---

For nylig er jeg startet på (ca.) South Beach Diet (pt. nul kul).
Den interne kamp mellem mig og kroppen går pænt, men den eksterne kamp er
meget sværere.

Som familiefar og aktiv medborger er det utroligt mange steder man mødes med
andre, hvor der er mad indblandet. Vi er simpelthen et samfund af sociale
grovædere!
Skal vi mødes? Hvad skal vi æde?

Og jeg er nok noget skuffet over hvor mange steder man ikke finder den store
forståelse for at jeg lige nu overhovedet ikke kan spise det samme som alle
andre.
Sætningen "Der sker der nok ikke noget ved, bare denne ene gang ....." har
jeg allerede hørt et par gange for meget.
Jeg er desværre ikke i stand til at mure mig inde, for det koncept der
hedder 'andre mennesker' er mig faktisk lidt til overs for tiden.

Så uden andre grunde end min kur, er jeg for tiden mere sur og gnaven end
jeg bryder mig om.
Det kan der sikkert også være fysiologiske grunde til, men jeg tror faktisk
at det mest er fordi man hele tiden skal forklare sig, for at få lov til
selv at bestemme hvad man vil spise.

Men med dette sure opstød fik jeg faktisk lidt luft. Det går nu lidt bedre
igen.

*Fischer
OBS: Hvis du vil sende mig en mail, så fjern det to-cifrede tal i adressen.

---

"Fischer" <myfischer87@get2net.dk> wrote in message
news:40c8157a$0$186$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> For nylig er jeg startet på (ca.) South Beach Diet (pt. nul kul).
> Den interne kamp mellem mig og kroppen går pænt, men den eksterne kamp er
> meget sværere.
>
> Som familiefar og aktiv medborger er det utroligt mange steder man mødes
med
> andre, hvor der er mad indblandet. Vi er simpelthen et samfund af sociale
> grovædere!
> Skal vi mødes? Hvad skal vi æde?
>
> Og jeg er nok noget skuffet over hvor mange steder man ikke finder den
store
> forståelse for at jeg lige nu overhovedet ikke kan spise det samme som
alle
> andre.
> Sætningen "Der sker der nok ikke noget ved, bare denne ene gang ....." har
> jeg allerede hørt et par gange for meget.
> Jeg er desværre ikke i stand til at mure mig inde, for det koncept der
> hedder 'andre mennesker' er mig faktisk lidt til overs for tiden.
>
> Så uden andre grunde end min kur, er jeg for tiden mere sur og gnaven end
> jeg bryder mig om.
> Det kan der sikkert også være fysiologiske grunde til, men jeg tror
faktisk
> at det mest er fordi man hele tiden skal forklare sig, for at få lov til
> selv at bestemme hvad man vil spise.
>
> Men med dette sure opstød fik jeg faktisk lidt luft. Det går nu lidt bedre
> igen.
>
> *Fischer
> OBS: Hvis du vil sende mig en mail, så fjern det to-cifrede tal i
adressen.
>
>

Åh hvor jeg kender det. Jeg synes det er totalt mangel på respekt når folk
bliver ved med at presse en til at spise noget. De kan jo godt se man vejer
for meget. Jeg bliver også vred og irritabel når folk er sådan. Jeg tror
bare man bliver nødt til at sige sin ærlige mening og sige: Ved du hvad? du
kan sq ikke være bekendt at prøve at forhindre mig i at tabe mig! Jeg vil
ikke have noget usundt at spise! Færdig slut!
Så tror jeg folk holder kæft hvis man melder kort og kontant ud. Jeg ved det
er svært.

Mvh Helle

---

> Og jeg er nok noget skuffet over hvor mange steder man ikke finder den
store
> forståelse for at jeg lige nu overhovedet ikke kan spise det samme som
alle
> andre.
> Sætningen "Der sker der nok ikke noget ved, bare denne ene gang ....." har
> jeg allerede hørt et par gange for meget.

Jeg hører ALDRIG den sætning - nu er jeg heller ikke på kur, men hvis der er
noget, jeg ikke vil spise af den ene eller anden grund, så siger jeg bare
"nej tak". Kræver situationen en uddybning, så er det som regel nok med "jeg
har lige spist/er ikke sulten". Det kan alle forstå og udløser ingen
diskussioner.

Mvh Maria

---

"Maria Frederiksen" <mf@easyfrag.dk> wrote in message
news:40c88a37$0$458$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> Jeg hører ALDRIG den sætning - nu er jeg heller ikke på kur, men hvis der
er
> noget, jeg ikke vil spise af den ene eller anden grund, så siger jeg bare
> "nej tak". Kræver situationen en uddybning, så er det som regel nok med
"jeg
> har lige spist/er ikke sulten". Det kan alle forstå og udløser ingen
> diskussioner.

Som regel har jeg heller ingen problemer, men jeg har oplevet, at når man er
stor så tror folk ikke på at man ikke er sulten. ;) Mit mindste måltid er
aftensmaden og når man spiser mindre end folk som er mindre end en selv, så
kan folk ikke forstå at man kan blive mæt af den mængde.

> Mvh Maria

Nicolai

---

"Maria Frederiksen" <mf@easyfrag.dk> skrev i en meddelelse
news:40c88a37$0$458$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> Jeg hører ALDRIG den sætning - nu er jeg heller ikke på kur, men hvis der
er
> noget, jeg ikke vil spise af den ene eller anden grund, så siger jeg bare
> "nej tak".

Jeg har heller aldrig oplevet situationen - og det helt uden hensyn til,
hvilke mere eller mindre mærkværdige spisevaner (kure) jeg har haft. Folk
har til tider spurgt til mine spisevaner, måske endda undret sig højlydt og
derfor fået forklaret. Men jeg har aldrig oplevet at blive presset. Og jeg
spiser vel at mærke en meget stor del af mine måltider sammen med skiftende
mennesker på grund af meget skiftende arbejdstider.

Og jeg ville i øvrigt heller ikke opleve det som et problem. Man behøver
jo - som Maria skriver - blot sige nejtak. Det ER nok.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> wrote in message
news:40c8b367$0$3088$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...

