---

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver dette. Sandsynligvis bare for at komme
af med noget.


Min søn på 17 kommer hjem fra en kammerat, tre kvarter inden han skal
møde på arbejde. Han ser det brev fra ex-kæresten, som jeg har taget ind
fra postkassen og lagt ved hans papirer. Han sætter sig i sofaen og
læser brevet. kort efter begynder han at græde, han går ud i køkkenet og
græder færdig. Han kommer tilbage til stuen, hvor han sætter sig i
sofaen igen. Et minut efter rejser han sig atter og går ovenpå til hans
værelse. 5 minutter efter kommer han ned igen til køkkenet. Jeg hører en
køkkenlåge smække og han går atter ovenpå. kl. 15.03 hører jeg musikken
starte på hans værelse og jeg tænker "det var da mærkeligt, at han
starter musikken, når han nu skal på arbejde om få minutter". Kl. 15.07
går jeg ud på trappen og råber til ham, om han ikke skal på arbejde.
Ingen svar. Jeg går op og banker på hans dør. Ingen reaktion. Så bliver
jeg vred og tænker; Det må han sgu selvom. Hvis han vil miste hans
arbejde pga. lidt kæresteproblemer, så ham om det. Jeg går nedenunder og
finder ud af hvad vi mangler nede i byen og går ned for at handle ind.
Jeg møder konen nede i byen ag vi handler ind sammen. Jeg fortæller
konen at knægten pjækker fra arbejde og hun bliver også lidt småsur på
ham. Da vi kommer hjem, omkring tyve minutter efter, går jeg i køkkenet,
medens hun går op ovenpå, for at skælde sønnen ud. kort efter kommer hun
råbende ned igen "Han har hængt sig selv, han har hængt sig selv." Det
er nu 32½ time siden vores verden sank i grus.

Jeg ville have skrevet om mine og vores følelser, men de kan ikke
udtrykkes i ord. Hvergang jeg prøver, bliver det volapyk eller også
begynder jeg at græde. Måske i et senere indlæg, hvem ved.

Tak fordi i gad "lytte". Måske kommer jeg tilbage, måske ikke.

---

"Familien/Family Winding" <l_black_shadow_l@hotmail.com> wrote in message
news:40d4b853$0$157$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver dette. Sandsynligvis bare for at komme
> af med noget.
>
>
> Min søn på 17 kommer hjem fra en kammerat, tre kvarter inden han skal
> møde på arbejde. Han ser det brev fra ex-kæresten, som jeg har taget ind
> fra postkassen og lagt ved hans papirer. Han sætter sig i sofaen og
> læser brevet. kort efter begynder han at græde, han går ud i køkkenet og
> græder færdig. Han kommer tilbage til stuen, hvor han sætter sig i
> sofaen igen. Et minut efter rejser han sig atter og går ovenpå til hans
> værelse. 5 minutter efter kommer han ned igen til køkkenet. Jeg hører en
> køkkenlåge smække og han går atter ovenpå. kl. 15.03 hører jeg musikken
> starte på hans værelse og jeg tænker "det var da mærkeligt, at han
> starter musikken, når han nu skal på arbejde om få minutter". Kl. 15.07
> går jeg ud på trappen og råber til ham, om han ikke skal på arbejde.
> Ingen svar. Jeg går op og banker på hans dør. Ingen reaktion. Så bliver
> jeg vred og tænker; Det må han sgu selvom. Hvis han vil miste hans
> arbejde pga. lidt kæresteproblemer, så ham om det. Jeg går nedenunder og
> finder ud af hvad vi mangler nede i byen og går ned for at handle ind.
> Jeg møder konen nede i byen ag vi handler ind sammen. Jeg fortæller
> konen at knægten pjækker fra arbejde og hun bliver også lidt småsur på
> ham. Da vi kommer hjem, omkring tyve minutter efter, går jeg i køkkenet,
> medens hun går op ovenpå, for at skælde sønnen ud. kort efter kommer hun
> råbende ned igen "Han har hængt sig selv, han har hængt sig selv." Det
> er nu 32½ time siden vores verden sank i grus.
>
> Jeg ville have skrevet om mine og vores følelser, men de kan ikke
> udtrykkes i ord. Hvergang jeg prøver, bliver det volapyk eller også
> begynder jeg at græde. Måske i et senere indlæg, hvem ved.
>
> Tak fordi i gad "lytte". Måske kommer jeg tilbage, måske ikke.
>
>

Hejsa.

Sikke en frygtelig oplevelse. Jeg sidder med en hel klump i halsen. Hvor er
det dog forfærdentligt og jeg har den dybeste medfølelse med jer efterladte.
Jeg synes det er utrolig velformuleret det du skriver taget i betragtning af
hvad der lige er sket. Det er SÅ flot du kommer ud med det.

Jeg har heldigvis aldrig oplevet nogen nær mig begå selvmord så jeg kan ikke
sætte mig 100% i hvordan det må være. Jeg kan kun være her og lytte og gøre
mit bedste.

Skriv endelig igen.

