---

Hej..

Vil gerne høre andre i dette forum hvordan i har det med børn og begravelse.
Skal man tage sine børn med til begravelse?
I mit tilfælde er det min farmor der snart dør og min søn er 6½ år.

Louise

---

JASO wrote:
> Hej..
>
> Vil gerne høre andre i dette forum hvordan i har det med børn og
> begravelse. Skal man tage sine børn med til begravelse?
> I mit tilfælde er det min farmor der snart dør og min søn er 6½ år.
>
> Louise

Hej Louise,

Den kan være svær at greje....jeg husker da jeg var 6 år, og opdagede at
døden eksisterede, ikke i form af at jeg skulle med til en begravelse men
fordi jeg hørte om en der var død. Jeg husker jeg græd hele aftenen for mig
selv, samtidig med at alle mulige tanker fløj rundt i hovedet på mig omkring
det med døden, og med dem følelser af ensomhed, angst, meningsløshed og
sorg...Jeg tror bestemt det havde hjulpet mig at mine forældre havde vidst
hvordan jeg havde det, og ganske enkelt havde snakket med mig om det. Jeg
tror det er vigtigt at give sig tid til emnet, og spørge ind til hvilke
tanker man (barnet) gør sig, og igennem stille og rolig snak om emnet (og
trøst hvis behov) hjælpe barnet til en naturlig forståelse af det der sker.
Jeg tror åbenhed og ærlighed er den bedste vej, men det er naturligvis en
vurderingssag. Du kan f.eks. spørge din søn om han vil med til begravelsen,
så det er hans egen beslutning, efter du har fortalt hvad det sker (er
sket). Mange børn vil tage det helt naturligt uden problemer, hvor andre vil
reagere som jeg gjorde...Det er svært at råde i denne sag, da der er
forskellige ting der spiller ind, men jeg håber du kan bruge min 6 årige
oplevelse til noget...

- Christina

---

"JASO" <louise_thornberg@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:412500bd$0$234$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej..
>
> Vil gerne høre andre i dette forum hvordan i har det med børn og
begravelse.
> Skal man tage sine børn med til begravelse?
> I mit tilfælde er det min farmor der snart dør og min søn er 6½ år.
>
Hej Louise

Som Christina skriver, så snak med drengen om hvad der er sket og hvad
der skal ske, så han ikke får nogle overraskelser.

I mit job på kirkegårde, har jeg set mange børn som har været med til
begravelser og lign. og jeg har aldrig oplevet nogle som ikke kunne klare
det, tværtimod har de mange gode/sjove kommentarer som man kun kan smile
af.

Mvh.Finn

---

>
> "JASO" <louise_thornberg@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:412500bd$0$234$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > Hej..
> >
> > Vil gerne høre andre i dette forum hvordan i har det med børn og
> begravelse.
> > Skal man tage sine børn med til begravelse?
> > I mit tilfælde er det min farmor der snart dør og min søn er 6½ år.

Hej Louise.
Jeg har selv været en 4-5år første gang jeg ønskede at komme emd til en
begravelse... Det gik min mor bare ikke med til, og nu forstår jeg det
sagtens, jeg kendte næsten ikke denne person, som ksulle begraves. Men
heldigvis fik jeg lov at komme emd til min morfars begravelse da jeg var 6,
ellers ville jeg heller aldrig ha kunne klare min mormor selvom jeg var 16
da hun døde. Fordi så havde jeg oplevet det før og vidst hvad der skulle
forgå.
Ingen her i gruppen har rigtig været inde på at det også har noget at gøre
med hvem den afdøde er...
Jeg tror at hvis det er en person som din søn holder virkelig virkelig meget
af, vil han senere i livet kunne blive utrolig ked af at han ikke var med
til begravelsen...!



