Lad mig her bruge lejligheden til at ihukomme Kristendommens første martyr
(ved siden af Jesus Kristus, selvfølgelig!), den hellige Stefanus.
Apostlenes Gerninger 6, 8 - 7, 60 (verselinjer og overskrifter gengivet):
Stefanus for Rådet
v8 Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt
folket. v9 Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De
Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og
provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. v10 De kunne dog ikke
modstå den visdom og ånd, som han talte med. v11 Så fik de i al hemmelighed
nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.«
v12 De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over
ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, v13 og de stillede med falske
vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og
imod loven. v14 Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil
bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«
v15 Alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans
ansigt som en engels ansigt.
Stefanus' forsvarstale
v1 Ypperstepræsten spurgte da: »Forholder det sig således?« v2 Stefanus
svarede:
»Brødre og fædre! Hør på mig! Herlighedens Gud viste sig for vor fader
Abraham i Mesopotamien, før han slog sig ned i Karan, v3 og sagde til
ham: >Forlad dit land og din slægt, og drag til det land, jeg vil vise
dig.< v4 Da forlod han kaldæernes land og slog sig ned i Karan, og da hans
far var død, førte Gud ham bort derfra til det land, som I nu bor i. v5 Gud
gav ham ikke ejendom i det, ikke så meget som en fodsbred, men lovede at
give Abraham og hans efterkommere landet til ejendom, skønt han var barnløs.
v6 Gud sagde, at hans efterkommere skulle bo som fremmede i et land, der
ikke var deres. Dér skulle de være trælle og plages i fire hundrede år.
7 >Men så vil jeg dømme det folk, de er trælle for,< sagde Gud, >og
derefter skal de drage ud af landet og dyrke mig på dette sted.< v8 Og Gud
oprettede omskærelsens pagt med ham. Og så blev Abraham far til Isak og
omskar ham på den ottende dag, og Isak blev far til Jakob, og Jakob til de
tolv patriarker. v9 Og patriarkerne blev skinsyge på Josef og solgte ham
til Egypten, men Gud var med ham v10 og udfriede ham fra alle hans
trængsler og lod ham finde yndest og visdom i egypterkongen Faraos øjne, så
Farao indsatte ham som leder af Egypten og hele sit hus. v11 Der blev nu
hungersnød i hele Egypten og Kana'an, nøden var stor, og vore fædre kunne
ikke skaffe sig føden. v12 Da Jakob hørte, at der var korn i Egypten,
sendte han vore fædre af sted første gang. v13 Men anden gang gav Josef sig
til kende for sine brødre, og Farao blev klar over Josefs afstamning. v14
Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds
mennesker. v15 Og Jakob drog ned til Egypten, og dér døde han og vore
fædre; v16 de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham for en
sum penge havde købt af Hamors sønner i Sikem. v17 Som tiden nu nærmede sig
for opfyldelsen af det løfte, Gud havde givet Abraham, blev folket stort og
talrigt i Egypten, v18 indtil der kom en anden konge over Egypten, som ikke
kendte til Josef. v19 Denne konge brugte list mod vort folk og plagede vore
fædre ved at lade deres spædbørn sætte ud, for at de ikke skulle blive i
live. v20 På den tid blev Moses født, og han var et dejligt barn i Guds
øjne. I tre måneder blev han passet i sin fars hus, v21 og da han så var
blevet sat ud, tog Faraos datter ham op og opdrog ham som sin egen søn. v22
Moses blev oplært i al egypternes visdom og var mægtig både i ord og
handling. v23 Da han var fyldt fyrre år, fik han den tanke at besøge sine
brødre, Israels børn. v24 Da han så en af dem blive overfaldet, kom han ham
til hjælp, og han hævnede den mishandlede ved at slå egypteren ihjel. v25
Han mente nu, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville bringe
dem frelse, men de forstod det ikke. v26 Næste dag dukkede han op, netop
som de var i slagsmål. Han forsøgte at forlige dem til at slutte fred og
sagde: >I er jo brødre! Hvorfor overfalder I så hinanden?< v27 Men den
mand, der havde overfaldet sin landsmand, afviste Moses og sagde: >Hvem har
sat dig til at være herre og dommer over os? v28 Vil du måske slå mig
ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel i går?< v29 Da Moses hørte det,
flygtede han og boede som fremmed i landet Midjan, hvor han fik to sønner.
