> Hej Helle
>
> Jeg er utroligt ked af at høre din historie. Du lyder som en meget
ulykkelig
> pige i en næsten umulig situation.
>
> Jeg har nok ikke været den bedste til at råde og vejlede om sorg og krise,
> da mit liv faktisk har flasket sig som ønsket.......indtil for 14 dage
> siden.
> Der fik jeg en leksion i sorg og krise jeg aldrig havde drømt om. Min
> kæreste igennem 5 år og jeg har de seneste 3,5 år boet sammen i eget hus
> sammen med vores 15 mdr gamle datter. Min kæreste havde haft
> depressionslignende symptomer i ca. 2 måneder, og blev også behandlet der
> efter. For 3 uger siden blev hun så i løbet af nogle dage meget syg, med
> bl.a. talebesvær og motorikproblemer. Den 27/10 døde Karina af en
> betændelsestilstand i hjernen kun en uger efter hun var blevet indlagt.
Hun
> blev 25 år......
> Nu sidder jeg i et hus på 125 kvm, som virker MEGET stort. Heldigvis har
jeg
> vores datter på 15 mdr til at holde mig oppe.
>
> Derfor kan jeg nu sige til dig.:
>
> - Som jeg ser sin historie, så er du blevet fyret, men han har ikke
> ryggraden til at sige det til dig, så han lister dig bare ud i små
etapper.
> Gør som vvv også giver udstryk for. Enten er i kærester og bor sammen,
eller
> også har du fortjent bedre.
>
> - Du kan sagtens sove alene, hvis du ikke har andet valg. Jeg har her i
> starten fået nogle piller der kan hjælpe mig til at falde i søvn. Måske er
> det en mulighed i starten.
>
> - Jeg har før i tiden selv boet på Kollegie med ialt 400 beboere. Jeg
boede
> der i 3,5 år og havde det rigtigt godt der. Altid nogen at snakke med og
man
> kunne stadig gå ind på værelset og være sig selv. Vi var 16 mennesker på
en
> gang med fælles køkken. Det var godt med fælleskøkken, da man så blev nød
> til at hilse/snakke med de andre. Jeg var utrolig glad for at bo på
> kollegie. Det var iøvrigt også der jeg mødte Karina.
>
> - Lille lejlighed kan også sagtens bruges, hvis man ikke har noget valg.
Mit
> Kollegieværelse var 14 kvm og det gik jo rimeligt. Du kan sagtens bo i en
> lejlighed på 20-30 kvm, hvis det er det du har råd til.
>
> Du spørger "Hvad laver man når man sidder der alene? i stilheden,
tomheden,
> ensomheden....hvad laver I?
>
> Tja, nu er der ikke så meget stilhed her endnu, da jeg har stor støtte fra
> famile og venner, men hverdagen melder sig jo en dag, og så må man have
> nogle interesser. TV, bøger, trikketøj, modelbiler, fluebinding o.s.v.
Man
> vælger selv. I forskel til mig, så har du ogsp muligheden for ting uden
for
> hjemmet, Fodboldt, håndboldt, badminton, café, gå i byen o.s.v.
>
> Du må trække på de venne du har, ellers kan man i gennem stedder som
> dating.dk også finde venner. Det er ikke altid det skal være en kæreste
man
> finder sådanne steder.
>
> Kort sagt......Du skal nok klare dig igennem en evt. brud med kæresten. Du
> er ikke den første og heller ikke den sidste der mister en man elsker.
Folk
> kommer videre, men det tager tid og koster tåre. Det er i hvert tilfælle
det
> håb jeg klynger mig til nu.......
>
>
> Med venlig hilsen Ole Frederiksen
Hej Ole, og også hej til Helle som startede tråden, jeg læste ved en
tilfældighed denne tråd, da jeg af og til kigger ind i denne nyhedsgruppe
efter at jeg mistede min 21 år gamle lillebror for 1år siden.
Ole, jeg beklager sorgen, det må være en svær tid du går igennem lige nu, og
selvom det sikkert ikke gør den ringeste forskel, så føler jeg med dig. Det
er godt du har din lille datter, som garanteret sender dig et smil af og
til, selvom du er ude af dig selv af sorg, og så er det nok vanskeligt ikke
at smile tilbage til det lille kvindefrø.
Helle, din sorg og bekymring for fremtiden føles sikkert lige så stor for
dig, som sorgen og bekymringen gør for Oles, og også mig selv for den sags
skyld.
En god ven sagde noget til mig som fik mig til at tænke over tingene;
Hvis du oplever en stor sorg eller bekymring nu, så vil den formodentlig
overskygge alt hvad du tidligere har oplevet, og så er det ligemeget om du
er 14 år og lige har mistet din første kæreste, om du er 29 år og lige har
mistet din kone, om du er 35 og lige har mistet din bror, eller om du er 50
og lige har mistet et barn. Den sorg du oplever her og nu, er så
altoverskyggende, så du er overbevist om at du aldrig vil kunne opleve noget
der er værre.
Jeg tror at vi sølle mennesker bliver nødt til at klø på, komme videre,
lægge planer, gøre noget, for at komme igennem vores kriser. Selvfølgelig
skal vi have lov til at være kede af det, når vores liv ikke går som vi
kunne ønske det, men man skal ikke lade sorgen tage overhånd, eller næsten
ligefrem dyrke den, som nogen kan finde på at gøre. Det er i hvert fald
sådan at jeg har gjort, i den tid som jeg har følt som mit livs største
katastrofe.
Helle, det er sikkert ikke særlig åbenlyst for dig, men for os andre, som
ser på din situation udefra, er det ret åbenlyst at din kæreste vil "fyre"
dig, men ikke har no.... til at sige det ligeud. At du elsker ham gør ikke
den store forskel, foruden at det gør din kæreste i stand til at sno dig
omkring hans lillefinger. Man kan altså ikke bygge et forhold på at den ene
elsker og den anden elsker ikke. Du bliver nødt til at se dig om efter andre
græsgange, selvom du finder det kedeligt så prøv at gå til sport, bingo,
klub, aftenskole, køb en hund og gå tur med den i parken, eller hvad som
helst du kan finde på for at tvinge dig selv til at møde andre mennesker. Og
så se dig om efter et andet sted at bo, og sig farvel og tak til din
kæreste, måske kan i forblive venner, hvem ved?
Efter min lillebrors død gik jeg til psykolog, bare for at gøre noget, men
fandt ret hurtigt ud af at det fik jeg ikke så meget ud af. Så prøvede jeg
en latterklub, og ja det er måske ret fjollet, men ganske
grænseoverskridende, og jeg tvang mig selv til at komme ud og se på nogle
glade menensker, selvom jeg bare var så ked af det. Jeg har hjulpet min
datter med at få et arbejde som avispige, og jeg har hjulpet hende igang, og
jeg har stået op sammen med hende søndag morgen klokken 4 for at dele
Jyllands Posten ud. Jeg er naturligvis stadig meget ked af at have mistet
min bror som stod mig meget nær, og ja, der er stadig mange rigtigt dårlige
dage, men jeg er på vej videre, og jeg tror det er fordi jeg gør noget -
hele tiden!
Håber alt mit "vås" kan bruges konstruktivt
--
Martin
www.xn--brdls-wuac.dk/sorg.htm eller
www.brødløs.dk/sorg.htm