om at gøre sig til herre
over jorden, og løftet om at blive stamfader til den lovede Messias.

Adam bruges som navnet på det ene menneske omkring 20 gange i det Gamle
Testamente, og bruges som reference til hele menneskeheden omkring 500
gange.


Kristus i Genesis
Kristus er den centrale skikkelse gennem hele 1. Mosebog.

1) Han er ophavet, den skabende
2) Han er den, der opretholder det skabte
3) Han er den personligt virkende og arbejdende i Guds frelsesplan
gennem generationerne (som vi finder ham i Mamres lund med Abrahams)
4) Han er den usynlige Guds (Faderens) billede. Den, der åbenbarer sig
for Adams børn
5) Han er forjættelsernes og profetiernes centrum og endemål

Det er den treenige Gud, der er i aktion i skabelsen. Således finder vi
Faderen, som den overordnede, synlige aktør. Kristus er det Ord, hvormed
Gud skaber, og Ånden svæver (ruger) over vandene. I NT finder vi, at
Kristus er den primære aktør i verdens skabelse.

Efter at Gud fordum mange gange og på mange måder havde talt til fædrene
ved profeterne, har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin Søn,
hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har
skabt verden. Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte
billede og bærer alt med sit mægtige ord. Hebr 1,1-3

I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse; og han er den usynlige
Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt
i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er
tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt
ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham Kol 1,14-17

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette
var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev
intet til af det, som er. I det var liv, og livet var menneskenes lys.
Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. Joh 1,1-5

Kristus er målet for profetierne og løfterne gennem hele 1. Mosebog - ja
alle Mosebøgerne. Han er kvindens sæd, den kommende Messias, som blev
lovet allerede i Edens have. Han er den, som skal komme med dom over
Slangen og forløsning til mennesket. Han er Abrahams løftessøn og Judas
efterkommer, fra hvem kongespir aldrig skal vige. GT er beretningen om
et folk. NT er beretningen om en person. Folket blev skabt for at bringe
personen frem. Personen er Kristus. GT rydder vejen for Ham og sætter
scenen. NT er selve det store drama, da den længe ventede Messias kommer
til verden.

Kristus selv er den, der i sin præeksistens er garant for Guds løfte om
en frelser. Han er den aktive arbejder for frelsesplanens udførelse. Som
sådan er han den, der åbenbarer sig, hvor det er nødvendigt for Guds
plans fremme. Kristus er den, der vandrer med Adam i haven, som vi skal
vandre med ham i det himmelske Paradis. Kristus er Melkisedek (kap. 14),
den mystiske kongepræst, hvem Abraham gav tiende. Han er den, der er
blevet vores ypperstepræst og konge. Kristus er Herren, der besøgte
Abram i Mamres lund, og kundgjorde ham løftessønnen gennem hvem alle
jordens folkeslag skal velsignes. Kristus er den, Jakob stredes med,
hvorved Jakob blev halt. Kristus er den, der talte til Moses ved
tornebusken og igen ansigt til ansigt på Sinai bjerg. Kristus er
klippen, som fulgte Israel i ørkenen 1. Mosebogs 10 slægtsbøger
(Generationslister)
1. Mosebog indeholder 10 slægtsbøger, som danner rammen, inden for
hvilken hele bogen udfolder sig. Slægtsbøgerne - eller
generationslisterne er som følgende:

Adams slægt: 5.1-6.9
Noas slægt: 6.9-9.28
Noas sønners slægter: 10.1-11.9
Sems slægt: 11.10-26
Taras slægt: 11.27-25.11
Ismaels slægt 25.12-18
Isaks slægt: 25.19-35.29
Esaus slægt: 36.1-43
Jakobs slægt: 37.2-50.26

Den opmærksomme læser vil se, at der her kun er 9 slægtsbøger. Vi
mangler én. Ja, vi mangler faktisk den første af dem alle. Vi finder den
i 2.4, hvor den nemt kan overses i den danske Bibel på grund af
oversættelsen. Her står der:

Det er himmelens og jordens skabelseshistorie. Da Gud Herren gjorde jord
og himmel.

Det hebræiske ord, som er oversat med "skabelseshistorie" er "toledah".
Det samme ord, som er brugt i de andre ni slægtsbøger i 1. mosebog.
ordet betyder: frembringelse, slægtebog, ophav, afstamning, generationer
osv. Sætningen bliver da i stedet:

"Disse er himmelens og jordens anelister (generationer / slægtsbog) i
deres skabelse, på den dag, da Jahve Gud skabte jord og himmel."

Herved lægger 1. Mosebog ud i sin opremsning af slægtsbøgerne ud med
skabelsens slægsbog og fortsætter i ti slægtsbøger frem til Jakobs
slægt.

Slægternes klimaks - Kristus
Slægtstavler var vigtige i Israel. Deres vigtighed lå bl.a. i Guds løfte
om en Messias, som skulle fødes i Israel og blive folkets frelse. Gennem
hele Gamle Testamentes forløb, finder vi en åbenbaringsudvikling om
Messias. Flere og flere omstændigheder omkring hans liv og tjeneste,
bliver åbenbaret. Således siges det, at han skal være af
menneskeslægten, af Abrahams slægt, af Isaks og Jakobs slægt - og ikke
af Ismael og Esaus slægt. Af Jakobs 12 sønner, skal Messias komme fra
Juda. Af Judas stamme præciseres det, at messias kommer fra Isajs slægt,
fra hans søns Davids efterkommere.

