|
|
 | Der er ikke flere
Fra : Jan |
Dato : 20-01-04 23:13 |
|
Der er ikke flere udover min far der er frygtelig ked af at hans lillebror
er død
Det er utroligt svært at skulde være en trøst for andre der er helt alene,
når man selv er ved at gå i stykker, Fordi man savner sin elskede
| |
 tux (19-01-2004)
| Kommentar
Fra : tux |
Dato : 19-01-04 23:59 |
|
Kære Jan!
Jeg har ikke så meget at sige andet end at jeg føler med dig! det er
fattigt, ved jeg godt, men når man svarer på dine ord, hvad kan man så
skrive andet?
jeg håber for dig, at du har et godt netværk til at støtte dig i det der for
mig ser ud til en urimelig hård tid!
Kærlig hilsen,
Tux
| |
hjørdis jensen (04-03-2004)
| Kommentar
Fra : hjørdis jensen |
Dato : 04-03-04 22:01 |
|
>Kære Jan
Jeg føler dybt med dig. Har selv mistet min mand. Dernæst min far.
Jeg blev også anbefalet at tale med en psykolog, men det var en
tom fornemmelse. De vil så gerne forstå en, men det hul og det
mørke man befinder sig i, kan man ikke forestille sig førend at
man har prøvet det.
Jeg skriver til dig for at fortælle om noget jeg oplevede i den
forbindelse. Min søn klarede det forholdvis godt, men ca 1½ år
efter begyndte han ikke at ville sove og om dagen var hans selskab
lidt som at gå i et landmine felt. Ved et tilfælde faldt jeg over
Vilkan. Det er en organisation der er støttet af Egmont fonden og
med psykologer som kun arbejder med børn der har mistet en
forældre eller søskende. Vi var der ca 5-6 gange og det var en
utrolig hjælp. Lige pludselig havde han en voksne som forstod ham
og kunne fortælle at alle de tanker han gik med, var helt normale.
Vilkan tlf.: 32546088.
Det er jo ikke sikkert din børn få brug for hjælp, men hvis nu så
er det rart at vide at der er hjælp at hente.
Hilsen
Jensen
PS De holder til i København og det er gratis.
| |
Jan (28-05-2004)
| Kommentar
Fra : Jan |
Dato : 28-05-04 19:56 |
|
Jo det er godt med en gruppe i København, deres børn bliver nok mere kede af
at miste deres mor end jydske børn, ungerne er friske og de klare det bedre
end jeg. Og jeg har fundet ud af at sorgen over at Dorrit er død ikke bliver
mindre eller nemmere at bære, det er sindet der indstiller sig på at der går
en tid før vi mødes igen, Dorrit og jeg, det er som om vi er blevet væk i en
stor skov, men til sidst vil enhjørningene finde os og føre os sammen så vi
kan gå ind i lyset sammen. Til da kan jeg bare lukke øjnene så er Dorrit hos
mig
Venlig Hilsen Jan
| |
|
|