"Lars Erik Bryld" <larserik@dadlnet.invalid> skrev i en meddelelse
news:51dxlp4o6691.dlg@lebryld.fqdn...
> Sakset fra
http://www.praesteforening.dk/ :
>
>
> Vedr. prædikenen af 16. maj og Kristeligt Dagblads referat fra mødet i
> Skanderborg kirkecenter l. juni 2004.
>
> For perspektiveringens skyld vil jeg tage udgangspunkt i den fælles
> presseudtalelse fra 23. juli 2003.
>
> Fra min side blev den tiltrådt i tilslutning til den lutherske
> opfattelse af det almindelige præstedømme, hvor enhver, der er døbt,
> er såvel pave, biskop og præst, men hvor man af sin midte kalder en
> til at føre ordet og forvalte sakramenterne. Denne menighedens
> kaldelse er "det eneste, som er absolut nødvendigt" (Leif Grane:
> Confessio Augustana, s.129). Hvad der konstituerer kirken er (foruden
> den rette forvaltning af sakramenterne) forkyndelsen. Men forkyndelsen
> er ikke nødvendigvis det samme som "den 'rigtige dogmatik'", så at den
> "ren(e) lære i betydningen den rette teologi skulle være kriterium for
> den sande kirke" (ibid, s. 75).
>
> Det særlige præstedømme er forpligtet til redeligt at tjene det
> budskab, der "findes i de profetiske og apostoliske skrifter" (Det
> Gamle og Det Nye Testamente) med samt "vores danske,
> evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger" (som det hedder i
> præsteløftet). Hvad angår de sidstnævnte hedder det hos Leif Grane i
> Den danske folkekirkes bekendelses-skrifter, at "(d)et skal blot
> nævnes, at det er en forudsætning, at disse skrifter ikke står på
> linie med Bibelen, men at de er accepteret som udtryk for den bibelske
> forkyndelse og kun, for så vidt som de virkelig er i overensstemmelse
> hermed. Det drejer sig om skrifter, som har deres oprindelse i
> historien, det vil sige, at de hver især er bestemt af historiske
> forudsætninger, forskellige i hvert enkelt tilfælde, og forskellige
> fra vores forud-sætninger. En forpligtende læsning af dem kan kun
> finde sted, hvis man tager dette i betragtning." (Grane, s. 11)
>
> Det er vigtigt at fremhæve, at centrum i såvel de oldkirkelige
> symboler som i Confessio Augustana er Kristus. "Taber vi midtpunktet
> af syne, bliver alle enkeltheder tomme og magtesløse" (Regin Prenter:
> Den lutherske bekendelse i dag, s. 81). Eller med et citat fra sammes
> dogmatik (Skabelse og Genløsning, s.323): "Derfor: Gud er Jesus.
> Udenfor Jesus findes kun vores gudsidéer, som alle er produkter af
> afgudsdyrkelsen." (et citat, jeg også anførte i den redegørelse af 24.
> juni 2003, der dannede baggrund for min tilbagevenden til mit embede
> 23. juli s.å.)
>
> Med andre ord: kun i det omfang, vi taler om den Jesus, der træder os
> i møde gennem skrifter, giver 1. og 3. trosartikel kristeligt set
> mening, hvilket igen betyder, at selv når vi taler om skabelse,
> opretholdelse og fuldendelse, taler vi i menneskelig fortrolighed. Der
> gives ingen anden vej til bestemmelse af, hvad Gud og Helligånd er,
> end gennem det, vi erfarer i mødet med Jesus af Nazaret.
>
> Som enhver vil kunne forvisse sig om ved at læse, hvad jeg i tidens
> løb har offentliggjort (se for prædikernes vedkommende indledningen
> til min bog Til sagen, 2004), har jeg på intet tidspunkt gjort mig til
> talsmand for ny eller fremmed lære, men alene søgt at besinde mig på
> Bibelen, ikke forudsætningsløst, men ved at betragte den gennem dens
> virkningshistorie. Dér spiller bekendelsesskrifterne selvsagt en
> afgørende rolle som præcisering af, inden for hvilke rammer der tales.
>
> I den af biskoppen fremdragne prædiken fra 5. søndag efter påske
> forsøger jeg at gøre op med den teistiske (national)gud ved at henvise
> til Jesu opgør med sin samtids gudsforestillinger. Jeg advarer derfor
> mod, at nogen sætter sig i guds sted for at dømme levende og døde,
> fordi det gudsbillede, der gøres gældende i kristendommen, er "herren
> som tjener" og "den mindste som den største" - den lutherske
> bekendelses midtpunkt og centrum, Kristus.
