---

Hej NG.

Her er en lille trist historie fra det virkelige liv, som jeg vil dele med
jer i håb om, at nogen har et godt råd, for jeg aner ikke hvad jeg skal
gøre. Jeg skal prøve at gøre det kort:

Da jeg i fredags kom hjem fra arbejde, opdagede jeg (i bedste amerikanske
film-stil), at min forlovede var rejst med alle sine ting (godt og vel).
Det var naturligvis et grimt chock at komme hjem til, da jeg intet anede,
men værst af alt var dog, at hun havde taget min dejlige kastrerede hankat
med sig!
Desuden alle ringbind gennemrodet og papirerne fra Kattens Værn, hvor han
naturligvis er registreret i mit navn, var væk!
Jeg går ud fra dette er sket for at jeg ikke kunne melde ham savnet i
registeret, samt at hun måske ændrer ham til sit navn. Desuden manglede alt
tilbehør, kurv, transportkasse, madskåle osv.

Jeg synes naturligvis det er forfærdeligt at uskyldige dyr skal komme i
vejen for to voksne menneskers uoverensstemmelser, og selvom det vel var
"vores" kat så længe han boede her i huset, så støder det mig alligevel. Da
jeg ved, alle herinde er meget store dyrevenner, skal jeg for
retfærdighedens skyld skynde mig at nævne, at jeg ikke tvivler på, hun
passer godt på ham, men alligevel.

Jeg har talt med politiet, som intet kan gøre så længe det drejer sig om en
levende ting. De kunne kun anbefale mig at gå rettens vej, hvis jeg MEGET
gerne ville have ham igen, da det jo er temmelig dyrt, som de sagde.

Jeg har også ringet til Kattens Værn, og det er lykkedes mig at få oplyst
hans øremærke igen, og melde ham savnet. Jeg må indrømme jeg synes det er
pinligt at ringe og fortælle historien til disse instanser (det virker så
barnligt), men jeg hvis der er noget som helst jeg kan gøre så vil jeg
altså.
Det kommer let til at virke som to menneskers muddekastning der manifesteres
i et dyr, men sådan mener jeg ikke det er -jeg vil _virkelig_ gerne have ham
igen.

Jeg går ud fra, hun ikke kan ændre ham til sit navn, når han er meldt
savnet, og havde måske også håbet på, hun blev stoppet, hvis hun feks tog
ham til dyrlæge, men da både ekskæresten og katten p.t. er hos hendes mor
(som er opdrætter af Ragdolls i Esbjerg og bruger en privat sort dyrlæge til
alle sine katte) skal jeg vist ikke håbe på dette

Det er lykkedes mig igår at få telefonisk kontakt med hende, og efter lidt
tid fået hende til at indrømme at hun har katten, men hun gjorde mig det dog
klart, at hun vil "nægte at vide hvor han er" såfremt jeg feks går rettens
vej.

Her er så mit spørgsmål omsider: Hvad pokker gør jeg? Så længe min
ekskærestes argumenter er ting som "jeg elsker ham mere end dig, og derfor
får du ham ikke!", er dialog i hvert fald udelukket (tro mig, jeg har
prøvet).
Politiet kan ikke hjælpe og jeg kan ikke selv rejse over og hente ham. Jeg
kan ikke komme på flere muligheder.

Katten er faktisk en jeg har "arvet" fra et demensafsnit på ældrecenteret
hvor jeg arbejder. Da de ikke måtte have ham mere, tog jeg ham med hjem og
vi blev meget glade for ham. Jeg er _meget_ i tvivl om, hvad jeg skal sige
til min arbejdsplads. Hele denne historie er så rodet og trist, og det er
vel egentlig knapt nok gået op for mig, så I må bære over med mig, hvis
dette er langt, rodet eller måske i virkeligheden OT, men jeg håber sådan
nogen kan give mig et råd. Jeg vil så gerne have min kat igen og føler intet
jeg kan gøre..

På forhånd 1000 tak,

Ian O.

---

Hvad forhindrer dig i bare at hente ham ?? Finde ud af hvor hun bor nu og
"åbne døren og hente katten ??
Det værste hun kan gøre er vel at anmelde dig, men det bliver vel påstand
mod påstand ??


