---

Historie om at give sin hund en chance for et nyt hjem og et godt liv, og
ikke blot efterlade den på et internat hvis du ikke har mulighed for at
beholde den, eller særlige omstændigheder indtræffer:

Hvor kunne du gøre det?
Af Jim Willis 2001

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du
kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så
lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne
blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for
at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du),
og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem
sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere
og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede
hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de
små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget,
og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et
hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt
en "kærlighedsslave".

Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til
min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund -
tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra
at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
udgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til
en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige
beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende".
De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og
om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to
rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i
forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden
i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til
et fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske,
men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer,
vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde,
som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun
nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem
min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne
og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var
hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig
selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var
dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig
for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.


Slut


Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene,
da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr
ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
dyr.

---

Hvor kunne du gøre det.... sende sådan en historie, så man sidder her fra
morgenstunden med tårer i øjnene...... *snøft*

--
Med venlig hilsen
Susanne Nielsen

Hjørnebutikken - holder åbent hele julen - se aktuelle åbningstider her:
http://www.hjoernebutikken.dk/page5.html
Har du husket at bestille gavekurve, vingaver og godteposer?
www.hjoernebutikken.dk
"Sille" <surfermus@surfermail.dk> skrev i en meddelelse
news:3fe788bb$0$27380$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> Historie om at give sin hund en chance for et nyt hjem og et godt liv, og
> ikke blot efterlade den på et internat hvis du ikke har mulighed for at
> beholde den, eller særlige omstændigheder indtræffer:
>
> Hvor kunne du gøre det?
> Af Jim Willis 2001
>
> Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
Du
> kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
> sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
så
> lod du dig formilde og kløede mig på maven.
>
> Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
kunne
> blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
for
> at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
du),
> og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
hjem
> sidst på dagen.
>
> Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
karriere
> og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
> trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
> dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
forelsket.
>
> Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
> hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
lystrede
> hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
>
> Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af
de
> små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
> dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
noget,
> og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller
et
> hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
hurtigt
> en "kærlighedsslave".
>
> Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
til
> min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
>
> Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
hund -
> tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
fra
> at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> udgifter i forbindelse med mig.
>
> Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
til
> en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
rigtige
> beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
> familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
> internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
hende".
> De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
> til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
> Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
og
> om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
> mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
> deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
to
> rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder
i
> forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
> til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
>
> De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> hverdag tillader.
>
> De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> siden.
>
> I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
forsiden
> i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
> var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
> som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
> jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
til
> et fjernt hjørne og ventede.
>
> Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
ske,
> men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
> Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
bærer,
> vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
> hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
> en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
måde,
> som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
hun
> nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
gennem
> min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
øjne
> og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
> for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
var
> hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
> blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
mig
> selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
> sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
var
> dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
dig
> for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
>
>
> Slut
>
>
> Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
øjnene,
> da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
> den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
> dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
kæledyr
> ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
> dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
> og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
> dyr.
>
>
>

---

"Sille" <surfermus@surfermail.dk> wrote in message
news:3fe788bb$0$27380$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> Historie om at give sin hund en chance for et nyt hjem og et godt liv, og
> ikke blot efterlade den på et internat hvis du ikke har mulighed for at
> beholde den, eller særlige omstændigheder indtræffer:

Historien giver ikke rigtigt noget alternativ? Det er ikke specielt nemt at
komme af med et voksent dyr. Hvad gør man hvis det virkelig er nødvendigt??

Anja

---

Anja skrev
<Historien giver ikke rigtigt noget alternativ? Det er ikke specielt nemt at
komme af med et voksent dyr. Hvad gør man hvis det virkelig er nødvendigt??
>

Hmm hvis manden virkelig havde været interesseret i
at beholde hunden i familien, så havde han fundet en
bolig hvor det var tilladt at have den. Han kunne selv have fundet en
familie. Eller som sidste udvej selv have taget
hunden til dyrlægen og været hos den til den døde. Efter
min mening valgte han den usleste udvej, at efterlade hunden i fremmede
omgivelser hvor den sad i x antal dage
inden en fremmed aflivede den. Det er en meget sølle
tak for et liv af kærlighed og trofasthed.



--
Marianne Hellemose
***Ailurophil***
'The greatness of a nation and its moral progress can be
judged by the way its animals are treated
Mahatma Ghandi

---

"Anja Lysholm" <anjalysholm@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:bgrGb.64191$jf4.3853439@news000.worldonline.dk...

>
> Historien giver ikke rigtigt noget alternativ? Det er ikke specielt nemt
at
> komme af med et voksent dyr. Hvad gør man hvis det virkelig er
nødvendigt??

Det er en sørgelig historie, men der er alternativer til aflivning.

Da vi skulle finde et nyt hjem til vores kat Tarzan, kiggede jeg i DBA,
under de annoncer, hvor katte søges.
Jeg ringede så en dame op, der søgte en killing. Tarzan var på det tidspunkt
7 mdr.
Hun havde lige mistet en anden kat. Jeg stillede en masse spørgsmål og det
samme gjorde hun.
Jeg sendte hende så et billede af Tarzan og samme aften kom hun og kiggede
på ham og tog ham med hjem.
Jeg tog 700 kr. for ham, da han både var neutraliseret, vaccineret og
øretatoveret.

Han er faldet godt til i sit nye hjem og jeg høre jævnligt til, hvordan det
går.

Hvis han var kommet på internat, havde jeg sikkert ikke vidst, hvor han var
henne, da internaterne, så vidt jeg ved ikke må oplyse om, hverken tidligere
eller nuværende ejere.
Der er altid mennesker rundt omkring, der netop foretrækker et voksent dyr,
så det er bare lige, at finde dem....

