---

Ja nu er jagten på en hest til Malene jo for alvor gået ind. Der er et par
stykker i kikkerten som passer til hende. Blandt dem er der en ponyvallak
som bare er helt perfekt. "Desværre" er det en pony, og jeg er godt nok i
tvivl på Malenes vejne. Er det dumt at købe en pony i den alder? Jeg mener,
hun er 14, om et par år vil hun ikke kunne starte stævne på den mere, men på
den anden side, her har vi den perfekte hest, til den perfekte pris og med
det perfekte temperament.....De vil blive et super par.
Jeg ville jo aldrig købe mig en hest jeg ikke kunne have i mere end et par
år (tænk at skulle sælge sin ven ), men tøsen er forelsket, så hvad gør
vi? *SS*
Hun siger sågar, at hvis det er, kan hun jo bare starte stævner på ham til
hun bliver for gammel, og så starte på min til den tid, og hun skal være så
velkommen, men er det tilfredsstillende mon?
Hvad mener I?

V.h. Mia

---

"Musen" <mivsesnabela@sol.dk> skrev i en meddelelse
news:405048ed$0$287$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...

> Ja nu er jagten på en hest til Malene jo for alvor gået ind. Der er et par
> stykker i kikkerten som passer til hende. Blandt dem er der en ponyvallak
> som bare er helt perfekt. "Desværre" er det en pony, og jeg er godt nok i
> tvivl på Malenes vejne. Er det dumt at købe en pony i den alder? Jeg
mener,
> hun er 14, om et par år vil hun ikke kunne starte stævne på den mere, men
på
> den anden side, her har vi den perfekte hest, til den perfekte pris og med
> det perfekte temperament.....De vil blive et super par.
> Jeg ville jo aldrig købe mig en hest jeg ikke kunne have i mere end et par
> år (tænk at skulle sælge sin ven ), men tøsen er forelsket, så hvad
gør
> vi? *SS*
> Hun siger sågar, at hvis det er, kan hun jo bare starte stævner på ham til
> hun bliver for gammel, og så starte på min til den tid, og hun skal være
så
> velkommen, men er det tilfredsstillende mon?
> Hvad mener I?
>
> V.h. Mia

Hej Mia

Jeg tror, at hun hurtigt bliver træt af at starte stævner på din, når den
tid kommer. Det er altså sjovest at ride stævner på den hest, man arbejder
med og udvkler sig med til dagligt. Men ponyen kan vel også opgraderes til
hest? Men det kommer jo så også an på, hvor store ambitioner, hun har.
Ponygang gør sig - efter hvad jeg har forstået - ikke så godt i
hesteklasserne, og det er træls, hvis man gerne vil have rosetter med
hjem... Hvis man derimod mest konkurrerer med sig selv om at blive bedre, så
er det vel ligemeget.

En ting er stævner - en anden ting er om hun så passer sammen med hesten i
det hele taget. Det er ikke så fedt, hvis hun om to år er en meter og firs -
i hvert fald ikke hvis det er dressur og spring, for så får hun svært ved at
bruge hjælperne rigtigt. Hvor høj er hun, og hvor høj tegner hun til at
blive? (Et hurtigt kig på forældre og bedsteforældre kan godt give et
fingerpeg)

Hvor mange heste har I kigget på? Hvis det ikke er så mange, tror jeg, at
jeg ville slæbe hende med ud at kigge på en 5-7 stykker mere, og så vende
tilbage til superponyen. Hvis det stadig er den, hun vil have, så ville jeg
nok lade hjertet råde - jeg tror på, at hun så vil blive gladest, og desuden
er der alligevel mange, der dropper hesten, når de bliver et par år ældre.
Så hellere et par rigtigt gode år med yndlingsponyen end en hest med
muligheder, der måske til den tid alligevel ikke blive udnyttet.

God fornøjelse med projektet fra tina

---

(klip alt væk)

Hejsa

Jeg kan huske min egen tid som ponyrytter. Det er næsten de bedste hesteår
af mit liv. Jeg havde en connemarepony og jeg elskede min pony. Jeg må sige
at hellere have nogle gode ponyår og så tage beslutningen om den videre
ridning når tiden som ponyrytter er gået. Der kan jo ske så meget. Måske vil
hun ikke ride stævner til den tid, måske har hun ikke råd til det, måske
sælger hun ponyen til anden.....måske måske og måske. Hvis det er den
rigtige pony så køb den og så lad hende have nogle gode år med den. Hellere
en pony som man har glæde af end en stor hest man ikke rigtig kan magte. Men
jeg ville helt klart køre ud til ca. 20 måske heste inden jeg bestemte mig.


--
~ Hilsen
Annette ~

---

Klip klip
Jeg forelskede mig også i en pony da jeg var barn. Men min mor insisterede
på at jeg skulle have en stor hest. Jeg nåede lige at komme op på den, før
den løb af ............. Der efter nærmest tvang min mor mig til at købe
ponyen Og ja det er de bedste heste år i mit liv. Han var pragtfuld.
Stor var sorgen da jeg voksede ham over hovedet. Det var ok med mig at jeg
ikke kunne starte stævner på ham en dag. Men at jeg rev springene ned med
mine egne ben, fik mig til at se at der selvfølgelig var en stor hest et
sted i verden som jeg kunne komme til at elske lige så højt. Og at det nu
var tid at der var en anden pige der skulle have glæde af den pragtfulde
pony.
(i dag har jeg Islændere
Hilsen Irene

---

"Zirfelt" <zirfelt@post7.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:40508281$0$815$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

Snip

Og at det nu
> var tid at der var en anden pige der skulle have glæde af den pragtfulde
> pony.
> (i dag har jeg Islændere

Jeg sidder her og tænker på - og har egentlig gjort det flere gange, når jeg
læser, at en pige er vokset sig for stor til sin pony - at det da er ret
synd for alle de ponyer, der ustandselig skifter ejere, fordi ejeren er
blevet for stor til den. Det må da være ret frustrerende for sådan en lille
hest - eller hva'?

Mvh. Marlene.

---

> synd for alle de ponyer, der ustandselig skifter ejere, fordi ejeren er
> blevet for stor til den. Det må da være ret frustrerende for sådan en
lille
> hest - eller hva'?

Det har jeg også tit tænkt på. Jeg ved ikke, hvad løsningen er for dem, der
ikke har deres egen mark, de kan beholde kræet på, men synd er det.