Mvh Helle

---

On Sun, 20 Jun 2004 00:03:52 +0200, "Familien/Family Winding"
<l_black_shadow_l@hotmail.com> wrote:

>Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver dette. Sandsynligvis bare for at komme
>af med noget.
>
>
>Min søn på 17 kommer hjem fra en kammerat, tre kvarter inden han skal
>møde på arbejde. Han ser det brev fra ex-kæresten, som jeg har taget ind
>fra postkassen og lagt ved hans papirer. Han sætter sig i sofaen og
>læser brevet. kort efter begynder han at græde, han går ud i køkkenet og
>græder færdig. Han kommer tilbage til stuen, hvor han sætter sig i
>sofaen igen. Et minut efter rejser han sig atter og går ovenpå til hans
>værelse. 5 minutter efter kommer han ned igen til køkkenet. Jeg hører en
>køkkenlåge smække og han går atter ovenpå. kl. 15.03 hører jeg musikken
>starte på hans værelse og jeg tænker "det var da mærkeligt, at han
>starter musikken, når han nu skal på arbejde om få minutter". Kl. 15.07
>går jeg ud på trappen og råber til ham, om han ikke skal på arbejde.
>Ingen svar. Jeg går op og banker på hans dør. Ingen reaktion. Så bliver
>jeg vred og tænker; Det må han sgu selvom. Hvis han vil miste hans
>arbejde pga. lidt kæresteproblemer, så ham om det. Jeg går nedenunder og
>finder ud af hvad vi mangler nede i byen og går ned for at handle ind.
>Jeg møder konen nede i byen ag vi handler ind sammen. Jeg fortæller
>konen at knægten pjækker fra arbejde og hun bliver også lidt småsur på
>ham. Da vi kommer hjem, omkring tyve minutter efter, går jeg i køkkenet,
>medens hun går op ovenpå, for at skælde sønnen ud. kort efter kommer hun
>råbende ned igen "Han har hængt sig selv, han har hængt sig selv." Det
>er nu 32½ time siden vores verden sank i grus.
>
>Jeg ville have skrevet om mine og vores følelser, men de kan ikke
>udtrykkes i ord. Hvergang jeg prøver, bliver det volapyk eller også
>begynder jeg at græde. Måske i et senere indlæg, hvem ved.
>
>Tak fordi i gad "lytte". Måske kommer jeg tilbage, måske ikke.
>
Hej

Jeg sidder og græder over at verdenen dog kan være så ond jeg håber
meget at i får tilbudt noget hjælp fra professionelle psykologer ='o(

Jeg kondolere med hjertet i sorg på jeres vejne.

Med Venlig hilsen Maria

---

Sorg er altid svær at bearbejde, men tro mig! Der kommer en dag,
om ikke så længe, hvor følelsere bare vil ud. Når det sker.Tag
det da helt roligt. De skal under ingen omstændigheder have lov
til at sætte sig fast. De skal ud. Men ondt gør det. Befrielsen
bagefter er dog større end sorgen i sig selv. Det tager længere
tid, hvis alt undertrykkes. Hav tålmod og tænk positivt. Vær åben
og husk: Der står altid én ved siden af. Hvor svært den end kan
være.

Blot en lille hilsen fra en af dem ved siden af..

Familien/Family Winding <l_black_shadow_l@hotmail.com> skrev:
>Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver
>dette. Sandsynligvis bare for at komme
>af med noget.
>
>
>Min søn på 17 kommer hjem fra en
>kammerat, tre kvarter inden han skal
>møde på arbejde. Han ser det brev
>fra ex-kæresten, som jeg har taget ind
>fra postkassen og lagt ved hans
>papirer. Han sætter sig i sofaen og
>læser brevet. kort efter begynder
>han at græde, han går ud i køkkenet og
>græder færdig. Han kommer tilbage
>til stuen, hvor han sætter sig i
>sofaen igen. Et minut efter rejser
>han sig atter og går ovenpå til hans
>værelse. 5 minutter efter kommer
>han ned igen til køkkenet. Jeg hører en
>køkkenlåge smække og han går atter
>ovenpå. kl. 15.03 hører jeg musikken
>starte på hans værelse og jeg
>tænker "det var da mærkeligt, at han
>starter musikken, når han nu skal
>på arbejde om få minutter". Kl. 15.07
>går jeg ud på trappen og råber til
>ham, om han ikke skal på arbejde.
>Ingen svar. Jeg går op og banker på
>hans dør. Ingen reaktion. Så bliver
>jeg vred og tænker; Det må han sgu
>selvom. Hvis han vil miste hans
>arbejde pga. lidt kæresteproblemer,
>så ham om det. Jeg går nedenunder og
>finder ud af hvad vi mangler nede i
>byen og går ned for at handle ind.
>Jeg møder konen nede i byen ag vi
>handler ind sammen. Jeg fortæller
>konen at knægten pjækker fra
>arbejde og hun bliver også lidt småsur på
>ham. Da vi kommer hjem, omkring
>tyve minutter efter, går jeg i køkkenet,
>medens hun går op ovenpå, for at
>skælde sønnen ud. kort efter kommer hun
>råbende ned igen "Han har hængt sig
>selv, han har hængt sig selv." Det
>er nu 32½ time siden vores verden
>sank i grus.
>
>Jeg ville have skrevet om mine og
>vores følelser, men de kan ikke
>udtrykkes i ord. Hvergang jeg
>prøver, bliver det volapyk eller også
>begynder jeg at græde. Måske i et
>senere indlæg, hvem ved.
>
>Tak fordi i gad "lytte". Måske
>kommer jeg tilbage, måske ikke.