--
Mvh Stefanie

---

JASO <louise_thornberg@hotmail.com> skrev:
>Hej..
>
>Vil gerne høre andre i dette forum
>hvordan i har det med børn og begravelse.
>Skal man tage sine børn med til begravelse?
>I mit tilfælde er det min farmor der
>snart dør og min søn er 6½ år.
>
>Louise

Hej

Det er vigtigt at tage børn med til begravelser. Et dødsfald
tættere end en farmor vil derfor ikke give den store chockefekt,
som det er for et lille barn at opleve en begravelse.

Har mistet min kone for et år siden, og min datter på 6 år deltog
der for første gang i en begravelse. Og det var overvældende.

Hans-Jørgen

---

"Hans-Jørgen Schmidt" <hans-jorgen.schmidt@privat.dk> skrev i en meddelelse
news:10950689310.491644316731552@dtext.news.tele.dk...
> JASO <louise_thornberg@hotmail.com> skrev:
> >Hej..
> >
> >Vil gerne høre andre i dette forum
> >hvordan i har det med børn og begravelse.
> >Skal man tage sine børn med til begravelse?
> >I mit tilfælde er det min farmor der
> >snart dør og min søn er 6½ år.
> >
> >Louise
>
> Hej
>
> Det er vigtigt at tage børn med til begravelser. Et dødsfald
> tættere end en farmor vil derfor ikke give den store chockefekt,
> som det er for et lille barn at opleve en begravelse.
>
> Har mistet min kone for et år siden, og min datter på 6 år deltog
> der for første gang i en begravelse. Og det var overvældende.
>
> Hans-Jørgen
>

Hej.

Jeg mener det kommer meget an på de voksne, der skal hjælpe barnet med at
håndtere begivenheden, bl.a. om deres tro og dermed holdning til døden, og
hvis de voksne er meget kede af det kan det være meget svært for barnet at
tackle. Og så kommer det naturligvis an på hvem det er der er død.

Hvis et barn under 10 år oplever et dødsfald i nær familie vil jeg kun lade
det være med til begravelsen hvis det har oplevet et dødsfald før og ved
hvad det er og meget gerne har været med til en begravelse før, hvor der
måske ikke har været så mange følelser involveret.
Hvis ikke barnet har oplevet dødsfald og begravelse før, så ville jeg nok
ikke tage det med i kirken, men i stedet lade det sige farvel på en anden
måde. Eksempelvis ved min farmors begravelse var min kusines børn med henne
i sygehuskapellet, hvor vi alle sammen stod rundt om den lukkede kiste og
sang et par salmer og bad Fadervor, inden børnene blev fulgt hjem af en
barnepige og de voksne fortsatte til kirken. Det var en god "mellemløsning"
for børnene, synes jeg.

Ved min farfars begravelse var min nevø på 6 år (han er i mellemtiden blevet
7½) med. Det var egentlig mest af nød og ikke en principiel beslutning om
hvorvidt børn skal være med eller ikke. Men min nevø skulle på besøg i
skolen første gang om eftermiddagen, inden han skulle starte i
børnehaveklasse et par måneder senere. Derfor måtte min søster og svoger
tage ham med og de gav ham valget imellem at være med til selve bisættelsen
eller sidde inde i kaffestuen og lege.
Han var med hele vejen og llærte nogle ting ved det, som han vil kunne bruge
senere i livet. Men det skal siges at min nevø og mine niecer havde ikke
noget nært forhold til deres oldeforældre, pigerne kunne næsten ikke huske
at de havde mødt ham. Min mor talte meget børnene om oldefars død. Min nevø
var mest optaget af det med hvad der skete efter døden. Mine to niecer, der
er et år yngre end deres bror, talte mest om praktiske ting og spurgte bl.a.
"Hvordan kommer han over i kisten, for han kan jo ikke gå når han er død?"
Min nevø var også med hjemme i farfars lejlighed hvor en række praktiske
ting skulle ordnes (farfar døde 9 måneder efter farmor), og her fik min nevø
bl.a. lov til at vælge en personlig ting. Selv om han egentlig ikke kendte
sine oldeforældre har han denne ting stående på sit værelse og fortæller at
den har han arvet efter oldefar.