Mvh,
Mette

---

Mener i dermed at hvis man ikke har mulighed for at beholde sin pony restens
af dens liv, skal børn kun starte med at have store heste, uanset hvor lille
barnet er. og uanset om barnet er tryg ved en stor hest eller ej
Irene

--


"Mette" <no.spam@privat.dk> skrev i en meddelelse
news:40509c84$0$169$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > synd for alle de ponyer, der ustandselig skifter ejere, fordi ejeren er
> > blevet for stor til den. Det må da være ret frustrerende for sådan en
> lille
> > hest - eller hva'?
>
> Det har jeg også tit tænkt på. Jeg ved ikke, hvad løsningen er for dem,
der
> ikke har deres egen mark, de kan beholde kræet på, men synd er det.
>
> Mvh,
> Mette
>
>

---

> Mener i dermed at hvis man ikke har mulighed for at beholde sin pony
restens
> af dens liv, skal børn kun starte med at have store heste, uanset hvor
lille
> barnet er. og uanset om barnet er tryg ved en stor hest eller ej

Hvis du læser, hvad jeg skrev, gjorde jeg det ret tydeligt, at jeg ikke ved,
hvad løsningen er, men at det naturligvis er synd for ponyen at blive solgt
videre med få års mellemrum.

Man vælger i de tilfælde at sætte barnets ønsker højere end ponyens tarv, og
jeg skal ikke blande mig i, hvorvidt det er det rigtige valg. Jeg siger
blot, at det naturligvis er synd for ponyen at blive solgt videre hele
tiden.

Jeg prøvede blot at se det fra ponyens side et øjeblik, det er det hele.

Mvh,
Mette

---

> blot, at det naturligvis er synd for ponyen at blive solgt videre hele
> tiden.

Jeg vil også helst beholde mine dyr hele deres liv. Men hvis en pony er glad
for at blive rørt og gå stævner, så ville den nok hellere det med en ny
rytter end at blive glemt på en mark som 8-årig. Der ville heller aldrig
være nogen erfarne læreponyer til rådighed, lille Lise ville være nødt til
selv at tilride sin første pony. Sådan sat lidt på tværs.

:Pia

---

"Zirfelt" <zirfelt@post7.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:4050a644$0$260$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Mener i dermed at hvis man ikke har mulighed for at beholde sin pony
restens
> af dens liv, skal børn kun starte med at have store heste, uanset hvor
lille
> barnet er. og uanset om barnet er tryg ved en stor hest eller ej
> Irene

Det var blot en tanke; om det ikke er frustrerende for en pony at blive
solgt videre gang på gang. Det er jo generelt hårdt for heste at skifte
ejer, og hvis ponyer skifter ejer, hver gang pigen er blevet for stor, så er
det mange gange - og det må ikke være rart for den. Den må føle sig svigtet
gang på gang.......... Og hvis jeg så tænker videre, så bliver ponyen jo kun
brugt som et redskab, ikke som en kær ven af familien, der bare bliver solgt
videre, fordi den pludselig er for lille.

Mvh. Marlene.

---

"Marlene" <tunnefjerndette@heaven.dk> skrev i en meddelelse :
>Snip en masse om pony og skiftende ejer.

Hej alle sammen.

Jeg sidder her og fundere over det i skriver.
Jeg tror ikke det er fustrende for en hest / pony at skifte ejer, det kommer
nok mere an på hvilken ejer den får.
Tror det er mere fustrende for en hest der måske har samme ejer og blive
flyttet land og rige rundt pga stævner og deslige.
Det tror jeg dog ikke der er en løsning på.
Jeg havde selv en lille hest 152 cm. Han er født og døde på den samme gård,
men der imellem har han været 3 mdr. i en privat stald og 1 år som rideskole
hest, han blev kun 9 år, da han fik tarmslyng og dyrlægen ikke mete han
ville blive til en hest igen hvis vi forsøge dyrehospitalet.
Tror det størte problem egentlig er de kærer rideskole heste, efter je
prøvede at have min sådan et sted ville jeg ikke ønske der fandtes rideskole
heste, alt og alle blev bange for ham fordi han ændrede så drastiks adfær
pga han glodede ind i en væg 24-7.

Jeg tror aldrig der kan findes en løsning på hestens problemer, da man så
aldrig ville kunne tage til stævne eller deslige fordi en hest kun var skapt
tila t gå og spise græs i flok og ikke andet, man kan jo kun håbe på at det
man har gang i er det rigtige og det beste for både hest og rytter.


M.v.h.

Britta Larsen, der savner sin hest.

---

"Britta Larsen" <britta@trab.dk> skrev i en meddelelse
news:c2qh3q$g7o$1@svr-1.homedir.dk...

> Tror det størte problem egentlig er de kærer rideskole heste, efter je
> prøvede at have min sådan et sted ville jeg ikke ønske der fandtes
rideskole
> heste, alt og alle blev bange for ham fordi han ændrede så drastiks adfær
> pga han glodede ind i en væg 24-7.

klip

Det kommer da vist an på, hvilken rideskole, det er. På min rideskole kommer
alle elevhestene på fold om formiddagen, året rundt. Om eftermiddagen går de
så hold. Stalden er ret ny og lys, og ponyerne står i åbne bokse, der gør at
de kan nå hinanden - bortset fra dem, der ikke kan sammen, de har fået et
gitter for. De store elevheste må dog nøjes med et hul i boksdøren, så de
kan stikke hovedet ud på staldgange og kigge med - ligesom privathestene.
Der er ikke nogen af dem, der ser ud til at mistrives - tværtimod!

mvh. tina

---

"taina" <tinachristoffersenFJERNES@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4052dcea$0$163$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> Det kommer da vist an på, hvilken rideskole, det er. På min rideskole
kommer
> alle elevhestene på fold om formiddagen, året rundt. Om eftermiddagen går
de
> så hold. Stalden er ret ny og lys, og ponyerne står i åbne bokse, der gør
at
> de kan nå hinanden - bortset fra dem, der ikke kan sammen, de har fået et
> gitter for. De store elevheste må dog nøjes med et hul i boksdøren, så de
> kan stikke hovedet ud på staldgange og kigge med - ligesom privathestene.
> Der er ikke nogen af dem, der ser ud til at mistrives - tværtimod!
>
> mvh. tina
>


(klip)

Tit tror jeg faktisk at rideskoleponyer har det bedre end privatponyer fordi
at de bliver holdt mere øje med og får sin daglige motion. Private heste
bliver nogen gange behandlet som Futte vi har hørt om her. Selvfølgelig er
der heste der ikke egner sig til at gå med mange forskellige ryttere og
disse vil jo så hurtigt som regel blive pillet ud af rideskolen igen.


--
~ Hilsen
Annette ~>

---

On Thu, 11 Mar 2004 20:06:27 +0100, "Marlene"
<tunnefjerndette@heaven.dk> wrote:



>Det var blot en tanke; om det ikke er frustrerende for en pony at blive
>solgt videre gang på gang. Det er jo generelt hårdt for heste at skifte
>ejer, og hvis ponyer skifter ejer, hver gang pigen er blevet for stor, så er
>det mange gange - og det må ikke være rart for den. Den må føle sig svigtet
>gang på gang.......... Og hvis jeg så tænker videre, så bliver ponyen jo kun
>brugt som et redskab, ikke som en kær ven af familien, der bare bliver solgt
>videre, fordi den pludselig er for lille.

