---

Hej allesammen

Jeg ved at dette emne har været oppe og vende flere gange før, men nu står
vi altså lige midt i situationen, og regner med at køre op og hilse på vores
(måske) nye hund her i weekenden.

Vi har en schæfer (han) på 14 måneder i forvejen. Han er _nogenlunde_
velopdragen, dvs. han kan en hel masse, og når motivationen er god nok, som
f.eks. ude på engen med hans kastering som belønning, så er han 100% lydig
og gør næsten hvad som helst.

Til gengæld virker han ofte småstresset hjemme - han er af brugslinie og
kræver nok mere aktivering end vi har været i stand til at give... Manden
arbejder meget, men jeg er selvstændig og har kontor i huset, så han er
sjældent alene. Men som selvstændig og samtidig husmor med 2 børn
(halvstore) er der ikke tid til meget mere end de daglige ture, inkluderet
træning på engen - alt i alt et par timer om dagen.

Vores håb mht. en hund mere er, at de vil kunne bruge hinanden positivt,
kunne lege og brænde lidt krudt af, og forhåbentlig også betyde, at Bosses
stressniveau (der er på sit højeste eftermiddag og aften når familien er
samlet) kunne afhjælpes lidt.

Vi har kig på en 5årig beagle tæve fra et internat. Hun skulle være glad og
livlig, men også bestemt overfor andre hunde (som beagler vist er ;)). Da
Bosse ikke er dominerende overhovedet, tror vi det kunne fungere fint med en
ny hund der efterhånden kunne tage fører rollen herhjemme.

Er der nogen der har lyst til at uddele erfaringer omkring det at have flere
hunde sammen, om en hanhund og en tæve sammen, om det med aldersforskellen
evt. , om gode råd eller faldgruber vi skal undgå når de to skal vænne sig
til hinanden - så modtages de med kyshånd

Mvh
Maja og Bossen

---

"MM" <maya2409@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:41a71695$0$56363$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Hej allesammen
>
> Vi har en schæfer (han) på 14 måneder i forvejen. Han er _nogenlunde_
> velopdragen, dvs. han kan en hel masse, og når motivationen er god nok,
som
> f.eks. ude på engen med hans kastering som belønning, så er han 100% lydig
> og gør næsten hvad som helst.
>
>
> Vi har kig på en 5årig beagle tæve fra et internat. Hun skulle være glad
og
> livlig, men også bestemt overfor andre hunde (som beagler vist er ;)).

Jeg tror nu ikke lige, at en Beagle var det optimale at sætte din Schæfer
sammen med. Han kunne hurtigt lære nogle rævestreger. Ikke fordi en Beagle
ikke er både en sød og dejlig hund. Den er også en hund, som syntes, at
dens egen mening kommer forud for alle andres. Eller sagt med pæne ord, den
er ganske lydig, men når det passer den. Så hvis det var meningen, at de
sådan skulle kunne gå og passe sig selv ( også udendørs ) så tror jeg ikke
lige Beaglen er svaret på dine bønner.

M.V.H.....Benny..

---

"Benny Mortensen 9380" <wrapup1@kittymail.com> wrote in message

> Eller sagt med pæne ord, den
> er ganske lydig, men når det passer den. Så hvis det var meningen, at de
> sådan skulle kunne gå og passe sig selv ( også udendørs ) så tror jeg ikke
> lige Beaglen er svaret på dine bønner.
>
> M.V.H.....Benny..

Det var med pæne ord - nu et citat fra en tidligere doppelt beagle
ejer: De er Gudernes hævn for et eller andet.

Og så hurtigt væk....

Hilsen Kim

---

Hej Maja .


Klip

> Til gengæld virker han ofte småstresset hjemme - han er af brugslinie og
> kræver nok mere aktivering end vi har været i stand til at give...


