---

Min elskde hustru er død. Hun fik hovedpine og det var ikke usædvanligt da
hun havde fået et piskesmeld for 17 år siden, så hun tog nogle treo og så
var det klaret, hun snakkede lidt om at de ikke hjalp særligt, men det var
ikke noget alvorligt. Næste eftermidag, hvor jeg var hjemme fra i en time,
ringede mine børn og fortalte at mor var faldet i køkenet og de havde ringet
efter falck . Hun blev overført til neurokirugisk intensiv hvor de opererede
hende for et bristet aneurisme i hjernen. Dagen efter operationen var hun
fantastisk klar og snakkede og spiste, lægerne var forbløffede og sagde at
det var usædvanligt med så klar en patient og hun ville komme hjem uden men
! Men min hustru døde efter 7 dage.
Jeg har 3 børn det er den eneste grund til at jeg stadig er i live fysisk,
for jeg døde sammen med min elskede, vi fik 21 år sammen og jeg var ikke
færdig med at elske hende, og det bliver jeg nok aldrig. Nu har jeg bare
ikke et fysisk sted at gå hen med min kærlighed, og det gør ondt at savne en
så meget at det føles som man bløder og græder selv om man går på arbejde og
klare huset
Det holder aldrig op med at gøre ondt, man lære bare at græde uden lyd
Det er 4 måneder siden, og smerten er blevet sværere at bære som tiden er
gået

---

"Jan" <jrla@pc.dk> wrote in message
news:3ff1cfec$0$27445$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Min elskde hustru er død. Hun fik hovedpine og det var ikke usædvanligt da
> hun havde fået et piskesmeld for 17 år siden, så hun tog nogle treo og så
> var det klaret, hun snakkede lidt om at de ikke hjalp særligt, men det var
> ikke noget alvorligt. Næste eftermidag, hvor jeg var hjemme fra i en time,
> ringede mine børn og fortalte at mor var faldet i køkenet og de havde
ringet
> efter falck . Hun blev overført til neurokirugisk intensiv hvor de
opererede
> hende for et bristet aneurisme i hjernen. Dagen efter operationen var hun
> fantastisk klar og snakkede og spiste, lægerne var forbløffede og sagde at
> det var usædvanligt med så klar en patient og hun ville komme hjem uden
men
> ! Men min hustru døde efter 7 dage.
> Jeg har 3 børn det er den eneste grund til at jeg stadig er i live fysisk,
> for jeg døde sammen med min elskede, vi fik 21 år sammen og jeg var ikke
> færdig med at elske hende, og det bliver jeg nok aldrig. Nu har jeg bare
> ikke et fysisk sted at gå hen med min kærlighed, og det gør ondt at savne
en
> så meget at det føles som man bløder og græder selv om man går på arbejde
og
> klare huset
> Det holder aldrig op med at gøre ondt, man lære bare at græde uden lyd
> Det er 4 måneder siden, og smerten er blevet sværere at bære som tiden er
> gået
>
>

Åh hvor gør det mig ondt - kan virkelig mærke hvor dybt ked af det du er på
det du skriver. Bestemt ikke noget at sige til. Det er FLOT at du skriver om
det og det er en god måde at komme ud med sin sorg på ligesom du også må
give dig selv lov til at græde. Har du overvejet at tale med en psykolog?

Mvh Helle

---

Jan wrote:
>
snip: forløbet
.......

> Jeg har 3 børn det er den eneste grund til at jeg stadig er i live fysisk,
> for jeg døde sammen med min elskede, vi fik 21 år sammen og jeg var ikke
> færdig med at elske hende, og det bliver jeg nok aldrig. Nu har jeg bare
> ikke et fysisk sted at gå hen med min kærlighed, og det gør ondt at savne en
> så meget at det føles som man bløder og græder selv om man går på arbejde og
> klare huset
> Det holder aldrig op med at gøre ondt, man lære bare at græde uden lyd
> Det er 4 måneder siden, og smerten er blevet sværere at bære som tiden er
> gået

hmmmmm, nu har jeg ikke mistet min ægtefælle og kommer forhåbentlig
heller ikke til det de næste mange år.


Og om det jeg siger kan hjælpe dig....det har jeg ikke den fjerneste
anelse om.
Jeg er heller ikke psykolog eller præst eller anden form for
sjælesørger.
Bare en ganske almindeligt menneske, der sidste år ved denne tid
(nærmere bestemt 14. januar) mistede sin far. Og nedenstående sådan set
er de observationer og følelser som jeg har været i nærkontakt med i
forbindelse med dødsfaldet der.


Har du tænkt over, at du og din ægtefælle faktisk har overholdt den
aftale som I lavede med hinanden dengang I blev gift.

At du har elsket og æret hende. Levet med hende i medgang og modgang.
Levet i den lykke som nu er blevet jer tildelt og levet på den måde som
I har været enige om at leve jeres fælles liv. Og det indtil døden har
skilt jer ad.

