Jeg diskuterer lidt med en god ven, der læser historie på Århus universitet.
I vores mailudveksling har han skrevet nogle ting, som jeg synes er
udemærkede betragtninger. Jeg vil prøve at poste nogle af dem her. Måske er
der nogen, som synes, der er mange interessante oplysninger i det. Måske
skal man have speciel interesse i christelige bevægelser og eskatologiske
syn, for at synes, det er interessant.
Jeg sakser lidt, men håber der stadig er lidt hoved og hale i det:
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu
Angående pietisternes forhold til jødedommen kan du selv læse Martin
Lausten's "De fromme og jøderne", (en grimrian på godt 600 sider), men jeg
skriver lige lidt alligevel: pietisterne kom frem sidst i 1600-tallet i
Halle, Tyskland. I deres opgør med den lutherske ortodoksi fremførte de
bl.a., at jøderne som helhed ville omvende sig til kristendommen i
forbindelse med de eskatologiske begivenheder beskrevet i Åbenbaringen.
Andre pietister gik videre og talte om Tusindårsriget som 'Jødernes Tid.'
Den (iøvrigt forrykte) danske sværmer Holger Paulli skrev endda til samtlige
Europas fyrster, herunder kejseren, og opfordrede dem til at erobre
Palæstina fra tyrken for at oprette en jødestat dér.
Pietismen slog også igennem i det offentlige Danmark, hvor bl.a.
Frederik 4., Christian 6., hoffet og adskillige præster og bisper bekendte
sig til pietismen. Dette gjaldt også i synet på jøderne, d.e. at disses
omvendelse (ikke tilbagevenden til Palæstina!) var en forudsætning for at
dommedag kunne indtræffe. Der var ikke tale om et rent teologisk spørgsmål,
da jøder 50 år før var begyndt at bosætte sig i Danmark. I konkret politik
betød det f.eks. at jøderne i 1728 blev tvangsindlagt til at høre prædikener
i Vajsenhusets kirke for derefter at deltage i behagelig samtale med præsten
om dagens tema. Jøderne blev hånet af de københavnske borgere når de hver
torsdag begav sig til kirken, men kongen anså det for sin pligt og en
'Christelig Omsorg' at lade evangeliet forkynde for jøderne.
Tvangsprædikenerne ophørte dog et halvt år efter, da en tredjedel af
København brændte. Jøderne takkede Gud for at han havde grebet ind med denne
ægyptiske plage.
De enevældige kongers religiøse udskejelser var generelt begrænsede af, at
ortodoksien var statsreligion. Ortodoksien er den epoke mellem reformationen
og pietismen, hvor lutheranerne afgrænsede sig i forhold til andre
(kætterske) retninger, hvor Luther blev 'kanon.' Alle enevældens monarker
måtte aflægge ed på den augsburgske konfession, der bl.a. i sin 17. artikel
forkaster Tusindårsriget som jødisk vranglære!
Udover pietisterne er der de engelske puritanere, presbyterianerne, som også
var kiliaster og lagde pres på Oliver Cromwell for at få ham til at give
jøderne adgang til England igen, efter at de 1290 var blevet udvist.
Et engelsk kiliast-navn er Henry Finch.
+++++++++++
Først skal nævnes orientalist og professor Johann Wagenseil (1633-1705), som
kaldes den kristne jødemissions fader. Han var meget sympatisk indstillet
overfor jøderne, vistnok alene pga. sin teologiske indsigt. Så vidt jeg kan
se, mente han bl.a. udfra 5.mos. 30, at jøderne skulle have deres land igen,
men det afgørende nye i forhold til Luther har været, at jøderne ikke var
forkastet og forbandet som folk, men at Gud "har noget ganske særligt for
med dette folk." Kampen imod de ortodokse har for Wagenseil drejet sig om
overhovedet at anerkende dette uden at tage parti for jødedommen.
Tusindårsrigets revolutionære folketanke var desuden politisk farlig i
enevældens statiske system, hvor det var god tone at opfatte herskere - også
tyrken - som legetime og indsatte af Guds nåde.
