---

Jeg har mistanke om, at min far har en depression. Han mistede sin far for
et lille år siden og begyndte i den forbindelse at gå til psykolog, men hans
depressive opførsel begyndte lang tid før: han er meget aggressiv, føler
stor kedsomhed ved livet og sin familie (vi har ellers altid haft et tæt
familieforhold, og han skal til at være bedstefar for første gang), han
drikker meget og er frem for alt blevet meget ondskabsfuld over for min mor.
Han benægter at have et problem og aflyser næsten hver gang sin tid hos
psykologen. Hvad skal man gøre som pårørende i en sådan situation? Det er
meget frustrerende, og jeg føler mig så magtesløs - især når det kommer til
hans ondskabsfulde behandling af min mor. Hans sidste angreb lød på, at hun
ikke skulle være så forhippet på, at han overholdt sine aftaler med
psykologen, for psykologen havde rådet ham til at flytte fra os alle
sammen... Må en psykolog egentlig råde sine patienter sådan? Han har kun
haft fire samtaler fordelt over et halvt år.

Håber der er nogen her, der har gode råd til at få os videre.

Venlige hilsner
Kristina

---

"Kristina Søndergaard" <Kristina_Sondergaard@hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:41543364$0$246$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> Jeg har mistanke om, at min far har en depression. Han mistede sin far for
> et lille år siden og begyndte i den forbindelse at gå til psykolog, men
hans
> depressive opførsel begyndte lang tid før: han er meget aggressiv, føler
> stor kedsomhed ved livet og sin familie (vi har ellers altid haft et tæt
> familieforhold, og han skal til at være bedstefar for første gang), han
> drikker meget og er frem for alt blevet meget ondskabsfuld over for min
mor.
> Han benægter at have et problem og aflyser næsten hver gang sin tid hos
> psykologen. Hvad skal man gøre som pårørende i en sådan situation? Det er
> meget frustrerende, og jeg føler mig så magtesløs - især når det kommer
til
> hans ondskabsfulde behandling af min mor. Hans sidste angreb lød på, at
hun
> ikke skulle være så forhippet på, at han overholdt sine aftaler med
> psykologen, for psykologen havde rådet ham til at flytte fra os alle
> sammen... Må en psykolog egentlig råde sine patienter sådan? Han har kun
> haft fire samtaler fordelt over et halvt år.
>
> Håber der er nogen her, der har gode råd til at få os videre.

Seperation og tid er eneste løsning for jer.
Han har brug for megen tid til at finde sig selv,
men de daglige påvirkninger gir' ham ikke roen til det.

I er de stærke, far den svage, derfor skal han hjælpes,
og det lykkes kun med fred og ro og lang tid.

---

Olesen wrote:
> "Kristina Søndergaard" <Kristina_Sondergaard@hotmail.com> skrev i en
> meddelelse news:41543364$0$246$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>> Jeg har mistanke om, at min far har en depression. Han mistede sin
>> far for et lille år siden og begyndte i den forbindelse at gå til
>> psykolog, men hans depressive opførsel begyndte lang tid før: han er
>> meget aggressiv, føler stor kedsomhed ved livet og sin familie (vi
>> har ellers altid haft et tæt familieforhold, og han skal til at være
>> bedstefar for første gang), han drikker meget og er frem for alt
>> blevet meget ondskabsfuld over for min mor. Han benægter at have et
>> problem og aflyser næsten hver gang sin tid hos psykologen. Hvad
>> skal man gøre som pårørende i en sådan situation? Det er meget
>> frustrerende, og jeg føler mig så magtesløs - især når det kommer
>> til hans ondskabsfulde behandling af min mor. Hans sidste angreb lød
>> på, at hun ikke skulle være så forhippet på, at han overholdt sine
>> aftaler med psykologen, for psykologen havde rådet ham til at flytte
>> fra os alle sammen... Må en psykolog egentlig råde sine patienter
>> sådan? Han har kun haft fire samtaler fordelt over et halvt år.
>>
>> Håber der er nogen her, der har gode råd til at få os videre.
>
> Seperation og tid er eneste løsning for jer.
> Han har brug for megen tid til at finde sig selv,
> men de daglige påvirkninger gir' ham ikke roen til det.
>
> I er de stærke, far den svage, derfor skal han hjælpes,
> og det lykkes kun med fred og ro og lang tid.

Det virker voldsomt med seperation, men måske er det den bedste løsning -
det kan dog gå to veje...enten ryger han endnu mere ned, eller også vågner
han op og indser hvad han er ved at sætte over styr, og miste...

Er situationen uholdbar for din mor især, så må hun tage sig af sig selv
først og fremmest, altså skabe afstand til ham ved at flytte hver for sig,
for det lyder bestemt ikke særlig rart for hverken hende eller jer
andre....Sålænge personen der er "noget galt med" ikke selv kan eller vil se
det, så er der ikke så meget at gøre, for ændringen skal komme fra en selv,
ikke påduttes af andre, det virker sjældent....og her er der mange svære
valg for din mor, for en ting er at hun vel holder af ham og ikke vil lade
ham i stikken, men en anden ting er om hun selv kan 'overleve' i denne
situation...den er svær, men det lyder til at der må handles...

---

Kristina Søndergaard wrote:
> Jeg har mistanke om, at min far har en depression. Han mistede sin
> far for et lille år siden og begyndte i den forbindelse at gå til
> psykolog, men hans depressive opførsel begyndte lang tid før: han er
> meget aggressiv, føler stor kedsomhed ved livet og sin familie (vi
> har ellers altid haft et tæt familieforhold, og han skal til at være
> bedstefar for første gang), han drikker meget og er frem for alt
> blevet meget ondskabsfuld over for min mor. Han benægter at have et
> problem og aflyser næsten hver gang sin tid hos psykologen. Hvad skal
> man gøre som pårørende i en sådan situation? Det er meget
> frustrerende, og jeg føler mig så magtesløs - især når det kommer til
> hans ondskabsfulde behandling af min mor. Hans sidste angreb lød på,
> at hun ikke skulle være så forhippet på, at han overholdt sine
> aftaler med psykologen, for psykologen havde rådet ham til at flytte
> fra os alle sammen... Må en psykolog egentlig råde sine patienter
> sådan? Han har kun haft fire samtaler fordelt over et halvt år.
>
> Håber der er nogen her, der har gode råd til at få os videre.
>
> Venlige hilsner
> Kristina

En psykolog må vist gerne råde en til at flytte fra sin familie hvis det
skønnes at det er den bedste løsning her og nu, men det lyder lidt mærkeligt
efter kun 4 samtaler i alt ...måske mener psykologen at det er bedst for
jer, først og fremmest, men det fortæller din far vel ikke, hvis det er det
der var ment....

Jeg går ud fra at I har forsøgt at tale med ham om det? Har din mor snakket
med ham om at flytte fra hinanden hvis det fortsætter på den måde? (og i så
fald, hvad siger han så til det?)