   På den anden side så hænger det vel også sammen med hvilken
pony det er? Jeg mener jeg kender heste som virkelig ville tage det
tungt med ny ejer - men fx. min egen pony tager det hele i stiv arm og
stoler på at mennesker er flinke folk som nok skal passe på ham.
(Efter en uge ku jeg vade lige ind i boksen til ham mens han lå
ned.... Se så stoler hesten sgu på folk!)


/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

"Marlene" <tunnefjerndette@heaven.dk> skrev i en meddelelse
news:c2q56p$242l$1@news.cybercity.dk...
>
>
> Jeg sidder her og tænker på - og har egentlig gjort det flere gange, når
jeg
> læser, at en pige er vokset sig for stor til sin pony - at det da er ret
> synd for alle de ponyer, der ustandselig skifter ejere, fordi ejeren er
> blevet for stor til den. Det må da være ret frustrerende for sådan en
lille
> hest - eller hva'?
>

(klip)

Min pony fik jeg da den var 4 år og lige nytilredet. Hun blev slagtet som 18
årig pga. ringfod. Jeg havde hende til hendes dødsdag opstaldet på
ridecenter.


--
~ Hilsen
Annette ~>

---

"Anet" <aneteng FJERNDETTEHER@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4050e92e$0$1662$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

Snip

> Min pony fik jeg da den var 4 år og lige nytilredet. Hun blev slagtet som
18
> årig pga. ringfod. Jeg havde hende til hendes dødsdag opstaldet på
> ridecenter.

Ja, det lyder jo bare dejligt, må jeg sige. Jeg kunne heller aldrig drømme
om at sælge mine dyr, fordi jeg var blevet for stor til dem. Og når det så
er sagt, så vil jeg også tilføje, at sådan siger jeg _nu_! Det er ikke
sikkert, at jeg ville have sagt sådan, da jeg var barn, for selvom man er
glad for dyret, så tænker man som barn måske ikke så dybt over tingene, som
man gør som voksen.

Du må så, Annette, have haft gode forældre, der ikke bare ville sælge hesten
videre og var med på at skulle beholde den - eller hva'? For det er vel også
tit forældrene, det hele hænger på i sådan en sammenhæng.

Mvh. Marlene.

---

klip..
> Du må så, Annette, have haft gode forældre, der ikke bare ville sælge
hesten
> videre og var med på at skulle beholde den - eller hva'? For det er vel
også
> tit forældrene, det hele hænger på i sådan en sammenhæng.

Ja sådan er det ihvertfald her; jeg tror ikke Malene ville få lov til at
have en hest stående, som hun ikke kunne bruge fordi hun var for stor.

---

"Musen" <mivsesnabela@sol.dk> skrev i en meddelelse
news:40519249$0$27462$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...

> Ja sådan er det ihvertfald her; jeg tror ikke Malene ville få lov til at
> have en hest stående, som hun ikke kunne bruge fordi hun var for stor.

Hvis pigen er 14 år, bliver hun sikkert ikke ret meget højere. Jeg er ikke
blevet højere siden 13 års alderen. Drenge derimod begynder først, at vokse
i højden, i den alder.
Så kan der måske opstå problemer i forbindelse med alder og det, at stille
op til ridestævner. Det har jeg slet ikke forstand på...?

Mvh. www.tjekmig.dk

---

On Fri, 12 Mar 2004 14:47:05 +0100, "Buffy" <Tjekmig(snabel-a)pc.dk>
wrote:


>Hvis pigen er 14 år, bliver hun sikkert ikke ret meget højere. Jeg er ikke
>blevet højere siden 13 års alderen. Drenge derimod begynder først, at vokse
>i højden, i den alder.
>Så kan der måske opstå problemer i forbindelse med alder og det, at stille
>op til ridestævner. Det har jeg slet ikke forstand på...?

   Ponyårene er til man blir 16 år. Køber man et kat I pony kan
man få den opklasset til hest. Og må dermed gerne starte i
hesteklasser. Det koster så vidt jeg har forstået 100,- at få den
opklasset. Man skal dog være forberedt på at man bliver bonget hårdt
ned hvis den har for meget ponygang. Til gengæld - på jagter og
distance er det fuldkommen ligemeget - blot hesten har kondi til det
=)


/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

"Marlene" <tunnefjerndette@heaven.dk> skrev i en meddelelse
news:c2rnt5$24al$1@news.cybercity.dk...
>
> "Anet" <aneteng FJERNDETTEHER@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:4050e92e$0$1662$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> Snip
>
> > Min pony fik jeg da den var 4 år og lige nytilredet. Hun blev slagtet
som
> 18
> > årig pga. ringfod. Jeg havde hende til hendes dødsdag opstaldet på
> > ridecenter.
>
> Ja, det lyder jo bare dejligt, må jeg sige.

(klip)
Ja, jeg var meget glad for hende. Hun var min første pony. Hun var meget
speciel og hadede fremmede og elskede sin egne mennesker. Hvis en fremmed
ville gå ind og rette hendes dækken så blev de jagtet ud af boksen. Jeg
kunne sidde i hendes boks i timevis og læse "Min hest"- blade.

Jeg kunne heller aldrig drømme
> om at sælge mine dyr, fordi jeg var blevet for stor til dem. Og når det så
> er sagt, så vil jeg også tilføje, at sådan siger jeg _nu_! Det er ikke
> sikkert, at jeg ville have sagt sådan, da jeg var barn, for selvom man er
> glad for dyret, så tænker man som barn måske ikke så dybt over tingene,
som
> man gør som voksen.

(klip)

Nogengange ændrer man jo holdning med alderen og tiden.
>
> Du må så, Annette, have haft gode forældre, der ikke bare ville sælge
hesten
> videre og var med på at skulle beholde den - eller hva'? For det er vel
også
> tit forældrene, det hele hænger på i sådan en sammenhæng.

(klip)
Ja, mine forældre var ok i den retning. Min mor brugte alt sin tid hos
hestene på trods af at hun ikke selv red dengang. Mine to søstre red også.
Den ene delte jeg ponyen med men hun red aldrig på den men en anden
privatpony som var det hendes egen. Den mindste søster var skovtursrytter og
var ikke synderlig interesseret i selve ridningen men mere i at være med i
fællesskabet i stalden. Så jeg havde min pony for mig selv. Jeg var så
uheldig at hun kom slemt til skade min dejlige pony og så købte mine
forældre en stor hest til os så jeg havde noget at ride på. I samme ombæring
fik vi lært min mor at ride så hun red den store hest sammen med mine søster
der sprang på den store hest. Så da min pony igen var klar til at ride på så
havde vi en stor pony og en stor hest. Dette havde vi så i mange år
derefter.
>
>
--
~ Hilsen
Annette ~
>
>

---

"Anet" <aneteng FJERNDETTEHER@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4051d20b$0$1609$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

Snip

> Ja, jeg var meget glad for hende. Hun var min første pony. Hun var meget
> speciel og hadede fremmede og elskede sin egne mennesker. Hvis en fremmed
> ville gå ind og rette hendes dækken så blev de jagtet ud af boksen. Jeg
> kunne sidde i hendes boks i timevis og læse "Min hest"- blade.

Nej, hvor skønt.

Snip

> Ja, mine forældre var ok i den retning. Min mor brugte alt sin tid hos
> hestene på trods af at hun ikke selv red dengang. Mine to søstre red også.
> Den ene delte jeg ponyen med men hun red aldrig på den men en anden
> privatpony som var det hendes egen. Den mindste søster var skovtursrytter
og
> var ikke synderlig interesseret i selve ridningen men mere i at være med i
> fællesskabet i stalden. Så jeg havde min pony for mig selv. Jeg var så
> uheldig at hun kom slemt til skade min dejlige pony og så købte mine
> forældre en stor hest til os så jeg havde noget at ride på. I samme
ombæring
> fik vi lært min mor at ride så hun red den store hest sammen med mine
søster
> der sprang på den store hest. Så da min pony igen var klar til at ride på
så
> havde vi en stor pony og en stor hest. Dette havde vi så i mange år
> derefter.

Det lyder dejligt. Og det betyder sikkert også en del, at I alle delte
glæden ved hestene og ved ridningen.

Mvh. Marlene.

---

> (klip)
> Ja, mine forældre var ok i den retning. Min mor brugte alt sin tid hos
> hestene på trods af at hun ikke selv red dengang. Mine to søstre red også.
> Den ene delte jeg ponyen med men hun red aldrig på den men en anden
> privatpony som var det hendes egen. Den mindste søster var skovtursrytter
og
> var ikke synderlig interesseret i selve ridningen men mere i at være med i
> fællesskabet i stalden. Så jeg havde min pony for mig selv. Jeg var så
> uheldig at hun kom slemt til skade min dejlige pony og så købte mine
> forældre en stor hest til os så jeg havde noget at ride på. I samme
ombæring
> fik vi lært min mor at ride så hun red den store hest sammen med mine
søster
> der sprang på den store hest. Så da min pony igen var klar til at ride på
så
> havde vi en stor pony og en stor hest. Dette havde vi så i mange år
> derefter.
> >

Det lyder som en drøm for enhver hestefreak...Mine forældre har aldrig sat
deres ben på den rideskole jeg gik på, den vildeste opbakning jeg har fået,
var at min mor samlede rugbrødsskorper i løbet af ugen, som jeg kunne have
med *suk*

/Mia

---

"Musen" <mivsesnabela@sol.dk> skrev i en meddelelse
news:40521433$0$27455$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> Det lyder som en drøm for enhver hestefreak...Mine forældre har aldrig sat
> deres ben på den rideskole jeg gik på, den vildeste opbakning jeg har
fået,
> var at min mor samlede rugbrødsskorper i løbet af ugen, som jeg kunne have
> med *suk*
>
> /Mia
>

(klip)

Jeg har i mange år undervist på en rideskole (gør det ikke mere), men det
som du skriver Mia er helt typisk. Mange forældre melder deres børn til
ridning, og sætter dem af på rideskolen, og så passer børnene sig selv på
ridecentret. Hold da op, hvor de forældre snyder sig selv for mange ting med
deres barn. En forældre behøver ikke kunne lide heste, men der er mange ting
som de kan være med i alligevel. F.eks rideklubben og stå i bod, være med
til at skaffe dommere til stævner, undersøge forskellige ting, forhandle med
kommunen osv. Bare det at forældrene gider se på, at deres barn rider i
timen. At de måske bare står lidt i baggrunden i stalden og kigger med. At
de spørger ridelæren om udstyr osv. Det kræver ikke så meget, men giver
meget at tale om med barnet. Mange af de forældre som prøver at følge lidt
med i barnets rideinteresse er også senere dem der støtter op og sørger for
undervisning osv. den dag barnet selv får en hest. For mit eget vedkommende,
så er jeg altid med når mine børn foretager sig noget, om det så er
computeraftenen med sønnen eller ponygames som min datter rider. Jeg ved
godt, at det måske ikke er hylende sjovt, at stå i blæsevejr og fryse og
trække rundt og hjælpe når ponypigerne har det sjovt....men vi gør noget
sammen, og vi prøver at have det sjovt, og vi voksne tager en keddeldragt på
og løber med rundt og hepper osv. Min mand og søn var også med ude og se at
pony-pigerne red og det er jo lidt sjovere når nu at hele familien gider den
slags. Vi har da haft mange snakke om det hjemme.



--
~ Hilsen
Annette ~

---

On Fri, 12 Mar 2004 20:49:04 +0100, "Musen" <mivsesnabela@sol.dk>
wrote:


>Det lyder som en drøm for enhver hestefreak...Mine forældre har aldrig sat
>deres ben på den rideskole jeg gik på, den vildeste opbakning jeg har fået,
>var at min mor samlede rugbrødsskorper i løbet af ugen, som jeg kunne have
>med *suk*

   Se jeg kender godt fornemmelsen. Min mor har aldrig sat sine
ben på den rideskole hvor jeg gik. Til gengæld fik jeg lov til at have
part på en fjordhest/araber-blanding da jeg blev 13 - som hun jo
betalte. Og hun har altid troeligt betalt for min rideundervisning. Og
hun har da set adskillige af de heste jeg har redet på gennem tiderne
- når jeg nu red dem hjem for at hilse på ;)
   Jeg føler egentlig at jeg har stor opbakning hjemmefra - ikke
fordi min mor/far tit kommer ud og kigger - men fordi de altid er klar
på en sludder om hesten - stalden - undervisningen eller hvad det nu
kan være.


/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

"Marlene" <tunnefjerndette@heaven.dk> skrev i en meddelelse
news:c2q56p$242l$1@news.cybercity.dk...

> Jeg sidder her og tænker på - og har egentlig gjort det flere gange, når
jeg
> læser, at en pige er vokset sig for stor til sin pony - at det da er ret
> synd for alle de ponyer, der ustandselig skifter ejere, fordi ejeren er
> blevet for stor til den. Det må da være ret frustrerende for sådan en
lille
> hest - eller hva'?

Det er mere frustrerende for sådan en at blive sat på en mark som
"hygge-hest". Heste, der er vant til at være i hænder, har det altså skidt
med bare at blive glemt af mennesker. Det kan jeg se på ham, som jeg rider
på. Der var en periode sidste sommer, hvor jeg holdt med at ride. Han blev
trukket på fold hver dag og fik et lille klap i ny og næ, men han blev
aldeles umulig at have med at gøre. Tænder og hove fløj til højre og
venstre, han var simpelt hen så frustreret over manglen på
menneske-opmærksomhed.

Da han kom i ridning igen, holdt det med det samme, og han blev igen det
superdejlige, venlige og tålmodige nussehovede, som han jo egentlig er.
Nu er det selvfølgelig ikke alle heste, der reagerer SÅ kraftigt, men det er
lidt et tegn, synes jeg...

