/ Forside / Interesser / Andre interesser / Spiritisme / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Spiritisme
#NavnPoint
frk.fidus 995
pallebhan.. 385
Dr.Mark 244
Nordsted1 240
mango 230
Rellom 230
dova 203
jakjoe 200
svendgive.. 200
10  enligmorh.. 200
Forskning i reinkarnation
Fra : Jahnu


Dato : 15-11-04 09:48

Swarnlata og hendes forrige liv

Dette er tredje del i serien om Dr. Ian Stevenson og hans forskning i
reinkarnation. Vi bringer her et eksempel på en af de næsten 3000
sager, han har arbejdet med i sine mere end 4 0 år som forsker i det
paranormale. Vi skal til Indien og følge Swarnlata, en lille pige, der
husker et liv som en kvinde ved navn Biya. Sagen er et uddrag fra
Stevensons første bog Twenty Cases Suggestive of Reincarnation (Tyve
tilfælde, der tyder på reinkarnation).
Artiklen er hentet fra internettet: www.childpastlives.org
________________________________________

Historien om Swarnlata er typisk for Stevensons sager: den lille piges
erindringer begyndte, da hun var tre år gammel, hun gav nok
information til at sætte Stevenson i stand til at lokalisere familien
hos den bortgåede person, som hun huskede (sagen blev 'løst'), og hun
gav mere end 50 præcise detaljer, der alle blev bekræftede.
Men Swarnlatas tilfælde er også forskellig fra de fleste, for hendes
erindringer falmede ikke. Og hendes er et smukt tilfælde, der
kendetegnes af kærlighed og lykkelige minder i stedet for voldelig død
og strid imellem kaster og familier som i så mange andre sager.
Swarnlata Mishra fødtes i en intellektuel og velstående familie i
Pradesh i Indien 1948. Da hun var omkring tre år gammel, var hun ude
at køre en tur med sin far. I byen Katni, mere end 150 km fra hendes
hjem, pegede hun pludselig og bad chaufføren dreje ned ad vejen til
"mit hus" og foreslog, at de kunne få en bedre kop te der end på
landevejen.

Kort tid efter fortalte hun flere ting, der alle blev nedskrevet af
hendes far, om sit liv i Katni. Hun sagde, at hendes navn var Biya
Pathak, og hun havde to sønner. Hun gav enkeltheder om huset: Det var
hvidt med sorte døre, der var udstyrede med jerntremmer. Fire værelser
havde stukkatur, men de andre steder var mindre fuldførte. Fordøren
var lavet af stenplader. Huset lå i Zhurkutia, et distrikt i Katni.
Bag huset var en pigeskole, foran løb en jernbane, og et cementværk
kunne ses derfra. Hun føjede til, at familien havde en bil (meget
sjældent i Indien selv i 1950erne og specielt før Swarnlata var født).
Swarnlata sagde, at Biya døde af en 'smerte i sin hals' og blev
behandlet af Dr. S. C. Bhabrat i Jabalpur. Hun huskede også et
tilfælde ved et bryllup, da hun og en veninde havde haft svært ved at
finde et toilet.

I foråret 1959, da Swarnlata var 10 år gammel, kom sagen Professor Sri
H. N. Banerjee, en indisk forsker i paranormale fænomener og kollega
til Stevenson, for øre. Han tog de noter, hendes fader havde gjort og
rejste til Katni for at fastslå, om Swarnlatas erindringer kunne
efterprøves.

Uden at bruge noget som helst andet end Swarnlatas beskrivelse fandt
han huset, selv om det var blevet udvidet og sat i stand siden 1939,
da Biya døde. Det tilhørte familien Pathak (et almindeligt navn i
Indien), en velhavende, fremtrædende familie med mange
forretningsforbindelser. Cementværket lå på en grund, der stødte op
til ejendommen. Pigeskolen var 100 meter bag Pathaks ejendom, men
kunne ikke ses fra facaden.

Biya Pathak døde i 1939 og efterlod en sørgende ægtemand, to små
drenge og mange yngre brødre. Pathak-familien havde aldrig hørt om
familien Mishra, der boede 150 km derfra, og Mishra'erne kendte heller
intet til Pathak-familien.

