Det er et stykke tid siden jeg har set indlæg om en genre, man vagt kan
betegne som "alternativ" (tyvstjålet fra det amerikanske "alternative"), og
der er heller ikke mange indlæg fra folk der har set noget LIVE MUSIK - men
jeg agter at gå imod strømmen.
Søndag var jeg til koncert med de 2 herrer i emnelinjen og det var ...
anderledes. Ikke ueffent, men jeg tror nok, at jeg her tirsdag stadig
fordøjer oplevelsen. For dem, der ikke ved det, er Mike Patton stemmen fra
Faith No More (og Tomahawk, Fantômas, Mr. Bungle - men de hører strengt
taget til i en særklasse og dur oftest ikke som referencer) og Rahzel, human
beatbox o.a.
I en anmeldelse af Mike Patton og Rahzel koncerten som jeg læste på nettet,
havde nogen skrevet at Patton var
tidligere-rock-stjerne-nu-avant-garde-kunstner. Det passer nu ikke. Patton
startede avant garde-bandet Mr. Bungle i 1984, da han var 16 år gammel. I
1998 opløstes Faith No More, men Patton fortsatte i sideprojekterne Mr.
Bungle, Fantômas og Tomahawk, sidstnævnte kan i høj grad betegnes som et
rockband. Den rette betegnelse ville være rock- og avant gardestjerne.
Der var udsolgt i Lille Vega søndag den 22. august 2004 da Patton og Rahzel
indtog scenen med deres vokalshow. De havde kun dem selv, 4 mikrofoner og et
par meget primitive mixerpulte med. Rahzel var vældig afdæmpet gennem hele
showet, mens Patton som sædvanligt spillede klovnen. Makkerskabet fungerede
dog godt. Nogen i salen ville optage koncerten på video, men så sagde Rahzel
at han personligt ville komme ned og med sin store røv få denne person smidt
ud. Det lavede Patton til en lille sang, hvor han gentog "big ass, big ass"
og tilføjede "an' he's gotta big ass". Derefter blev der kun filmet
filmstumper med diverse digital-kameraer. De gik på ca. kl. 22.45, efter
Bichi fra Blue Foundation havde stået og mixet i en 45 min. tid. Vi var godt
nok også ved at blive noget utålmodige der.
Det er ikke let at gengive setlisten, for vi (gen)kendte ingen numre bortset
fra par covernumre, det ene "Solid as a Rock" (Sizzla). Rahzel lægger ud med
at synge det meget smukt med jamaicansk accent, men på et tidspunkt får
Patton fyret op for noget rhumba og så er vi ellers ovre i Bungle-gaden.
Tju-hej. Det gamle Clapton-nummer Cocaine konkluderede settet, men de kom
heldigvis ind og gav et par ekstranumre. På et tidspunkt satte Rahzel sig på
en forstærker og så skulle Patton synge skønsang for kvinderne. Han
tilføjede dog lidt brummeri i slutning af hver strofe, så det kildede Rahzel
mellem benene - i bedste Howard Stern stil - og det morede tydligvis de to.
De turde dog ikke invitere en kvinde op på scenen, for der var en eller
anden galning der har stået og skreget i starten af gigget på
et-eller-andet Faith No More-nummer og hende var de vist lidt bange for.
Hæh.
Vokalkoncerter er oftest meget afpudsede og ja, kedelige hvis I spørger mig.
Denne koncert bar bestemt ikke præg af at være meget indøvet og heldigvis
for det. Det er fan'me fedt, når nogen gider at være spontane og afprøve
noget gakket på en scene også selvom det ikke fungerer 100%. Jeg er sgu'
glad for at jeg var der.
-Lin
|