"Ian O." <ian@it.dk> skrev i en meddelelse
news:40014e00$0$27438$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Hej NG.
>
> Her er en lille trist historie fra det virkelige liv, som jeg vil dele med
> jer i håb om, at nogen har et godt råd, for jeg aner ikke hvad jeg skal
> gøre. Jeg skal prøve at gøre det kort:
>
> Da jeg i fredags kom hjem fra arbejde, opdagede jeg (i bedste amerikanske
> film-stil), at min forlovede var rejst med alle sine ting (godt og vel).
> Det var naturligvis et grimt chock at komme hjem til, da jeg intet anede,
> men værst af alt var dog, at hun havde taget min dejlige kastrerede hankat
> med sig!
> Desuden alle ringbind gennemrodet og papirerne fra Kattens Værn, hvor han
> naturligvis er registreret i mit navn, var væk!
> Jeg går ud fra dette er sket for at jeg ikke kunne melde ham savnet i
> registeret, samt at hun måske ændrer ham til sit navn. Desuden manglede
alt
> tilbehør, kurv, transportkasse, madskåle osv.
>
> Jeg synes naturligvis det er forfærdeligt at uskyldige dyr skal komme i
> vejen for to voksne menneskers uoverensstemmelser, og selvom det vel var
> "vores" kat så længe han boede her i huset, så støder det mig alligevel.
Da
> jeg ved, alle herinde er meget store dyrevenner, skal jeg for
> retfærdighedens skyld skynde mig at nævne, at jeg ikke tvivler på, hun
> passer godt på ham, men alligevel.
>
> Jeg har talt med politiet, som intet kan gøre så længe det drejer sig om
en
> levende ting. De kunne kun anbefale mig at gå rettens vej, hvis jeg MEGET
> gerne ville have ham igen, da det jo er temmelig dyrt, som de sagde.
>
> Jeg har også ringet til Kattens Værn, og det er lykkedes mig at få oplyst
> hans øremærke igen, og melde ham savnet. Jeg må indrømme jeg synes det er
> pinligt at ringe og fortælle historien til disse instanser (det virker så
> barnligt), men jeg hvis der er noget som helst jeg kan gøre så vil jeg
> altså.
> Det kommer let til at virke som to menneskers muddekastning der
manifesteres
> i et dyr, men sådan mener jeg ikke det er -jeg vil _virkelig_ gerne have
ham
> igen.
>
> Jeg går ud fra, hun ikke kan ændre ham til sit navn, når han er meldt
> savnet, og havde måske også håbet på, hun blev stoppet, hvis hun feks tog
> ham til dyrlæge, men da både ekskæresten og katten p.t. er hos hendes mor
> (som er opdrætter af Ragdolls i Esbjerg og bruger en privat sort dyrlæge
til
> alle sine katte) skal jeg vist ikke håbe på dette
>
> Det er lykkedes mig igår at få telefonisk kontakt med hende, og efter lidt
> tid fået hende til at indrømme at hun har katten, men hun gjorde mig det
dog
> klart, at hun vil "nægte at vide hvor han er" såfremt jeg feks går rettens
> vej.
>
> Her er så mit spørgsmål omsider: Hvad pokker gør jeg? Så længe min
> ekskærestes argumenter er ting som "jeg elsker ham mere end dig, og derfor
> får du ham ikke!", er dialog i hvert fald udelukket (tro mig, jeg har
> prøvet).
> Politiet kan ikke hjælpe og jeg kan ikke selv rejse over og hente ham. Jeg
> kan ikke komme på flere muligheder.
>
> Katten er faktisk en jeg har "arvet" fra et demensafsnit på ældrecenteret
> hvor jeg arbejder. Da de ikke måtte have ham mere, tog jeg ham med hjem og
> vi blev meget glade for ham. Jeg er _meget_ i tvivl om, hvad jeg skal sige
> til min arbejdsplads. Hele denne historie er så rodet og trist, og det er
> vel egentlig knapt nok gået op for mig, så I må bære over med mig, hvis
> dette er langt, rodet eller måske i virkeligheden OT, men jeg håber sådan
> nogen kan give mig et råd. Jeg vil så gerne have min kat igen og føler
intet
> jeg kan gøre..
>
> På forhånd 1000 tak,
>
> Ian O.
>
>

---

"Janne & Jens Jørgen Damberg" <damberg@adslhome.dk> wrote in message
news:400153b2$0$29415$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Hvad forhindrer dig i bare at hente ham ?? Finde ud af hvor hun bor nu og
> "åbne døren og hente katten ??
> Det værste hun kan gøre er vel at anmelde dig, men det bliver vel påstand
> mod påstand ??

