Sandy Andy <sandyandy@ofir.dk> wrote in news:cc8mud$eme$1@news.net.uni-
c.dk:
> Jeg ved ikke om nogen kender denne eller lignende situationer - Men
> hold kæft hvor synes jeg det er dumt, irriterende og uretfærdigt.
Tja, det er livet jo indimellem
> Forestil jer følgende;
>
> 2 mennesker der virkeligt holder af hinanden, er forelskede i
> hinanden, men af forskellige grunde kan de ikke få hinanden.
> Ren Romeo og Julie
Nu skriver du jo ikke, hvorfor i to ikke kan få hinanden. Er i i andre
forhold? Er i bange for omgivelsernes reaktion? Eller noget helt tredje?
> Hvad er chancen for at de 2 mennesker, kan "nøjes med" at være gode
> veninder? Når de begge hver især skal kæmpe mod lysten til at tage den
> anden i hånden, kysse og holde om den anden, men ikke tør give efter,
> for de ved begge at i så fald vil den ene, og højest sansynligvis dem
> begge 2, blive såret på et tidspunkt?
Chancerne er nok ikke særligt store, vil jeg tro. Hvordan chancerne så
er for at gå tilbage til "bare" at være veninder efter at broen til
noget mere er krydset, tør jeg dog ikke byde på.
Hvis man indgår i et forhold, og da især et kærlighedsforhold, så er
chancen jo ALTID til stede for, at man kan blive såret. Omvendt er det
da den værst tænkelige grund til ikke at indgå i et forhold, altså
angsten for at blive såret, mener jeg. Så vil du jo komme til at leve
dit liv med en slags osteklokke mellem dig og den verden, du ikke tør
lade komme for tæt på.
Nu ved jeg jo heller ikke, hvor gamle du/ i er, og om det, du tænker på,
er situationen, hvor den ene af jer måske finder en fyr på et tidspunkt?
Igen: man kan jo altid risikere at miste sin partner, det gælder alle
typer forhold.
Hvis du er sikker på hendes følelser for dig, hvorfor så ikke? Hvis det
er/ føles helt rigtigt for jer - og det må i jo bedst vide selv, så
hvorfor ikke? Du/ i kan jo alligevel ikke leve hele livet ud fra en idé
om at gøre alle tilfredse og ikke "skuffe" nogen (og hvem siger, at
nogen bliver skuffet i dette tilfælde?). Så vågner du da en dag op som
en meget bitter gammel kone, som livet er gået forbi. Der er jo heller
ingen, der siger, at i behøver at "springe ud" med fuld hornmusik og
deltagelse i gay pride-parader med det samme. Tag dog et skridt ad
gangen, og se, om isen bærer.
Men selvfølgelig er det til syvende og sidst kun dig/ jer, der kan
træffe den afgørelse. Der gives jo desværre ingen facitliste her i
livet, kun erfaringer. Men nogle erfaringer er jo trods alt også så
gode, at man nødig ville have undværet dem.
> Det er virkeligt en dum situation, for jeg vil jo heller ikke miste
> hende - Men kan jeg virkeligt være "kun" veninde med hende?
Det lyder lidt som om jeres veninde-forhold allerede lider noget under
jeres lyster/ følelser. Hvis jeres kærlighed rækker videre end til
veninde-status, så må du/ i jo før eller siden træffe et valg alligevel,
tror jeg. Det bliver vel for smertefuldt for jer begge i det lange løb
at fortsætte med at omgås på den måde, du beskriver nu, eller?
Held og lykke i hvert fald, uanset hvad i vælger. Kun tiden vil vise, om
i valgte rigtigt. At gøre ingenting er naturligvis også et valg, det er
bare nogen gange heller ikke det rigtige valg. Life's a bitch, ikke?
Mvh.
Ole O.