On 9 Mar 2004 03:00:29 -0800, Slumfret@opacus.dk (Slumfret) wrote:
Det er bestemt ikke kun på tegnefilm
. Min første Labrador var
særdeles arkæologisk interesseret, så baghaven lignede faktisk altid
et månelandskab. Hunden havde det herligt, og vi andre vænnede os til
at færdes forsigtigt for ikke at vride om på fødderne. Der blev
nedgravet kødben, halve franskbrød, strømper fra vasketøjskurven og
ved en enkelt lejlighed såmænd en hel skål med hundemad - Trold har
muligvis ment, at smagen ville vinde ved lidt "lagring"
.
(Det sidste fandt vi dog først ud af nogle år efter hundens død. Haven
skulle lægges om - frem af mulden dukkede min mors lyseblå
plastikskål. Hun havde også undret sig såre over, hvor den i sin tid
var blevet af).
>1. spørgsmål er altså: Hvordan kan jeg vænne ham af med at grave
>huller i græsplænen?
Det er ikke for at tage modet fra dig - men det lykkedes aldrig med
salig Trold, som faktisk altid havde indtørret jord på snuden
. Vi
"løste" problemet ved at indhegne baghaven og lade ham grave uhæmmet
dér. Resten af haven fik han kun lov at færdes i under skærpet opsyn.
>2. spørgsmål: Når hunden er alene hjemme giver jeg ham af og til et
>griseøre eller et par hundekiks at hygge sig med, men det er først når
>jeg stikker nøglen i døren at han begynder at spise - så kommer han
>hen til mig for at hilse og viser stolt sit griseøre frem og så gnaves
>der løs. Spiser hunden først når flokken er samlet og holder vagt
>indtil da?
Yeps! De fleste menneske synes vist også, det er hyggeligere at spise
i godt selskab end alene
.
/Sus