---

(Artikel Start)

Folkekirken. Kulturradikalismen har sejret. Præsten er blevet en slags vikar
for den tro, som danskerne ikke selv kan svinge sig op til. Dåben opfattes
nu som en slags religiøs forsikringsordning, for det tilfælde, at der skulle
være »noget om snakken«.


Danerne er afkristnede


HENRIK BANG-MØLLER
NR. 23, 31. Maj - 6. Juni 2004


Af HENRIK BANG-MØLLER



DANSKERNE tror ikke på Gud. Det vil sige: det gør vi af og til, når
lejligheden og tilværelsens lunefulde indfald tvinger os ind på
de »tankebaner«.



Men ellers gør vi ikke. Når vi ser bort fra Taarbæk hos hin berømte menighed
og deres snotforvirrede præst, så forventer de fleste folkekirkemedlemmer
til gengæld, at »deres« præst tror. Så at sige på deres vegne.



Præsten er en slags vikar for den tro, som de ikke selv kan svinge sig op
til, endsige beskæftige sig med i praksis og kirkegang.



På denne facon kan man roligt sige, at det er dansk kultur ikke at gå i
kirke eller forholde sig tilnærmelsesvis bevidst til den kristne tro, som de
fleste danskere er blevet døbt til at tilhøre.



Der sker i dag næsten ingen bevidstgørelse af, indlæring eller opdragelse i
den kristne tro, til trods for at det akkurat er hvad forældrene højtideligt
har lovet for både Guds og menighedens ansigt. Jeg har af og til
dåbsforældre til samtale, der synes det er en både uoverkommelig opgave og
personlig selvovervindelse hver dag at bede fadervor for og med deres døbte
barn.



Forældrene er lige fra vuggestue over børnehave og skole til fritidshjem
vant til at overlade ansvaret for barnets tarv til offentlige institutioner,
så de selv kan tilrettelægge deres liv og karriere upåvirket af det faktum,
at de altså har børn.



Det er en ringe trøst, at dette blot er resultatet af en udvikling, som for
alvor eskalerede i 60erne, og som nu næsten helt har sat sig igennem.



Kvindefrigørelsen blev udtrykkeligt ført på grundlag af ønsket om kvindens
økonomiske uafhængighed af manden, så hun selv kunne få et job, tjene sine
egne penge og ikke være en slave af børn, opvask, rengøring og ikke mindst
af manden.



Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at kvindefrigørelsen for begge
forældres vedkommende førte til en henholdsvis fader- og moderfrigørelse.
Med det resultat at børn i dag først og fremmest er institutionsbørn og
massivt lider under fraværet af tæt voksen- og ikke mindst forældrekontakt.



Omtrent på samme tidspunkt i 60erne intensiveredes mod familien og
ægteskabet ligeledes det ideologiske felttog, som tog sin begyndelse med
30rnes såkaldt »frisindede« kulturkamp, der betjente sig af skinger
marxistisk retorik.



Familien og ægteskabet blev gjort til arnestedet for det kapitalistiske
samfunds undertrykkelse af børn og kvinder - og var i øvrigt for intimt og
forpligtende et fællesskab for de



ellers kollektivistiske socialister.



Desuden havde kristendommen som det borgerlige samfunds veldresserede
lænkehund givet familie og ægteskab status som en slags skabelsesorden,
hvorfor kristendommen også på dette punkt blot viste sig som den egentlige
fjende bag det borgerligt-kapitalistiske samfund.



DERFOR kunne den konsekvente marxist, Hans Kirk, også i en hadefuld
tidsskriftartikel i Kritisk Revy fra allerede 1928 stille spørgsmålet »Kan
Danmark afkristnes?« og selv besvare spørgsmålet med følgende Endlösung der
Christenfrage: »Skal man udrydde rotter, må man vide besked om rottens
biologi. Det er ikke nok at påvise, at det er et grimt og skadeligt dyr.«



Men det var ikke alle, der var så ukultiverede i deres udtryksform. Både
Elias Bredsdorff - som allerede som moden teenager fra Olympens tinder med
sit røntgensyn havde indset kristendommens indlysende usandhed - og Otto
Gelsted - som var vokset op på et strengt katolsk børnehjem og følgelig
havde siddet temmelig skævt på potten - og Poul Henningsen - som det meste
af sit liv gik og håbede på at være en ægtefødt søn af
kristendomshaderenparexcellence: Georg Brandes - og Kjeld Abell og Hans
Scherfig, og flere andre hadede kristendommen og kristen kultur af et godt
hjerte. Men de forstod dog i det mindste at kultivere deres udbrud med
større poetisk sans end Hans Kirk.



For den senere 68er-generation og kulturradikale ideologi var opgøret med
kristendommen et centralt led i deres frigørelses-evangelium, der skulle
sætte det tilvalgte fællesskab over det givne: meningsfællesskabet over
skæbnefællesskabet.



Mens man i det givne fællesskab nu engang er i familie med dem, man er i
familie med, og som - hvad enten man kan lide det eller ej - trænger sig på
og begrænser det personlige råderum for den enkelte, så har det tilvalgte
fællesskab den »fordel«, at man kan fravælge det.



Man kan fravælge det givne fællesskab og tilvælge sig et nyt efter egen smag
og eget behov. I det tilvalgte fællesskab reguleres flygtige stemninger som
lyst og behov, politisk og social enighed eller alene et primitivt ønske om
at stå stærkere som pressionsgruppe over for ondskabsfulde kapitalister og
offentligt bevilgende myndigheder.