Jeg ved hvor de begge er (på moderens adresse hvor hun også har opdræt), men
vi skulle nok være nogle stykker for bare at vælte ind og tage ham.
Desuden er det ikke rigtig min stil, da det nok ville ende med enten en
fysisk konfrontation hvis der var nogen hjemme og ellers indbrud. Håber lidt
der findes andre løsninger, selvom jeg heller ikke kan se dem....
Er i hvert fald ikke interesseret i at begå kriminalitet for det. Det er jo
som sådan også kriminelt, at hun har stjålet kat + mine papirer, men det er
ingen undskyldning mener jeg.

Hilsen Ian

---

Ian O. wrote:
> Jeg har talt med politiet, som intet kan gøre så længe det drejer sig
> om en levende ting. De kunne kun anbefale mig at gå rettens vej, hvis
> jeg MEGET gerne ville have ham igen, da det jo er temmelig dyrt, som
> de sagde.
Øh... nå!? Siden hvornår er politiet begyndt at betragte dyr som "levende
ting"?? Anyways, det er sådan set ligemeget. Hun har stjålet katten og det
er tyveri. Du skal anmelde hende for tyveri hos politiet - brug Kattens Værn
som dokumentation for ejerskabet. Man kan IKKE ændre ejerskab hos Kattens
Værn *uden* skriftlig tilladelse fra den forrige ejer (bed om en udskrift).
Ergo ejer du katten og hun har begået tyveri. Politiet har pligt til at
afhente katten -specielt hvis de ved hvor katten er...At få en
dommerkendelse til afhentning er sådan set politiets problem, når du har
anmeldt hende. De *skal* tage affære - det andet er en tam undskyldning. Søg
hjælp hos f.eks. www.retshjalpen.dk eller spørg på www.retograad.dk
medmindre du selv kender en jurist/advokat..

Og det var da en sørgelig historie - held og lykke med katten og dig selv...

Maria

---

> Og det var da en sørgelig historie - held og lykke med katten og dig
selv...

Endlig et lyspunkt. Det trængte jeg til
Tusind tak for links og opmuntring. Jeg vil straks gå i gang.

Hilsen Ian

---

> Ian O. skrev:
> > Og det var da en sørgelig historie - held og lykke med katten og dig
> selv...
>
> Endlig et lyspunkt. Det trængte jeg til
> Tusind tak for links og opmuntring. Jeg vil straks gå i gang.
>
> Hilsen Ian
>
>
Nu vil jeg ikke "male fanden på væggen"....men....for to år siden gik
jeg fra en mand som jeg ikke længere kunne "holde ud"....på daværende
tidspunkt havde JEG en hund af racen Briard(fransk hyrdehund)...jeg fik
den "mens" vi var sammen....mit navn stod på stamtavle og
registreringspapirer.....meeeen....han ville ikke "udlevere" hunden
(fordi den var med hvalpe-og selv ville have de penge de skulle sælges
for....)og sådan blev det......politiet ville slet ikke have noget med
det at gøre......og på en eller anden måde har han med falsk
underskrift(på den gamle registr.att.) fået hunden skrevet over i sit
eget navn i DH....og jeg vil lige sige at de heller ikke kunne gøre
noget.....advokat ville godt mod et beløb der kunne løbe op i et
urimeligt kæmpebeløb.....og....så var der stadig ingen garanti for at
jeg fik hunden.....Han beholdt hunden,de 8 hvalpe den fik,solgte han og
indkasserede pengene for...og han har stadig hunden.....i dag to år
efter....jeg har stadig hundens registreringsatt.(med mit navn)..og
hundens stamt.,MEN INGEN KAN GØRE NOGET...og jeg har ikke villet "hente
" hunden selv da det er "SELVTÆGT" (det fik jeg at vide af politiet) og
det KAN MAN JO BLIVE DØMT FOR".....DET ER DANMARK NÅR DET ER
BEDST........(Håber du får din kat-det var jo DIG der fik den)...