I øvrigt er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at han er glad for mig, fordi
jeg opfylder de fleste af hans behov - blandt andet nussebehovet, som er
ekstremt stort. Selvfølgelig ville han opleve et savn, hvis han skiftede
hænder, men hvis en ny rytter opfylder hans behov, ville der ikke gå lang
tid, før han ville have glemt mig igen.

mvh. tina

---

"taina" <tinachristoffersenFJERNES@hotmail.com> skrev i en meddelelse

Selvfølgelig ville han opleve et savn, hvis han skiftede
> hænder, men hvis en ny rytter opfylder hans behov, ville der ikke gå lang
> tid, før han ville have glemt mig igen.

Præcis! -mange folk har det med at give hestene menneskelige egenskaber, men
som du skriver, så er det altså bare sådan at så længe de får deres behov
opfyldt, så er de altså ligeglade med hvem det er der gør det! Det er os der
har følelser for hesten, og vi mener så at den kun kan elske os, og det er
altså noget sludder!

Venlig hilsen Nina Svanholm.

---

> Præcis! -mange folk har det med at give hestene menneskelige egenskaber,
men
> som du skriver, så er det altså bare sådan at så længe de får deres behov
> opfyldt, så er de altså ligeglade med hvem det er der gør det! Det er os
der
> har følelser for hesten, og vi mener så at den kun kan elske os, og det er
> altså noget sludder!

Det er nu ikke det, jeg mener, men jeg tror, mange forsøger at sige sådan
til sig selv for at undgå at indse, hvad vi gør ved vores dyr for at opfylde
vores egne behov. Så er det nemmere at sige, at de ingen følelser har og
bare ønsker at få noget mad.

Jeg har faktisk ondt af dem, der siger sådan, for de snyder sig selv for
mange dejlige oplevelser med dyrene.

Naturligvis kan hesten ikke kun elske MIG, men der er meget, meget langt fra
at sige, at den dør af sorg, hvis den får EN anden ejer, og kun kan elske
MIG, og så til at sige, at den er fuldstændigt ligeglad med, hvor mange
gange den skal vænne sig til nye mennesker og nye rutiner. Selv hvis man
sammenligner med mennesker, så er vi da også i stand til at elske mere end
en person.

Vi har at gøre med flugtdyr og byttedyr - de er altså langtfra ligeglade med
så store forandringer. Men det er helt klart det mest bekvemme for os at
mene, og jeg tror personligt, at det er det, der ligger til grund for den
holdning.

Selvfølgelig er der heste, der er ligeglade langt hen ad vejen, men der er
også heste, der bare har lukket af, fordi de har opgivet. Heste er gode til
at tilpasse sig forholdene og overleve alligevel uden at vise de helt store
ydre tegn på problemer - byttedyr kan ikke vise svaghed, så bliver de ofre
for rovdyr.

Man kan godt finde den gyldne middelvej mellem at tillægge hesten
menneskelige egenskaber og mene, at den bare er fuldstændigt følelseskold og
skal have noget mad og andre behov dækket.

Det er forøvrigt tankevækkende, at den del af hjernen, der rummer følelser,
er lige så stor hos heste som hos mennesker. Det skal ikke betragtes som et
bevis for noget som helst, men blot som en interessant oplysning.

Men selvfølgelig er det også synd, hvis ponyen bare bliver sat på en mark
uden stimulering og uden kontakt. Det kræver, at man stadig ønsker at
beskæftige sig med ponyen, og der er rigtigt meget, man kan lave med en pony
uden at sætte sig op på den. Måske kan man få en part til den, så den får
noget ridning også, uden at skulle skifte ejer og dermed alle sine rutiner.
Som sagt tidligere kan jeg ikke se en nem løsning på det, men det er vigtigt
ikke at lukke sine øjne for problemet med blot at sælge videre i en
uendelighed - efter min mening.

Mvh,
Mette

---

"Mette" <no.spam@privat.dk> skrev i en meddelelse

> Det er nu ikke det, jeg mener, men jeg tror, mange forsøger at sige sådan
> til sig selv for at undgå at indse, hvad vi gør ved vores dyr for at
opfylde
> vores egne behov. Så er det nemmere at sige, at de ingen følelser har og
> bare ønsker at få noget mad.

Det er ikke sådan at jeg siger til mig selv for at lette en evt. dårlig
samvittighed, men jeg synes virklig at MANGE mennesker bliver for blødsødne
og "mors lille putte nutte pony" -og for at være helt ærlig, så er jeg ved
at brække mig af det engang imellem!

> Jeg har faktisk ondt af dem, der siger sådan, for de snyder sig selv for
> mange dejlige oplevelser med dyrene.

Jeg har også beholdt mine ponyer som jeg fik anskaffet mig igennem årene (de
er i dag slagtet pga. dårlige ben) de fik lov til at gå og hygge sig, og jeg
striglede og nussede dem, gik ture med dem osv. jeg ville ikke af med dem
bare fordi de var blevet for små, så det er altså ikke sådan at jeg er helt
kold og kynisk på det punkt.........

> Naturligvis kan hesten ikke kun elske MIG, men der er meget, meget langt
fra
> at sige, at den dør af sorg, hvis den får EN anden ejer, og kun kan elske
> MIG, og så til at sige, at den er fuldstændigt ligeglad med, hvor mange
> gange den skal vænne sig til nye mennesker og nye rutiner. Selv hvis man
> sammenligner med mennesker, så er vi da også i stand til at elske mere end
> en person.

Naturligvis bliver alle slags dyr frustrerede og kan ændre adfærd ved mange
nye ejere livet igennem, helt sikkert! Men det jeg mener er bare at fordi
man vælger at sælge sin pony videre fordi man er vokset fra den, så skal man
altså ikke rende rundt med dårlig samvittighed resten af livet. Hvis man har
gjort alt for at finde en sød og rar ny ejer, som gerne vil fx. starte
stævner osv på ponyen, så tror jeg at det er det bedste for den. Og folk
skal lade være med at tro at fordi man har solgt sin hest/pony, så render
den altså ikke rundt med et knust hjerte -det er os der gør det!


> Vi har at gøre med flugtdyr og byttedyr - de er altså langtfra ligeglade
med
> så store forandringer. Men det er helt klart det mest bekvemme for os at
> mene, og jeg tror personligt, at det er det, der ligger til grund for den
> holdning.

Nej, heste er vanedyr, det kan vi godt blive enige om. I naturen render de
jo heller ikke rundt og skifter flok i tide og utide.
Det jeg mener med at vi menneskeliggør dyr, det er bla. at folk tror at dyr
fx.kan have dårlig samvittighed over noget den har gjort! -nej, det har den
ikke, det kan godt være at den ved at det var forkert og uha, nu må jeg
hellere lige vise at jeg da er under "mor" eller "far", men dårlig
samvittighed, det har den altså ikke!!! -og så er der jo de dyr der er bange
for at få klappet sig en, når de har gjort noget de ikke må -og tænk, de har
heller ikke dårlig samvittighed, de er bare bange for at få klappet sig en!