Mange motionerer deres hunde voldsomt og regner så med at de bliver trætte .
Det virker desværre meget ofte sådan at hundene bliver endnu mere stressede
når de så kommer hjem .
Det kunne måske være forklaringen ?
Han skal lave hjernegymnastik , gå feks spor med ham , eller lav andre ting
der kræver at han skal bruge hjernen til at løse opgaverne med , og ikke
fysikken .
Lad ham løse forskellige opgaver også derhjemme .
Jeg bruger feks mine hunde til at hente ting til mig eller samle ting op som
jeg har tabt .
Det er meget stimulerende for hunde der normalt er beregnet på at blive
brugt meget .
Desuden kan massage have alletiders effekt på stress .

> Vores håb mht. en hund mere er, at de vil kunne bruge hinanden positivt,
> kunne lege og brænde lidt krudt af, og forhåbentlig også betyde, at Bosses
> stressniveau (der er på sit højeste eftermiddag og aften når familien er
> samlet) kunne afhjælpes lidt.

Jeg tror ikke det vil gå sådan , tværtimod så tror jeg Bosse vil blive endnu
mere stresset i en periode ihvertfald .( eller også ville beaglen blive
stresset af Bosse )

> Vi har kig på en 5årig beagle tæve fra et internat. Hun skulle være glad
og
> livlig, men også bestemt overfor andre hunde (som beagler vist er ;)). Da
> Bosse ikke er dominerende overhovedet, tror vi det kunne fungere fint med
en
> ny hund der efterhånden kunne tage fører rollen herhjemme.

En Beagle er heller ikke det bedste valg efter min mening , slet ikke sammen
med en schæfer , og da hun er lidt dominerende i forvejen , så mener jeg det
kan øge Bosses stress .
Men alt er relativt og de særeste ting lykkes af og til )

>
> Er der nogen der har lyst til at uddele erfaringer omkring det at have
flere
> hunde sammen, om en hanhund og en tæve sammen, om det med aldersforskellen
> evt. , om gode råd eller faldgruber vi skal undgå når de to skal vænne sig
> til hinanden - så modtages de med kyshånd

En han og en hun kan volde meget besvær især i løbetiden hvis en af dem ikke
er neutraliseret .
Ellers er det et godt valg , og det plejer at gå fint med en han og en hun .

Held og lykke med jeres beslutning .


Mange hilsener
Holm

---

Idag er der en del der mener at det med de understimulerede hunde er en
skrøne, og at der idag er flere hunde som er stressede på grund af
overstimulering, end der er understimulerede hunde.

Jeg har måttet stoppe træning med min schæfer på grund af adfærdsproblemer
med bl.a. stress, og jeg har i den anledning oplevet at hun har aldrig været
så rolig som nu efter jeg er stoppet med træningen, så min erfaring antyder
at ovenstående er rigtigt.

Mvh
Søren




"MM" <maya2409@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:41a71695$0$56363$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Hej allesammen
>
> Jeg ved at dette emne har været oppe og vende flere gange før, men nu står
> vi altså lige midt i situationen, og regner med at køre op og hilse på
> vores (måske) nye hund her i weekenden.
>
> Vi har en schæfer (han) på 14 måneder i forvejen. Han er _nogenlunde_
> velopdragen, dvs. han kan en hel masse, og når motivationen er god nok,
> som f.eks. ude på engen med hans kastering som belønning, så er han 100%
> lydig og gør næsten hvad som helst.
>
> Til gengæld virker han ofte småstresset hjemme - han er af brugslinie og
> kræver nok mere aktivering end vi har været i stand til at give... Manden
> arbejder meget, men jeg er selvstændig og har kontor i huset, så han er
> sjældent alene. Men som selvstændig og samtidig husmor med 2 børn
> (halvstore) er der ikke tid til meget mere end de daglige ture, inkluderet
> træning på engen - alt i alt et par timer om dagen.
>
> Vores håb mht. en hund mere er, at de vil kunne bruge hinanden positivt,
> kunne lege og brænde lidt krudt af, og forhåbentlig også betyde, at Bosses
> stressniveau (der er på sit højeste eftermiddag og aften når familien er
> samlet) kunne afhjælpes lidt.
>
> Vi har kig på en 5årig beagle tæve fra et internat. Hun skulle være glad
> og livlig, men også bestemt overfor andre hunde (som beagler vist er ;)).
> Da Bosse ikke er dominerende overhovedet, tror vi det kunne fungere fint
> med en ny hund der efterhånden kunne tage fører rollen herhjemme.
>
> Er der nogen der har lyst til at uddele erfaringer omkring det at have
> flere hunde sammen, om en hanhund og en tæve sammen, om det med
> aldersforskellen evt. , om gode råd eller faldgruber vi skal undgå når de
> to skal vænne sig til hinanden - så modtages de med kyshånd
>
> Mvh
> Maja og Bossen
>

---

On Fri, 26 Nov 2004 20:01:21 +0100, "Søren LH" <slh@DELETEcity.dk>
wrote:

>Idag er der en del der mener at det med de understimulerede hunde er en
>skrøne, og at der idag er flere hunde som er stressede på grund af
>overstimulering, end der er understimulerede hunde.
>
>Jeg har måttet stoppe træning med min schæfer på grund af adfærdsproblemer
>med bl.a. stress, og jeg har i den anledning oplevet at hun har aldrig været
>så rolig som nu efter jeg er stoppet med træningen, så min erfaring antyder
>at ovenstående er rigtigt.

Joeh, og at hunden skulle udvise flest stresssymptomer når familien er
samlet er da et fingerpeg mere.
Så tror jeg da slet ikke at en hund mere ville gøre sagen bedre.
snarere tværtimod.
Nu er jeg jo selv ejer af to hunde og hund nr. 2 blev anskaffet fordi
Vaks simpelthen kedede sig gevaldigt. det var ikke nok for ham at gå
ture, hente avisen og hvad vi nu ellers kunne finde på. Han havde i
den grad brug for ender kunne løbe lige så stærkt som han selv, og som
han kunne lege og tumle med. Vaks fik tygget sig igennem adskillige
par sko, briller, trøjer og sokker, før vi fik hund nr. 2, men nu er
der kun "tyggeri" hvis vi har været for længe væk.

Umiddelbart ville jeg se tiden lidt mere an, og lige omkring de 1-1½
år sker der rigtigt meget med hunden, så medmindre I er 100% sikre på
at det nokskal komme til at køre, så ville det være en dårlig ide at
afhente en ny hund. Og en internatshund er jo allerede kasseret een
gang. Det er ikke noget man bør udsætte den for igen.
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Leyna <leyna@leyna.dk> wrote:
> Og en internatshund er jo allerede kasseret een
> gang. Det er ikke noget man bør udsætte den for igen.

Og en bitter erfaring herfra, der kostede mange tårer her i huset.
Man ved ikke hvad man får, når man henter en internathund eller via diverse
hunderacers redningssites, og ikke har kontakt med den tidligere ejer.
Hunden kan virke sød, kærlig, lydig og kontaktsøgende på internatet og de
første dage hjemme. I løbet af nogle uger viser unoderne sig. Oftest er det
bare opdragelse/træning der mangler, og det kommer man jo igennem.
Vi vidste at vores Border Collie smånappede, når han blev usikker da vi fik
ham som 7 årig, men han var ellers på alle måder en lydig og vidunderlig
hund fra dag 1. Det napperi var jo til at leve med og det gik fint i 8
måneder- indtil det lille nervøse træk udviklede sig og blev til kortvarige
anfald hvor han udviste voldsom aggressivitet, typisk i situationer hvor han
var meget glad, vendte humøret på et millisekund. På få uger blev det til
angreb.
Hunden var ulykkelig efter hvert "anfald", reagerede som om han ikke selv
rigtig fattede hvad der foregik. Dyrlægen var med inde over. Men da hunden i
et anfald angreb mig bagfra, satte det prikken over i'et. Dyrlægen
anbefalede aflivning. At det formentlig var epilepsi og en psykisk
ustabilitet hunden altid havde haft. Da brød min verden sammen - det kunne
da ikke være meningen... man måtte da kunne gøre noget...det...Nej.
Det var med dyb sorg og gråd at den tunge beslutning blev taget, men vi
turde ganske enkelt ikke have en hund vi ikke kunne stole på. Hvornår ville
det være en af ungerne der havde en vred hund i struben?