> Og jeg ville i øvrigt heller ikke opleve det som et problem. Man behøver
> jo - som Maria skriver - blot sige nejtak. Det ER nok.

Nu er jeg enig i, at problemet ikke er så stort som Fischer oplever det, men
bare at fastslå "det ER nok, blot at sige nej tak", er heller ikke korrekt.
Da du skriver "man behøver", går jeg udfra at du ikke kun taler om din egen
situation, men også mener at dette vil være gældende for andre. Så kan jeg
fortælle dig, at jeg oplever folk spørger "Er du sikker", "du kan da ikke
være mæt nu", "ej, tag nu lige den sidste, vi gider ikke levne", "du kan da
godt lige spise en halv bøf mere" osv osv. Jeg føler mig dog ikke presset,
da jeg bare siger "Nej tak" et par gange mere. Men jeg har hørt mange af dem
og undrer mig over at du slet ikke har oplevet den slags, så enten må du
være god til at intimidere din omgangskreds, eller også består den
udelukkende af folk som står i samme situation som dig eller bare har en
naturlig forståelse for ting som de ikke selv kender til. En der aldrig har
været på en form for diæt, har som regel sværere ved at forstå og acceptere
at man er på diæt.

Men måske det er anderledes med mænd, i forhold til kvinder. Måske der er et
sammenhæng i, at vi er 2 mænd som oplever det og 2 kvinder som ikke gør. Kan
det tænkes at der bredt set, er større accept af at en kvinde er på diæt end
en mand er? Vanens magt måske, for vi kan jo alle huske mor var på
ugeblads-diæter, mens far bare spiste løst. Groft sagt.

> Mvh. Lisbeth

Nicolai

---

"Nicolai" <news2004@FJERNmailme.dk> skrev i en meddelelse
news:tEeyc.49$803.24@news.get2net.dk...
>
Hmm.. som kvinde må jeg sige.. jeg oplever nu engang imellem sådan lidt
press... - men samtidig, hvis jeg siger klart nej tak.. så accepteres det nu
med det samme.

men problemet er nu ikke så slemt.. jeg presser da også på.. når jeg har
gæster.. hvis de sidder og er sultne .. så skal de jo bare tage.. så jeg
spørger da også en sidste gang inden jeg bærer tingene ud i køkkenet..
sikkerpå du ikke vil have det sidste? lidt mere?

katja>
>

---

"Katja" <katja@katjastrofen.dk> wrote in message
news:caf6io$1phf$1@news.cybercity.dk...

> Hmm.. som kvinde må jeg sige.. jeg oplever nu engang imellem sådan lidt
> press... - men samtidig, hvis jeg siger klart nej tak.. så accepteres det
nu
> med det samme.

Jeg opfatter det ikke som et problem, men jeg oplever da forholdsvis tit, at
folk ikke acceptere et "Nej tak". Der skal lige kommenteres, at "du kan da
ikke være mæt", "skal vi ikke lige tømme fadet" osv. Men jeg holder da bare
fast på mit nej tak, så problemet er ikke større. Men bare at gøre som
Lisbeth, at tro det er ens for alle, og så forsøge at lære os metoder til at
sige "nej tak", med at kigge folk tavst i øjnene osv, er da morsomt.

> men problemet er nu ikke så slemt.. jeg presser da også på.. når jeg har
> gæster.. hvis de sidder og er sultne .. så skal de jo bare tage.. så jeg
> spørger da også en sidste gang inden jeg bærer tingene ud i køkkenet..
> sikkerpå du ikke vil have det sidste? lidt mere?

Ja, det er lige præcis det jeg mener. Og jeg tror altså personligt, at man
ikke acceptere "nej tak" fra mænd, lige så godt som man gør det fra kvinder.
Men det er nu min egen teori og har ikke noget at gøre med at jeg føler mig
som et offer, for det gør jeg bestemt ikke.

Men gør du så også det samme, hvis du ved folk er på diæt?

> katja>

Nicolai

---

"Nicolai" <news2004@FJERNmailme.dk> skrev i en meddelelse
news:ViJyc.251$5W2.29@news.get2net.dk...

> Men bare at gøre som Lisbeth, at tro det er ens for alle,

Jeg tror ikke det er ens for alle. Denne tråd viser jo blandt andet, at vi
oplever det forskelligt. For nogle er det en bagatel og for andre et
problem.

> og så forsøge at lære os metoder til at
> sige "nej tak", med at kigge folk tavst i øjnene osv, er da morsomt.

Er det morsomt? hvorfor?

Husk lige, at udgangspunktet var oplevelsen af "Og jeg er nok noget skuffet
over hvor mange steder man ikke finder den store forståelse for at jeg lige
nu overhovedet ikke kan spise det samme som alle andre."

Vi taler med andre ord ikke om irritation over almindeligt høflighedspres i
form af "tag en bid mere" men om et menneske, der føler sig presset af
omgivelserne i et sådant omfang, at han måtte af med et surt opstød i samme
anledning.

Mvh. Lisbeth

---

"Nicolai" <news2004@FJERNmailme.dk> skrev i en meddelelse
news:tEeyc.49$803.24@news.get2net.dk...

> Da du skriver "man behøver", går jeg udfra at du ikke kun taler om din
egen
> situation, men også mener at dette vil være gældende for andre. Så kan jeg
> fortælle dig, at jeg oplever folk spørger "Er du sikker", "du kan da ikke
> være mæt nu", "ej, tag nu lige den sidste, vi gider ikke levne", "du kan
da
> godt lige spise en halv bøf mere" osv osv.

Men hvis du har sagt nej tak behøver du ikke sige mere. Det er jo netop når
og hvis man går ind på at "diskutere" folks nøderi, at problemet opstår. Så
lad være. Bliver folk ved med at spørge, nøjes du med at tavst, og gerne
venligt smilende at se dem i øjnene. Så skal budskabet nok fise ind.

> Men jeg har hørt mange af dem og undrer mig over at du slet ikke har
oplevet den slags, så enten må du
> være god til at intimidere din omgangskreds, eller også består den
> udelukkende af folk som står i samme situation som dig eller bare har en
> naturlig forståelse for ting som de ikke selv kender til.

Jeg er usikker på, hvilken situation du taler om at være i. Jeg er ikke på
slankekur eller diæt og ved ikke, om nogen at mine venner er det. Tror det
ikke.

