/ Forside / Interesser / Dyr / Katte / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Katte
#NavnPoint
dova 9788
akle 7186
Jernladyen 3710
ans 2627
miritdk 2457
Nordsted1 2217
taliskoko 2188
mulberry 1779
cdripper 1530
10  HelleBirg.. 1440
"hvor kunne du gøre det....."
Fra : Sille


Dato : 23-12-03 01:19

Historie om at give sin hund en chance for et nyt hjem og et godt liv, og
ikke blot efterlade den på et internat hvis du ikke har mulighed for at
beholde den, eller særlige omstændigheder indtræffer:

Hvor kunne du gøre det?
Af Jim Willis 2001

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du
kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så
lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne
blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for
at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du),
og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem
sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere
og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede
hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de
små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget,
og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et
hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt
en "kærlighedsslave".

Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til
min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund -
tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra
at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
udgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til
en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige
beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende".
De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og
om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to
rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i
forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden
i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til
et fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske,
men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer,
vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde,
som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun
nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem
min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne
og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var
hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig
selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var
dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig
for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.


Slut


Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene,
da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr
ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
dyr.




 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177577
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6409071
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste