---

Kære Liv:

Ifølge nyeste seeranalyse figurer opretholdelsen af en bundrådden
selvhøjtidelighed som den aktivitet, der kræver ubetinget størst
energi. At omdirigere disse ressourcer til udforskning af den åndelige
verden kaldes fejlfrihed.

Selvhøjtidelighed bekæmper man ikke blot ved at være flink. Den træske
stolthed er ejheller noget enkelt og naivt. At slippe af dermed kræver
et mesterstykke af strategi. Således definers fejlfrihed som den rette
brug af energien.

Sammenlignet med altings ophav er de mest despotiske mennesker kun
spradebasser; derfor bliver de klassificeret som 'smålige tyranner' i
statusopgørelsen. Men lad os i det følgende se nærmere på de bibelske
aktstykker til belæg for sagnet.

Som indenfor ethvert andet forskningsfelt gælder det her om at bevare
nøgternheden -og ikke lade sig forlede af særlig hang til een og anden
fiks ide. Ved kædeforbundne tanker og handlinger kan vanetro såre let
forveksles med saglighed og seriøsitet.

2.Mos; kap.20, v.5 (kundg. af de 10 bud): ..."thi jeg, Herren din Gud,
er en nidkær Gud, som indtil tredje og fjerde led straffer fædres
brøde på børn af dem, der hader mig,".. Påfølgende vers klinger sødt i
vore ører; men hold nu blot for øje:

5.Mos; kap.4, v.24 (mht. billeddyrkelse): "Thi Herren din Gud er en
fortærende Ild,".. v.27: .."Og Herren vil splitte eder mellem
folkene,".. På hvilket bud naturligvis andre herskere tvinger den
jødiske hær og stamme til underkastelse.

Salm; kap.110, v.1 (krediteret David): "Herren sagde til min herre:
>>Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en
skammel for dine fødder!<<" Der gøres en del ud af spørgsmålet om
lydighed i Jesu forkyndelse...

Matt; kap.22, v.41: "Mens nu farisærerne var samlede, spurgte Jesus
dem og sagde: >>Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?<< De svarede
ham: >>Davids.<< Han sagde til dem:" >>Hvorledes kan så David i Ånden
kalde ham 'herre' når han siger:"..

Fortsættelsen referer til foregående citat. Altså måtte 'jødernes
konge' ifølge de lovkyndiges hjernespind være ud af Davids slægt,
medens Guds egen søn overhovedet ikke hørte hjemme i deres
verdensbillede. Og det kan ske, man spørger sig selv:

Hvorledes kunne det komme så vidt... Kan hænde de forvekslede
indbildskhed med kløgt? Mon ikke al deres higen efter anseelse,
udvalgtes hæder og ære, satte gang i den usle sammensværgelse, der
førte til korsfæstelsen af selveste Vorherre!

Så hvad lydighed angår var ham, der brød reglerne for sabbaten i Guds
navn, dog mere bevendt end lovlydige borgere i almindelighed -hvorfor
man bør vogte sig for den megen surdejsfilosofi, der bringes til torvs
fra tid til anden.








--

Mvh, Martin. -:)