Havde vi haft kontakt med den tidligere ejer, kunne vi måske have fået at
vide at det var problemet og vi havde så ikke taget den hund til os.

Som dyrlægen meget rigtig sagde så er der altid en grund til at hunden
bliver "kasseret" af en anden familie og det er sjældent at den familie er
ærlige omkring den egentlige årsag til at de vil af med en hund de har haft
i flere år.

Dette er ikke skrevet for at tale imod internatshunde eller omplacerede
hunde, men bare en lille opfordring til at bruge fornuften mere end hjertet,
når der man besluter sig for en "genbrugshund" Det ville jeg ønske jeg
havde gjort- jeg savner stadig min border.

Vi har i øvrigt lige fået endnu en omplaceret hund, en 5 måneder gammel
PON - og har mange gode snakker med den tidligere ejer om vores nye
"husterrorist"

/ Anette

---

"Anette" <anette@readonlymail.com> wrote in message
news:41a89fe5$0$176$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Leyna <leyna@leyna.dk> wrote:
>> Og en internatshund er jo allerede kasseret een
>> gang. Det er ikke noget man bør udsætte den for igen.
>
> Og en bitter erfaring herfra, der kostede mange tårer her i huset.
> Man ved ikke hvad man får, når man henter en internathund eller via
> diverse hunderacers redningssites, og ikke har kontakt med den tidligere
> ejer. Hunden kan virke sød, kærlig, lydig og kontaktsøgende på internatet
> og de første dage hjemme. I løbet af nogle uger viser unoderne sig. Oftest
> er det bare opdragelse/træning der mangler, og det kommer man jo igennem.
> Vi vidste at vores Border Collie smånappede, når han blev usikker da vi
> fik ham som 7 årig, men han var ellers på alle måder en lydig og
> vidunderlig hund fra dag 1. Det napperi var jo til at leve med og det gik
> fint i 8 måneder- indtil det lille nervøse træk udviklede sig og blev til
> kortvarige anfald hvor han udviste voldsom aggressivitet, typisk i
> situationer hvor han var meget glad, vendte humøret på et millisekund. På
> få uger blev det til angreb.
> Hunden var ulykkelig efter hvert "anfald", reagerede som om han ikke selv
> rigtig fattede hvad der foregik. Dyrlægen var med inde over. Men da hunden
> i et anfald angreb mig bagfra, satte det prikken over i'et. Dyrlægen
> anbefalede aflivning. At det formentlig var epilepsi og en psykisk
> ustabilitet hunden altid havde haft. Da brød min verden sammen - det
> kunne da ikke være meningen... man måtte da kunne gøre noget...det...Nej.
> Det var med dyb sorg og gråd at den tunge beslutning blev taget, men vi
> turde ganske enkelt ikke have en hund vi ikke kunne stole på. Hvornår
> ville det være en af ungerne der havde en vred hund i struben?
>
> Havde vi haft kontakt med den tidligere ejer, kunne vi måske have fået at
> vide at det var problemet og vi havde så ikke taget den hund til os.
>
> Som dyrlægen meget rigtig sagde så er der altid en grund til at hunden
> bliver "kasseret" af en anden familie og det er sjældent at den familie er
> ærlige omkring den egentlige årsag til at de vil af med en hund de har
> haft i flere år.
>
> Dette er ikke skrevet for at tale imod internatshunde eller omplacerede
> hunde, men bare en lille opfordring til at bruge fornuften mere end
> hjertet, når der man besluter sig for en "genbrugshund" Det ville jeg
> ønske jeg havde gjort- jeg savner stadig min border.
>
> Vi har i øvrigt lige fået endnu en omplaceret hund, en 5 måneder gammel
> PON - og har mange gode snakker med den tidligere ejer om vores nye
> "husterrorist"


Tak for alle svar

Vi har besluttet os til at vente og se tiden lidt an.
Som flere er inde på, kan vi jo risikere at det hele bare bliver meget
værre,
og det lyder sådan set fornuftigt nok, som Leyna var inde på, at når hans
stress er værst når vi alle er samlet, så kan det være at problemet ligger
et helt andet sted, og ikke er fordi han keder sig/ikke bliver aktiveret
nok.