Når og hvis jeg er på diæt, er det kun mine allernærmeste venner, der får
det at vide. Jeg sidder ikke ved kantinen på arbejde og underholder med det.

Mine eks-svigerforældre var forresten typen, der nødede folk konstant. Det
var slet og ret almindelige (irriterende) høflighedsfraser i det hjem. Sagde
man nejtak til kaffe fik man tilbudt the. Sagde man nejtak til the, fik man
tilbudt sodavand. En øl? Mælk? Vand? Slet ingenting? Mener du det? Men det
havde intet overhovedet at gøre med, om deres gæster var på slankekur eller
ej. Den omgang fik alle - men så lærte man allerede ved første spørgsmål om
drikkelse at svare "Nej tak, jeg er ikke tørstig!".

> En der aldrig har været på en form for diæt, har som regel sværere ved at
forstå og acceptere
> at man er på diæt.

Ja... og derfor kan man med fordel lade være med at fortælle folk, at man er
på diæt.

> Kan det tænkes at der bredt set, er større accept af at en kvinde er på
diæt end
> en mand er?

Aner det ikke. Men det er ikke mit indtryk - fra min spisen med andre i
kantinen - at der reageres forskelligt. Jeg oplever dagligt kolleger, der er
på den ene eller anden diæt. Ikke nødvendigvis for at tabe sig, men også på
grund af sygdomme, allergier, kræsenhed etc.

> Vanens magt måske, for vi kan jo alle huske mor var på
> ugeblads-diæter, mens far bare spiste løst. Groft sagt.

Nope.... kan ikke huske, at min mor nogensinde har været på slankekur i min
barndom.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> wrote in message
news:40cb3599$0$12569$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> Men hvis du har sagt nej tak behøver du ikke sige mere. Det er jo netop
når
> og hvis man går ind på at "diskutere" folks nøderi, at problemet opstår.
Så
> lad være. Bliver folk ved med at spørge, nøjes du med at tavst, og gerne
> venligt smilende at se dem i øjnene. Så skal budskabet nok fise ind.

Det er jeg ikke helt enig i. Hvor jeg færdes ville folk sidde og vente på et
svar og opfatte det uhøfligt, hvis man bare kiggede dem ind i øjnene, når de
spurgte om noget.

> Jeg er usikker på, hvilken situation du taler om at være i. Jeg er ikke på
> slankekur eller diæt og ved ikke, om nogen at mine venner er det. Tror det
> ikke.

Alle former for diæter, hvad enten det er for det ene eller det andet
formål.

> Når og hvis jeg er på diæt, er det kun mine allernærmeste venner, der får
> det at vide. Jeg sidder ikke ved kantinen på arbejde og underholder med
det.

Nej, da. Ikke medmindre man bliver spurgt. Men det er som regel heller ikke
i den sitaution, at folk forsøger at presse dig til at gå op og købe en bøf
mere, så den synes jeg ikke var relevant.

> Mine eks-svigerforældre var forresten typen, der nødede folk konstant. Det
> var slet og ret almindelige (irriterende) høflighedsfraser i det hjem.
Sagde
> man nejtak til kaffe fik man tilbudt the. Sagde man nejtak til the, fik
man
> tilbudt sodavand. En øl? Mælk? Vand? Slet ingenting? Mener du det? Men det
> havde intet overhovedet at gøre med, om deres gæster var på slankekur
eller
> ej. Den omgang fik alle - men så lærte man allerede ved første spørgsmål
om
> drikkelse at svare "Nej tak, jeg er ikke tørstig!".

Ja, og der er det jeg forsøger at forklare dig, at jeg har oplevet at folk
ikke accepterer det. "Noget må du da have at drikke", "jamen, så stiller jeg
den her, så kan du drikke hvis du bliver tørstig". Men det vil du åbenbart
ikke forstå.

> Ja... og derfor kan man med fordel lade være med at fortælle folk, at man
er
> på diæt.

Jaja, i kantinen?

> Aner det ikke. Men det er ikke mit indtryk - fra min spisen med andre i
> kantinen - at der reageres forskelligt. Jeg oplever dagligt kolleger, der
er
> på den ene eller anden diæt. Ikke nødvendigvis for at tabe sig, men også
på
> grund af sygdomme, allergier, kræsenhed etc.

Jeg har den opfattelse af, at vi andre snakker om sociale sammenkomster, så
hvorfor du er så fokuseret på en kantine, forstår jeg ikke.

> Nope.... kan ikke huske, at min mor nogensinde har været på slankekur i
min
> barndom.

Det skulle forstås i overført betydning. Der er jo ligesom en årsag til, at
kvindemagasiner alle sammen vrimler/vrimlede med slankekure, fra den tid før
der fandtes mandeblade. Så det krævede måske at du skulle tænke lidt
abstrakt og ikke kun din egen situation, men det kan jeg selvfølgelig ikke
forlange.

> Mvh. Lisbeth

Nicolai

---

"Nicolai" <news2004@FJERNmailme.dk> skrev i en meddelelse
news:QdJyc.243$Cl1.82@news.get2net.dk...

> Det er jeg ikke helt enig i. Hvor jeg færdes ville folk sidde og vente på
et
> svar og opfatte det uhøfligt, hvis man bare kiggede dem ind i øjnene, når
de
> spurgte om noget.

Jamen så lad dem! Hvis du HAR svaret nejtak og du er sikker på, at de har
hørt det, så er det altså dem - og ikke dig - der er uhøflig ved at ignorere
et nejtak.

> Nej, da. Ikke medmindre man bliver spurgt.

Selv ikke da er det sikkert, at jeg fortæller, at jeg er på kur. Det
afhænger af hvem der spørger, hvor, hvornår og hvorfor. Men jeg har da
kolleger, der glad og gerne sidder og underholder med deres kur og forklarer
deres pludseligt anderledes spisevaner. Og selv ikke da oplever jeg, at der
er voldsom mangel på forståelse og pres til at spise som vi andre. Måske
arbejder jeg bare sammen med usædvanligt begavede og høflige mennesker?