Jeg mener, at det er mere end hvad andre giver sig lov til at opleve.


Jeg syntes faktisk, at det er en stærk ting, at et ægteskab ender på den
måde.
Det er ikke alle ægteskaber som holder til det tidspunkt, hvor det
jordiske liv ender. Uanset om man er troende eller ej.




Naturligvis gør det ondt at miste. Det skal gøre ondt! Eller kan man
ikke værdsætte det mistbare mens man har det.
Det ville da også være underligt, når man mister sin ægtefælle og man
bare trækker på skuldrene som om det var en tallerken der er gået i
stykker mens man vaskede op.
Det er ok, at det gør ondt! Det viser at man har levet sig ind i og med
den man mister.

Og hvorlænge og hvor ondt det gør..........hmmmmm det er der vist ingen
som har en varedeklaration på. Og det er der forhåbentlig ikke udviklet
en pille imod.
Medicin og øvrige psykiatriske hjælpemidler har naturligvis sin
berettigelse, når sorgen bliver til en decideret depressiv sygdom. Men
fordi man har ondt ovenpå et dødsfald er ikke ensbetydende med en
depression.



Mens man har det trist og det hele er noget rod (måske både oppe i
hovedet, men også de nære fysiske omgivelser (værelser, køkken mv)), så
er det måske en god ide at ringe til noget familie eller nære venner og
bede om hjælp. Familie og venner kan hjælpe med de fysiske opgaver fx
oprydning af huset, måske noget havearbejde. Udover man får ordnet de
praktiske ting, så oplever man også at der liv i huset igen.....Det kan
være behjælpelig med at få ryddet op oppe i hovedet. Spørg mig ikke
hvorfor det er sådan, men at "river i noget" sammen med andre gør altså
at man kan komme videre. Vel og mærke....ikke dermed sagt at man ikke
bør undlade at bære rundt på minderne med afdøde eller at man ikke skal
snakke om sin sorg....men det bliver ligesom lettere at snakke med nogen
når man står og laver noget sammen med dem man snakker med og det ikke
kun er snakken som er centrum for det "samtalerum" man har skabt.
En anden ting der kan være med til at få en tålbar tilværelse igen er
ved at færdiggøre et fællesprojekt som I havde gang i (såfremt økonomien
tillader det). Havde I planlagt et nyt badeværelse eller tilsvarende,
så kan det, at du arbejder med jeres projekt være med til at sige, at
selv om der er sat punktum for din ægtefælles fysiske liv, så skal der
dog lige afsluttes det hun havde gang i. Det virker som om, at hendes
liv har gjort en forskel. Man kan sige, at selvom livet er færdig med
hende, så er hun ikke færdig med livet.







--
Med venlig hilsen Carsten Riis

---

On Tue, 30 Dec 2003 20:20:18 +0100, "Jan" <jrla@pc.dk> wrote:

Kære Jan

>! Men min hustru døde efter 7 dage.

Sådan kan det gå. Vær glad for at din kone kom let ud af livet.
Hun led ikke særlig meget, og hun vidste ikke hun skulle dø, vel?

Uanset hvad, så ved jeg som mor til 4, at det er vigtigt for din
kone, at du fortsætter med at være FAR, og at du klarer livet med
dine børn, uden din kone. Det er den bedste gave du kan give
hende!

>Jeg har 3 børn det er den eneste grund til at jeg stadig er i live fysisk,

Ja, dine børn er en god grund til at hænge på og til at leve
livet. De har allerede mistet deres mor, og er selvfølgelig bange
for at miste deres far også. Du er en meget vigtig person for
jeres fælles børn.

>for jeg døde sammen med min elskede, vi fik 21 år sammen og jeg var ikke
>færdig med at elske hende, og det bliver jeg nok aldrig. Nu har jeg bare
>ikke et fysisk sted at gå hen med min kærlighed, og det gør ondt at savne en
>så meget at det føles som man bløder og græder selv om man går på arbejde og
>klare huset
>Det holder aldrig op

Nej, det holder aldrig op. Men det bliver med garanti lettere.med
tiden. Især hvis du gør det som din kone ville ønske: Lev livet
og vær der for jeres fælles børn.

Det ville jeg i hvert fald ønske for mine børn og min mand hvis
jeg pludselig døde. Jeg tror ikke din kone er anderledes.

> med at gøre ondt, man lære bare at græde uden lyd
>Det er 4 måneder siden, og smerten er blevet sværere at bære som tiden er
>gået

Jeg forstår dig, men håber at du vil indse at dit liv ikke er
slut fordi din kones liv er slut.

Jeg tror at din kone kan følge jer, og at hun vil glæde sig
hvis/når du og børnene glæder jer - indtil I ses igen.

Hilsen
Fru Hansen