> Selvfølgelig er der heste, der er ligeglade langt hen ad vejen, men der er
> også heste, der bare har lukket af, fordi de har opgivet. Heste er gode
til
> at tilpasse sig forholdene og overleve alligevel uden at vise de helt
store
> ydre tegn på problemer - byttedyr kan ikke vise svaghed, så bliver de ofre
> for rovdyr.

Da jeg fik min første pony (fjordhest) gik det ikke særlig godt, vi kendte
simpelthen ikke hinanden, det kom hen af vejen, og jeg har haft mange fede
timer sammen med hende. Da jeg havde haft hende i en måned eller to, kom den
gamle ejer forbi for at se om hun nu også havde det godt (noget der blev
aftalt ved købet) og Trille kunne sagtens genkende ham, hun sagde hej til
ham, men det var li´som om at hun samtidig sagde at "jeg har det fint, du
skal ikke tænke mere på mig" det snakkede vi nemlig om bagefter. Men Trille
blev jo også redet igen, hun blev nusset og striglet osv, hvilket hun ikke
blev hos den gamle ejer da han havde mistet interessen. Så det betyder jo
også noget hvilke forhold hesten har levet under der hvor den kom fra, og
hvilke forhold den kommer hen til i det nye hjem.


> Man kan godt finde den gyldne middelvej mellem at tillægge hesten
> menneskelige egenskaber og mene, at den bare er fuldstændigt følelseskold
og
> skal have noget mad og andre behov dækket.

Jeg tror bestemt ikke en hest er følelses kold, jeg tror bare på at det er
en hest, og ikke et menneske!


> Det er forøvrigt tankevækkende, at den del af hjernen, der rummer
følelser,
> er lige så stor hos heste som hos mennesker. Det skal ikke betragtes som
et
> bevis for noget som helst, men blot som en interessant oplysning.

Okay, det vidste jeg ikke

> Men selvfølgelig er det også synd, hvis ponyen bare bliver sat på en mark
> uden stimulering og uden kontakt. Det kræver, at man stadig ønsker at
> beskæftige sig med ponyen, og der er rigtigt meget, man kan lave med en
pony
> uden at sætte sig op på den. Måske kan man få en part til den, så den får
> noget ridning også, uden at skulle skifte ejer og dermed alle sine
rutiner.
> Som sagt tidligere kan jeg ikke se en nem løsning på det, men det er
vigtigt
> ikke at lukke sine øjne for problemet med blot at sælge videre i en
> uendelighed - efter min mening.

Præcis, men det kan jo også være at det netop er salg der er den rigtige
løsning!

Venlig hilsen Nina Svanholm.

---

Hej Nina,

Jeg tror faktisk, vi er ret enige langt hen ad vejen.

> Det jeg mener med at vi menneskeliggør dyr, det er bla. at folk tror at
dyr
> fx.kan have dårlig samvittighed over noget den har gjort! -nej, det har
den
> ikke,

Det kan de nu godt have, jeg har oplevet det en enkelt gang, hvor min hest
kom til at bide hul på mig ved et uheld. Hun var utrøstelig, men jeg giver
dig ret i, at det ikke er særligt ofte og bestemt kortvarigt. Det er jo en
af de ting, der klart adskiller mennesker og dyr - vi kan ruge over sådan en
skyldfølelse i årevis, mens en hest bare har det skidt med det, indtil den
opdager en god, saftig tot græs derovre, og så er alt glemt igen.

Jeg hørte en virkelig god en, nu vi er ved menneskeliggørelse af heste - det
var en, der mente, hun kunne læse hestetanker, der blev spurgt om, hvad der
var galt med en ret berømt avlshingst: Jo, han er ked af at være avlshingst,
for han er bange for, at han ikke kan leve op til sit rygte og ikke kan
præstere, så han vil helst kastreres.

Yeah right!!! <grin> Hvis den hingst kunne tale, havde han nok haft en ting
eller to at sige om den udlægning.

Den slags får mig virkelig til at frygte, hvad folk finder på at gøre, fordi
en eller anden siger, de kan kommunikere med hesten, men det er så en helt
anden diskussion - lige i det her tilfælde var det ret tydeligt, at det var
noget vås, men det er jo ikke altid så tydeligt.

Jeg giver dig helt ret i, at det er nogle meget "morsomme" udsagn, man møder
af og til. Men det bør ikke afskrække en fra at indse, at en hest alligevel
kan have følelser, og som du siger - behandle den som en hest, ikke som et
menneske.

For deres følelser ligner vores, men de er samtidigt meget forskellige.
Heste - og dyr generelt - er jo meget mere umiddelbare. De glemmer nogle
ting hurtigt, mens andre ting hænger ved i uendelige tider, hvor vi
mennesker ville kunne ræsonnere, at bare fordi vi blev slået af én person,
betyder det ikke, at alle, der nærmer sig fra samme side, med samme farve
jakke eller er af samme køn, er ude på at slå os. Vi kan have reaktionen på
en lignende situation siddende længe, men vi kan bruge vores tanker til at
få bugt med det og reagere rationelt. Omvendt kan vi slå os selv i årevis
over en lillebitte ting, vi har gjort forkert.

> skal ikke tænke mere på mig" det snakkede vi nemlig om bagefter. Men
Trille
> blev jo også redet igen, hun blev nusset og striglet osv, hvilket hun ikke
> blev hos den gamle ejer da han havde mistet interessen. Så det betyder jo
> også noget hvilke forhold hesten har levet under der hvor den kom fra, og
> hvilke forhold den kommer hen til i det nye hjem.

Det betyder rigtigt meget, og Trille var helt sikkert også bedre tjent med
at være hos dig.

Men her kommer noget andet ind i billedet - nemlig at man kun kan undersøge
det første hjem, man sælger til, og kun hvordan de er lige nu. Jeg solgte
min dejlige araberhoppe til nogle, der også havde købt vores gård, fordi jeg
ville have hende tilbage, hvor hun var vant til at være. Så få forandringer
som muligt. Jeg solgte på den betingelse, som de indgik på, at hun aldrig
måtte sættes på rideskole. Mange år senere endte hun sine dage på en
rideskole. Så hun blev aldrig solgt videre, men hendes psyke kunne ikke
klare en rideskole, og det var baggrunden for min betingelse - hun døde da
også forholdsvis ung.

> Præcis, men det kan jo også være at det netop er salg der er den rigtige
> løsning!

Nogle gange kan det helt klart. Det er heller ikke salget som sådan, jeg er
bekymret over, men de gentagne salg, hvor ponyen hele tiden skifter ejer med
få års mellemrum. Så begynder det at blive synd. Ikke fordi de skifter ejer
en enkelt gang eller to og får et mere spændende liv pga. ejerskiftet. Som
din fjordhest, som helt klart skulle videre til dig, når hendes ejer ikke
havde interesse for hende mere.