> Ja, og der er det jeg forsøger at forklare dig, at jeg har oplevet at folk
> ikke accepterer det. "Noget må du da have at drikke", "jamen, så stiller
jeg
> den her, så kan du drikke hvis du bliver tørstig". Men det vil du åbenbart
> ikke forstå.

Joda ... jeg kan sagtens forstå, at nogle oplever det - og at nogle oplever
det som et problem. Det fortæller folk jo, at de gør. Og det er derfor jeg
bidrager med min mening om, hvordan man kan slippe for problemet.

> Jeg har den opfattelse af, at vi andre snakker om sociale sammenkomster,
så
> hvorfor du er så fokuseret på en kantine, forstår jeg ikke.

Jeg er ikke alene fokuseret på kantinen *S*

Men jeg nævner kantinen og forklarer, at jeg der spiser med mange og meget
forskellige mennesker. Spiser endda i mere end én kantine - i forskellige
afdelinger i landet. Så mine erfaringer er ikke indskrænket til private
sociale sammenkomster.

Kantinen/arbejdspladsen er det sted, jeg spiser med fleste forskellige
mennesker. Stort set aldrig de samme fra dag til dag. Hvis jeg skal vurdere,
om der reageres forskelligt på "nejtak" fra mænd og kvinder, er det mest
oplagt at se på, hvordan der reageres på min arbejdsplads, hvor folk ofte
byder hinanden på kager, kaffe, is m.m. Og hvor vi ofte spiser
arbejdsfrokoster og -middage, hvor fadene sendes rundt.

Langt den største del af mine sociale måltider (når vi undtager dem, jeg
spiser med flere gange om ugen) foregår på arbejdspladsens kantine.

Og som sagt... jeg oplever ikke, at det ene køn presses mere eller mindre
end det andet.

> Det skulle forstås i overført betydning. Der er jo ligesom en årsag til,
at
> kvindemagasiner alle sammen vrimler/vrimlede med slankekure, fra den tid
før
> der fandtes mandeblade.

Kvinder har altid været mere interesserede i ernæring, så ja... det er der
en god forklaring på.
Men nej, det er ikke os alle, der kan "huske mor var på ugeblads-diæter,
mens far bare spiste løs."

> Så det krævede måske at du skulle tænke lidt abstrakt og ikke kun din egen
situation, men det kan jeg
> selvfølgelig ikke forlange.

Jeg har såmænd ikke noget problem med at tænke både abstrakt og på min egen
situation. Håber du kan leve med, at jeg ikke undlader at nævne konkrete og
personlige erfaringer?

Mvh. Lisbeth

---

> Ja, og der er det jeg forsøger at forklare dig, at jeg har oplevet at folk
> ikke accepterer det. "Noget må du da have at drikke", "jamen, så stiller
jeg
> den her, så kan du drikke hvis du bliver tørstig". Men det vil du åbenbart
> ikke forstå.

Så sig ja tak til vand, så er du ude over det. Jeg bliver tit budt og nødet
i alle mulige sammenhænge, men jeg har ALDRIG oplevet at det ikke bliver
respekteret - evt. med en lille udbydning i retning "for tidligt, har lige
fået, er ikke sulten/tørstig".

Mvh Maria

---

"Fischer" <myfischer87@get2net.dk> wrote in message
news:40c8157a$0$186$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> For nylig er jeg startet på (ca.) South Beach Diet (pt. nul kul).
> Den interne kamp mellem mig og kroppen går pænt, men den eksterne kamp er
> meget sværere.
>
> Som familiefar og aktiv medborger er det utroligt mange steder man mødes
med
> andre, hvor der er mad indblandet. Vi er simpelthen et samfund af sociale
> grovædere!
> Skal vi mødes? Hvad skal vi æde?
>
> Og jeg er nok noget skuffet over hvor mange steder man ikke finder den
store
> forståelse for at jeg lige nu overhovedet ikke kan spise det samme som
alle
> andre.
> Sætningen "Der sker der nok ikke noget ved, bare denne ene gang ....." har
> jeg allerede hørt et par gange for meget.
> Jeg er desværre ikke i stand til at mure mig inde, for det koncept der
> hedder 'andre mennesker' er mig faktisk lidt til overs for tiden.

Hej

Ja jeg kender det også alt for godt, men det ændrede sig med tiden i min
omgangskredse. Der er kun nogle få venner der ikke kan få det banket ind, at
det at spise kulhydrater i større mængder ødelægger FOR meget.

Men resten har tilpasset sig rigtigt godt og der er næsten altid mad
tilstede ved sociale sammentræf der passer til mig (salater, grøntsager
osv). Nogle af dem yder faktisk en ekstra indsats for min skyld og det er jo
fedt at opleve. Men jeg har også levet sådan her i snart 300 dage. Som
eksempel kan jeg nævne at en veninde lavede hjemmelavet jordbæris udfra en
omega-opskrift til dessert det synes jeg var flot.

Så hvis du bibeholder din måde at spise på, så kommer resultaterne og så har
folk svære ved at komme med de lamme kommentarer. De kunne jo aldrig finde
på at sige skal du ikke have en lille drink til en alkoholiker eller
tilsvarende (FJOLSER).

Nå det var mit svar

Held og lykke med det

LowCarb rulez!

Steffen

---

"Steffen E. Jensen" <sej2001dk@yahoo.com> skrev i en meddelelse
news:IYeyc.51$jR4.33@news.get2net.dk...

> Der er kun nogle få venner der ikke kan få det banket ind, at
> det at spise kulhydrater i større mængder ødelægger FOR meget.

Hvis man går på kur og signalerer, at "JEG spiser den rigtige måde, men DINE
spisevaner er hamrende usunde/forkerte!" kan jeg egentlig godt forstå, hvis
man oplever manglende forståelse og respekt fra andres side.

Men det er heldigvis ikke umuligt at være på kur uden at delagtiggøre
alverden i det.
Og det kan sagtens foregå uden at demonstrere ulidelig frelsthed.