En ortodoks reaktion på pietismens jødeteologi var, da Skive-præsten C.
L. Tychonius i 1715 skrev imod Wagenseil og Philip Spener (pietismens
fader). Han skrev på dansk, beregnet på "almindelige mennesker." Tychonius
gendrev bl.a. Wagenseils opfattelse af, at jøderne ville få deres land igen,
med henvisning til at a) Tyrken naturligvis aldrig ville give jøderne et
rige, b) øvrighederne aldrig ville give jøderne tilladelse til at rejse
(jødernes handel skæppede i kassen og var iøvrigt nødvendig, hvis
svenskekrigene skulle vindes) og, c) jøderne ikke var oplyste nok til at
modtage Kristus. Han opfattede det således, at GT-profetierne henviser til
Apostlenes tid, da jøderne fik tilbudet om omvendelse. Så opruller han det
lutherske syn på jøderne: Guds vrede over jøderne "vil vare til verdens
ende", "Nationen, den heele Race og Slægt af Jøder.de skal (ach! Et
forskrækkeligt Ord) døe i deres Synder." Jøderne er Guds vredes Spejl, de
kristne til advarsel og opbyggelse. Jøderne er "Stympere og Bastarder", "
udsuger og bedrager de kristne", "er kommet i store sværme til Europa", "de
tuder og mumler radbrækkede sange i synagogerne" og skal "til verdens ende
leve i evig skændsel" osv. osv.
Den tidligere kongelige livlæge Simon Paulli's søn Holger Paulli henvendte
sig som sagt flere gange o. 1700 til de europæiske regenter for at få dem
til at føre et korstog til Jerusalem, fravriste tyrken landet, oprette en
jødisk stat, og genopbygge templet.
Mest interessant af dem jeg kunne finde er Johann Petersen og kone,
Magdeburg, der i 1696 skrev om Tusindårsriget. De skriver, at Israel efter
at have "født Kristus åndeligt" (kvinden i Åb.12) vil få fred for alt dets
trængsel i et jordisk rige med Jerusalem som midtpunkt, og at de kristne vil
være i det himmelske Jerusalem oventil. Jøderne vil regere over alle andre
mennesker.
Tidens tegn var, at Israel lever igen i Guds plan! Dette kunne man se af, at
jøderne var begyndt at omvende sig til kristendommen. Derfor burde de
kristne opføre sig pænt overfor jøderne! Bogens omslag er forsynet med
Larkin-lignende stålstiksillustration.
Interessant men knap så relevant er, at rationalist og antipietist Ludvig
Holberg i 1742 skrev jødernes historie, og besvarede spørgsmålet om, hvorfor
det jødiske folk, sprog og religion er bevaret indtil i dag, således: "Dette
er et Paradoks for alle Nationer, men en Trøst for de Christne, og et
Hovedbeviis paa Christi Lærdoms Sandhed, efterdi de Christne derudaf seer
Prophetierne til Punkt og Prikke at opfyldes. Thi hvis enten Jøderne vare
blevne til et samlet Folk igien, eller de vare blevne ødelagde, skulde de
Christne have tabt det stærkeste Argument til deres Troes Beviis. Jødernes
bestandige Adspreedelse tilligemed deres Conversation, er derfor intet
Paradoks for de Christne, men et Beviis på Spaadommenes fuldbyrdelse: De
Christne maat heller have ansee det som Ting, der burde og skulde skee til
deres Lærdoms bestyrkelse og en Execution af den Dom, som Gud i den hellige
Skrift har ladet afsige mod dette Folk. Denne afsagde Dom over den jødiske
Nation er saaledes den rette Aarsag til dens forunderlige Skiebne."
Jøderne er til for de kristnes skyld, og Holberg mener, at det i deres
historie er bedst at "erkiende Guds finger."