>
> Det er, hvad jeg i prædikenen kalder at omdefinere "denne Gud (den
> teistiske (national)gud) i menneskelighedens våbenløse billede" (jeg
> kunne også have sagt: i Jesu billede så vist, som han er "det sande
> menneske", "den anden Adam", men valgte altså et mindre dogmatisk
> sprogbrug).
>
> Derefter følger den trinitariske bekendelse (naturligvis igen med
> Kristus som omdrejningspunkt). Formuleringen af Gud, som den, der
> abdicerer, er ikke min, men findes bl.a. hos salmedigteren Sthen så
> tidligt som 1578 (DDS, nr.110): "Han verden skabte til sit behag og
> styrer alt deri.. Men ned han lagde sin guddomsmagt, en tjener vorder
> han..." (Jeg erindrer så i øvrigt ikke at have brugt denne formulering
> i nogen tidligere sammenhæng).
>
> Vigtigt bliver det desuden at fastholde Den
> nikæno-konstantinopolitanske bekendelses understregning af, at
> Helligånden skal æres på linie med Faderen og Sønnen for dermed at
> understrege, at i treenigheden er Gud-Helligånd ikke mindre gud end
> Gud-Fader og Gud-søn.
> Gud-Helligånd er kirkens tid og dermed gud som nutid. "Så hvis Guds
> vilje skal ske (som det hedder i den anførte prædiken), hvis
> retfærdigheden skal ske fyldest, er det os, der råder for den" takket
> være denne gave. "Der er (derfor) ikke længere nogen himmelsk garanti
> eller indgribende magt; der er kun det gudsrige, der lykkes ved os og
> med os. Så lykkes det ikke, er der intet." - "Vi er hans
> opstandelseslegeme", som Paulus udtrykker det, "og det åg er godt og
> den byrde let", kan vi tilføje med Matthæus. Skulle det ikke være godt
> budskab, "evangelium (...) for det menneske, som må se sit liv knust
> eller mislykket" for nu at citere biskoppen? Giver netop ikke det
> fortrøstning til, at vores liv så alligevel ikke er knust, alligevel
> ikke er mislykket? (Det er ikke tilfældigt, at salmen før prædikenen
> var DDS, nr. 307, Gud Helligånd, vor igenføder og salmen efter DDS,
> nr.411, Hyggelig, rolig - de øvrige salmer DDS, nr.3, DDS, nr.300,
> DDS, nr.466, og endelig nr.606 (gl. salmebog)).
>
> I stedet for ufravendt at have blikket rettet mod den gamle pagts Gud
> eller Herrens levedage kan vi således rejse hovedet i forvisning om,
> at alt, hvad vi har fornødent er for hånden, fordi vi lever i
> Helligåndens tid. Det er det, der er pointen i referatet af 3. juni,
> når der siges: "Der er ikke mere gud i Gud eller i Sønnen, end der er
> i Helligåndens samfund. Og det er os..."
>
> Og hvad vi er medarbejdere på, kan "mediteres" frem ved hjælp af
> Fadervor (som det fremgår af samme referat). Vi kan ikke smyge
> ansvaret af os ved at gøre Gud stor og os selv små. Små i Jesus
> forstand bliver man netop ved at tjene og ikke ved at erklære sig
> selv for at være for lille til at kunne gøre noget eller Gud for så
> stor, at vi ikke har behov for at gøre noget.
>
> Afsluttende bemærkninger:
>
> Jeg er mig ikke bevidst på noget tidspunkt at have udtalt mig
> nedladende om tidligere tiders forestillingsverden, men jeg har
> problematiseret det, når man i dag uden videre har gjort fortidens
> forestillinger gældende.
>
> Jeg har alle dage følt mig forpligtet på traditionen (jeg har
> overhovedet ikke fantasi til at forestille mig andet). Teologien er et
> nødvendigt værktøj, men som i overensstemmelse med sin natur må være
> tilbageskuende. Forkyndelsen derimod har som opgave at åbne mod nuet
> og fremtiden.
> --
> Med venlig hilsen
> Lars Erik Bryld
+++++++++++++++++++++++++++++++++
Hele dette stykke som jeg går ud fra er Grosbøls tale er perfekt og i 100%
overensstemmelse med den tro jeg selv har. Han giver også udtryk for tanker
der er som taget ud fra mit eget hovede og som jeg gentagne gange har givet
udtryk for.
Gud starter som Gud Fader. Han åbenbarer sig som Gud Søn og lover at skrive
sig selv i os og loven på vore hjerter som Gud helligånd.
Dette menneske med Gud iboende er drivkraften i hvad man kunne kalde den
tredie trostidsalder.
Gud har valgt at virke gennem os således at hans riges repræsentation er det
vi kan gøre her på jorden.
Assistance og den 4. tidsalder kommer ved Jesu genkomst.
Hilsen
Jens