> Men resten har tilpasset sig rigtigt godt

Behøver folk ligefrem "tilpasse" sig dine og mine spisevaner? Er det ikke
bare dig og mig, der skal tilpasse os vores egne behov og ønsker.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <KLIP_VÆK_lisbeth_jacobsen@hotmail.com> wrote in message
news:40cb359a$0$12569$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Steffen E. Jensen" <sej2001dk@yahoo.com> skrev i en meddelelse
> news:IYeyc.51$jR4.33@news.get2net.dk...
>
> > Der er kun nogle få venner der ikke kan få det banket ind, at
> > det at spise kulhydrater i større mængder ødelægger FOR meget.
>
> Hvis man går på kur og signalerer, at "JEG spiser den rigtige måde, men
DINE
> spisevaner er hamrende usunde/forkerte!" kan jeg egentlig godt forstå,
hvis
> man oplever manglende forståelse og respekt fra andres side.

Tror desværre du misforstod mit indlæg eller at jeg ikke havde beskrevet det
grundigt nok.

Det jeg mente var at visse folk bevidst pressede mig til at spise
kulhydratrige retter, selvom jeg havde givet stærkt udtryk for at det var
ikke i min interesse. Altså blev ved med at sige at du skal jo også holde
fri engang imellem og det skader ikke osv. Jeg har på ingen måde forsøgt at
opføre mig som frelst, men jeg må da ærligt indrømme at mine erfaringer med
low-carb har gjort at jeg er rimelig fortaler for den måde at spise på.

> Men det er heldigvis ikke umuligt at være på kur uden at delagtiggøre
> alverden i det.
> Og det kan sagtens foregå uden at demonstrere ulidelig frelsthed.

Enig men som studerende og en mængde sociale arrangementer, så synes jeg det
bedste har været at være ærlig omkring det at jeg forsøger at blive mindre.
Hvilket så har medført støtte i form a speciel mad osv som jeg synes er
enormt dejligt.

> > Men resten har tilpasset sig rigtigt godt
>
> Behøver folk ligefrem "tilpasse" sig dine og mine spisevaner? Er det ikke
> bare dig og mig, der skal tilpasse os vores egne behov og ønsker.
>
> Mvh. Lisbeth

Nej folk behøver ikke tilpasse sig mine vaner. Men hvis jeg skal til en fest
eller hygge-spise-rødvin aften med vennerne, så er det da bedst hvis der er
noget jeg kan spise eller bliver informeret om hvis der ikke er så jeg selv
kan medbringe et alternativ.

Lidt sent og rodet svar. Men jeg prøvede egentlig bare at sige at med tiden
kan holdningerne ændre sig ved de fleste og når resultaterne kommer så er
det svært at argumentere imod.

Mvh
Steffen

---

[Steffen E. Jensen | Sun, 13 Jun 2004 01:21:14 +0200]

>Nej folk behøver ikke tilpasse sig mine vaner. Men hvis jeg skal til en fest
>eller hygge-spise-rødvin aften med vennerne, så er det da bedst hvis der er
>noget jeg kan spise eller bliver informeret om hvis der ikke er så jeg selv
>kan medbringe et alternativ.

Jeg forstår dig godt, men jeg tror at en del af problemet ligger andetsteds.

Mange mennesker har jo stadig den fejlagtige opfattelse at det eneste der
feder er fedt - det virker jo som ren bondelogik - og føler derfor måske at
du "tvinger" dig selv til at give afkald på noget "udskadeligt"...

Det andet er at de nemt kan føle sig som lidt dårlige værter ved at serverer
noget du ikke vil spise og/eller få dig til at selv tage mad med - så ved at
lokke dig til at spise lidt, får de måske ubevidste lidt aflad.

Men ja, lowcarb GØR det lidt sværer når man er på diet at spise hos venner
og famille, især i starten hvor de ikke helt har fortstået hvad du er igang
med.

Har selv prøvet en familliemiddag hvor værtinden havde hørt at jeg var på
diet og lavet fedtfattigt mad med massere af brød og pasta - sødt gjort, men
ganske misforstået :)

René
www.rene.hjorth.com
& www.lowcarb.dk

---

"Steffen E. Jensen" <sej2001dk@yahoo.com> skrev i en meddelelse
news:LdMyc.459$by7.271@news.get2net.dk...

> Det jeg mente var at visse folk bevidst pressede mig til at spise
> kulhydratrige retter, selvom jeg havde givet stærkt udtryk for at det var
> ikke i min interesse.

Forstod det godt.

Jeg tror sådanne reaktioner hænger sammen med, at folk føler, at DERES
spisevaner indirekte kritiseres, hvis man spiser anderledes end de gør.

Det er sådan set uden betydning, om man siger "Nej tak, jeg spiser ikke
kulhydrater." eller "Nej tak, jeg spiser ikke svinekød" eller "Nej tak, jeg
spiser ikke fedt", så vil der være nogle, der føler det som en kritik af
DERES valg.

Og det er blandt andet derfor, at jeg ekstremt sjældent gør nogen opmærksom
på mine til- og fravalg på det ernæringsmæssige område. Jeg gider ikke
diskutere det med folk, der ikke forstår det, føler sig kritiseret af mine
valg eller bare ikke er interesserede, men blot uforstående småforargede.

Og så er jeg sådan en, der ikke og aldrig bliver god til at følge en bestemt
kur dag efter dag. Så hvis jeg den ene dag fortæller folk, at jeg er på kur,
så vil de i visse tilfælde kunne undre sig over det, jeg spiser næste dag og
udbryde: "Jeg troede, du var på kur???"

Så med mine vaner har jeg fundet det mest praktisk at holde det for mig
selv, de gange jeg har været på så meget kur, at man har kunnet kalde det en
kur.

> Altså blev ved med at sige at du skal jo også holde
> fri engang imellem og det skader ikke osv.

Den debat gider jeg ikke gå ind på - og da slet ikke mens jeg spiser *S*

> Jeg har på ingen måde forsøgt at
> opføre mig som frelst,

Hmmmm dit "LowCarb rulez!" virker frelst på mig *S*

> men jeg må da ærligt indrømme at mine erfaringer med
> low-carb har gjort at jeg er rimelig fortaler for den måde at spise på.

Jamen så undgår du næppe modstand og forsøg på at teste dine holdninger.

Og hvis man ikke ligefrem har nogen personlig fordel ud af at være fortaler
for den ene eller anden diæt, hvorfor så være fortaler?