Med venlig hilsen
Sascha og Sillemis
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

"Sascha og Sillemis" <chakoKATTE@BAKKEtdcadsl.dk> wrote in message
news:40018776ba665@dk-fritid-dyr-kat.dk...
> Han beholdt hunden,de 8 hvalpe den fik,solgte han og
> indkasserede pengene for...og han har stadig hunden.....i dag to år
> efter....jeg har stadig hundens registreringsatt.(med mit navn)..og
> hundens stamt.,MEN INGEN KAN GØRE NOGET...og jeg har ikke villet "hente
> " hunden selv da det er "SELVTÆGT" (det fik jeg at vide af politiet) og
> det KAN MAN JO BLIVE DØMT FOR".....DET ER DANMARK NÅR DET ER
> BEDST........(Håber du får din kat-det var jo DIG der fik den)...

Trist historie. Det gør mig ondt at høre
Jeg håber naturligvis, jeg har mere held med mig, men er også glad for alle
former for respons og erfaringer (også de negative),
for det er så frustrerende ikke at vide noget som helst om chancerne for at
få ham igen. Hellere blive skuffet hurtigt end at gå og håbe en masse...

Jeg har skrevet til Ret og Råd, således at jeg kan få svar fra en advokat
som jeg så håber kan rådgive mig. Der går dog op til 5 arbejdsdage.
Ventetiden er lang synes jeg, men det kan nok ikke betale sig at kontakte
politiet igen.

Jeg synes måske moderen (som åbenbart har været med til at hente ham) burde
vide bedre, i kraft af at hun er opdrætter, men jeg vil ikke køre det over i
noget privat mudderkastning, da jeg intet får ud af det.

Endnu en gang tak for alle svar,

Ian

---

Hej Ian

Trist historie - håber du snart får medgang.

Prøv at spørge i gruppen dk.videnskab.jura om de kan rådgive dig om hvad du
gør i denne situation. Håber de kan hjælpe dig med at få katten hjem.

/ Inger Kaya
DK-Pisik

---

Ian O. wrote:
> Jeg har skrevet til Ret og Råd, således at jeg kan få svar fra en
> advokat som jeg så håber kan rådgive mig. Der går dog op til 5
> arbejdsdage.
Men de svarer tilbage. Og der går max fem dage - ofte er de hurtigere
Ring til Retshjælpen og hør om mulighederne - de kan måske hjælpe dig
videre, hvis du ikke opfylder kravene...

>Ventetiden er lang synes jeg, men det kan nok ikke
> betale sig at kontakte politiet igen.
Jo det kan!! Hvis jeg var dig, ville jeg campere på politistationen! Gå
derned og snak med dem - de SKAL tage action på det - det er tyveri, det hun
har gjort! Nogen gange er det et spørgsmål om at være insisterende og stædig
nok ;) Hvis du bare lader dig afvise, så gør politiet ikke noget - det kan
du være sikker på. Men hvis du bliver ved med at presse dem, så kan de ikke
ignonere dig. Lidt ligesom at være på hospitalet ;) Man skal bare råbe højt!
(desværre)...
Ved godt, at det er "op ad bakke", men politiet *skal* altså tage action på
det. Ellers spørg i dk.videnskab.jura om de kan henvise til §-paragraffer,
læs dem, ta' et print og smæk dem i hovedet på politiet. Hele lovgivningen
findes på www.retsinfo.dk

Maria

---

"maz" <mackiavelli@allmail.dk> wrote in message
news:4001964b$0$95018$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Jo det kan!! Hvis jeg var dig, ville jeg campere på politistationen!

Tusind tak fordi du fik mig til at grine et øjeblik. Det trængte jeg til
Hvis du har ret i, at der findes paragraffer der siger, at de _skal_ gøre
noget, så skal de _fandme_ også få lov til det!
Jeg har postet det originale indlæg i dk.videnskab.jura efter råd fra Inger
Kaya, og håber på hjælp derfra også. Det virker i hvert fald til, at der
sidder nogle kloge paragraf-nørder i den gruppe.
Alt skal prøves, og selvom jeg har mange praktiske og økonomiske ting at
tænke på lige nu, er dette det vigtigste og du giver mig blod på tanden. Tak
for det!
Jeg kæmper videre...

/Ian

---

Hej.

Jeg mener altså, at hvis du ikke har et synligt bevis på at katten er din
(jeg tror ikke det er nok at det er dit navn, der står hvor den er
registreret), så kan du altså ikke gøre noget, og politiet kan heller ikke.
Havde du et "købsbevis" så var sagen jo en anden. Men dette er - som jeg
læser det - en kat du har fået gratis. Havde du katten inden du fik din
kæreste, så er det jo mere rimeligt det er din, men du skal stadig kunne
bevise det, før politi og anden retsvæsen tager sig af det. Jo, det kan godt
være nogen tager sig af det, men jeg tror ikke du vinder noget som helst.
Hvis du først har fået katten mens du har boet sammen med din kæreste, så er
det vel meget naturligt at hun har knyttet sig lige så meget til den som du
har - ellers ville hun vel heller ikke tage den med! Du skriver jo selv at
katten har det godt nok hvor den er.