v30 Efter fyrre års forløb viste en engel sig for ham i ørkenen ved bjerget
Sinaj i flammen fra en brændende tornebusk. v31 Og da Moses så det, undrede
han sig over synet, men da han gik hen for at se nøjere på det, lød Herrens
røst: v32 >Jeg er dine fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.< Da
skælvede Moses og turde ikke se derhen. v33 Men Herren sagde til ham: >Tag
dine sandaler af, for stedet, du står på, er hellig jord. v34 Jeg har set
mit folks lidelse i Egypten, jeg har hørt deres klageskrig, og jeg er kommet
ned for at redde dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Egypten.< v35 Den Moses,
som de afviste med ordene: Hvem har sat dig til at være herre og dommer? -
ham sendte Gud som herre og befrier, hjulpet af den engel, der havde vist
sig for ham i tornebusken. v36 Det var ham, der førte dem ud, og som gjorde
undere og tegn i Egypten og ved Det Røde Hav og i ørkenen i fyrre år. v37
Det var den Moses, som sagde til israelitterne: >Gud vil lade en profet som
mig fremstå for jer, en af jeres egne.< v38 Det var også ham, der i
menigheden i ørkenen var sammen med englen, der talte til ham på bjerget
Sinaj, og med vore fædre, og han modtog livgivende ord at give os. v39 Ham
ville vore fædre ikke adlyde, de afviste ham og vendte i deres hjerte
tilbage til Egypten v40 og sagde til Aron: >Lav os en gud, som kan gå foran
os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af
Egypten.< v41 I de dage fremstillede de så en kalv og ofrede til
afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk. v42 Da vendte
Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i
Profeternes Bog:
Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre
de fyrre år i ørkenen, Israels hus?
v43 Teltet med Molok førte I med jer
og jeres gud Raifans stjerne,
de billeder, I har lavet for at tilbede dem.
Så fører jeg jer bort til et sted
på den anden side af Babylon.
v44 I ørkenen havde vore fædre Vidnesbyrdets telt, og det var sådan, som
han, der havde talt med Moses, havde befalet ham at indrette det, efter det
forbillede, Moses havde fået at se. v45 Det telt overtog vore fædre, og de
bragte det med sig, da de under Josva tog landet i besiddelse efter de
folkeslag, som Gud drev bort foran vore fædre, og sådan var det indtil
Davids tid. v46 Han fandt nåde for Guds øjne og bad om, at han måtte finde
en bolig til Jakobs Gud. v47 Men det blev Salomo, der byggede ham et hus.
v48 Dog bor den Højeste ikke i huse, bygget af hænder - som profeten siger:
v49 Himlen er min trone,
jorden min fodskammel;
hvilket hus skulle I kunne bygge mig,
siger Herren,
eller hvilket sted skulle være min bolig?
v50 Har min hånd ikke skabt alt dette?
v51 I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod
Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. v52 Hvem af profeterne
har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den
Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. v53 I
modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.«
Steningen af Stefanus
v54 Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod
ham. v55 Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så
Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. v56 Og han sagde: »Nu
ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« v57 Da
skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. v58 De
drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper
ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. v59 Så stenede de Stefanus,
mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« v60 Han faldt på knæ og
råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde
sagt dette, sov han hen.
Smukkere paraklet (af græsk: Parakleitos=Talsmand) findes ikke...
--
Mvh
Anders Peter Johnsen
|