> Lidt sent og rodet svar. Men jeg prøvede egentlig bare at sige at med
tiden
> kan holdningerne ændre sig ved de fleste og når resultaterne kommer så er
> det svært at argumentere imod.

At man taber sig på en given kur er ikke ensbetydende med, at der ikke kan
argumenteres imod den.

Mvh. Lisbeth

---

Jeg synes ikke jeg oplever så tit, at blive presset til at spise mere end
jeg har lyst til. Men med hensyn til alkohol - der pisser det mig af, at
hvis man ikke lige er gravid, så har man i dagens Danmark ikke en gyldig nok
grund til at sige nej tak til en øl, et glas vin, en drink eller lignende,
uden at der skal stilles spørgsmål til dette. Eller at folk vender øjne af
én..
Det synes jeg er direkte latterligt. Alkohol er jo ikke livsnødvendigt, så
det må vel være op til den enkelte om man vil drikke eller ej..

Tja, det var mit sure opstød..

God weekend til jer alle

VH
Padmé

---

"Padmé Amidala" <espressopigenFJERNDETTE@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:40cb8ae2$0$160$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Jeg synes ikke jeg oplever så tit, at blive presset til at spise mere end
> jeg har lyst til. Men med hensyn til alkohol - der pisser det mig af, at
> hvis man ikke lige er gravid, så har man i dagens Danmark ikke en gyldig
nok
> grund til at sige nej tak til en øl, et glas vin, en drink eller lignende,
> uden at der skal stilles spørgsmål til dette. Eller at folk vender øjne af
> én..
> Det synes jeg er direkte latterligt. Alkohol er jo ikke livsnødvendigt, så
> det må vel være op til den enkelte om man vil drikke eller ej..
>
> Tja, det var mit sure opstød..

Fra en gammel rotte: De første ti år er de værste - så har folk vænnet sig
til det

Tine, kan altid køre hjem.

---

Tak for alle kommentarerne.
Diskussionen løb lidt i retning af at sige nej til visse madtyper og at sige
nej til en ekstra portion.
Men når man overhovedet ikke må få (og senere meget lidt) kulhydrater er
situationen jo lidt en anden. Steffen er lidt inde på sagens kerne.
Ofte betyder det at man selv altid må medbringe sin egen mad når man spiser
ude.
Jeg var f.eks. på restaurant i lørdags, hvor jeg efter at have set
menukortet måtte indse, at der ikke var noget på kortet jeg måtte spise.
Selvfølgelig kunne jeg have bedt kokken om at lave et eller andet, men det
er nok ikke holdbart.

Jeg er desværre kommet til den erkendelse, at det ikke er muligt for mig, at
gennemføre en ekstrem kur som den jeg startede på.
Hvis man er single og oftest spiser hjemme eller medbragt mad, så tror jeg
at ens odds vil være noget større.
På en eller anden måde skal man jo fokusere meget på sig selv og jeg tror
det ville være lettere hvis man kunne mure sig ind i nogle måneder.
Min familie har i al fald heller ikke været vilde med at tilpasse sig mine
spisevaner, eller at jeg skal spise noget specielt hele tiden.

Så i stedet for at tabe mig det nødvendige i løbet af ½ - 1 år, har vi gjort
det til et projekt at lægge vores kostvaner om, så jeg kan tabe mig over en
årrække.
Det er i princippet også nok den rigtige måde at gøre det på, men kræver
noget mere tålmodighed.

*Fischer
OBS: Hvis du vil sende mig en mail, så fjern det to-cifrede tal i adressen.

---

[Fischer | Mon, 14 Jun 2004 09:40:32 +0200]

>Men når man overhovedet ikke må få (og senere meget lidt) kulhydrater er
>situationen jo lidt en anden.

En del af problemet er også en holdning, for selvfølgelig må du få
kulhydrater - du bør sågar spise en god sjat af dem (kostfibre i grøntsager
og tildels lidt goft brød), men det er de letomsættelige som sukker og
stivelse du skal holde dig væk fra.

>Jeg var f.eks. på restaurant i lørdags, hvor jeg efter at have set
>menukortet måtte indse, at der ikke var noget på kortet jeg måtte spise.

Er du sikker på at det ikke er dig selv der gør det sortere end nødvendigt
er? jeg spiser da ofte ude, og selvom jeg naturligvis nemmest spiser på
f.eks. Hereford Beefstouw, kan jeg da sgatens finde lowcarb mad på alle
restauranter (med nogle fravalg).

Ok, kinagrill og pizzabix er meget svær :) Men næsten alt andet kan lade
sig gøre; desværre rammes mange lowcarbere (det skete også for mig) af et
"lowcarbhysteri" lige så slemt som man andre gør det med fedthysteri.

>Så i stedet for at tabe mig det nødvendige i løbet af ½ - 1 år, har vi gjort
>det til et projekt at lægge vores kostvaner om, så jeg kan tabe mig over en
>årrække.

Well, held og lykke.

René
www.rene.hjorth.com
& www.lowcarb.dk

---

> > Men når man overhovedet ikke må få (og senere meget lidt) kul-
> > hydrater er situationen jo lidt en anden.
>
> En del af problemet er også en holdning, for selvfølgelig må du få
> kulhydrater - du bør sågar spise en god sjat af dem (kostfibre i
grøntsager
> og tildels lidt goft brød), men det er de letomsættelige som sukker og
> stivelse du skal holde dig væk fra.

For lige at runde dette her af:
Min situation var, at min kur sagde 0 (nul) kulhydrater i de 2 første uger.
Senere måtte jeg selvfølgelig godt få lidt "gode" kulhydrater.

*Fischer
OBS: Hvis du vil sende mig en mail, så fjern det to-cifrede tal i adressen.

---

"Fischer" <myfischer87@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:40ce97c3$0$169$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...

> Min situation var, at min kur sagde 0 (nul) kulhydrater i de 2 første
uger.
> Senere måtte jeg selvfølgelig godt få lidt "gode" kulhydrater.

To uger med særlig kost kan man altså godt klare.
Det handler primært om at tilrettelægge kurens start på et passende
tidspunkt! Lad være med at lægge starten i et par uger med masser af fest,
restaurantbesøg, ferierejse etc.