Jeg forstår godt det gør ondt, og jeg ville selv have det forfærdeligt hvis
nogen tog min kat. Jeg kendte en gang nogen, som "delte" hunden mellem sig,
da de blev skilt. Hunden var en uge eller 14 dage på skift hos manden og
kvinden. Det er sgu da synd. Det gør ondt at miste, men man må ikke glemme
det er levende skabninger vi har med at gøre og dyr forstår, ligeså lidt som
børn, ikke en brik af det hele. Og er der noget der kan skabe stress hos
hunde og katte, så er det flytninger.

Jeg ved godt, du skriver at det er dig, der har fået katten. Spørgsmålet er
bare: Hvornår fik du katten - før eller efter du havde mødt kæresten? Og har
du nogen skriftlige beviser på at det er DIG der har købt katten.

Har du ikke det, så er chancerne altså meget små for at du vinder en sag på
det.

Har du prøvet at få talt til kærestens fornuft? Du er god til at skrive.
Skriv et brev til hende, der appellere til hendes samvittighed (hvis hun har
sådan én) og evt. til moderen. Få evt. dem du har fået katten fra til at
skrive et skriftligt bevis på at det er DIG, der har fået katten ikke din
kæreste.

Bare nogle synspunkter og forslag. Jeg tror bare ikke det kan føres ud i
virkeligheden.

Hilsen

Lene Hansen

---

"Lene Hansen" <le_ne@paradis.dk> wrote in message
news:4001a573$0$249$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> Hej.
>
> Jeg mener altså, at hvis du ikke har et synligt bevis på at katten er din

Hej Lene.

Jeg har fået katten mens jeg boede med min forlovede, men sagen er mere
kompliceret end som så:
Det startede med, at det demensafsnit, som jeg nævnte jeg arbejdede på, fik
en kat. Det var en dame med tilknytning til afdelingen som skulle ud at
rejse i 2 år og det blev aftalt, at afdelingen kunne "låne" ham i denne
periode.
Som sådan lå der nok i det, at han ikke skulle afleveres tilbage igen, men i
teorien var han til låns.

Der skete så nogle ting som gjorde, at varmemesteren på stedet forbød, at
katten måtte være der, hvorfor han skulle aflives (eller afhændes). Da jeg
arbejdede der og kendte ham godt, ville jeg meget gerne have ham med hjem,
hvilket jeg så fik.
Naturligvis har ekskæresten knyttet sig til ham, men hvem der elsker ham
mest, mener jeg ikke kan danne grundlag for, hvem der "fortjener ham mest".

Som du nok kan forstå, er der derved masser af mennesker som ved, at han er
min, og som sådan har jeg ham jo også kun til låns, idét den rigtige ejer
naturligvis ved, at jeg har overtaget ham (og registreret ham i mit navn),
men den gamle aftale om de to år ikke er ændret.
Hvorvidt alle disse menneskers vidneudsagn kan danne juridisk grundlag for
at bevise ejerskab, ved jeg ikke, men jeg mener ikke, der kan være tvivl.

Jeg kan godt se din pointe med at skrive hende et brev, men på den måde hun
er flyttet fra mig på, kan du forstå, der ligger en del vrede/frustrationer
eller hvad det nu måtte være til grund for det, og det virker ikke til, hun
er interesseret i at høre på mig.

Jeg må tage en snak med mine kolleger i morgen samt tage kontakt til den
"rigtige" ejers familie for at høre, om de kan hjælpe.

Jeg har i mellemtiden fået flg svar fra Kattens Værn, som jeg tolker i meget
positiv retning:

"Hej Ian

Mit råd til dig vil være, skriftligt at rette henvendelse til Politiet og
melde hende for simpelt tyveri. Katten har jo en tatovering, der henviser
til dig som juridisk ejer. Det må kunne sidestilles, med hvis hun havde
taget din cykel med dertil hørende stelnummer, velvidende den var din."

I hvert fald tak for dine tanker og overvejelser. De er meget velkomne

Venligst, Ian