Vi forsøger med jævne mellemrum at give ham mere hjerne-gymnastik, istedet
for bare at røre/motionere ham, men det bider ikke rigtigt på. Jeg ved ikke
om han simpelthen bare ikke er smart nok til at fatte hvad det går ud på,
men hverken buster-cube eller flasker med godbider i fanger han idéen med
.... Buster-cuben gider han overhovedet ikke at kigge på, flaskerne bider han
helt flade, og det er vist mere held end forstand, når der indimellem kommer
en godbid ud

Vi lægger godbider rundt omkring i huset, som han kan søge efter, men det er
efterhånden begrænset hvor mange gemmesteder han ikke kender, og udendørs
gider han ikke..
I samme øjeblik han kommer udenfor døren er selv de lækreste godbider
fuldstændig ligegyldige.
Så er der helt andre ting der fanger interessen.

Men det er jo muligt, at han er i en vanskelig alder og at han vil falde
mere til ro, når han kommer ud af 'puberteten'.

Tak igen for jeres svar

Maja

---

On Sat, 27 Nov 2004 18:16:53 +0100, "MM" <maya2409@hotmail.com> wrote:


>Men det er jo muligt, at han er i en vanskelig alder og at han vil falde
>mere til ro, når han kommer ud af 'puberteten'.

Det tror jeg personligt på, men jeg er på ingen måde ekspert på
området, men held og lykke med det under alle omstændigheder.
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

On Sat, 27 Nov 2004 16:40:42 +0100, "Anette" <anette@readonlymail.com>
wrote:


>Som dyrlægen meget rigtig sagde så er der altid en grund til at hunden
>bliver "kasseret" af en anden familie og det er sjældent at den familie er
>ærlige omkring den egentlige årsag til at de vil af med en hund de har haft
>i flere år.

Okay, nu er der jo i dit tilfælde tale om en ret gammel hund, men hvis
du kigger på diverese internater og omplaceringssites, så falder det i
hvert fald mig i øjnene at de fleste omplaceringshunde er fra 6-8 mdr
til 1½ år gamle. Jeg har min egen teori om at folk ikke aner hvad de
går ind til, og slet ikke havde regnet med at en hund ville fylde så
meget i deres tilværelse, og så kører de trætte i det.
Personligt kan jeg sige at Vaks sg* også var billigt til salg herfra
en overgang!
(Nej ikke seriøst, men han var ved at drive både min mand og jeg til
vanvid med sin hyperaktivitet.)
>
>Dette er ikke skrevet for at tale imod internatshunde eller omplacerede
>hunde, men bare en lille opfordring til at bruge fornuften mere end hjertet,
>når der man besluter sig for en "genbrugshund" Det ville jeg ønske jeg
>havde gjort- jeg savner stadig min border.

Jeg har før haft omplaceringshunde og "arvestykker", og de har begge
været om ikke mishandlede så i hvert fald misrøgtede. Den ene af dem
havde godt nok fået bank, og det er en ynk at se en hund tilte om på
ryggen bare man hæver stemmen. til gengæld er det rigtig fedt at se
hvordan man kan få sådan en hund glad, tryg og selvsikker igen, og det
er de hunde jeg har haft blevet.

Min Hansen er også en omplaceringshund, og han var utrolig kuet og
meget tynd da vi fik ham. Det er gået af skulle jeg hilse at sige, men
det har så også krævet oceaner af tålmodighed, men det lønner sig
altså i sidste ende. I dag letter han stolt ben (det gjorde han ikke
da vi fik ham 11 mdr. gammel) og hans hørelse har det med at svigte
når han graver efter mus eller andre spændende ting. Det eneste spor
der er tilbage af hans kuede jeg er, når store mænd bøjer sig for at
klappe ham. Så "taber" han altså en lille tår på gulvet. Det ved vi og
derfor undgår vi sådanne situationer. Høje mænd må sætte sig på gulvet
hvis de vil snakke med Hansen.