Morgenmaden er det værste på en lowcarb kur.... danske morgenborde myldrer
med kulhydrater. Men frokost, mellemmåltider og aftensmad har jeg svært ved
at se skulle være problematiske. Også selvom man er på restaurant.

Og er det South Beach diæten du har været på, som du skriver, er der noget,
der ikke helt stemmer med din oplevelse. Det er nemlig ikke korrekt, som du
ellers skriver, at du på den kur "overhovedet ikke må få" kulhydrater. Det
må du gerne!

I følge kurens egen website må du ikke spise følgende de første to uger:
brød, ris, pasta, frugt, slik, kager, småkager, is, sukker eller alkohol af
nogen slags. Og det er kun de to første uger, det er så restriktivt.

Du skriver tillige, at "Min familie har i al fald heller ikke været vilde
med at tilpasse sig mine
spisevaner, eller at jeg skal spise noget specielt hele tiden."

Det forstår jeg heller ikke rigtigt, at det skulle være noget problem....
selv om I er en familie, der dagligt spiser kartofler, ris eller pasta,
burde det ikke være et problem for en hel familie, at der sidder et
familiemedlem, der springer over kartofler/ris/pasta/sukkervarer/sprut og
tager af de andre ting på bordet.

Spring gryderetterne a la væltet lokum over i en periode og server kød og
tilbehør så hver enkelt selv snupper det, de vil have. Så vil alle kunne få
det, som de vil have det. Også dem, der vil have kartofler/ris/pasta.

Det burde heller ikke være et problem at finde en restaurant, hvor det er
muligt at vælge retter, hvor kulhydrater kan pilles fra.

Jeg forstår ikke, hvorfor det er et problem for familien, hvis der lige skal
koges bønner/broccoli til dig selvom de andre måske springer over (selvom
både bønner og broccoli bestemt vil være glimrende at spise for dem også!)
Hvis I har børn i familien har i på et tidspunkt været vant til, at der
skulle laves særskilt mad til dem.

Derfor kan det sagtens være, at der er andre grunde til, at du skal droppe
den diæt. Men hvis du lever i en familie der ikke kan klare, at du spiser
anderledes end før - og kan du ikke tackle, at nogen kan finde på at
provokere dig med forbudte fødevarer eller nye mængder af mad, så vil enhver
forandring af dine spisevaner indbære problemer for dig.

Mvh. Lisbeth

---

<klip> En helt masse, sikkert velmente, råd blot givet ud fra forkerte og
meget forsimplede forudsætninger.<klip>

> Derfor kan det sagtens være, at der er andre grunde til,
> at du skal droppe den diæt. Men hvis du lever i en familie
> der ikke kan klare, at du spiser anderledes end før - og
> kan du ikke tackle, at nogen kan finde på at provokere
> dig med forbudte fødevarer eller nye mængder af mad,
> så vil enhver forandring af dine spisevaner indbære pro-
> blemer for dig.

Ha, ha. Jeg kan se at du nyder at lege lomme-psykolog.
Lisbeth, du fejlfortolker helt vildt - sikkert på grund af fordomme og egne
komplekser.
Du er tydeligvis god til at putte ting i små firkantede kasser, og jeg vil
ikke udelukke at livet er lettere når alting er i sort og hvidt, og at hele
verden i øvrigt er magen til den hverdag man selv har.

I øvrigt er det ikke så spændende at diskutere en situation som er totalt
forandret siden diskussionen startede. Så jeg melder mig ud nu.
EOD herfra.

*Fischer
OBS: Hvis du vil sende mig en mail, så fjern det to-cifrede tal i adressen.

---

"Fischer" <myfischer87@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:40cede94$0$160$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...

> Ha, ha. Jeg kan se at du nyder at lege lomme-psykolog.

Naah..... tager det nu lidt for alvorligt til at ville beskrive det som en
leg.
Og med de uddannelser og kurser og erfaringer m.m. jeg har i baglommen,
tillader jeg mig at mene, at jeg er kommet langt ud over det
lommepsykologiske niveau.

> Lisbeth, du fejlfortolker helt vildt - sikkert på grund af fordomme og
egne
> komplekser.

Måske fejlfortolker jeg? På hvilke områder helt konkret?

Da jeg har postet mine fortolkninger i et forum, hvor der er overvejende
sandsynlighed for at få modspil, så er det fordi jeg synes det er enormt
spændende at høre andres bud på sagen. Andres fortolkning. Ikke mindst DIN.

Jeg har været så længe på usenet, at jeg forlængst har lært, at mine
meninger sjældent får lov at stå uimodsagt. Og helt seriøst, så synes jeg
det er kanonspændende med kvalificeret modspil og debat. Så jeg er vidåben
for at høre andre meninger om denne sag.

> Du er tydeligvis god til at putte ting i små firkantede kasser,

Nope.. jeg er derimod fantastisk god til at putte ting i den ene kasse efter
den anden kasse. Trekantede, ottekantede, firkantede, ovale og andre kantede
kasser. Jeg har en til tider irriterende evne til at kunne se tingene fra
117 vinkler. Irriterende for både mig selv og andre! (Det ville ofte være
nemmest - for mig selv og andre - kun at kunne se én mulighed!)

Jeg er med andre ord ikke blind for, at der er andre mulige bud på sagens
sammenhæng end min! Og jeg synes det er herligt, når nogen udvider min
horisont.

> og jeg vil ikke udelukke at livet er lettere når alting er i sort og
hvidt, og at hele
> verden i øvrigt er magen til den hverdag man selv har.

Nu skulle det vel ikke være DIG, der er i gang med at proppe MIG ned i en
firkantet og ikke tilstrækkeligt rummelig kasse? *S*

Min verden er i øvrigt langt fra som din! Jeg har eksempelvis ikke en
familie, der hverken direkte eller indirekte modarbejder mine spisevaner ved
ikke at bryde sig om, at jeg spiser anderledes. Og de restauranter, der er i
min verden, har åbenbart også et andet spisekort end dem du frekventerer?

Mvh. Lisbeth

---

[Fischer | Tue, 15 Jun 2004 13:33:25 +0200]

>Ha, ha. Jeg kan se at du nyder at lege lomme-psykolog.
>Lisbeth, du fejlfortolker helt vildt - sikkert på grund af fordomme og egne
>komplekser.