Mvh. www.tjekmig.dk

Som er blevet kattesitter, her i julen.

---

Sille skrev i <news:3fe788bb$0$27380$edfadb0f@dread16.news.tele.dk>:

> Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
> øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det

Det var meget flot skrevet.

> fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr
> er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og

Jeg har været nødt til at aflevere nogle katte Inges kattehjem
engang, fordi det ikke var muligt at finde et passende hjem
til dem da jeg skulle flytte.

Når man i desperation afleverer sine dyr sådan et sted, er det
jo ikke fordi man forventer de bliver aflivet, men i håbet
om de får et nyt liv. Det er i mine øjne forkert at give
folk skyldfølelse fordi de ønsker at give dyret en chance for
et nyt hjem istedetfor blot at aflive dem.

Jane

---

Det er en meget sørgelig historie! Jeg får simpelthen tårer i øjnene
af at læse den
Jeg er selv ejer af en voksen hund fra et internat. Han blev afleveret
der fordi hans ejere skulle skilles.

Mvh. Louise
Katteri DK Shuno Zahra
Opdræt af Smukke Selvsikre Skovkatte
http://www.shunozahra.dk
Dejlig hunkilling til salg!



On 25 Dec 2003 11:46:32 GMT, Jane <kkgnsdlkng@hotmail.com.nejtak>
wrote:

>Sille skrev i <news:3fe788bb$0$27380$edfadb0f@dread16.news.tele.dk>:
>
>> Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
>> øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det
>
>Det var meget flot skrevet.
>
>> fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr
>> er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og
>
>Jeg har været nødt til at aflevere nogle katte Inges kattehjem
>engang, fordi det ikke var muligt at finde et passende hjem
>til dem da jeg skulle flytte.
>
>Når man i desperation afleverer sine dyr sådan et sted, er det
>jo ikke fordi man forventer de bliver aflivet, men i håbet
>om de får et nyt liv. Det er i mine øjne forkert at give
>folk skyldfølelse fordi de ønsker at give dyret en chance for
>et nyt hjem istedetfor blot at aflive dem.
>
>Jane

---

Jeg har også læst historien et par gange tidligere... det _er_ en
tårperser!

Men jeg kan ikke læse at historien handler om at give "folk2 dårlig
samvittighed over at aflevere et dyr på internat...
Derimod kan jeg læse at historien handler om at få "folk" til at _tænke_
sig om mange gange _inden_ et hvilket som helst dyr bliver anskaffet!!!
For det er vel dét som er det essentielle i historien... hunden er lige
pludselig kommet i vejen for det liv, som dens ejer nu lever
Når man anskaffer sig et dyr, bør man efter min mening ikke kun tænke på
den situation, man står i lige i det øjeblik dyret kommer ind af døren...
men _også_ på, hvilket liv man har tænkt sig at leve i de år man skal have
dyret... dvs at man tvinges til at tænke 10 - 15 år ud i fremtiden... ikke
over sin karriere som sådan, men over sit liv....
Vil man altid gøre alt for at beholde sine dyr??????

Jeg ville.... uanset, hvad jeg så måtte sige nej til, fravælge eller
tolerere...

--
Mvh Ann
Kennel Sifsafs... opdræt af shetland sheepdogs
Hvalpe ventes engang med tiden!
Fjern Bingo, Bongo ved kontakt

---

"Ann K" <tsarsBingo@Bongo.os.dk> wrote in message
news:bsf85m$6e$1@sunsite.dk...
> Jeg har også læst historien et par gange tidligere... det _er_ en
> tårperser!

Jeg synes nu altså den er kvalm...

> Derimod kan jeg læse at historien handler om at få "folk" til at _tænke_
> sig om mange gange _inden_ et hvilket som helst dyr bliver anskaffet!!!

Det er jeg helt enig i at man skal, men man kan altså ikke tage højde for
alt. Man kan ikke vide om man får en kæreste eller et barn med allergi (skal
man så virkelig fravælge kæresten/barnet frem for dyret??), om man bliver
tvunget til at flytte (langt fra alle har den luksus at kunne vælge frit på
alle hylder når de skal have ny bolig), om man ryger på kontanthjælp og
ganske enkelt ikke har råd (man kunne have fem børn der var vigtigere at
brødføde, og så er de 4-500 kr. man måske bruger på dyret om måneden, mange
penge).

Jeg har lige nu tre voksne katte jeg skal af med. Jeg kunne aldrig drømme om
at aflive dem, og så akut er mit problem heller ikke (jeg ville sikkert
heller ikke kunne aflive dem hvis problemet _var_ meget akut), men står min
udlejer nu om en måned og siger at jeg _skal_ af med de katte inden 14 dage
eller vil blive smidt ud af min lejlighed, så vælger jeg altså lejligheden,
og så har _jeg_ ingen anden udvej end et internat! Og så ville jeg føle det
som et "angreb" at få den der historie stukket i fjæset.

Anja

---

Ann K skrev i <news:bsf85m$6e$1@sunsite.dk>:

> Men jeg kan ikke læse at historien handler om at give "folk2 dårlig
> samvittighed over at aflevere et dyr på internat...

Det er nok sætningen:
"Historie om at give sin hund en chance for et nyt hjem
og et godt liv, og ikke blot efterlade den på et internat
hvis du ikke har mulighed for at"

Der får mig til at være defensiv. For mig er internat ikke
i *modstrid* med ønsket om at give et dyr en chance for et nyt
hjem og et godt liv... det er ikke noget man "blot" gør.