En fyr der hed Steenloos foretog i 1743 nogle langt ude tidsmæssige
beregninger om jødernes tusindårsrige. Bl.a. mente han, at Antikrist var
faldet med pavens og kejserens død o.1740 - 5500 år efter verdens skabelse -
og at de sidste tider nu kunne indledes. Sin åbenlyse forvirring til trods
ventede han det jødiske tusindårsriges oprettelse, og så jødernes fortsatte
tilstedeværelse som et bevis på dette håbs berettigelse. Han mente samtidig,
at de ti konger i Åbenbaringen er "de ti konger i Europa, som var kommen af
det romerske rige." Generalkirkeinspektionskollegiet (en pietistisk
statsinstitution oprettet 1737) indkaldte herefter Steenloos til en
"opklarende samtale", hvor Christian 6. sådan set gerne ville vide, om
kongen mon selv var en af de fordømte ti konger. Det var han ikke.
Steenloos' skrift blev afvist af det ortodokst prægede teologiske fakultet,
der forhørte Steenloos, mhv. til; at oprettelsen af en jødestat hvilket som
helst sted jo ville betyde, at magten skulle tages fra en fyrste, og derfor
burde alle undersåtter bede til, at spådommen om, at jøderne skulle få en
sådan magt aldrig ville gå i opfyldelse; at Kristus siger, at hans rige ikke
er af denne verden, og; Augsburgske Konfessions artikel 17.
Iøvrigt kan nævnes det inddirekte vidnesbyrd, at Sjællands Biskops
teologiske indpisker, professor Hans Wandal, allerede i 1692 måtte luge ud i
de jødiske tanker. På statskirkens vegne affejede han tanken om
tusindårsriget, templets genopførelse, jødernes herredømme overalt, jøders
omvendelse og forening med de kristne som "drømmerier." Jeg er ikke klar
over, præcis hvilke pietister han her forholdt sig til, men det var altså
nødvendigt med en stillingtagen.
+++++++++++++++++++++
Hvis du vil vide mere om hvad Ahasverusmyten gik ud på kan jeg skrive det
senere. Her er det foreløbige.
Til orientering! Isme-kongerækken indenfor kirkehistorien er i grove træk
som følger:
reformation 1500,
ortodoksi 1600,
pietisme 1700,
rationalisme 1750-1850.
At Luther havde fordømt millennialismen i Augsburgkonfessionens artikel 17
må betyde, at den igen var kommet ind i kristendommen på reformationens tid
(Calvinismen?) for hvorfor ellers fordømme denne "jødiske lære" mere end
andre jødiske lærer?
Ahasverusmyten ses bl.a. i 1602 i Hamburg - sikkert en ekstremt luthersk
ortodoks hule - som et ortodokst erstatningsteologisk forsvar imod
millennialisme (kiliasme), både i jødedom og kristendom. Den vandt
udbredelse over hele Europa, også i Katolikistan.
Pietisterne mente, at årsagen til jødernes bevarelse
var, at Gud havde en positiv plan for dem i den eskatologi, som de kristne
apostle havde affattet i Bibelen. Til forsvar for erstatningsteologien
genoplivede de ortodokse pietisthadere derfor atter og atter det
Kain-billede (1. Mos. 4.11-12) - jeg tror jeg tænkte på om den skulle være
inspireret af den græske Sisyfos-myte - at en mand (eller et folk) som
bliver ved med at leve og vandre om på jorden må være under straf og
forbandelse.
Ahasverus-myten var derfor teologi og ikke folklore: et udtryk
for en specifik teologisk opfattelse af forholdet mellem brødrereligionerne
jødedom og kristendom i Guds frelsesplan, og den blev navnlig genoplivet i
forbindelse med nedkæmpelsen af pietismen, for på folkelig vis at overbevise
analfabeterne og de øvrige, der havde svært ved at gennemskue Rom.11.'s
tvetydigheder. Erstatningsteologiens falskhed synes åbenbar da den i højere
grad støtter sig på Ahasverusoverleveringen end på Bibelen.
Hvad jøderne angik, var der derfor to alternativer åbne for de kristne:
pietismens millennialisme eller ortodoksiens Ahasverus. Det sidste billede
vandt på længere sigt. Det blev indoptaget i både rationalismen og romantikk
en, hvorimod kilia(li)smen, som hævdede at jøderne var en positiv del af
kristendommens håb, led nederlag. Dette f.eks. fordi Christian 6. måtte
aflægge ed på den augsburgske konfession, og fordi pietismen generelt kunne
indeholdes i den lutherske teologi.(Det var vist fromhedspraksis og
gudstjeneste, man var mest uenig om)
Rationalismen fastholdt ortodoksiens
erstatningsteologi, og knyttede ikke noget håb til jøderne, men så dem som
forbandede for kristendommens skyld (se Holberg). Den humanisme og
tolerance, som rationalisterne udviste imod jøderne havde derfor ikke noget
at gøre med eskatologisk teologi, men med næstekærlighedsbuddet/religiøs
selvgodhed. Man var kun tolerant overfor jøderne indenfor den ramme,
erstatningsteologien udstak, dvs. så længe de var adspredte blandt folkene
under straf, men nu i stigende grad som subjekter for kristenhedens nåde.
De sidste rationalistiske teologer (mænd som Blicher
og Grundtvig) forsvarede jøderne ud fra Ahasverus-myten, d.e. ud fra den
dramatiske historie om et folk, der havde vandret om, plaget og hånet for nu
endelig at blive integreret i et samfund uden religiøse fordomme. De blev
derimod aldrig forsvaret ud fra deres religion, eller håbet om
tusindårsriget. Tværtimod, da Blicher i den litterære jødefejde 1813 "
forsvarede" jøderne var det en forudsætning, at de havde afskaffet den
traditionelle jødedom og antaget Mendelsohns oplyste (den hvori
tusindårsriget var undladt).
Jøderne havde desuden antaget det nye navn
Mosaisk Troessamfund i stedet for den Israelitiske Nation, og bedt
regeringen om at undlade ordet "jøde". Dem der stod bag hele
reformbevægelsen var rige og karriereorienterede jøder der havde gjort op
med den uoplyste talmuddisme, man kendte fra underudviklede samfund som de
polske ghettoer.
Blicher forsvarede således jøderne som oplyste, dannede, rige, men aldrig
den lavt-til-loftet middelalderlige rabbinnisme. Han forsvarede en helt ny
jødetype: den "afnationaliserede" mosaisme (folk som Arne Melchior og Victor
Borge) baseret på kristelig moral. Dette ud fra human og oplyst
næstekærlighed. Han vendte sig imod "intolerancen": den primitive kristne
ortodoksi med sin fordømmelse af jøderne for at være stivnakkede og derfor
strafskyldige. (C. Bastholm). Millennialismen blev således reelt angrebet
for at være uciviliseret og middelalderlig, idet de afnationaliserede jøder
blev forsvaret.
Også i romantikken skulle Ahasverus-myten holde
jøderne på plads. Her var de blevet statsborgere på linie med os andre, og
Ahasverus var nu blevet en romantisk figur, som bevidnede solstrålehistorien
om den omflakkende jøde, der havde fundet sit Israel (Danmark). Økonomisk
rigdom, accept, medlidenhed og lidende poeters sympati skulle kvæle jødernes
håndfaste håb om tusindårsriget i ren forkælelse, samtidig med at man brugte
myten til at hævde sig over jøderne ved at fastholde deres herkomst og
skæbne i den almene bevidsthed. Jo, de burde være taknemmelige.
Det er helt klart, at jødernes millennialistiske forventninger er
velbegrundede, og at menigheden derfor bør have denne forståelse af det
moderne Israel og af den traditionelle jødedom. Det er også klart, at
jødernes landflygtighed var en gudsstraf, men Ahasverus (eller Kain)
indebærer herudover at Gud har forkastet Israel som nation for evigt,
hvilket er det modsatte af sandheden.
+++++++++++++++++++++++
Chr. d. 6., dronningen og hele hoffet var pietister. Siden gik det noget ned
ad
bakke: hans søn, Fr.5., var folkelig og fordrukken, og dennes søn, Chr.7.,
var splitterravende gal. Af mange andre grunde er jeg sikker på at ingen af
dem var pietister. Næste i rækken var Fr.6. Han gav jøderne ligestilling i
1814, da de var blevet rige og ufarlige for erstatningsteologien. Han stod
på Napoleons side i krigen imod England, og selvom han ikke ligefrem var
revolutionær kan man måske ane, hvorfor kongen betragtede jøderne som modne
til medborgerskab, hvis man ser på Napoleons spørgsmål til jøderne i Paris.
Napoleons sjette spørgsmål og notabelforsamlingens svar:
Betragter jøder, der er født i Frankrig, og af lovene behandles som franske,
Frankrig som deres land? Føler de sig bundet til at forsvare det? Er de
bundet til at følge lovene og indordne sig under den civile codes punkter?
Svar: Mænd som har sluttet sig til et land, som har beboet det i så mange
generationer - som, selv under visse loves indskrænkelser, som begrænsede
deres borgerlige rettigheder, var så knyttet til det, at de foretrak at være
udelukket fra de fordele, alle andre indbyggere nød, hellere end forlade
det - kan kun betragte sig som franskmænd i Frankrig; og de betragter den
bundne pligt til at forsvare deres land som lige så hellig og ærværdig.
Jeremias (kapitel 29) formaner jøderne til at betragte Babylon som deres
land, om end de kun skulle opholde sig dér i halvfjerds år. Han formaner dem
til at dyrke jorden, bygge huse, så og plante. Hans anbefaling blev fulgt så
nøje, at Ezra (kapitel 2) siger, at da Cyrus tillod dem at tage tilbage til
Jerusalem og genopbygge templet, forlod kun 42.360 Babylon; og at denne
mængde for størstedelens vedkommende bestod af de fattige mennesker, idet de
rige var blevet i byen.
Kærlighed til landet er i jødens hjerte en følelse så naturlig, så
kraftfuld, og så overensstemmende med hans religiøse overbevisning, at en
fransk jøde i England betragter sig som blandt fremmede, selv om han er
blandt jøder; og det samme er tilfældet med engelske jøder i Frankrig.
I sådan grad bæres følelsen blandt dem, at franske jøder under den sidste
krig blev set kæmpende desperat imod andre jøder, undersåtter i de lande,
der dengang lå i krig med Frankrig.
Mange af dem er bedækkede med ærefulde sår, og andre har, på ærens mark,
opnået tapperhedens ærefulde belønninger.
Ikke megen millennialisme tilbage hos de franske jøder. Og dog ser det ud
til, at de ortodokse rabbinere har fået indføjet en kattelem med
Babylon-billedet, som om jøderne anerkender at Frankrig er deres Babylon, og
at Napoleon kan forvente, at der engang vil gives dem lejlighed til at vende
tilbage til Palæstina. Men set i historiens lys vil de rigeste blive
tilbage, og jøderne vil derfor være en langtidsholdbar investering for
kejseren.
Det var vist heller ikke mange franske og danske jøder der tog til
Israel o. 1948? Ihvertfald var det de polske, ukrainske og russiske jøder,
næppe de øverste i den globale klassedelings pyramide, der udgjorde
majoriteten(?) De havde naturligvis også været stærkest forfulgt, både fra
højre og venstre, men er det ikke interessant, at det var her,
millennialismen i forvejen var stærkest blandt jøderne?
For mig er der ihvertfald ingen tvivl om, at det i nyere tid i høj grad har
været pengene, der har bundet jøderne til udlændigheden, mens de fattige har
følt større incitament til at håbe på noget bedre. Sådan har det altid
været: Det var det rige borgerskab, der opfandt 1800-tallets nationalisme,
og bønderne der fulgte trop da der blev dem lovet ret til at stemme om
skattelovene. Arbejderne var ligeledes kun internationalister indtil
Socialdemokratiet fik magten og begyndte at forbedre deres kår.