Men drejer det sig om et familiemedlem, som barnet har kendt godt, så vil
jeg som sagt ikke tage det med i kirken, bl.a. på grund af dette: For 16 år
siden, da jeg var 6 år, døde min bedste venindes mor af kræft, og min mor
deltog i begravelsen. Det var første gang min veninde oplevede døden, og det
blev en forfærdelig oplevelse, der har påvirket både hende selv og hele
familien. Det korte af det lange er at den 6-årige pige slog, sparkede,
græd, skreg og råbte højt MOOOOOOOOOOOOR DU MÅ IKKE DØØØØØØØØØØØØØØØ!!!!! To
voksne mænd måtte bogstaveligt talt trække hende væk fra kisten og slæbe
hende ud af kirken. Selvfølgelig skal pigen have lov til at komme ud med
sine følelser, men det her var bare ikke den rigtige måde at gøre det på.
Hun kunne have sagt farvel til moderen på en anden måde og nogen skulle
hjælpe hende med at bearbejde hendes sorg.

Med venlig hilsen Camilla.

---

> Det var første gang min veninde oplevede døden, og det
> blev en forfærdelig oplevelse, der har påvirket både hende selv og hele
> familien. Det korte af det lange er at den 6-årige pige slog, sparkede,
> græd, skreg og råbte højt MOOOOOOOOOOOOR DU MÅ IKKE DØØØØØØØØØØØØØØØ!!!!! To
> voksne mænd måtte bogstaveligt talt trække hende væk fra kisten og slæbe
> hende ud af kirken. Selvfølgelig skal pigen have lov til at komme ud med
> sine følelser, men det her var bare ikke den rigtige måde at gøre det på.

Gad vide om det forfærdelige var, at voksne mænd trak hende væk fra kisten
og slæbte hende ud. Det synes jeg er et overgreb. At tackle sorg med fysisk
tvang, tror jeg ikke på.

Jeg tror det var nogle af de voksne tilstedeværende, som ikke kunne tåle
pigens naturlige følelser - et voldsomt udtryk af følelser, ja, men der er
næppe noget, som berettiger større følelser end sin mors død, når man er 6
år.

Det lyder som om, nogen ville have en "pæn" begravelse - uden pinlige
episoder. Stakkels barn.

I vores familie er alle børn med til begravelser. Det er vigtigt at få lov
at sige farvel på lige fod med de voksne, og at børnene ved at deres
følelser, sorg og savn er lisså gyldige, som voksnes.

Prøv at spørge børnene efter en begravelse, om de hellere ville være fri.

M

---

"nospam" <nospam@kern.dk> skrev i en meddelelse
news:BDD7F790.113FE%nospam@kern.dk...
>
>> Det var første gang min veninde oplevede døden, og det
>> blev en forfærdelig oplevelse, der har påvirket både hende selv og hele
>> familien. Det korte af det lange er at den 6-årige pige slog, sparkede,
>> græd, skreg og råbte højt MOOOOOOOOOOOOR DU MÅ IKKE DØØØØØØØØØØØØØØØ!!!!!
>> To
>> voksne mænd måtte bogstaveligt talt trække hende væk fra kisten og slæbe
>> hende ud af kirken. Selvfølgelig skal pigen have lov til at komme ud med
>> sine følelser, men det her var bare ikke den rigtige måde at gøre det på.
>
> Gad vide om det forfærdelige var, at voksne mænd trak hende væk fra kisten
> og slæbte hende ud. Det synes jeg er et overgreb. At tackle sorg med
> fysisk
> tvang, tror jeg ikke på.
>

Det var nok ikke en rar oplevelse heller.
Derfor mener jeg stadig det bedste havde været om hun havde fået lov at sige
farvel på en anden måde, f.eks. i kapellet eller lignende, i stedet for at
være med til bisættelsen.

> Jeg tror det var nogle af de voksne tilstedeværende, som ikke kunne tåle
> pigens naturlige følelser - et voldsomt udtryk af følelser, ja, men der er
> næppe noget, som berettiger større følelser end sin mors død, når man er 6
> år.

Nej men hun behøver ikke blive ydmyget i en sådan grad at folk her i byen
taler om det nu 15 år efter.

> Prøv at spørge børnene efter en begravelse, om de hellere ville være fri.

Tro mig min veninde ville hellere have været fri.
Jeg HAR spurgt hende.

MVH Camilla.

---

> Nej men hun behøver ikke blive ydmyget i en sådan grad at folk her i byen
> taler om det nu 15 år efter.

Det er ydmygende at blive tvunget væk fra sin mors kiste af 2 voksne mænd.
Dermed siger de til barnet, at hendes følelser er uacceptable. Og med en
kirke fuld af vidner. Hvis disse vidner ikke protesterer, men bare
stiltiende accepterer, er det 50-100 voksne mennesker, der fortæller barnet,
at hun ikke opfører sig "rigtigt".

---

"nospam" <nospam@kern.dk> skrev i en meddelelse
news:BDD8C876.11511%nospam@kern.dk...
>
>
>> Nej men hun behøver ikke blive ydmyget i en sådan grad at folk her i byen
>> taler om det nu 15 år efter.
>
> Det er ydmygende at blive tvunget væk fra sin mors kiste af 2 voksne mænd.
> Dermed siger de til barnet, at hendes følelser er uacceptable. Og med en
> kirke fuld af vidner. Hvis disse vidner ikke protesterer, men bare
> stiltiende accepterer, er det 50-100 voksne mennesker, der fortæller
> barnet,
> at hun ikke opfører sig "rigtigt".
>

Hej.

Jeg tror ikke vi bliver enige om det her.
Jeg synes det vigtigste i denne sammenhæng er at pigen bevarer sin
værdighed, og det gør hun ikke ved at skrige eller ved at blive
"tvangsfjernet" af to voksne mænd som det blev beskrevet her, men derimod
ved at blive hjemme sammen med en barnepige og sige farvel til sin mor på en
anden måde. Det er og bliver min mening om sagen.

Med venlig hilsen Camilla.

---

Crazy Camilla wrote:
> Men drejer det sig om et familiemedlem, som barnet har kendt godt, så
> vil jeg som sagt ikke tage det med i kirken, bl.a. på grund af dette:
> For 16 år siden, da jeg var 6 år, døde min bedste venindes mor af
> kræft, og min mor deltog i begravelsen. Det var første gang min
> veninde oplevede døden, og det blev en forfærdelig oplevelse, der har
> påvirket både hende selv og hele familien. Det korte af det lange er
> at den 6-årige pige slog, sparkede, græd, skreg og råbte højt
> MOOOOOOOOOOOOR DU MÅ IKKE DØØØØØØØØØØØØØØØ!!!!! To voksne mænd måtte
> bogstaveligt talt trække hende væk fra kisten og slæbe hende ud af
> kirken. Selvfølgelig skal pigen have lov til at komme ud med sine
> følelser, men det her var bare ikke den rigtige måde at gøre det på.
> Hun kunne have sagt farvel til moderen på en anden måde og nogen
> skulle hjælpe hende med at bearbejde hendes sorg.

Hvis jeg havde set to mænd fjerne et lille barn fra sin mors kiste ville jeg
blive rasende - det er den mest groteske og modbydelige handling jeg længe
har hørt om. Barnet har behov for at sige farvel - og desperation og gråd er
en naturlig del af det. Pigen skal bevare sin værdighed, siger du - sig mig,
laver du grin med os? Tænk, om nogen i stedet havde vist omsorg for barnet i
den situation, i stedet for at slæbe det ud af kirken (og formodentlig givet
barnet traumer for resten af livet), hvis nogen faktisk havde indset at
ingen er tættere på sin moder end hendes barn, og hvis nogen havde ret til
hvad som helst i den situation, var det sgu' barnet. Det lyder som det har
været en begravelse i en "pæn" familie, hvor følelser er tabu, og
"værdighed" et og alt. Føj.


--
Med venlig hilsen,

Morten Wartou

---

> Hvis jeg havde set to mænd fjerne et lille barn fra sin mors kiste ville jeg
> blive rasende - det er den mest groteske og modbydelige handling jeg længe
> har hørt om.

Det var præcis min første tanke/følelse.

---

"Morten Wartou" <detteskalfjernesnews@wartou.dk> skrev i en meddelelse
news:X14td.404$dn4.178@news.get2net.dk...
> Crazy Camilla wrote:
>> Men drejer det sig om et familiemedlem, som barnet har kendt godt, så
>> vil jeg som sagt ikke tage det med i kirken, bl.a. på grund af dette:
>> For 16 år siden, da jeg var 6 år, døde min bedste venindes mor af
>> kræft, og min mor deltog i begravelsen. Det var første gang min
>> veninde oplevede døden, og det blev en forfærdelig oplevelse, der har
>> påvirket både hende selv og hele familien. Det korte af det lange er
>> at den 6-årige pige slog, sparkede, græd, skreg og råbte højt
>> MOOOOOOOOOOOOR DU MÅ IKKE DØØØØØØØØØØØØØØØ!!!!! To voksne mænd måtte
>> bogstaveligt talt trække hende væk fra kisten og slæbe hende ud af
>> kirken. Selvfølgelig skal pigen have lov til at komme ud med sine
>> følelser, men det her var bare ikke den rigtige måde at gøre det på.
>> Hun kunne have sagt farvel til moderen på en anden måde og nogen
>> skulle hjælpe hende med at bearbejde hendes sorg.
>
> Hvis jeg havde set to mænd fjerne et lille barn fra sin mors kiste ville
> jeg blive rasende - det er den mest groteske og modbydelige handling jeg
> længe har hørt om. Barnet har behov for at sige farvel - og desperation og
> gråd er en naturlig del af det. Pigen skal bevare sin værdighed, siger
> du - sig mig, laver du grin med os? Tænk, om nogen i stedet havde vist
> omsorg for barnet i den situation, i stedet for at slæbe det ud af kirken
> (og formodentlig givet barnet traumer for resten af livet), hvis nogen
> faktisk havde indset at ingen er tættere på sin moder end hendes barn, og
> hvis nogen havde ret til hvad som helst i den situation, var det sgu'
> barnet. Det lyder som det har været en begravelse i en "pæn" familie, hvor
> følelser er tabu, og "værdighed" et og alt. Føj.
>
>
> --
> Med venlig hilsen,
>
> Morten Wartou
>

---

"Morten Wartou" <detteskalfjernesnews@wartou.dk> skrev i en meddelelse

> Hvis jeg havde set to mænd fjerne et lille barn fra sin mors kiste ville
> jeg blive rasende - det er den mest groteske og modbydelige handling jeg
> længe har hørt om. Barnet har behov for at sige farvel - og desperation og
> gråd er en naturlig del af det. Pigen skal bevare sin værdighed, siger
> du - sig mig, laver du grin med os? Tænk, om nogen i stedet havde vist
> omsorg for barnet i den situation, i stedet for at slæbe det ud af kirken
> (og formodentlig givet barnet traumer for resten af livet), hvis nogen
> faktisk havde indset at ingen er tættere på sin moder end hendes barn, og
> hvis nogen havde ret til hvad som helst i den situation, var det sgu'
> barnet. Det lyder som det har været en begravelse i en "pæn" familie, hvor
> følelser er tabu, og "værdighed" et og alt. Føj.
>

Jeg laver ikke grin med jer.
Jeg er enige med jer om at man skal vise omsorg for barnet.
Vi er bare ikke enige om hvordan man bedst gør det.

Jeg synes at det at tage et 6-årigt barn med til sin mors bisættelse i sig
selv er et overgreb. Det er en situation hun ikke følelsesmæssigt kan
forholde sig til, og derfor skal hun blive hjemme og sige farvel til sin mor
på en anden måde, f.eks. i kapellet uden andre tilskuere end den nærmeste
familie.

Andet har jeg ikke at sige om det!

Med venlig hilsen Camilla.

---

> Jeg synes at det at tage et 6-årigt barn med til sin mors bisættelse i sig
> selv er et overgreb. Det er en situation hun ikke følelsesmæssigt kan
> forholde sig til, og derfor skal hun blive hjemme og sige farvel til sin
mor
> på en anden måde, f.eks. i kapellet uden andre tilskuere end den nærmeste
> familie.
>
> Andet har jeg ikke at sige om det!
>
> Med venlig hilsen Camilla.

Og jeg kender en pige på i dag 35 der stadig bebrejder sin mor voldsomt at
hun ikke var med til sin fars begravelse. Han døde pludselig da hun var 6.
Hun er i hvert fald ikke i tvivl om at hun havde fortrukket at være med, i
stedet for at blive hjemme for hendes eget bedste og misforstået beskyttelse
af hende.
Hvis ikke børn skulle med til deres forældres begravelser, hvem skulle så?
Selvom det er ultrahårdt at sende en forældre i graven som barn (har prøvet
selv) så tror jeg det er værre i længden ikke at være med.

vv

---

I foråret blev min mand pludselig alvorligt syg og lå i respirator i 8 dage,
hvorefter han døde. Vi har to dejlige drenge på 5 år, og deres far betød alt
for dem, og omvendt. De var med under hele forløbet....de så ham på
hospitalet både før og efter han døde. Jeg var utroligt opmærksom på deres
følelser, og havde indraget både hospitalspræst og psykolog. Jeg var så
bange for at gøre noget forkert. Drengene fik sagt farvel til deres far, og
de skulle som en selvfølge også med til begravelsen. Jeg tror at børn skal
inddrages, også hvad vedrøre begravelser. Specielt når det er endten far
eller mor der pludselig dør. De skal have noget at forholde sig til. Deres
fantasi er ofte meget værre end virkeligheden.
Tanja
"vvv" <?@?> skrev i en meddelelse
news:41b5cea0$0$206$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
>> Jeg synes at det at tage et 6-årigt barn med til sin mors bisættelse i
>> sig
>> selv er et overgreb. Det er en situation hun ikke følelsesmæssigt kan
>> forholde sig til, og derfor skal hun blive hjemme og sige farvel til sin
> mor
>> på en anden måde, f.eks. i kapellet uden andre tilskuere end den nærmeste
>> familie.
>>
>> Andet har jeg ikke at sige om det!
>>
>> Med venlig hilsen Camilla.
>
> Og jeg kender en pige på i dag 35 der stadig bebrejder sin mor voldsomt at
> hun ikke var med til sin fars begravelse. Han døde pludselig da hun var 6.
> Hun er i hvert fald ikke i tvivl om at hun havde fortrukket at være med, i
> stedet for at blive hjemme for hendes eget bedste og misforstået
> beskyttelse
> af hende.
> Hvis ikke børn skulle med til deres forældres begravelser, hvem skulle så?
> Selvom det er ultrahårdt at sende en forældre i graven som barn (har
> prøvet
> selv) så tror jeg det er værre i længden ikke at være med.
>
> vv
>
>
>
>
>
>

---

> Jeg tror at børn skal
> inddrages, også hvad vedrøre begravelser. Specielt når det er endten far
> eller mor der pludselig dør. De skal have noget at forholde sig til. Deres
> fantasi er ofte meget værre end virkeligheden.
> Tanja

Ja, det har du ret i. Du gjorde det helt rigtige, selvom det nok var svært.
Ellers kan de resten af livet gå og spekulere på hvordan han døde, om han
han døde, hvordan han så ud osv. I øvrigt gælder det osse voksne.

M

---

Crazy Camilla wrote:
> "Morten Wartou" <detteskalfjernesnews@wartou.dk> skrev i en meddelelse
>
>> Hvis jeg havde set to mænd fjerne et lille barn fra sin mors kiste
>> ville jeg blive rasende - det er den mest groteske og modbydelige
>> handling jeg længe har hørt om. Barnet har behov for at sige farvel
>> - og desperation og gråd er en naturlig del af det. Pigen skal
>> bevare sin værdighed, siger du - sig mig, laver du grin med os? Tænk, om
>> nogen i stedet havde
>> vist omsorg for barnet i den situation, i stedet for at slæbe det ud
>> af kirken (og formodentlig givet barnet traumer for resten af
>> livet), hvis nogen faktisk havde indset at ingen er tættere på sin
>> moder end hendes barn, og hvis nogen havde ret til hvad som helst i
>> den situation, var det sgu' barnet. Det lyder som det har været en
>> begravelse i en "pæn" familie, hvor følelser er tabu, og "værdighed"
>> et og alt. Føj.
>
> Jeg laver ikke grin med jer.
> Jeg er enige med jer om at man skal vise omsorg for barnet.
> Vi er bare ikke enige om hvordan man bedst gør det.
>
> Jeg synes at det at tage et 6-årigt barn med til sin mors bisættelse
> i sig selv er et overgreb. Det er en situation hun ikke
> følelsesmæssigt kan forholde sig til, og derfor skal hun blive hjemme
> og sige farvel til sin mor på en anden måde, f.eks. i kapellet uden
> andre tilskuere end den nærmeste familie.
>
> Andet har jeg ikke at sige om det!

Nej, det har du vel ikke, bare synd at nogle børn skal få traumer fordi
nogle "voksne" følelseshæmmede personer ikke kan forstå et barn. Pyha. Jeg
håber ikke du har børn.


--
Med venlig hilsen,

Morten Wartou

---

"Morten Wartou" <detteskalfjernesnews@wartou.dk> skrev i en meddelelse
news:cEktd.274$Vn6.260@news.get2net.dk...

>> Andet har jeg ikke at sige om det!
>
> Nej, det har du vel ikke, bare synd at nogle børn skal få traumer fordi
> nogle "voksne" følelseshæmmede personer ikke kan forstå et barn. Pyha. Jeg
> håber ikke du har børn.
>

Hej.

Det kan jeg glæde dig med at jeg ikke har.

Med venlig hilsen Camilla.

---

Jeg har læst jeres lille diskussion om at tage børn med til begravelse eller
ej.

Og jeg må nok tilslutte mig den del der mener at et barn skal deltage.

For nogle år siden mistede mine børn begge deres bedstefædre inden for 4
måneder.

De begge dødede af kræft og mine børn var med hele vejen igennem.
Den gang var de henholdsvis 6 og 11 år.

De havde hver især deres opfattelse af hvad det var der skete og hver deres
spørgsmål.

Vi havde hospitalspersonalets hjælp og støtte.
De rådede os til at lade vores børn deltage.

Begge børn var især meget tæt knyttet til deres morfar og de var knust da
han dødede.
Min datter, som var 6 år den gang sagde "mor, nu har morfar ikke ondt mere
vel?"
"Nej" svarede jeg.
"Jamen så er det jo ikke så slemt, for han havde så ondt og det var synd for
ham"
Hun havde lavet en tegning til ham, som kom i kisten.
Den skulle forestille hende og ham danse, noget de holdt utrolig meget af.
Han havde vinger og hun svævede lidt over jorden.
Hun mente bestemt at han blev en engel og at han ville være der når hun
dansede rundt.

Min søn havde lavet et kors af to træpinde, som også kom i kisten.
Og det var fordi det havde morfar lært ham, altså at lave ting af træ og så
ville han have lov til at vise ham, at det havde han lært.

Børn tager ikke skade af at se de voksne sørge.
Det er tværtimod svært for dem at se at de voksne slet ikke græder eller
skjuler deres følelser.

Livet består jo ikke kun af smil og latter.
Men også af gråd og tåre.

Døden er en del af livet, hvor træls den end er og vi hjælper ikke vores
børn, ved at lade døden være et tabu emne - tværtimod.

Jeg ved at mine børn igen vil opleve døden og at de vil blive knust, men jeg
ved også at de i deres rygsække har lærdommen om hvordan man kommer videre
her i livet når sorgens fugle lander på ens hoved.

Hilsen Ina