Det stemningsbetonede og i dag udelukkende forbrugsorienterede
interessefællesskab er frigørelsesideologiens ægtefødte kunstprodukt - på
helt ublu bekostning af familiens, slægtens og civilsamfundets givne
fællesskab. Som ellers bortset fra de seneste ca. 30-40 år altid har været
samfundets bærende og mest grundlæggende fællesskabsform.



Folkekirken indplacerer sig i denne sammenhæng blot som ét af
velfærdsstatens mange tilbud om at tage over dér, hvor tidligere hjemmet og
familien var nødvendig.



DÅBEN opfattes i forlængelse heraf som magisk sakramentalisme eller trylleri
slet og ret, som yder forældrene en slags religiøs forsikringsordning, »hvis
der nu skulle være noget om snakken.«



Tidligere kunne man som folkekirke og som forældre i det mindste forvente et
vist kendskab til kristendommen blandt folkeskolens lærere, som tilmed betød
et bemærkelsesværdig højt kundskabsniveau hos de døbte. Den undervisning er
nu også væk, og opgaven er faldet helt tilbage på dén »husfader«
(og -moder!), der ifølge Luthers lille katekismus »letfatteligt skal lære
sin husstand« den kristelige børnelærdom.



Tidligere støttede såvel samfundets institutioner som kulturen i øvrigt op
om forældrenes valg om at lade deres barn døbe og oplære i den kristne tro.



Det har mildest talt ændret sig. Den uden sidestykke i historien kolossale
velstandsstigning, som Danmark oplevede fra 50erne og frem til den første
oliekrise i 1973, brugtes først og fremmest til at centralisere og
afindividualisere magten (læs: ansvaret) hos en bureaukratisk stat.



En enorm udbygning af offentlige institutioner til regulering, styring og
fordeling af resurser, kompetencer og regelret ideologi fulgte med.
Civilsamfundet med familiens, slægtens og lokalsamfundets intakte og
kompetente relationer kom under målrettet afvikling.



Påvirkningen fra hjemmenes reaktionære patriarker skulle standses og
erstattes af frisindede pædagogers og læreres med tiden massive indøvelse i
progressive idealer om tvangsfrihed (læs: autoritetsfrihed!), personlig
selvudvikling (læs: selvoptagethed!) og frigørelse (læs: traditionstab,
forudsætnings- og historieløshed!).



BØRNENE og deres forældre blev gjort til genstande for traditionsfri
humanistisk genopdragelse af frisindede pædagoger, lærere og sagsbehandlere
med anmassende social fromhed som erstatningsreligiøst mantra.



Disse idealer fik endog bestemmende indflydelse på socialdemokratisk
velfærdsideologi: friheden fra det personlige ansvar i familie og slægt,
kombineret med retten til arbejde, lønindkomst og velfærdsgoder som
børnepasning og ældrepleje.



»Husfaderen« og »husmoderen« forsvandt som følge heraf, fordi de fik travlt
med at realisere sig selv og tjene til et i dag eskalerende privat
(over-)forbrug. Hjemmet blev afskaffet til fordel for arbejdspladsen og det
tilvalgte meningsfællesskab i fagforening og interesseorganisationer,
spændende lige fra Dyrenes Beskyttelse over Efterlønsklubber til Ældresagen
m.m.m.



Alt sammen som led i det frigjorte folkevids nu foretrukne idræt: at bringe
sig i den gunstigst mulige position til de offentligt bevilgende myndigheder
med krav om snart sagt alt muligt mellem himmel og jord. Herunder også
religiøs-kristelig betjening og service.



Da Københavns Kommune for nogle år siden ville spare penge på
skolefritidsordningen, reagerede forældre og pædagoger således på en i
virkeligheden symptomatisk og temmelig foruroligende måde.



På bagsiden af HT's busser kunne man læse slogans, hvor politikere og
øvrighed blev holdt ansvarlige, hvis børnene som følge af besparelsen skulle
gå hen og blive narkomaner og kriminelle.



Noget tilsvarende skete på et tidspunkt, da der skulle spares på vuggestuer
og børnehaver: forældrene afleverede i oprigtig indignation børnene hos
politikerne i byrådssalen, som de anså for de virkelig skyldige, dvs.
ansvarlige. Set i et større samfundsmæssigt og moralsk perspektiv er det
ildevarslende. Det er et stærkt og éntydigt vidnesbyrd om, hvor massivt
socialdemokratisk velfærds- og frigørelsesideologi har sejret over familien
og forældrenes personlige ansvar. Den er gået helt ind i vanen og kulturen,
hvor den har fået selvfølgelighedens uproblematiserbare karakter.



Opgøret med og frigørelsen fra moralen og ansvaret er selv blevet moralsk -
og det i et sådant omfang, at det sidste er blevet langt værre end det
første. Mennesket blev i socialdemokratisk-humanistisk og kulturradikalt
perspektiv først og fremmest et friheds- og rettighedsvæsen.



Og ikke et ansvars- og pligtvæsen, sådan som mennesket først og fremmest er
i kristendommen.



Henrik Bang-Møller (f. 1969) er sognepræst i Skagen. Han er cand.theol. fra
Københavns Universitet, er gift og har tre børn. Har virket som præst siden
år 2000.



(Artikel slut)