Hov hov, hér er jeg nødt til at støtte Lisbeth fuldt og fast!

Hvad hulen bilder du dig egentlig ind? Du skriver et indlæg i dette forum,
og selvom Lisbeth måske ikke har ry som den mest nænsomme og påpasselige
skribent, skriver hun faktisk et rigtigt godt og brugbart svar.

Jeg selv har tidligere været på kant med Lisbeth (og frasiger mig ikke
retten til at komme det igen en anden gang) - men det indlæg hun hér skrev
var faktisk pokkers godt!

René
www.rene.hjorth.com
& www.lowcarb.dk

---

"Rene' Hjorth" <rhjorth@spamcop.net> skrev i en meddelelse
news:gijuc01na11npaoortfm9kflk08nrp1bht@4ax.com...

> Hov hov, hér er jeg nødt til at støtte Lisbeth fuldt og fast!

Nu bliver jeg snart nervøs *LOL*

> Hvad hulen bilder du dig egentlig ind? Du skriver et indlæg i dette
forum,
> og selvom Lisbeth måske ikke har ry som den mest nænsomme og påpasselige
> skribent,

WHAT? Me not nænsom?
Jeg skriver med fløjlshandsker på....

Aj.. jeg ved det godt. Problemet er min forbandet skarpe tunge, som tit gør
det svært for folk at få øje på, at selv mine provokationer stort set altid
er særdeles venligt og hjælpsomt ment! Believe it or not!

> Jeg selv har tidligere været på kant med Lisbeth

Forunderligt. Jeg har da aldrig været på kant med DIG *GGG*

> (og frasiger mig ikke retten til at komme det igen en anden gang)

Phewwwww *GGG*

> - men det indlæg hun hér skrev
> var faktisk pokkers godt!

Ihhhh... nu rødmer jeg sgu da helt!

Mvh. Lisbeth

---

[Lisbeth Jacobsen | Tue, 15 Jun 2004 22:13:20 +0200]

>> Hov hov, hér er jeg nødt til at støtte Lisbeth fuldt og fast!
>Nu bliver jeg snart nervøs *LOL*

Jamen, jeg lover så at det ikke vil ske for tit :)

>Aj.. jeg ved det godt. Problemet er min forbandet skarpe tunge, som tit gør
>det svært for folk at få øje på, at selv mine provokationer stort set altid
>er særdeles venligt og hjælpsomt ment! Believe it or not!

Jeps, det er lige præcis en del af "problemet" (begrænset problem, folk må
jo selv bestemme om de gidder at svare dig retur).

Men ja, din skarpe tunge har ikke altid givet dig det bedste ry, selvom jeg
må indrømme at du på det senere er blevet lidt mindre skarp og lidt mere
hjælpsom, efter min opfattelse :)

>> - men det indlæg hun hér skrev var faktisk pokkers godt!
>Ihhhh... nu rødmer jeg sgu da helt!

Men seriøst - det var det - det var også derfor jeg hoppede op at stolen,
for du og andre skal have lov til at 'slås' uden jeg gidder at blande mig,
men når han hér overfusede dig på et ikke-eksisterende grundlag, blot fordi
du forsøgte at hjælpe ham, blev jeg harm.

René
www.rene.hjorth.com
& www.lowcarb.dk

---

"Rene' Hjorth" <rhjorth@spamcop.net> skrev i en meddelelse
news:1uj2d0d4t3osckhj67nnj53pggob38h1mc@4ax.com...

> Men ja, din skarpe tunge har ikke altid givet dig det bedste ry,

Min skarpe tunge har nu overvejende givet mig et godt ry.
De kraftige reaktioner er kun dråber i havet.

> selvom jeg må indrømme at du på det senere er blevet lidt mindre skarp og
lidt mere
> hjælpsom, efter min opfattelse :)

De skarpe debatter er på det seneste ikke foregået i denne gruppe. *S*

Og faktisk tager du fejl, for jeg har skåret endog meget kraftigt ned på
hjælpsomheden de seneste år - af tidnød. Før brugte jeg timer hver dag på at
hjælpe folk med dit og dat. Det er ikke mere tilfældet. Tror det er ligesom
med politisk og faglig aktivitet. Der kommer et tidspunkt, hvor man føler,
at "værnepligten" er aftjent og andre må tage over. Jeg har droppet både det
politiske, det faglige og det hjælpsomme - i hvert fald den organiserede og
forpligtende del af det.

> Men seriøst - det var det - det var også derfor jeg hoppede op at stolen,
> for du og andre skal have lov til at 'slås' uden jeg gidder at blande mig,
> men når han hér overfusede dig på et ikke-eksisterende grundlag, blot
fordi
> du forsøgte at hjælpe ham, blev jeg harm.

Når et menneske begynder at gøre omgivelserne mere eller mindre ansvarlige
for, at han ikke kan/vil/gider tabe sig, så er det forudsigeligt, at
vedkommende bliver vred over ikke at få ret. Og i dette tilfælde var det
helt tydeligt, at vedkommende ville have opbakning til at opgive.

Reaktionen havde efter min mening ikke meget med MIG at gøre - hvem som
helst, der vovede at fortælle personen, at hans forhindringer ikke er en
reel undskyldning men derimod "problemer" der kunne løses, ville vække en
eller anden form for vrede.

Men tak for opbakningen alligevel! *S*

Mvh. Lisbeth

---

[Fischer | Tue, 15 Jun 2004 08:31:25 +0200]

>For lige at runde dette her af:
>Min situation var, at min kur sagde 0 (nul) kulhydrater i de 2 første uger.

Det er efter min mening urealistisk og usundt; alene din hjerne har f.eks.
brug for ca. ½ gram omsætteligt kulhydrat om dagen for at fungere. At i den
grad tvinge din krop ud i ekstremer kan jeg slet ikke se fordelene i.

Jeg selv har været (og er) på Atkins, der i forhold til mange andre lowcarb
dieter er ret "streng" i starten fordi den kun accepterer 20 gram
omsætteligt kulhydrat i starten.

René
www.rene.hjorth.com
& www.lowcarb.dk