Denne udvikling har sin begyndelse allerede i Edens have lige efter
syndefaldet, hvor Gud for første gang åbenbarer sin frelsesplan for
mennesket. dette gør han i sit løfte til Eva (eller rettere proklamation
til slangen), hvori han siger:

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes
sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen (1. Mos.3.15

Dette er blevet kaldet proteevangeliet, det første glade budskab om
menneskets frelse, som Gud bragte allerede lige efter menneskets fald.
Heri finder vi beskrivelsen af kampen mellem Gud og satan, det gode og
det onde, men vi ser mere end det. Vi ser, at kampen tydeliggøres - ikke
i to åndelige magter, men - i kvindens sæd. frelsen skal udgå fra
mennesket, forstået på den måde, at Frelsen (altså frelseren) skal fødes
ud af menneskeslægten.

Kvinden har ingen sæd. At det ikke er Adams sæd, men det noget kryptiske
udtryk "Kvindens sæd", der her viser sig at være det, der bringer
messias frem, viser direkte hen til, at ingen mand er involveret i
Messias? fødsel. "Kvindens sæd" er Bibelens første henvisning til
jomfrufødselen.

Kampen, der skal resultere i, at kvindens sæd (Messias) får knust sin
hæl, og slangen får knust sit hoved, er den kamp, vi finder på Golgata
kors, hvor Messias, som nu er åbenbaret i Jesus Kristus, tømrersønnen
fra Nazaret, lider døden, men genopstår fra graven. I Golgataværket
knuses Satans hoved, og frihed fra Satans overherredømme videns for
enhver, som, træder ind i det værk, Kristus gjorde på Golgata.

Allerede i beretningen om skabelsen, Edens have og syndefaldet, finder
vi altså de evangeliet, de glade nyheder om kristus, som skulle komme,
født af en jomfru, og vinde menneskeheden tilbage til Gud, idet han slår
Satans magt og vælde på korset.

Slægtsbøgernes skjulte EvangeliumTænk på de mange slægtstavler i
Bibelen. Det er de steder, som de fleste af os springer hurtigt hen
over. Men selv her kan man blive overrasket. Tag for eksempel Adams
slægtstavle i 1. Mosebog kapitel 5. Vidste du, at der her er et skjult
Evangelium om Kristus?

Hvert navn i denne slægtstavle - ja, i hele Bibelen - har en betydning.
Mødrene gav deres børn navne i forhold til situationer, oplevelser eller
forjættelser fra Gud. Ofte modtog de guddommelig inspiration til navnet.
Da Eva fik sin tredie søn, gav hun ham navnet Set, idet dette navn
udtrykte hans kald, nemlig at være udvalgt til at gå i den myrdede Abels
sted.

Navnenes betydning
Da Enok fik en søn, kaldte han ham Metusalem. Navnet er udledt af muth,
som betyder "død", og shalac, som betyder "skal bringe". Det ser ud til,
at Gud havde åbenbaret Enok den kommende syndflod, og tiden for den.
Metusalem var et levende vidnesbyrd for Guds plan. "Hans død skal
bringe" syndfloden.

Ind imellem finder vi kvinder, som i ydmyghed og lydighed til Gud gav
deres drengebørn navne, som vi ville skamme os over. Tænk på Rebekka,
der gav én af sine sønner navnet Jakob, som betyder bedrager. Det har
sikkert været Rebekka meget imod, men det var Guds vilje, for Han ville
forvandle Jakob fra en bedrager til en Israel, en Guds fyrste.

Adams slægtsbog
Således har alle navne en betydning. Det gælder også navnene i Adams
slægtsbog frem til Noa. Her er betydningen af hvert enkelt navn:

Adam: Menneske
Set: Udvalgt
Enosj: Dødelig/elendig
Kenan: Sorg
Mahalal?el: Den velsignede Gud
Jered: Skal komme ned
Enok: Lærende/overbevisende
Metusalem: Hans død skal bringe
Lemek: Den fortvivlede
Noa: Trøst/hvile

Den forunderlige hemmelighed
Ser vi på disse 10 slægtled under ét, danner der sig et billede for os,
en sætning, som udtrykker Guds forjættelse og Israels håb om en kommende
Messias. Hvis vi sætter betydningen af navnene efter hinanden, får vi
følgende sætning:

Mennesket (er) udvalgt (til) dødelig sorg, (men) den velsignede Gud skal
komme ned lærende/overbevisende (at) Hans død skal bringe den
fortvivlede trøst/hvile

Her er Evangeliet forkyndt årtusinder før Kristi fødsel. Paulus skriver
i brevet til efeserne: "Thi før verdens grundvold blev lagt, har han
(Gud) udvalgt os i ham (Kristus) til at være hellige og uden dadel for
hans åsyn". Gud lagde vor frelse rede for os allerede i tidernes morgen,
og af nåde forkyndte han sin plan århundreder, ja årtusinder forud. Hans
Ord har vi i vores Bibel, og sikken en forunderlig bog. Der findes ikke
nogen magen til.

Mr. D

Simon Griis
ww.amen.nu