I dagens Berlingske Tidende kan man på:
http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=444654/
læse følgende kronik, som burde have interesse her i gruppen:
Den danske grundskole er asocial Af: Peter Nedergaard, Ph.D
================================
Den danske skole er dårlig til at bryde den negative sociale arv. Det
er synd for de børn, det går ud over. Og det er synd for Danmark, som
taber nogle af de talenter, der ikke er født med en sølvske i munden.
Løsningen er ikke flere penge til skolerne - snarere tværtimod.
I de flestes bevidsthed er den danske grundskole sandsynligvis et sted,
som giver alle gode forudsætninger for at nå derhen i livet, hvor man
vil. Mange mener sikkert, og sådan er den offentlige myte også, at den
danske skole skaber social lighed, fordi alle får samme fundament. Den
gængse opfattelse af den danske skoles sociale karakter holder
imidlertid ikke for en nærmere prøvelse.
Det bør ellers være en opgave for skolen at udligne sociale forskelle.
Alle livskraftige samfund er afhængige af, at den herskende klasse bides
i haserne af nogle, som kommer nedefra med flid, dygtighed og
intelligens. Talentmassen skal plejes, og den sociale mobilitet skal
være en mulighed via en uddannelse. Alle skal have mulighed for at tage
den uddannelse, de vil, når talentet er der. For børn fra velstillede,
bogligt orienterede hjem er dette en selvfølge. Selvtilliden og
læsningen er kommet ind løbende. Mange har imidlertid ikke fået en sådan
faglig ballast hjemmefra. Og dem skal skolen hjælpe, så de får det
alligevel.
En række internationale undersøgelser har imidlertid vist, at det
faglige niveau i Danmark i skolernes basale fag er under niveauet i de
lande, vi normalt ønsker at være i bås med. Undersøgelserne peger på, at
danske skolebørn som helhed ikke på de grundlæggende områder som
læsning, matematik og naturvidenskab får de samme faglige færdigheder,
som andre børn får i vores del af verden. Danske skolebørn lå i den
seneste OECD-undersøgelse klart under OECD-gennemsnittet.
For nylig har en europæisk ekspertgruppe med den tidligere hollandske
socialdemokratiske statsminister Wim Kok i spidsen anbefalet Danmark at
være langt mere opmærksom på dette problem. I den såkaldte Wim
Kok-rapport tales der således om, at det lave faglige niveau i
grundskolerne i Danmark er et problem for opretholdelsen af
beskæftigelsen. Der står direkte i rapporten, at Danmark bør tage skridt
til at imødegå forværringen af de basale kundskaber for eleverne i
grundskolen.
Man eksperimenterer da også med »fremtidens skole« i bl.a. Gentofte
Kommune. Her har man indrettet Hellerup Skole uden klasseværelser og
faste fag. I stedet skal børnene arbejde tværfagligt og tage ansvar for
egen læring. I medierne er skolen blevet besunget som en model for andre
skoler i landet, mens ingen har nævnt, at Hellerup Skoles
karaktergennemsnit sidste år lå væsentligt under landsgennemsnittet. Nu
vil Kommunernes Landsforening gøre skolen til model for andre i landet.
Fremhævelsen af Hellerup-modellen sker også på trods af, at den i den
svenske oprindelseskommune Håbo har vist sig yderst problematisk, bl.a.
dumpede sidste år 37 pct. af alle elever i kommunen, som anvender
modellen. Jeg vil gætte på, at de socialt dårligst stillede er klart
overrepræsenteret blandt disse 37 pct. Hvorfor lader man sig ikke i
Danmark i stedet inspirere af udenlandske erfaringer, som har vist sig
at føre til øget kvalitet i undervisning og indlæring? Hellerup-modellen
er i hvert fald ikke et skridt til at imødegå forværringen af
kundskaberne i den danske grundskole.
Når man direkte undersøger den negative sociale arv i forhold til
skolen, viser det sig, at de danske skoler tilsyneladende er ringere til
den opgave end skolerne i en række andre europæiske lande. Det betyder,
at børn fra hjem, der ikke er udpræget velstillede eller bogligt
orienterede ikke har de samme chancer som børn i disse andre europæiske
lande. Ser man på de nordiske lande alene, var Finland det land, hvor
det var sværest at finde en sammenhæng mellem elevernes præstation og
deres sociale baggrund. Det var nemmest i Danmark.
At den danske skole er så ringe til at bryde den negative sociale arv,
er synd for de danske børn, det går ud over. Og det er synd for Danmark,
som taber nogle af de talenter, der blot ikke er født med en sølvske i
munden. Ingen ved, hvordan grundskolens evne til at bryde den negative
sociale arv har udviklet sig historisk, men noget kunne tyde på, at den
tidligere var langt bedre. Dengang fagligheden i skolen var i højsædet,
fik de ikke-privilegerede børn også chancen for at vise, hvad de duede
til. Dengang var der også færdighedsprøver, som gav et skulderklap til
dem fra de ikke-priviligerede hjem, som ikke var opdraget til at kunne
snakke sig til gode karakterer.
Udviklingen fra faglighed til ansvar for egen læring, fra
klasseundervisning til projektarbejde, fra matematik og grammatik til
småsnak er således ikke kun problematisk for samfundet, fordi vi taber
konkurrenceevne til dem, der ikke har gennemløbet denne deroute.
Udviklingen er også asocial, fordi den cementerer givne sociale
strukturer og hindrer den nødvendige ilttilførsel til de herskende lag i
samfundet. Man kan næsten få den tanke, at grundskolens krise er en
frembragt tilstand i form af en slags raffineret klassekamp. Ved at
kræve så lidt af børnene, ved i skolerne at give dem ringe kundskaber,
får de rige folks dumme børn nemlig også en chance, de ellers ikke ville
have fået, hvis skoleuddannelsen var i orden og gav de
ikke-privilegeredes kloge børn lejlighed til at demonstrere deres
færdigheder.
Man kan også spekulere over grundene til, at de danske skoler ikke er
særlig gode til at bryde den negative sociale arv og til at give børnene
den viden, som skal til i et moderne samfund. Måske ligger skylden i en
uhellig skolepolitisk alliance mellem Grundvig og den såkaldte
reformpædagogik.
Grundtvig pukkede på den påståede sorte skole med eksaminer og »stiv«
indlæring. Måske var der grundlag for det opgør for et par århundreder
siden. Men i dag er det voldsomt skudt ved siden af. Idealet for
Grundtvig var i virkeligheden en form for hjemmearrangeret
projektundervisning, som måske var velegnet til præstesønner, men så
heller ikke for så mange andre. I dag er det i hvert fald progressivt at
kræve flere eksaminer, flere prøver, flere tests, hvor bl.a. de
ikke-privilegeredes børn kan få lejlighed til at vise, at de er bedre
end de privilegeredes.
Reformpædagogikken er den anden dominerende retning i dansk
skolepolitik. Med udgangspunkt i et akademisk københavnsk
venstreorienteret borgerskab har retningen siden 1930erne bredt sig ud
over landet og efterhånden fået fangearme langt ind i folkeskolen. Her
har man doseret selvrealisering og kreativitet som al undervisnings
grundlag. Her skal der danses og spilles bongo-trommer. For det er
vigtigt, at børnene forstår deres krop, før de kan lære noget. Og ofte
kom det imidlertid aldrig dertil. Det kunne så gå, hvis hjemmet ellers
var fyldt med bøger, som man også læste, diskuterede og tog stilling
til. Men sådan er det jo i de færreste danske hjem med skolesøgende
børn. Også reformpædogogikken er derfor ikke en retning til efterligning
uden for kliken.
Løsningen på grundskolens krise er ikke flere penge. Snarere tværtimod.
I forvejen er grunduddannelserne (folkeskolerne og gymnasierne) i
Danmark nogle af verdens dyreste målt pr. elev. Når det drejer sig om
folkeskolen alene, er Danmark det land i verden, hvor der bruges
forholdsmæssigt mest på skoleuddannelsen. Det har altså blot ikke givet
sig udslag i tilsvarende kvalitet.
Løsningen på den danske misere er mere politisk vilje til at tage hånd
om sagen. At sætte børnenes og landets fremtid i centrum. At være villig
til at lære af andre landes gode erfaringer med undervisningen. At
fremhæve kvalitet og respekt for viden. At betragte eksaminer og test
som børnenes mulighed for at vise, hvad de dur til. At lytte til gode
råd udefra, ligesom vi gerne vil have, at andre lande gør, når vi som
land mener at have noget at byde på. Hvorfor er vi i det hele taget så
selvtilfredse (eller selvfede, som børnene siger), når det drejer sig om
at lade os inspirere af andre landes skolepolitik bortset fra fallerede
svenske eksempler? Hvorfor tror vi selv, at vort skolesystem er så
perfekt, når alle undersøgelser viser, at det er det stik modsatte?
Hvorfor arbejder politikere, der kalder sig socialt ansvarbevidste, ikke
for reformer i den rigtige retning i stedet for at gøre ingenting eller
dosere medicin med modsat virkning?
Der er sket lidt i de seneste år. For lidt. Og der er sket alvorlige
tilbageskridt tilligemed. Politikerne bør tage fat, og vi andre bør
presse på for at få taget landets skolepolitik op til et principielt og
praktisk hovedeftersyn. For landets skyld. For den ægte sociale
ansvarligheds skyld. Men først og fremmest for børnenes.
--
Per Erik Rønne