Jeg har aldrig fortrudt et eneste sekund at vi fik Hansen. Heller ikke
selv om vi ikke var blevet oplyst om hans "skavanker". Vi købte ham
privat og havde meget lidt kontakt med familien, men det eneste vi fik
oplyst var, at han var "glædestisser". Javel ja, men hvorfor krøb han
så hver gang man hævede stemmen, og hvorfor lå der altid en bette sø,
når Vaks havde fået skænd? Det var vel ikek fordi Hansen blev glad,
eller hva'? (For det var altså Hansen der leverede tåren.)

Dette er så for at fortælle, at selv om man ikke ved ret meget om
hunden, så kan det godt lade sig gøre at få en go' hund ud af det.
Skjulte sygdomme kan der jo ikke tages højde for uanset hvad.
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Leyna <leyna@leyna.dk> wrote:
> Dette er så for at fortælle, at selv om man ikke ved ret meget om
> hunden, så kan det godt lade sig gøre at få en go' hund ud af det.
> Skjulte sygdomme kan der jo ikke tages højde for uanset hvad.

Helt enig. Vi har også før Mickey ( borderen) haft genbrugshunde, hvor vi
heller ikke har haft kontakt med tidligere ejer og det er gået aldeles
glimrende for både hunde og familie hver gang. Med en lille indsats kan man
få en skøn hund og en god kammerat ud af en genbrugshund ( uden at få alt
hvalpebøvlet med - så måske var det derfor hjernen slog fra da Mickey
tog plads vi vores hjerter, selvom det nervøse napperi var der allerede fra
første gang vi så ham.
Han var bare alt hvad jeg drømte om hos en hund. Motionsglad, venlig,
hengiven, lydig, klog. Dejlig hund.

Det er så nemt at dunke sig selv oven i hovedet efter aflivningen, i
bagklogskabens ulideligt klare lys med alt det man burde havde set, burde
havde vidst, burde havde bemærket, burde havde reageret på, - men det gjorde
vi ikke. En smuk, kærlig hund manglede et hjem og det havde vi - længere var
den ikke , længere fik vi ikke tænkt- trods observationerne af hunden.
Mickey havde jo nok skullet betale prisen uanset hvem der havde taget ham.
Vi har ikke fortrudt at vi tog ham, vi havde nogle gode måneder med ham,
men sorgen over den alt for tidlige aflivning ville vi gerne have undværet.

/ Anette

---

On Sun, 28 Nov 2004 21:50:57 +0100, "Anette" <anette@readonlymail.com>
wrote:


>Det er så nemt at dunke sig selv oven i hovedet efter aflivningen, i
>bagklogskabens ulideligt klare lys med alt det man burde havde set, burde
>havde vidst, burde havde bemærket, burde havde reageret på, - men det gjorde
>vi ikke.

Er det ikke altid sådan når man mister et dyr... og specielt et ungt
dyr?
Har selv for ganske nylig mistet en kat, og jeg har skam også dunket
mig selv oveni hovedet fordi det var mig dervaruansvarligoglodkatten
rende frit,men kattennødsin frihed, og så er det jo risikoen man
løber. Katten var højst sandsynligt blevet påkørt.


>Mickey havde jo nok skullet betale prisen uanset hvem der havde taget ham.
>Vi har ikke fortrudt at vi tog ham, vi havde nogle gode måneder med ham,
>men sorgen over den alt for tidlige aflivning ville vi gerne have undværet.

Joeh, men tænk hvis det var nogle andre der havde fået ham. Nogen som
IKKE ville ha' aflivet ham, men som i deres misforståede godhed lod
ham leve med en alvorlig sygdom og måske også med smerter. Så er det
alligevel bedre at han har haft det godt hos jer så længe, og har fået
fred FØR det blev slemt.
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk