Knut <unitarian@christian.netREMOVETHIS> wrote:
> Rasmus brukte uttrykket "ekskommunisere". Det er mulig Rasmus ikke har
> klart for seg hva dette uttrykket rommer og hvor underlig det her er å
> benytte et slikt uttrykk. Når det gjelder ditt eksempel med
> kirketjeneren, virker det så populistisk at jeg heller ikke kan ta det
> alvorlig. Kanskje det er som med "i" og "til" hos Rasmus, at det snart
> dukker opp andre opplysninger som forteller om den egentlige årsaken.
> Ingen kirketjener og menighetsrådsmedlem blir "smidt ud af"
> folkekirken bare fordi vedkommende har skrevet ei bok om reinkarnasjon
> eller fordi vedkommende selv tror på reinkarnasjon.
Det skete altså for den pågældende, og det har endda været gennem
domstolene.
I øvrigt er dåbsritualet i den danske folkekirke fast; det står ikke i
den enkelte præsts magt at ændre på det. Og den pågældende præst /var/
altså baptist; han ville blot ikke give slip på job, præstegård og
pension og gå over i Baptistkirken. Der blev rejst en præsteret, en
»kætterproces«, mod ham med deltagelse af en højesteretsdommer,
kendelsen [en fyring] blev kæret men afgørelsen fastholdt.
http://www.teo.au.dk/html/syst/aljacob/præsteretsdom.html
Hvorfra jeg citerer:
»Præsterettens bemærkninger og konklusioner:
Bent Feldbæk Nielsen anklages for i forkyndelsen eller på anden lignende
måde at have tilsidesat Den Danske Folkekirkes bekendelsesgrundlag ved i
tidsrummet marts 1992-marts 1995 gentagne gange offentligt at have
tilkendegivet en med Den Danske Folkekirkes evangelisk-lutherske
bekendelsesgrundlag stridende opfattelse, da indklagede har
tilkendegivet, at dåben ikke har gyldighed som grundlag for et kristent
menneskes tro og liv, idet :
a) det er ikke den treenige Gud, som er handlende subjekt i dåben.
b) et menneske ikke genfødes i dåben
c) et menneske ikke i dåben modtager Helligånden med syndernes
forladelse og det evige liv.
Indklagede har bekræftet, at han ikke bedrager den treenige Gud som
handlende subjekt i dåben ej heller mener, at et menneske genfødes i
dåben, og heller ikke at man i dåben modtager Helligånden med syndernes
forladelse og det evige liv, men han finder dog ikke denne holdning i
strid med folkekirkens evangelisk-lutherske grundlag, idet han mener, at
ovenanførte er overensstemmende med Det Nye Testamente, som efter hans
mening er det grundlæggende blandt folkekirkens bekendelsesskrifter.
Det er derfor efter hans mening påkrævet at ændre lutherdommen og dermed
også folkekirkens dåbsritual og barnedåbspraksis i overensstemmelse med
de angivne påstande. Efter hans mening burde man lave et særligt
spædbarns-dåbsritual, som tager hensyn til, at det ikke er muligt at
tale om bevidst tro hos et spædbarn. Indklagede vil således forsåvidt
anerkende den gældende praksis med at døbe spædbørn, men vil blot se den
som "en symbolsk handling, der billedlig fremstiller den grundlæggende
initiation til Guds Rige", jfr. redegørelsen, bevisførelsen side 26.
Indklagede finder støtte for sin dåbspraksis gennem en eksegese af det
græske ord "eis", som han vil oversætte som "til" i stedet for den
nuværende oversættelse: døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens
navn..."
Retten bemærker, at spædbarnedåb meget tidligt i kirkens historie synes
at være blevet en selvfølgelig praksis i kirken, og først hos
reformationstidens gendøberbevægelser drages den for alvor i tvivl. Også
i Den Danske Folkekirke har spørgsmålet til anden været diskuteret, men
i praksis har diskussionen aldrig ført til ændringer i den opfattelse,
at spædbarnedåb og voksendåb har det samme teologiske indhold. Tværtimod
er netop barnedåben ifølge langt de fleste lutherske teologer et klart
udtryk for det centrale i menneskets gudsforhold: at mennesket som Guds
skabning står som modtager af Guds nåde på samme måde som et lille barn
er helt afhængig af sine forældre.
Retten anerkender, at der kan ligge nuanceforskelle i forståelsen af "i"
(græsk: en) og "til" (græsk eis), men må afvise, at der i "til" skulle
ligge rent fremtidigt indhold. Noget sådant er klart i strid med
folkekirkens dåbssyn og synes heller ikke at have hjemmel i hverken
bekendelsesskrifter eller Det Nye Testamente. Dåben er ikke blot et
løfte, som eventuelt kan indfries senere i livet.
Overfor alternativet: at frelsen sker ved dåben som Guds handling -
eller ved en indre subjektiv oplevelse af Guds nåde, hvorved selve dåben
bliver af helt sekundær betydning, må det fremhæves, at dåben betyder,
at Gud suverænt vedkender sig den døbte som sit barn, der nu som Hans
barn er underlagt Hans omsorg. Samtidig forudsætter en meningsfuld dåb
tro, det vil sige, at det før eller senere går op for den døbte, hvilken
gave han eller hun har modtaget i dåben. Denne forståelse er ikke blot
intellektuel, men kan beskrives med ordet "helliggørelse"; andre udtryk
for tro er taknemmelighed mod Gud eller tillid til Gud. Af dette følger,
at man ifølge folkekirkelig opfattelse ikke kan adskille dåb og tro.
Nogle vil ved udtrykket "genfødelse" overvejende forstå, at Gud har
vedkendt sig synderen, der netop for Ham ikke længere er synder, medens
andre vil lægge mere vægt på, at genfødelsen - eller omvendelsen -
forstås som led i menneskets personlige udvikling.
Retten finder herefter ikke, at det er i modstrid med de bibelske
skrifter at gøre barnedåb og voksendåb identiske, og der skelnes ikke
mellem spædbarnedab og voksendåb i folkekirkens øvrige
bekendelsesskrifter.
Til spørgsmålet om folkekirkens rummelighed i forhold til diskussioner
om identiteten mellem barnedåb og voksendåb skal følgende bemærkes:
To ting må holdes adskilt. Det ene er, at der er og skal være frihed
blandt præster og lægfolk til at diskutere ethvert kristeligt emne udfra
enhver tænkelig synsvinkel. Men i selve forkyndelsen og i endnu højere
grad i forvaltningen af sakramenterne må man forudsætte overensstemmelse
med og loyalitet overfor ritualer og bekendelsesgrundlag. Her indsnævres
frihedens grænser til at "forkynde Guds ord rent og purt"
(præsteløftet). Hertil kommer, at folkekirkens ritualer må betragtes som
en udmøntning af dens bekendelsesgrundlag, og at man derfor som præst må
anses for at være forpligtet på ikke blot at følge ritualerne, men også
at stå inde for dem i sin forkyndelse.
Og ritualerne udgør en sammenhængende helhed. Specielt hvad angår
dåbsritualet og dets teologi skal det understreges, at dette spiller en
betydelig rolle i folkekirkens samlede ritualkorpus. Dette gælder ikke
blot konfirmationsritualet, hvor det naturligvis er særlig udtalt, men
tillige begravelsesritualet. Derfor vil en ændring af dåbsritualet, som
det findes påkrævet af indklagede, få dybtgående konsekvenser for de
øvrige ritualer.
Folkekirken er rummelig og omfatter flere tolkninger af, hvor
hovedvægten skal lægges i evangelisk-luthersk kristendom. I Den
evangelisk-lutherske Folkekirke udgør bekendelsesskrifterne, nemlig
Bibel, de tre oldkirkelige symboler, Luthers Lille Katekismus og Den
augusburgske Bekendelse (la. Confessio Augustana) en helhed. Dette
indebærer, at de gensidigt tolker hinanden. Man kan ikke læse Bibelen
alene, og man kan heller ikke støtte sig kun til de øvrige
bekendelsesskrifter og lade Bibelen ligge. Overfor spørgsmålet om
forholdet mellem Bibelen og de øvrige bekendelseskrifter brugte et vidne
(Glebe-Møller) udtrykket, at den teologiske tolkning antager en
cirkelstruktur, og et andet (Lone Fatum) formulerede det således, at
Bibelen skal læses med de øvrige bekendelsesskrifter som filter (og ikke
som skodder). Retten kan tilslutte sig dette.
Folkekirken er en historisk størrelse, der som evangelisk-luthersk kirke
har udviklet sig gennem godt 450 år. Det indebærer, at mange forskellige
holdninger gennem tiderne har haft hjemstedsret indenfor kirken, hvor
forskellige tolkninger af den kristne tro har haft forrang til
forskellige tider. I den ortodokse periode i det 16-17. århundrede lagde
man hovedvægten på den korrekte lære, mens man i den efterfølgende
pietisme koncentrerede sig om den enkelte kristnes inderlige
fromhedsliv.
I det 19. århundrede føjede bl.a. grundtvigianisme og Indre Mission nye
tolkninger til. Derfor rummer folkekirken i dag flere forskellige
tolkningstraditioner og er grundlæggende præget af rummelighed.
Men rummelighed har sine grænser; ellers bliver den meningsløs. Således
også i spørgsmålet om dåben. Her vil nogle lægge hovedvægten på Guds
suveræne handling, andre på menneskets modtagelse. Men man kan ikke
skyde en af delene helt ud. Således heller ikke, at Gud er handlende
subjekt i dåben, jfr. Luthers Lille Katekismus: "Thi uden Guds ord er
vandet vand slet og ret og ingen dåb; men med Guds ord er det en dåb,
det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde, og et bad til genfødelse
ved Helligånden, ......" eller Den augsburgske Bekendelse, art. 9 "Om
dåben lærer de (nl. de evangeliske), at den er nødvendig til frelse, og
at Guds nåde tilbydes ved dåben og at børn bør døbes, idet de, nar de
ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham". Det bemærkes, at
udtrykket "at Guds nåde tilbydes" (lat. offeratur, ty. angeboten werde)
sprogligt skal forstås således, at Gud gennem sit løfte binder sig til
den døbte.
Efter det foranførte er det et af de centrale punkter for den
evangelisk-lutherske Folkekirke, at det er Gud, der er det handlende
subjekt i dåben; det er derfor, dåben kaldes et sakramente.
Indklagede har herom forklaret: "at det med baggrund i det sprogligt
anførte er så ledes , at Gud ikke er subjekt for dåben og da dette ikke
er tilfældet i dåbsbefalingen (Mathæus 28,19), er det nødvendigt at
ændre lutherdommen."
Hermed underbetoner man utilladeligt Guds aktive rolle i menneskets
frelse, hvilket er et hovedpunkt i evangelisk-luthersk
kristendomsforståelse.
Vedrørende spørgsmålet om god tro hos indklagede bemærkes, at de
subjektive forhold alene ville have haft betydning under en straffesag,
men uanset dette anfører retten, at indklagede såvel skriftligt som i
flere drøftelser er gjort klart, at hans dåbssyn var uforeneligt med
folkekirkens dåbssyn.
Ved således at have afvist Gud som subjekt for dåben findes indklagede
at have tilsidesat den evangelisk-lutherske folkekirkes
bekendelsesgrundlag som anført i punkt a). Vedrørende punkterne b) og c)
skal understreges, at disse kun kan forstås i forbindelse med a) .
Afvisning af Gud som subjekt for barnedåben placerer indklagede så langt
fra den evangelisk-lutherske Folkekirkes grundlag, at præsteretten ikke
ser mulighed for idømmelse af anden sanktion end afsked.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Indklagede, Bent Feldbæk Nielsen, afskediges fra embedet som sognepræst
i Snedsted sogn.
Indklagede betaler omkostningerne ved sit eget forsvar.«
====
> Det virker som om dere har et noe enkelt syn på den danske folkekirke,
> og jeg mistenker sterkt at de eneste kildene dere har til disse
> tingene er det dere leser og hører i nyhetsformidlingen. Hadde jeg
> vært dere ville jeg vært noe mer kritisk til journalister og bruk at
> ord.
> >Et samfund skal naturligvis have trosfrihed. Et trossamfund kun i
> >begrænset omfang. Ateistiske eller buddhistiske præster i den danske
> >folkekirke er for langt ude.
> Den danske folkekirke er et trossamfunn som selv bestemmer hvilke
> kvalifikasjoner som deres prester skal ha.
Og folkekirkens synode er - folketinget
.
> I det hele tatt å nevne ateisme i sammenheng med presteansettelse i en
> evangelisk-luthersk kirke er "langt ude".
Grosbøll, der i årtier har været sognepræst i Tårbæk, et af
Storkøbenhavns rigeste områder, har gentagne gange, både i interviews og
i bogform, udtalt at Gud kun eksisterer i menneskets fantasi. Dét kalder
jeg ateisme.
Men du burde kunne læse mere om sagerne på:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/
- hvor man også kan købe sig til »stor« adgang.
Og jeg bringer så en artikel fra:
http://www.kirkefondet.dk/Kirkefondet/pegasus.nsf/0/A8873D42DD52ED28C125
6D73003235EA?OpenDocument
Kommentar: Grosbøll-sagen og den folkekirkelige ledelse (30.07.2003)
af Kaj Bollmann, generalsekretær i Kirkefondet
Kommentaren blev bragt i Kristeligt Dagblad onsdag den 30. juli 2003
Jeg har i sommerens løb i forskellige sammenhænge været sammen med
mange gode, arbejdsomme aktive kirkefolk - menighedsrådsmedlemmer,
børne- og ungdomsledere, organisationsfolk. Det er folk, der gerne vil
tage nutiden alvorligt, gennemtænke troen og dens udtryksformer på
nutidens vilkår. Det er også folk, der gerne vil bevare en stor
rummelighed og frihed i folkekirken, netop til at formulere troen på
nutidens vilkår.
Mange reaktioner, som jeg har fået, har udtrykt frustration over
Grosbøll-sagen. En følelse af svigt fra den folkekirkelige ledelses og
præsternes side: det er svært at holde til, at det lag i kirkerne -
præster og biskopper - som skal hjælpe menighederne med den nødvendige
gennemtænkning og nyformulering af troen, som Grosbøll afviser hele
projektet eller som mange andre i debatten forholder sig defensivt eller
rent formelt og juridisk til sagen - eller har så meget uld i mund og så
mange forbehold og indskudte bisætninger, at budskabet forsvinder.
Det er også svært, som en af dem sagde, at holde til at forsvare
folkekirkens bredde over for folk fra den kirkelige højrefløj, når den
direkte formulerede gudsfornægtelse har nemmere ved at finde plads i
folkekirken end det hårdt optrukne syn på dåben, som førte til afskeden
af Bent Feldbæk Nielsen.
Nu har Grosbøll så fået lov til at blive. Hvis det bliver den eneste
udgang på sagen, er det endnu et symptom på den manglende ledelse i
folkekirken. Og endnu en demonstration i offentligheden af teologisk og
forkyndelsesmæssig magtesløshed. Om afgørelsen er rigtig eller forkert
er næsten lige meget. Det vigtige er, at den følges op af en hurtig og
målbevidst indsats - i første omgang vel fra biskoppernes side - for at
få sendt nogle utvetydige signaler
- til offentligheden om, hvad det centrale i gudsopfattelsen og
opfattelsen af troen egentlig er i folkekirkens sammenhæng
- til menighederne om, at der vil blive sat et arbejde i gang for at
styrke menighedsrådsmedlemmer og aktive lægfolk generelt i deres
fortrolighed med bekendelsens indhold og aktualisering, så de kan blive
bedre til at yde deres præster et med- og modspil
- og til præsterne om, at efteruddannelsen i teologisk kommunikation
til den brede offentlighed vil blive styrket, så vi kan komme ud af den
blindgyde, som Grosbøll-sagen har skabt, hvor de eneste alternativer
synes at være enten førmoderne bogstavelig bibeltro eller Grosbølls
bastante fornægtelse af Guds eksistens.
På længere sigt udgør Grosbøll-sagen endnu et argument for, at
folkekirken mangler en selvstændig og samlet ledelse, der kan håndtere
en sag, der er så væsentlig både for folkekirkens bekendelsesmæssige
identitet og dens fremtræden i offentligheden.
For øjeblikket har vi valget mellem to måder at behandle en sådan sag
på, hvoraf ingen er tilfredsstillende. Den ene er den statskirkelige:
læresagen ved domstolene. Den gør dybe eksistentielle spørgsmål med
mange og svære nuancer til formaljura og spørgsmål om regelovertrædelse
og tjenestemandsstatus. Konsekvensen af det så vi i dåbssagen, hvis
afgørelse nu - på baggrund af afgørelsen i Grosbøll-sagen - endnu mere
end tidligere råber til himlen.
Den anden er den, som biskop Rebel forståeligt nok har valgt: den
bispekirkelige ud fra biskoppens tilsynspligt med præster i stiftet.
Problemet med den er, at den ikke passer til en sag, der først bliver en
sag, når den kører ud i den moderne landsdækkende, ja ligefrem globale,
offentlighed: presse og tv. Den lader folkekirkens offentlige
indholdsmæssige identitet være afhængig af en enkelt biskops afgørelse i
en konkret sag i et konkret stift.
Så længe en sag f.eks. består i, at en gudstjenestedeltager klager over
indholdet af en præsts prædiken til biskoppen, er det naturligt at
håndtere den i det lokale gejstlige tilsyn. Men når sagen kører på det
niveau, som Grosbøll-sagen har gjort, kommer der andet og mere på spil.
Så er det folkekirkens generelle troværdighed, det handler om, og den
kan ikke være afhængig af en enkelt biskops håndtering - hvor fornuftig
den end måtte være i den konkrete sag - af en præstesag. Ingen drøftelse
af en for kirken så fundamental sag som, hvad det vil sige at tro på
Gud, har godt af at blive styret af hensynet til, om en præst skal fyres
eller ej.
Det taler for mig at se for en instans i folkekirken, der i en sådan
situation:
· kan komme med klare og positive markeringer i offentligheden om
substansen i sagen - ikke nødvendigvis om ansættelsesjuraen, så
folkekirken ikke fremstår rådløs, indholdstom og utroværdig
· kan danne ramme om den helt nødvendige offentlige samtale om den
positive formulering af bekendelsen i dialog med nutidskulturen - uden
det tidspres og den forvridning, som konkrete og unuancerede sager altid
risikerer at ende i.
· kan holde skellet klart mellem institutionel bredde - at folkekirken
strækker sig meget langt, før man fyrer eller ekskommunikerer folk - på
den ene side, og indholdsmæssig stringens - at folkekirken er et
trossamfund med en bekendelse, der har et indhold - på den anden side.
· kan sikre, at folkekirken ikke knækker over i 10 selvstændige stifter
med hver sin læremæssige profil
· kan sikre, at vi folkekirken kan reagere hurtigt med relevant
efteruddannelse til ansatte og tilbud til de frivillige, når den
aktuelle situation viser så tydelige behov, som aktuelt f.eks. inden for
området teologisk kommunikation.
Vi er i folkekirken ikke på nogen måde rustede til at agere i en
moderne offentlighed. Den enkelte præst er det ikke - hvad Grosbølls
naive overraskelse over journalistiske arbejdsformer mere end antyder.
Og folkekirken som institution er det ikke. Hvis vi ikke gør en indsats
for at blive det, vil vi hver gang blive rendt over ende, når en sag
dukker op - og være ude af stand til at udnytte den positivt til at
formidle det budskab, vi har til opgave at formidle.
--
Per Erik Rønne