Det er ikke en simpel problemstilling med et simpelt svar, men det er
bestemt værd at have de forskellige aspekter i sine overvejelser, også når
man står med en "problemhest", man gerne vil hjælpe.

Mvh,
Mette

---

"Mette" <no.spam@privat.dk> skrev i en meddelelse
news:40544d28$0$130$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
Snip

Det er heller ikke salget som sådan, jeg er
> bekymret over, men de gentagne salg, hvor ponyen hele tiden skifter ejer
med
> få års mellemrum. Så begynder det at blive synd.

Snip

Ja, og det er netop det, det hele her handler om. En hest kan kun blive
forvirret af at blive solgt så mange gange - skulle man tro.

Mvh. Marlene.

---

"Mette" <no.spam@privat.dk> skrev i en meddelelse

> Hej Nina,
>
> Jeg tror faktisk, vi er ret enige langt hen ad vejen.

Det tror jeg også
Det er klart at vi alle har haft forskellige oplevelser i hver vores tid med
heste og ponyer, og det er naturligvis de oplevelser der gør at vi hver især
har de meninger og holdninger som vi har i dag -een enkelt oplevelse kan
gøre at man ser anderledes på tingene fx. det med din hoppe der kom til at
bide hul på dig.
Synes iøvrigt det er en god debat, med flere forskellige tankegange

Venlig hilsen Nina Svanholm.

---

"Nina Svanholm" <ninasvanholm@_FJERN_DETTE_hotmail.com> skrev i en
meddelelse news:405443c1$0$232$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
Snip

> Naturligvis bliver alle slags dyr frustrerede og kan ændre adfærd ved
mange
> nye ejere livet igennem, helt sikkert! Men det jeg mener er bare at fordi
> man vælger at sælge sin pony videre fordi man er vokset fra den, så skal
man
> altså ikke rende rundt med dårlig samvittighed resten af livet. Hvis man
har
> gjort alt for at finde en sød og rar ny ejer, som gerne vil fx. starte
> stævner osv på ponyen, så tror jeg at det er det bedste for den. Og folk
> skal lade være med at tro at fordi man har solgt sin hest/pony, så render
> den altså ikke rundt med et knust hjerte -det er os der gør det!

Ja, det er det, men det var heller ikke det, det handlede om. Dette indlæg
handler om ponyer, der gang på gang skifter ejer, fordi ejeren er blevet for
stor til den. Og da heste er udprægede vanedyr, så må det være ret
frustrerende at skifte ejer så mange gange. Nye vaner, ny person, nye
omgivelser osv.

Snip

Så det betyder jo
> også noget hvilke forhold hesten har levet under der hvor den kom fra, og
> hvilke forhold den kommer hen til i det nye hjem.

Ja, det gør det. Helt sikkert. Men det jeg lagde op til, var ponyer fra
dejlige hjem med en kærlig ejer, og som bliver solgt igen og igen. Der kan
man da kun tale om svigt og frustration.

Mvh. Marlene.

---

"Marlene" <tunnefjerndette@heaven.dk> skrev i en meddelelse

> Ja, det er det, men det var heller ikke det, det handlede om. Dette indlæg
> handler om ponyer, der gang på gang skifter ejer, fordi ejeren er blevet
for
> stor til den. Og da heste er udprægede vanedyr, så må det være ret
> frustrerende at skifte ejer så mange gange. Nye vaner, ny person, nye
> omgivelser osv.

Jo jo, vi er helt enige -jeg har det vist bare med at drage andre aspekter
med ind i mine overvejelser, tanker og forklaringer..................


> Ja, det gør det. Helt sikkert. Men det jeg lagde op til, var ponyer fra
> dejlige hjem med en kærlig ejer, og som bliver solgt igen og igen. Der kan
> man da kun tale om svigt og frustration.

Korrekt!

Venlig hilsen Nina Svanholm.

---

"Hmmm det blev jo en vældig diskussion vi fik ud af det *SS* Men endnu
engang tak for jeres svar og meninger. Jeg tror vi futter ud og ser på
ponyen en gang til, og så ser vi hvad der ellers er.
Problemet lige nu synes jeg, er at der faktisk ikke er ret mange
alternativer, for de fleste af dem vi har set på 150-155 til max. 10.000 de
har enten en skade, er ikke tilredet helt, eller også er de til meget
erfarne ryttere, og dermed halvvilde (hvilket ikke lige er noget for Malene)
Vi leder videre lidt endnu, ser om hun er ligeså forelsket på lørdag når hun
ser ham igen, og så ser vi hvad der sker

V.h. Mia

---

"Musen" skrev d. 11-03-04 22:26 dette indlæg :
>
> "Hmmm det blev jo en vældig diskussion vi fik ud af det *SS* Men endnu
> engang tak for jeres svar og meninger. Jeg tror vi futter ud og ser på
> ponyen en gang til, og så ser vi hvad der ellers er.
> Problemet lige nu synes jeg, er at der faktisk ikke er ret mange
> alternativer, for de fleste af dem vi har set på 150-155 til max.
10.000 de
> har enten en skade, er ikke tilredet helt, eller også er de til meget
> erfarne ryttere, og dermed halvvilde (hvilket ikke lige er noget for
Malene)
> Vi leder videre lidt endnu, ser om hun er ligeså forelsket på lørdag
når hun
> ser ham igen, og så ser vi hvad der sker
>
> V.h. Mia
>

Først: Ja, selvfølgelig skal hun købe ponyen, hvis hun efter at have
prøvet den et par gange er sikker på hun dør, hvis hun ikke får den! Jeg
er af den overbevisning, at alle der har haft en pony bliver bedre
mennesker fremover!! - og lærer noget, som ingen stor hest kan give
videre. Jeg ville ikke være nær så viljefast og stædig/ udholdende i
dag, hvis ikke jeg havde haft en pony som barn. Og efter at have redet
stor hest i årevis har jeg valgt dem fra og valgt ponyerne til igen.
(islænder, shetlænder... og får en welsh mountain på søndag!)

Og så mener jeg, vi skal passe på med ikke at menneskeliggøre ponyer og
heste. Det er uhyre sjældent man hører om en hest, der er død af sorg
fordi den får en ny ejer - hvis vi forudsætter at ejeren er god ved
dyr,forstår sig på heste og hestehold mv. Det er vi mennesker der synes
det er værst at skille sig af med en elsket ven. Ponyen, hunden, katten,
marsvinet etc. skal nok leve lykkeligt videre, hvis den kommer i gode
hænder. (Har haft både "brugte" hunde, heste og katte!)

mvh Christina

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

> Og så mener jeg, vi skal passe på med ikke at menneskeliggøre ponyer og
> heste. Det er uhyre sjældent man hører om en hest, der er død af sorg
> fordi den får en ny ejer - hvis vi forudsætter at ejeren er god ved

Det kender jeg så et eksempel på, men lad det nu være.

Jo, de lever naturligvis med det, og de reflekterer jo ikke sådan over
tingene, som vi andre gør, men i min erfaring sætter det dybe ar hos nogle
dyr, når de bliver sendt videre mere end en eller to gange. Ikke alle dyr -
der er dyr, der er fuldstændigt ligeglade, bare maden bliver serveret til
tiden. De er lige så forskellige som os, hvad den slags angår.

Men der er altså mange grader mellem at være ligeglad og ligefrem dø af
sorg. Dyr sørger helt klart, og nogle af dem knytter sig meget til deres
mennesker.

Mvh,
Mette

---

"Mette" <no.spam@privat.dk> skrev i en meddelelse
news:4050ee34$0$135$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
Snip

> Men der er altså mange grader mellem at være ligeglad og ligefrem dø af
> sorg. Dyr sørger helt klart, og nogle af dem knytter sig meget til deres
> mennesker.

Ja, helt klart. Og katte og hunde _kan_ tage skade af det, ligesom heste vel
også kan; hvis de konstant skifter ejer, så bliver de frustrerede og har
ofte svært ved at knytte sig til de nye ejere. Det er, hvad man ofte hører
på f.eks. Dansk Dyreværn.

Mvh. Marlene.

---

> Ja, helt klart. Og katte og hunde _kan_ tage skade af det, ligesom heste
vel
> også kan; hvis de konstant skifter ejer, så bliver de frustrerede og har
> ofte svært ved at knytte sig til de nye ejere. Det er, hvad man ofte hører
> på f.eks. Dansk Dyreværn.

Sådan har den hest, jeg rider, det faktisk. Han er virkelig ikke glad for
nye ryttere, og han er i grunden en tillidsfuld og ligefrem hest, lidt glad
gadedreng - men sikke nogle mistroiske blikke, han kan sende en som ny
rytter!

Jeg er ved at være inde i varmen efter tre måneder, men det er kun, fordi
hans ejer har arbejdet meget med ham, og jeg har tilbragt mange timer med
bare at stå hos ham og nusse, lavet horsemanship, gået ture med ham osv. Da
hun købte ham for fem år siden, tog det hende et år at vinde hans tillid. Så
han er meget nemmere i dag pga. hendes store arbejde med ham, men han er
stadig mærket af en omskiftelig tilværelse som ung hest. Han er ikke pony,
men princippet er det samme.

De fleste gange, når man får et "brugt" dyr, så har de haft en tidligere
ejer, men en pony, som barnet vokser fra, vil typisk have mange ejere i sit
liv, som alle sammen vokser fra den, og så er det, at det bliver synd. Ikke
efter et enkelt ejerskift - selvom jeg har en internat-kanin, som klart var
mærket af det, da jeg fik ham som ejer nummer to. Det arme kræ klyngede sig
bogstaveligt til mig, da jeg løftede ham op på dyreinternatet, og jeg satte
ham først ned igen, da jeg puttede ham i transportkassen for at tage ham med
hjem - selvom jeg ikke skulle have en kanin med hjem den dag, og selvom jeg
absolut ikke skulle have en angora. Det har jeg så ikke fortrudt, men
det er en anden sag - nu er det her jo ikke en kaningruppe, så vi må hellere
holde os til pruh-hestene.

Mvh,
Mette

---

hej gruppe

jeg tror at der er nogle heste som har svært ved ejerskifte og andre som
ikke har. jeg har selv haft en pony som havde haft en del ejere da jeg fik
ham som 3 år gammel, da han blev 6 blev jeg for gammel og solgte ham og han
har haft nogle ejere siden og har ikke taget skade af det han går pt i norge
på højt plan i en alder af 15 år.
jeg kan dog fortælle at det er den pony som jeg havde de bedste år sammen
med og vil for intet i verden bytte mine ponyår ud, hvad angår stævner er
det sjovere og der er et bedre kammeratskab blandt ponyrytterne end der er
hos hestefolkene. i hvertfald på det plan jeg har redet.
jeg har mange gange fortrudt at jeg solgt ponyen for at få en stor hest men
jeg ville gerne starte stævner og komme til at ride højt på hestene men det
er lettere med ponyerne de er lettere at arbejde med end de store heste. jeg
ville gerne den dag i dag kunne tage min pony med til stævner og starte mod
hestene for de kan godt følge med. jeg kender en norbagger der har gået
distriktsstævner og den fik placeringer.
det kan jo også være at hun ikke vil starte stævner om to år og så har hun
en god pony som sikkert godt kan tåle at stå lidt stille uden at blive dum
og fræk.

venlig hilsen dorthe






"Mette" <no.spam@privat.dk> wrote in message
news:4051883c$0$128$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > Ja, helt klart. Og katte og hunde _kan_ tage skade af det, ligesom heste
> vel
> > også kan; hvis de konstant skifter ejer, så bliver de frustrerede og har
> > ofte svært ved at knytte sig til de nye ejere. Det er, hvad man ofte
hører
> > på f.eks. Dansk Dyreværn.
>
> Sådan har den hest, jeg rider, det faktisk. Han er virkelig ikke glad for
> nye ryttere, og han er i grunden en tillidsfuld og ligefrem hest, lidt
glad
> gadedreng - men sikke nogle mistroiske blikke, han kan sende en som ny
> rytter!
>
> Jeg er ved at være inde i varmen efter tre måneder, men det er kun, fordi
> hans ejer har arbejdet meget med ham, og jeg har tilbragt mange timer med
> bare at stå hos ham og nusse, lavet horsemanship, gået ture med ham osv.
Da
> hun købte ham for fem år siden, tog det hende et år at vinde hans tillid.
Så
> han er meget nemmere i dag pga. hendes store arbejde med ham, men han er
> stadig mærket af en omskiftelig tilværelse som ung hest. Han er ikke pony,
> men princippet er det samme.
>
> De fleste gange, når man får et "brugt" dyr, så har de haft en tidligere
> ejer, men en pony, som barnet vokser fra, vil typisk have mange ejere i
sit
> liv, som alle sammen vokser fra den, og så er det, at det bliver synd.
Ikke
> efter et enkelt ejerskift - selvom jeg har en internat-kanin, som klart
var
> mærket af det, da jeg fik ham som ejer nummer to. Det arme kræ klyngede
sig
> bogstaveligt til mig, da jeg løftede ham op på dyreinternatet, og jeg
satte
> ham først ned igen, da jeg puttede ham i transportkassen for at tage ham
med
> hjem - selvom jeg ikke skulle have en kanin med hjem den dag, og selvom
jeg
> absolut ikke skulle have en angora. Det har jeg så ikke fortrudt, men
> det er en anden sag - nu er det her jo ikke en kaningruppe, så vi må
hellere
> holde os til pruh-hestene.
>
> Mvh,
> Mette
>
>