Historiens næste akt lyder som en intrige af Agatha Christie, men er
ikke desto mindre sand. I sommeren 1959 rejste Biyas mand, søn og
ældste bror til byen Chatarpur, hvor Swarnlata nu boede, for at sætte
Swarnlatas hukommelse på prøve. De røbede ikke deres identitet eller
formål til andre i byen, men hvervede ni bysfolk til at komme med til
Mishras hjem, hvor de kom uanmeldt.

Swarnlata genkendte med det samme sin bror og kaldte ham 'Babu', Biyas
kælenavn for ham. Stevenson giver kun de nøgne kendsgerninger, men man
kan levende forestille sig, at følelserne gik højt på dette tidspunkt.
Prøv at forestil, hvordan Babu må følt ved at blive genkendt af sin
afdøde søster, der var blevet genfødt.

Ti år gamle Swarnlata gik rundt i værelset og så på den ene af mændene
efter den anden. Nogle identificerede hun som mænd, hun kendte fra sin
by, nogle var fremmede for hende. Så kom hun til Sri Chintamini
Pandey, Biyas mand. Swarnlata sænkede sine øjne og blev genert, som
hindukvinder gør i deres mænds tilstedeværelse, og sagde hans navn.
Stevenson siger intet om Sri Pandeys reaktion på at finde sin hustru
efter 20 år.

Swarnlata identificerede også korrekt Biyas søn Murli, der var 13 år
gammel, da Biya døde. Men Murli havde planlagt at vildlede hende, og
"i næsten 24 timer insisterede han imod hendes indvendinger på, at han
ikke var Murli, men en anden." Murli havde også en ven med og forsøgte
igen at vildlede Swarnlata ved at hævde, at han var Naresh, Biyas
anden søn, der var omtrent på samme alder som denne ven. Swarnlata
påstod lige så indædt, at han var en fremmed.

Til sidst mindede Swarnlata Sri Pandey om, at han havde tilvendt sig
1200 rupier, som Biya havde haft i en æske. Sri Pandey indrømmede
denne private kendsgerning, som kun han og hans hustru havde haft
kendskab til.

Guldfyldninger

Nogle uger senere tog Swarnlatas far hende til Katni for at besøge
huset og byen, hvor Biya boede og døde. Da de ankom, lagde hun med det
samme mærke til og nævnte husets forandringer. Hun spurgte om
rækværket bag huset, en veranda og et nimtræ, der plejede at stå på
grunden. Alle var blevet fjernet siden Biyas død. Hun genkendte Biyas
værelse og værelset, hvor hun døde. Hun genkendte en af Biyas brødre
og identificerede ham korrekt som hendes næstældste bror. Hun gjorde
det samme for den tredje og fjerde bror, den yngre brors hustru, bror
nummer tos søn (og kaldte ham ved hans kælenavn 'Babu'), en nær ven af
familien (hun kommenterede korrekt, at han havde fået briller, hvilket
han først havde fået efter Biyas død) og hans hustru (som hun kaldte
ved hendes kælenavn 'Bhujai') og Biyas svigerinde - i alle tilfælde
med dertil svarende følelser af gråd og nervøs latter.

Hun identificerede også korrekt en tidligere tjener, en gammel sælger
af betelnødder og familiens hyrde (på trods af hendes yngste brors
forsøg på at teste Swarnlata ved at påstå, at hyrden var død).
Lidt senere blev Swarnlata ført ind et værelse, der var fuldt af
fremmede mennesker, og spurgt, hvem hun genkendte. Hun udpegede
korrekt sin mands fætter, Biyas svogers hustru og en jordemoder, som
hun identificerede ikke ved hendes nuværende navn, men ved det navn,
hun havde brugt, da Biya levede. Biyas søn Murli præsenterede i en
anden test Swarnlata for en mand, som han kaldte en ny ven, Bhola.
Swarnlata påstod korrekt, at denne mand faktisk var Biyas anden søn,
Naresh. I en anden test forsøgte Biyas yngste bror at sætte en fælde
for Swarnlata ved at sige, at Biya havde mistet sine tænder. Swarnlata
faldt ikke i fælden og fortsatte med at sige, at Biya havde
guldfyldninger i sine fortænder, hvilket brødrene havde glemt og måtte
få bekræftet ved at rådføre sig med deres hustruer, der kunne
fortælle, at Swarnlata talte sandt.

Dette må have været et syn. Her var en vildt fremmed ti år gammel
pige, der kom så langvejs fra i forhold til indisk kultur, at hendes
dialekt var udpræget forskellig fra Pathak'erne, og opførte sig
fortroligt som en ældre søster af huset, var bekendt med fortrolige
navne og familiehemmeligheder og tilmed huskede forhold i ægteskab,
gamle tjenere og venner. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at hendes
erindringer var fastfrosset på tidspunktet for Biyas død. Swarnlata
vidste intet om, hvad der var sket i familien Pathak efter 1939.
I de følgende år besøgte Swarnlata familien Pathak regelmæssigt.
Stevenson undersøgte sagen i 1961 og bevidnede et af disse besøg. Han
iagttog det kærlige forhold, der var imellem Swarnlata og familiens
andre medlemmer. De accepterede hende alle som Biya genfødt.
Swarnlata opførte sig passende reserveret imod Biyas ældre, men når
hun var alene med Biyas sønner, var hun afslappet og spøgefuld, som en
moder ville være det, en adfærd, der ellers ville være fuldstændig
upassende i Indien for en ti år gammel pige i selskab med mænd, der
var midt i trediverne og ikke beslægtede med hende.

Pathak-brødrene og Swarnlata overholdt Rakhi, en hindu-tradition, hvor
brødre og søstre hvert år fornyr deres hengivenhed til hinanden ved at
udveksle gaver. Ja, Pathak-brødrene blev kede af det og vrede et år,
da Swarnlata sprang over ceremonien. De syntes, at fordi hun havde
levet med dem i 40 år og kun med Mishra'erne i ti år, havde de mere
krav på hende. Som tegn på, hvor meget Pathak'erne troede på, at
Swarnlata var deres Biya, indrømmede de, at de havde ændret deres syn
på reinkarnation efter at have mødt Swarnlata og accepteret hende som
Biya genfødt. Pathak'erne havde på grund af deres status og rigdom
tilegnet sig vestlige ideer og ikke troet på reinkarnation, før dette
skete. Swarnlatas fader, Sri Mishra, accepterede også Swarnlatas
tidligere identitet som sand. Da det nogle år senere var tid for
Swarnlata til at blive gift, rådførte han sig med Pathak'erne om
valget af en mand til hende.

Hvordan havde Swarnlata det med alt dette? Var det forvirrende for
hende så fuldstændigt at huske livet som en anden voksen kvinde?
Stevenson besøgte hende i årene, der fulgte og brevvekslede med hende
i ti år efter, at sagen var blevet udforsket. Han rapporterer, at hun
voksede op normalt, fik en videregående uddannelse i botanik og blev
gift. Hun sagde, at somme tider, når hun mindedes sit lykkelige liv i
Katni, fyldtes hendes øjne med tårer og i et par øjeblikke ønskede
hun, at hun kunne vende tilbage til Biyas liv og rigdom. Men hendes
loyalitet til Mishra-familien forblev intakt og bortset fra
regelmæssige besøg til Katni gik hun videre med livet, voksede op til
at blive en smuk ung kvinde og accepterede fuldt ud sin plads i dette
liv.

På nogle måder er Swarnlata typisk for Stevensons sager: det
forbløffende antal af kendsgerninger og mennesker, hun huskede, den
udtrykkelige identifikation af den tidligere personlighed,
udvekslingen af besøg imellem familierne og alderen, hvor hun først
begyndte at huske.

Hvad der ikke er typisk, er de vedvarende klare erindringer langt ind
i voksenalderen, manglen på en traumatisk død og støtten og
samarbejdet familierne imellem (i de fleste tilfælde modsætter den ene
eller begge familier sig, at barnet opmuntres, eller at sagen kommer
ud til resten af verden). Dette er er et smukt tilfælde, der
illustrerer, hvor berigende erindringer fra et tidligere liv kan være.
Men mange af Stevensons tilfælde er historier, hvor kærlighed og
mirakuløse genforeninger blander sig med konflikt, voldelig død og
fjendtlige følelser.

www.iskcon.com www.iskcon.dk www.harekrishna.dk
www.in2-mec.com www.krishna.com


 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177577
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6409071
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste