AndreasB@somedomain.com.invalid wrote:
Hej igen!
> Jeg må indrømme at jeg var overrasket over dette...
> Det er første gang jeg prøver mig frem med den her form for "samtale"
> og mængden af
> svar var mig ganske overvældende... Og jeg ville lyve groft, hvis jeg
> sagde at jeg fra starten
> kunne overskue hvad der skulle læses og hvad der var "gammel tekst"...
Nåja, der gik jo desværre det sædvanlige, distraherende personfnidder i den,
men tak for din tålmodighed med os!
> Ikke desto mindre faldt få ting mig i øjnene da jeg læste...
Hvilke?
> Jeg beklager at jeg gik under navnet "Someone" men teksten jeg skrev
> var første skridt over
> hvad der for mig er en gråzone...
Ikke desto mindre er det helt sikkert godt at du har modet til at tale
åbent, hvis du har problemer. Alternativet er noget skidt...
> Jeg har en gang været fuldt
> overbevist om, at der var en gud,
> og at han var der for mig... jeg har så i mit liv set ting, som
> fortalte mig, at dern kærlige og beskyttende gud jeg før havde haft i
> mit hjerte, nok ikke var så "god" alligevel...
Hvordan?
> Jeg forsikrede mig selv om, at det nok bare var mig der ikke var
> stærk nok i troen, og at jeg blot
> skulle give mig mere hen... Jeg hangav mig i bøn, men uden held...
> Tanken på fortællingen om
> Cain og Abel fløj gennem mit liv... hvad var det for et offer min gud
> ville have af mig, og hvorfor
> var det jeg havde givet ikke godt nok...
Øh, hvordan forbinder du lige Kain og Abel med at tænke i "personlige ofre
til Gud"?
Jo, jeg kan da godt se at du måske måtte føle dig misforstået
gammeltestamentligt "Kainsmærket" ved at have dræbt i krig, men når vi taler
om "ofre til Gud", så er hele pointen jo netop at det er Kristus, der har
ofret sig for os og vi alene behøver at tro på dèt?
> Jeg opsøgte mange forskellige menigheder, for der at se om jeg ikke
> kunne finde tilbage til det jeg
> havde haft... Den naive tryghed og forladelse i sindet ved at vide at
> gud var der... Men hvert sted
> mødte jeg skæbner der var mere sørgelige end min... Jeg havde svært
> ved, at tilgive mig selv for
> at kræve gud når nu så mange andre havde mere brug for ham end jeg
> havde... og så gik det op
> for mig, at hvis han ikke ville hjælpe disse mennesker, hvem ville
> han så hjælpe?
Jeg behøver nok lidt mere baggrundsinformation, hvis du er villig til at
give den: Hvilke menigheder opsøgte du? Og hvad er din oprindelige
trosmæssige baggrund?
> Jeg vendte ham ryggen... brændte mine bibler, smed mine tekster ud...
> brændte alle broer...
Man KAN ikke gøre sig uforsonligt uvenner med Gud, uanset hvor hårdt man end
bevidst måtte prøve. Du skal netop vide at forsoningen derfor ikke er noget
som du skal "give" men alene noget du kan _modtage_. Det er Jesus Kristus,
der ofrer sig for os, ikke omvendt!
Det er IKKE dig, der skal arbejde dig "opad" mod Gud, men derimod skal du
blot anerkende at Gud har arbejdet Sig "nedad" mod dig!
> For få måneder kom jeg hjem fra Irak... 7 mdr. i et område præget af
> svigt... deres tro på deres
> gud var en besættelse... og der lå jeg og tryggede mig mod jorden men
> patroner flyvende over
> hovedet... og det eneste jeg ønskede var igen at finde den gud jeg
> huskede... Men hvor kunne
> jeg søge?
I dit eget hjerte.
> Jeg havde siden min afsked med gud, begået næsten alle de synder der
> var mulige at begå...
> jeg havde været min forlovede utro, jeg havde stjålet, jeg havde
> forbandet mine forældre, ect.
> og i den periode jeg var dernede tæskede jeg folk for at stå i vejen,
> jeg skød efter folk der ikke
> ville stoppe, og det hele faldt på plads, den dag jeg sendte en
> patron gennem en anden mand...
Jeg kan ikke lade være med - og det håber jeg at du vil tilgive mig - at
tænke på flere af de virkeligt store katolske helgener (herunder Augustin og
Frans af Assisi, så vidt jeg husker), der NETOP lagde en fortid som
soldater, med alt hvad dertil hører, på hylden og blev kristne.
> Jeg har nu en frygt for at gå på gaden herhjemme, jeg bliver nervøs i
> større mængder... men det
> værste var mit første møde med gud... Jeg sad i kirken... lyttede til
> teksten, men den sagde mig intet
Okay, men det er jo også fordi du - ligesom alle andre med traumatiserende
krigserfaringer - har været i en situation, hvor civilsamfundets love er
helt eller delvist sat ud af kraft.
Alligevel har du måske netop en afgørende forudsætning for at værdsætte
Freden og søge den. Langt mere end os andre, der ikke engang virkeligt ved,
hvad fred egentlig vil sige, fordi vi ikke har en selvoplevet krigssituation
at holde den op imod.
> jeg kiggede rundt på de andre, og undrede mig over hvorfor jeg sad
> her sammen med dem...
> med et kunne jeg mærke vreden og angsten presse på, og jeg måtte
> forlade stedet...
Eet eller andet sted synes jeg faktisk at det er et sundhedstegn. Så længe
der er følelser er der håb: Hvis ikke du havde nogen følelsesmæssig
reaktion, ville den nok først være gal.
At dine følelser så måske er ubehagelige og rettede imod dig selv er noget,
du kan arbejde med.
> Hvordan skal jeg kunne forvente at der er tilgivelse fra ham, hvem
> jeg har vendt ryggen...
Du kan ALTID forvente tilgivelse fra Kristus, hvis du virkelig ønsker den.
> Denne gang har den fortabte søn har brændt gården ned...
Undskyld mig meget, men det er altså noget værre fortvivlet vrøvl, dèt der:
Den fortabte søn i lignelsen var jo netop FORTABT og lad dog for Guds skyld
være med at tro at du selv skulle være "mere fortabt" for Gud! Please?
Du må lære at forstå, at det ikke er dig selv og dine gerninger, det kommer
an på, for du KAN ikke tilføje Kristus nogen som helst skade eller sorg, som
Han ikke allerede i forvejen HAR påtaget sig for dig og alle andre som tror
Ham. Det handler blot om at du er i stand til at acceptere dig selv gennem
troen på at du altid er og altid vil være tilgivet af Ham.
Herregud, mand, du har afgjort oplevet nogle meget barske ting - herunder en
trist side af dig selv - i en krig, javel, al min dybeste respekt for dèt,
men det sidste du netop har brug for lige nu er da at du kører dig selv ned
i religiøse skyldkomplekser over for Gud?
Du TROR jo tilsyneladende eet eller andet sted på Gud, da du synes at have
en enormt dårlig samvittighed over for Ham: Hvordan skulle du have dårlig
samvittighed over for Gud, hvis du ikke netop tror på Ham? Tag den dèrfra og
vær mand nok til at erkende din blotte tro på Gud og Jesus Kristus, for det
eneste Gud ønsker af dig er tro, og så tager Han DIG videre derfra, hvis du
blot lærer at tilgive og elske dig selv lige så højt som Kristus gør det:
Det var jo trods alt Ham, der Selv bad med ordene "Forlad os vor skyld, som
også vi forlader vore skyldnere" og netop lærte os at vi skulle elske vores
næste som os selv. Jeg er - grundet min tro på Ham - overhovedet ikke det
mindste i tvivl om at Han faktisk også Selv lever op til Sine Egne
forskrifter.
Jesus Kristus gik NETOP ikke ind for at man skulle pålægge sig selv skyld og
føle sig "evigt forstødt" fra Gud. Dèt er snarere Hans erklærede ærkefjende
Djævelens anliggende, hvis du forstår (- lidt ligesom det i øvrigt skildres
i den geniale scene i Mel Gibsons "Passion of the Christ", hvor de to har en
lille hyggesludder i Getsemaneh Have...)
Jeg vil slutte af med et skriftsted, som jeg vil bede dig tænke over:
Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 28-30: "Kom til mig, alle I, som slider
jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på
jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I
finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let."
--
Mvh
Anders Peter Johnsen