> Derimod kan jeg læse at historien handler om at få "folk" til at
> _tænke_ sig om mange gange _inden_ et hvilket som helst dyr bliver

Dengang vi måtte anbringe vores katte hos Inges kattehjem var
det absolut ikke noget vi ikke havde tænkt på - tværtimod
tænker jeg stadig på de katte, og håber de fik et godt liv.

> liv.... Vil man altid gøre alt for at beholde sine dyr??????

Ville du fravælge din mor og familie som 12årig, for at bo alene
med en sadistisk stedfar og blive tortureret?

> Jeg ville.... uanset, hvad jeg så måtte sige nej til, fravælge eller
> tolerere...

Den type tolerance har jeg heldigvis ikke.

Jane

---

In article <Xns945D9B77DEAC2kkgnsdlkng@62.243.74.162>, Jane
<kkgnsdlkng@hotmail.com.nejtak> wrote:

> Det er nok sætningen:
> "Historie om at give sin hund en chance for et nyt hjem
> og et godt liv, og ikke blot efterlade den på et internat
> hvis du ikke har mulighed for at"

Hej

Jeg vil nu foretrække at holde mig til selve historien og ikke de
tanker andre har tænkt i forbindelse med at læse den.. dit citat er
ikke fra selve historien, hvis du forstår.
Selve historien handler for mig at se om, at hundejeren farvælger sin
hund, _ikke_ fordi der var tvingende grunde til det - alle de alvorlige
ting der er nævnt her af folk, der (ganske uden grund) føler sig ramt.
Nej kun fordi hans nye kone ikke kunne lide hunden og fordi han selv
med tiden fik for travlt med alt muligt andet.
Og det er forkasteligt og nok desværre ikke så ualmindeligt.

>
> > liv.... Vil man altid gøre alt for at beholde sine dyr??????
>
> Ville du fravælge din mor og familie som 12årig, for at bo alene
> med en sadistisk stedfar og blive tortureret?

Hm - jeg tror næsten godt jeg kan garantere, at Ann tænkte på voksne
mennesker, der selv havde valgt dyret og som selv kan vælge i deres
tilværelse.
Uden at kende noget til det du antyder, vil det jo altid være sådan, at
en 12-årig under alle omstændigheder ikke bestemmer ret meget selv..

--
Knus fra Ann R, spind fra Donna og Ditte
Donna og Dittes katteside: http://siamis.com

---

Ann Rudbeck skrev i <news:261220031542345916%webmaster@fjernsiamis.com>:

> Jeg vil nu foretrække at holde mig til selve historien og ikke de
> tanker andre har tænkt i forbindelse med at læse den.. dit citat er
> ikke fra selve historien, hvis du forstår.

ok, det var lidt uklart for mig - det lignede det hele var cutnpaste,
så det er Sille jeg spørger - ligesom Ann K - hvordan kom det med at
internat = dårlig idé til at blive din konklusion?

> Selve historien handler for mig at se om, at hundejeren farvælger sin
<snip>
> Og det er forkasteligt og nok desværre ikke så ualmindeligt.

Men stadig syntes jeg, han er da så ansvarlig at han
overlader hunden til et internat, i håbet om at den må få
et godt liv fortsat. Det er ikke forkasteligt.

Forkasteligt var hvis han satte den af på en rasteplads
bundet til et træ, eller undlod at gå til dyrlæge med den
når den var syg.

Forkasteligt er "jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist
til et andet værelse eller et hundebur." og "du brød dig ikke
om at have udgifter i forbindelse med mig" alt efter omstændig-
hederne også "sikkert havde kendt til din forestående flytning
måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at
finde et andet godt hjem til mig".

Jeg har svært ved at se hvad der er så frygteligt forkert i
at aflevere et dyr på et internat "hvis du ikke har mulighed
for at beholde den, eller særlige omstændigheder indtræffer".

Personligt smed jeg hellere en katte-allergisk kæreste ud, men
sådan er vi jo så forskellige og heldigvis er ham jeg er vild
med også glad for min kat (det er dog ikke så gensidigt, katten
syntes vist alle skal bides lidt).

> mennesker, der selv havde valgt dyret og som selv kan vælge i deres
> tilværelse.

Min mor kunne naturligvis havde valgt at blive hos min stedfar
og få tæsk hver dag og lade mig vokse op i angst, men hun valgte
altså noget andet og det er jeg forstående og taknemmelig
over. Selvom hun var et voksent menneske der kunne vælge at
blive hos kattene.

Jane - der ikke mener der er noget "blot" i at aflevere et dyr

---

In article <Xns945DC31CB4FD4kkgnsdlkng@62.243.74.162>, Jane
<kkgnsdlkng@hotmail.com.nejtak> wrote:

> Min mor kunne naturligvis havde valgt at blive hos min stedfar
> og få tæsk hver dag og lade mig vokse op i angst, men hun valgte
> altså noget andet og det er jeg forstående og taknemmelig
> over. Selvom hun var et voksent menneske der kunne vælge at
> blive hos kattene.

Okay.
Det vil jeg bestemt mene kommer ind under de "alvorlige
omstændigheder", som ingen vil bebrejde nogen. Heller ikke at man med
blødende hjerte må aflevere sine dyr pga sygdom og hvad man ellers kan
komme ud for af alvorlige og uforudsigelige katastrofer i et
menneskeliv.
At jeg så med et gammelt dyr (som i historien) måske ville vælge
aflivning frem for internatet, afhængig af hvordan dyrets sind var
skruet sammen, er noget andet.
Det _jeg_ mener historien handler om er et menneske, der har købt
et dyr og med tiden mister interessen / får for travlt / ikke ønsker at
bruge tid og penge på dyret mere. Og derfor kasserer en gammel ven som
man ville smide en ting ud, man ikke gider mere. Og det mener jeg
stadig er meget forkert.
Måske kan man læse ordene på flere måder?

--
Knus fra Ann R, spind fra Donna og Ditte
Donna og Dittes katteside: http://siamis.com

---

Ann Rudbeck skrev i <news:261220032131176617%webmaster@fjernsiamis.com>:

> At jeg så med et gammelt dyr (som i historien) måske ville vælge
> aflivning frem for internatet, afhængig af hvordan dyrets sind var
> skruet sammen, er noget andet.

ja så er vi enige, min kat eksempelvis hader alle andre end mig
skulle der ske mig noget ville hun være bedre tjent med en
aflivning også uanset alder, da hun kun lige kan tolere andre
mennesker men slet ikke acceptere dem.

Jane

---

Jane <kkgnsdlkng@hotmail.com.nejtak> wrote in
news:Xns945E7DD54E22Akkgnsdlkng@62.243.74.162:

> Ann Rudbeck skrev i
> <news:261220032131176617%webmaster@fjernsiamis.com>:
>
>> At jeg så med et gammelt dyr (som i historien) måske ville vælge
>> aflivning frem for internatet, afhængig af hvordan dyrets sind
>> var skruet sammen, er noget andet.
>
> ja så er vi enige, min kat eksempelvis hader alle andre end mig
> skulle der ske mig noget ville hun være bedre tjent med en
> aflivning også uanset alder, da hun kun lige kan tolere andre
> mennesker men slet ikke acceptere dem.
>
> Jane

Sådan havde jeg det også med både Oliwer og Sofie. Skulle der være sket
mig noget mens de levede var jeg ikke i tvivl om at de ikke skulle
omplaceres. De katte jeg har nu ville jeg tilgengæld ikke have nogle
betænkeligheder ved at omplacere hvis det blev nødvendigt. Altså
problemet ville være mig og ikke kattene.

--
Kate

http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=239

Ved privat svar fjern spamme.
If you want to reach me remove spamme.

---

Hejsa.
Dette indlæg er til Jane og andre som måske har følt sig truffet... og det
bliver langt!

Jeg har nogle helt bestemte og ufravigelige holdninger angående de dyr, som
mere eller mindre tilfældigt kommer ind i mit liv...
De er mit ANSVAR!!!!
Dyret har ikke bedt mig om at komme til at bo hos mig... mens jeg derimod
har valgt, at det skal det!
Med til dette med ansvar hører så (i min verden) også pligten til at sørge
for at dyret får mulighed for at leve et værdigt liv - et liv med respekt
for det enkelte dyrs behov for social kontakt og mental/fysisk aktivitet...
jeg har faktisk ikke noget imod at "folk" afleverer deres dyr på et
internat, for at dyret kan få en chance mere... kender efterhånden en del
som har fået enten hunde eller katte (og sågar en enkelt en papegøje) fra
internater...
Men jeg kender faktisk ingen som selv har afleveret dyr på internater...
derimod kender jeg til to par, som nu har boet i hhv 1 og næsten 2 år i
campingvogn eller i et mikroværelse hos svigermor - kun for at kunne
beholde deres dyr.
Jeg har oven i købet været med til at formidle omplaceringskatte (og har
endda selv to)... så derfor ved jeg også at der kan være situationer, hvor
en omplacering vil være det bedste for _dyret_ - og at omplacering altså
ikke pr definition er et udtryk for den tidligere ejers manglende lyst til
at beskæftige sig med dyret...

Historien som jeg læser den (og som jeg stadig ikke kan få andet ud af,
hvad enten jeg læser denne danske oversættelse, den svenske eller den
engelske), handler jo ikke om "særlige omstændigheder", hvor man er presset
til at lade dyret få en ny chance... Den handler om en hund, som ejeren
lige pludselig ikke længere gider!
Historien kommer vist oprindeligt fra et amerikansk internat - og skal ses
som en bøn til "folk" om at huske at dyr er noget man ikke blot kan hænge
op på en hylde og tage frem, når det passer en... Husk også at de
amerikanske dyreinternater er utroligt overbebyrdede og at der hver uge
aflives flere tusinde hunde/katte, som er "blevet tilovers" fordi ejeren
ikke lige har tænkt sig om da de anskaffede sig dyret...

Og det er dét som er min kongstanke... at man husker på at man ved
anskaffelse af et hvilket som helst dyr, har påtaget sig et kæmpeansvar
for at dette dyr kan trives... og at man også husker på dette ansvar, når
ens livsbetingelser af en eller anden årsag ændres!

Der var fx på et tidspunkt en som spurgte ang kat til sin søster...
søsteren boede pt på kollegie... og anede ikke hvor hun ville være om blot
et år!
At anskaffe sig en kat under de omstændigheder er efter min mening ikke
særlige velgennemtænkt... Heller ikke selv om jeg da er sikker på at
søsteren ville være en god katteejer, der ville ææælske sin kat højt...
Jeg ville så også "bare" frygte at hun i løbet af ganske kort tid ville
være en af dem som måtte lade dyret aflevere på internat pgr "særlige
omstændigheder" - fx når hun var færdig med sin uddannelse og måtte forlade
kollegiet til fordel for en lejlighed, hvor dyrehold ikke er tilladt....
(NB! Dette er kun et eksempel!!!)
Jeg har oplevet parforhold, der har skrantet, hvor man i en eller anden tro
på at det ville løse problemerne, har anskaffet sig et dyr at "være fælles
om"... jeg har endnu til gode at se at dette har været løsningen på
samlivsproblemer :-/ lige så lidt som det åbenbart hjælper at få et barn
sammen
jeg ser par, der anskaffer sig dyr, velvidende at den ene har astma eller
fx allergier... og velvidende at den dag de får børn (og børn _skal_ de
have!!!) ja så må dyret ud... jeg ser forældre der omgående skaffer sig af
med dyret blot fordi "guldklump" får et lille udslæt og lægen omgående
dømmer allergi... osv osv
(NB! Jeg har også set ET ENKELT eksempel på at den lille nyfødte virkelig
var allergisk overfor husets dyr... disse forældre var besindige, elskede
deres dyr højt og videreformidlede ikke _før_ det via blodprøver osv var
konstateret at "Guldklump" havde en allergisk reaktion... mens
undersøgelserne af den lille stod på, gik de i gang med at finde nye hjem
til dyrene - for hvis nu... De var i stand til med 24 timers varsel at
omplacere 2 katte, 4 marsvin, 5 ørkenrotter og en gammel hund - vel at
bemærke uden at dyrene skulle på internat... Allergien kom for øvrigt meget
bag på forældrene - de har ikke selv antydning af den slags!!!)

Og ja... jeg er kynisk og meget stejl i min holdning!!!

Selv om jeg udmærket godt ved at jeg om måske kort tid vil stå med en kat,
som måske vil ende på internat... jeg har nemlig _ikke_ mulighed for at
give lige netop denne specielle kat, de forhold, som den har brug for!!!
Måske kan den få det via internatet.... Jeg har nemlig heller ikke
mulighed for at tage katten hjem til mig i en periode, indtil jeg kan få
arrangeret en omplacering - fordi _katten_ vil få det utroligt dårligt i
min husholdning!
Internatet eller en sprøjte hos dyrlægen er kattens eneste alternativer...
og da han altså er en utrolig dejlig kat, mener jeg at han bør få en "ny
chance"...
Katten er kommet i klemme pgr "særlige omstændigheder"... min søde
svigermor er ved at blive senil og vi aner ikke om vi har mulighed for
beskyttet bolig til hende (eller måske endda plejehjem) og da slet ikke om
katten må komme med hende ved en flytning... Heller ikke selv om _vi_ (dvs
min mand og jeg) er overbeviste om at _katten_ lige nu udfører en
kæmpeopgave, som vi er den dybt taknemmelige for... Katten er nemlig med
til at fastholde og forankre min svigermor i virkeligheden... Skidt med at
hun glemte at det var juleaften - det vigtige er at hun huskede at Bølle
skulle fodres!!!
Jeg ville personligt _hade_ at aflevere Bølle til et internat... men mine
muligheder er ikke andre! For hvem vil dog vente i måske meget lang tid på
at en kat måske bliver omplaceret til dem?????
Og måske vælger vi i stedet at takke katten for hjælpen, ved at lade den
komme en sidste tur til dyrlægen... for det er jo usikkert, hvor han vil
havne, hvis han kommer på internat....
Bølle er dog næsten 11 år gammel, så måske løser problemet sig helt af sig
selv - inden min svigermor bliver alt for senil til at kunne klare sig....

Så jo da... jeg _har_ forståelse for begrebet "særlige omstændigheder"...
jeg mener blot at begrebet bliver brugt lidt for ofte til at dække over den
tidligere ejers tankeløshed ved dyrets anskaffelse...

--
Mvh Ann
Kennel Sifsafs... opdræt af shetland sheepdogs
Hvalpe ventes engang med tiden!
Fjern Bingo, Bongo ved kontakt

---

"Ann K" wrote:
> Historien som jeg læser den (og som jeg stadig ikke kan få andet ud af,
> hvad enten jeg læser denne danske oversættelse, den svenske eller den
> engelske), handler jo ikke om "særlige omstændigheder", hvor man er
presset
> til at lade dyret få en ny chance... Den handler om en hund, som ejeren
> lige pludselig ikke længere gider!

Se, det ville jeg faktisk også kalde "særlige omstændigheder" - på en måde.
For denne ejer har jo heller ikke (ikke nødvendigvis i hvert fald)
anskaffet sig en hund uden at tænke sig om. Han har sikkert syntes det var
en glimrende ide dengang han fik den. Han har ikke tænkt over at kæreste,
børn og karriere kunne gøre at han ikke længere havde tid til sin hund. Og
han kunne slet ikke vide at han ville møde en kvinde som ikke kunne lide
hunde!

Jeg føler mig ikke "ramt" af historien, da jeg ikke har tænkt mig at
aflevere mine på internat eller aflive dem, men jeg kan snildt sætte mig ind
i situationen da jeg faktisk selv står i den lige nu. Da jeg lige havde mødt
min kæreste, tog vi imod to katte fra min veninde som ikke længere kunne
have dem. Den ene løb væk på et tidspunkt, og vi kunne ikke finde den. Så
fik vi en mere fra et familiemedlem som havde fået en kæreste med allergi.
Og så kom den bortløbne hjem (efter 6 måneder!) - og nu havde vi tre. For
nogle måneder siden flyttede vi så til en mindre lejlighed på tredje sal,
hvilket gør at kattene har mindre plads at boltre sig på og ikke længere kan
komme ud. Dvs. at de tre katte nu "fylder meget", og det kan min kæreste
ikke klare. Han kan simpelthen ikke holde dem ud, og han er tilmed meget
imod at holde indekat. Og derfor skal vi nu finde nye hjem til dem. "Hvorfor
skal han bestemme det", spørger mange (katteelskere ). Og det kan man
måske undre sig over, men jeg kan overhovedet ikke nyde mine katte, når jeg
konstant skal høre brok over dem (de fælder, sviner, larmer). Jeg ville
desuden selv hade at være nødt til at bo sammen med en hund, en ilder, en
slange, en beostær... et hvilket som helst dyr som jeg ikke kan lide at leve
sammen med, og jeg vil derfor heller ikke forlange af ham at han skal leve
sammen med mine katte. Jeg har før haft to katte i lejlighed, så jeg vidste
hvad jeg gik ind til, men han gjorde ikke. Han fik dem primært for at hjælpe
andre som pga. "særlige omstændigheder" ikke længere kunne have dem, og han
havde aldrig forestillet sig at de ville irritere ham i den grad.

Jeg er _absolut_ ikke tilhænger af at en kat bare er noget man skiller sig
af med fordi den pludselig er i vejen, men nu er jeg altså nødt til det. For
jeg har ikke tænkt mig at skille mig af med manden i mit liv pga. dem, og
jeg heller har ikke tænkt mig at forpeste hans liv (og dermed få forpestet
mit eget). Men de ryger ikke på internat, og de bliver ikke aflivet, så han
må leve med dem indtil vi har fundet nogle gode hjem til dem. Det gør ondt
på mig, men det gør mere ondt at se på hans irritation over dem!

Tja, det er så grunden til at _jeg_ synes den historie er unuanceret. Der er
ikke noget i vejen med den som sådan, men jeg mener at "særlige
omstændigheder" kan være mange ting, da vi jo alle har forskellige grænser
og i høj grad forskellige liv og muligheder. Det er for nemt at dømme andre
ud fra sin egen situation.

Anja

---

"Anja Lysholm" <anjalysholm@hotmail.com> skrev i en meddelelse news:OgGHb.64928$jf4.4012418@news000.worldonline.dk...

> skal han bestemme det", spørger mange (katteelskere ). Og det kan man
> måske undre sig over,

Ja, det kan man godt undre sig over!
Hvis jeg forstår det rigtigt, så havde du kattene, da du mødte kæresten?
Det vil sige, han vidste, at du havde katte og at du holder af dem!
Så synes jeg, helt ærligt, at det ikke tyder på den helt store kærlighed fra hans side,
når han kan reagere sådan.
Det ligner stærkt jalousi - og et menneske der er jaloux på dyr....

Jeg ved godt, at der er forskel på dyr og børn - men prøv alligevel at forestille dig,
at det var dine børn, han ikke kunne lide- hvad så?

Det kan godt være, at du lige nu synes, du har mødt drømmeprinsen på den hvide hest
- og så må kattene ud af lemmen, så han kan få dig for sig selv.

Jeg kan roligt sige, at ingen nok så charmerende mand fik
mig til at skille mig af med mine katte - aldrig!
I hvertfald ikke på det grundlag, som du fremfører!

Men jeg håber da, at du snart finder et hjem til kattene - selvom jeg synes
det er synd for et gammel kat på 14-15 år at skulle skifte hjem.
Kan han ikke engang holde den ud de få år, den har tilbage?

Jeg undrer mig godtnok over, at du kan holde så meget af ham - et superbrokkehoved,
der tilsyneladende sidder og venter på, at kattene skal gøre et eller andet, han kan klage over!

Så undskyld mig - men situationen i den lille triste fortælling passer meget godt på dit tilfælde.

Men stadig held og lykke med at finde et nyt hjem til misserne
- og med at prince charming så ikke finder noget andet hos dig, han ikke kan holde ud!

Eva

---

Kære Eva

Du overfortolker VIRKELIG voldsomt! (Utroligt, egentlig, at du kan få de
ting ud af min historie!?? Nogle mennesker er altså bare ikke
kattemennesker.) De ting du gætter på, har intet på sig. Heldigvis.

"Eva Schmidt" <safeni@paradis.dk> wrote
>Ja, det kan man godt undre sig over!
>Hvis jeg forstår det rigtigt, så havde du kattene, da du mødte kæresten?
>Det vil sige, han vidste, at du havde katte og at du holder af dem!

Nej, jeg havde ikke kattene i forvejen. Vi fik dem sammen. Vi overtog dem
fra andre som ikke længere kunne have dem, og har haft dem i 2 år, hvilket
selvfølgelig også gør at jeg ikke er så knyttet til de katte som jeg ville
have været hvis jeg havde haft dem fra små. Derfor er jeg i stand til at
give efter for hans ønske.

Jeg vil i øvrigt også gerne have at de katte får et hjem hvor de er ønskede
af hele husstanden. Er de ikke bedst tjent med det? Skal jeg krampagtigt
holde fast i at beholde dem for _min_ skyld? Der er flere ting der taler for
at de vil få det bedre et andet sted. En af tingene er at de tre ingen
fornøjelse har af hinanden overhovedet. Faktisk ville de vist helst være fri
for at leve sammen (hvis jeg lige skal overføre lidt "menneskelige" følelser
på dem).

Anja

---

On Sun, 28 Dec 2003 22:03:57 +0100, "Anja Lysholm"
<anjalysholm@hotmail.com> wrote:


>Nej, jeg havde ikke kattene i forvejen. Vi fik dem sammen. Vi overtog dem
>fra andre som ikke længere kunne have dem, og har haft dem i 2 år, hvilket
>selvfølgelig også gør at jeg ikke er så knyttet til de katte som jeg ville
>have været hvis jeg havde haft dem fra små. Derfor er jeg i stand til at
>give efter for hans ønske.

   Du holder altså mindre af dem fordi du ikke har oplevet dem
fra de var små? Puha - den har jeg sgu svært ved at sluge. Vi har fx.
lige fået en kat mere for ... 4 måneder siden - på grund af "Hov - vi
er sørme nødt til at skulle af med katten for vi må jo ikke ha kat her
- hvad vi godt vidste da vi flyttede katten her til ..Og nu er
boligselskabet altså ude med riven" Hm - det er jeg stadig harm over.


/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

"Trine Stubbe Teglbjærg" <snoe@nospam.dk> wrote
> Du holder altså mindre af dem fordi du ikke har oplevet dem
> fra de var små? Puha - den har jeg sgu svært ved at sluge.

Ja, lidt ligesom man ikke elsker sine papbørn lige så højt som sine egne
børn. Kærligheden vokser da med tiden, men det er ikke _helt_ det samme.

> Vi har fx.
> lige fået en kat mere for ... 4 måneder siden - på grund af "Hov - vi
> er sørme nødt til at skulle af med katten for vi må jo ikke ha kat her
> - hvad vi godt vidste da vi flyttede katten her til ..Og nu er
> boligselskabet altså ude med riven" Hm - det er jeg stadig harm over.

Nå? Det lyder da ellers som om de faktisk har taget katten til sig i god
mening, og nu er kommet i klemme. Synd for dem og katten.

Anja

---

On Mon, 29 Dec 2003 06:55:20 +0100, "Anja Lysholm"
<anjalysholm@hotmail.com> wrote:

>> Du holder altså mindre af dem fordi du ikke har oplevet dem
>> fra de var små? Puha - den har jeg sgu svært ved at sluge.
>
>Ja, lidt ligesom man ikke elsker sine papbørn lige så højt som sine egne
>børn. Kærligheden vokser da med tiden, men det er ikke _helt_ det samme.

   Det er det jeg har svært ved at sluge - jeg elsker sgu alle
vores 4 katte lige højt selv om vi har haft to fra små, en som vi har
overtaget og som faktisk bor hos min svigermor samt en vi altså lige
har overtaget for 4 måneder siden =)

>> Vi har fx.
>> lige fået en kat mere for ... 4 måneder siden - på grund af "Hov - vi
>> er sørme nødt til at skulle af med katten for vi må jo ikke ha kat her
>> - hvad vi godt vidste da vi flyttede katten her til ..Og nu er
>> boligselskabet altså ude med riven" Hm - det er jeg stadig harm over.
>
>Nå? Det lyder da ellers som om de faktisk har taget katten til sig i god
>mening, og nu er kommet i klemme. Synd for dem og katten.

   Heh - _han_ havde katten fra den var killing, boede i hus osv.
fandt sig en ny dame - som boede i lejlighed med sine børn - de
flytter sammen i hendes lejlighed, gifter sig, får et barn til osv. og
på trods af at de godt vidste at de ikke måtte have katten så tog de
den med alligevel og finder pluuuuudselig ud af at nu er det altså
ikke så godt mere (Det skal lige siges at _hun_ ikke er særligt varm
på katte - men han må acceptere hendes to store unger - så jeg kan
virkeligt ikke se hvorfor hun ikke skal acceptere hans kat ... han har
endda givet 3 væk da han flyttede!)


/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

> Trine Stubbe Teglbjærg skrev:
>    Heh - han havde katten fra den var killing, boede i hus osv.
> fandt sig en ny dame - som boede i lejlighed med sine børn - de
> flytter sammen i hendes lejlighed, gifter sig, får et barn til osv. og
> på trods af at de godt vidste at de ikke måtte have katten så tog de
> den med alligevel

Dvs. alternativet havde været at give katten væk da de flyttede?.
Resultatet er da det samme.


Med venlig hilsen
Anja Lysholm
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

On Mon, 29 Dec 2003 13:14:21 +0100, Anja Lysholm
<anjaKATTE@BAKKEefterlivet.dk> wrote:

>> Trine Stubbe Teglbjærg skrev:
>>    Heh - han havde katten fra den var killing, boede i hus osv.
>> fandt sig en ny dame - som boede i lejlighed med sine børn - de
>> flytter sammen i hendes lejlighed, gifter sig, får et barn til osv. og
>> på trods af at de godt vidste at de ikke måtte have katten så tog de
>> den med alligevel
>
>Dvs. alternativet havde været at give katten væk da de flyttede?.
>Resultatet er da det samme.

   Nej - katten er nu 3 år ældre og har indtil nu været igennem 5
flytninger hvor den ku ha nøjedes med 3 .... for mig at se havde det
været bedre at de havde valgt at blive i huset i stedet for at klemme
sig sammen i en noget mindre lejlighed... Specielt da de nu planlægger
at flytte "til" samme område som han oprindeligt flyttede "fra".


/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

> Trine Stubbe Teglbjærg skrev:
>    Det er det jeg har svært ved at sluge - jeg elsker sgu alle
> vores 4 katte lige højt selv om vi har haft to fra små, en som vi har
> overtaget og som faktisk bor hos min svigermor samt en vi altså lige
> har overtaget for 4 måneder siden =)

Hvorfor er den egentlig svær at sluge? Kattene mærker ingen forskel.
Men jeg vil tro at de mærker at min kæreste er irriteret på dem (eller
på en eller anden måde kan mærke at der ikke er den samme kontakt), og
det synes jeg faktisk er synd.

Med venlig hilsen
Anja Lysholm
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Anja Lysholm wrote:

> "Hvorfor skal han bestemme det", spørger mange (katteelskere
> ).

Jeg ville godt nok sige som en pige af mit bekendtskab, da hendes nye
kæreste brokkede sig over, at hendes børn larmede: "De /skal/ være her,
du /kan/ være her!"

Niels Peter
www.bluewhite.dk

---

"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> wrote
> Jeg ville godt nok sige som en pige af mit bekendtskab, da hendes nye
> kæreste brokkede sig over, at hendes børn larmede: "De /skal/ være her,
> du /kan/ være her!"

Jeg synes faktisk det er lidt uhyggeligt at katte er vigtigere end en
kæreste. Og jeg tvivler på kærligheden hvis man _virkelig_ kan foretage det
valg!

Jeg _kan_ ikke se ideen i at påtvinge ham nogle dyr han ikke kan holde ud at
leve sammen med. Jeg ville have det nøjagtigt som ham hvis jeg skulle leve
sammen med en hund.

Anja

---

Anja Lysholm wrote:

> Jeg _kan_ ikke se ideen i at påtvinge ham nogle dyr han ikke kan
> holde ud at leve sammen med. Jeg ville have det nøjagtigt som ham
> hvis jeg skulle leve sammen med en hund.
>
> Anja

Så vidt jeg kan forstå, har han selv været med til at anskaffe dem?

Niels Peter

--
www.bluewhite.dk
Cats Are People, Too!

---

"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> wrote in message
news:3fef45ea$0$148$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...

> Så vidt jeg kan forstå, har han selv været med til at anskaffe dem?

Ja, og det var rigtig, rigtig dumt af ham.

Anja

---

Anja Lysholm wrote:

> "Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> wrote in message
> news:3fef45ea$0$148$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>
>> Så vidt jeg kan forstå, har han selv været med til at anskaffe dem?
>
> Ja, og det var rigtig, rigtig dumt af ham.
>
> Anja

"Hovsa - jeg kom til at gå med til at skaffe kat - ud med den?" Hvor
ansvarligt er det på en skala fra 1-10?

Niels Peter

---

> Niels Peter skrev:
> "Hovsa - jeg kom til at gå med til at skaffe kat - ud med den?" Hvor
> ansvarligt er det på en skala fra 1-10?

Jeg har _ingen_ steder skrevet at jeg synes det er ansvarligt!
Jeg skriver at jeg ikke vil påtvinge et andet menneske noget som han
ikke kan holde ud. Et menneske er vigtigere for mig end et dyr.
Beklager, men så iskold er jeg...

Med venlig hilsen
Anja Lysholm
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Anja Lysholm wrote:

>> Niels Peter skrev:
>> "Hovsa - jeg kom til at gå med til at skaffe kat - ud med den?" Hvor
>> ansvarligt er det på en skala fra 1-10?
>
> Jeg har _ingen_ steder skrevet at jeg synes det er ansvarligt!
> Jeg skriver at jeg ikke vil påtvinge et andet menneske noget som han
> ikke kan holde ud. Et menneske er vigtigere for mig end et dyr.
> Beklager, men så iskold er jeg...

Nu spørger jeg måske om noget, du har fortalt - jeg er kommet lidt sent
ind på den her tråd - men er du sikker på, at din kæreste ligefrem ikke
kan holde dem ud, altså er det noget, I har snakket om?

Niels Peter

---

"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> wrote

> Nu spørger jeg måske om noget, du har fortalt - jeg er kommet lidt sent
> ind på den her tråd - men er du sikker på, at din kæreste ligefrem ikke
> kan holde dem ud, altså er det noget, I har snakket om?

Ja, vi har diskuteret det til hudløshed.

Anja

---

Anja Lysholm wrote:
> "Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> wrote
>
>>Jeg ville godt nok sige som en pige af mit bekendtskab, da hendes nye
>>kæreste brokkede sig over, at hendes børn larmede: "De /skal/ være her,
>>du /kan/ være her!"
>
>
> Jeg synes faktisk det er lidt uhyggeligt at katte er vigtigere end en
> kæreste. Og jeg tvivler på kærligheden hvis man _virkelig_ kan foretage det
> valg!
>
> Jeg _kan_ ikke se ideen i at påtvinge ham nogle dyr han ikke kan holde ud at
> leve sammen med. Jeg ville have det nøjagtigt som ham hvis jeg skulle leve
> sammen med en hund.
>
> Anja
>
>
Hej Anja

Jeg synes det er på høje tid, hvis du fik dig din _egen_ mening, i
stedet for din kærestes! Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvad jeg ville
vælge, hvis min kæreste 'bad' mig om at gå af med mine katte!! Men det
ville han _aldrig_ gøre, da han udemærket godt ved hvor meget mine katte
betyder for mig!
Det er for mig det samme som at elske og respektere hinanden. Og jeg vil
vove den påstand, at hvis din kæreste elsker dig højt nok, så ville han
sku aldrig bede dig om dette!
At 'elske', er ikke et begreb der efter min mening kan gradbøjes! Enten
elsker man, eller også gør man ikke - og hvis man elsker, så elsker man
nærmest ubetinget (med _ganske få_ undtagelser), og dvs. med alt hvad
det end måtte indebære!
Måske er jeg lidt firkantet i mine formuleringer, men den dybere mening
skulle vel være til at få øje på.....selvom der selvfølgelig altid vil
være undtagelser - dog synes jeg ikke at din situation er en sådan!

Men jeg vil stadig mene, at hvis din kæreste ikke kan 'holde ud' at leve
sammen med dine katte, så må han da ikke elske dig ret højt - dine katte
_er_ og _bliver_ en del af DIG, dvs. vælger han kattene fra, ja så
vælger han jo et eller andet sted også dig fra!

Man kan jo så gisne om hvorvidt (og hvor meget) dine katte betyder for
dig, da du jo åbenbart har i sinde at gå af med dem - er dette
tilfældet, så synes jeg ærligt talt at de ville være bedre tjent med at
fortsætte deres live andetsteds! (Dog med undtagelse af Hr. Olsen - om
jeg nogensinde begriber hvordan man overhovedet kan _overveje_ at gå af
med en så smuk kat - i _den_ alder)!!

Jeg håber virkelig at du finder et hjem til dem, hvor de må have lov til
at være katte, som katte nu engang _er_!! (dvs. med svineri, fræsen
rundt osv.)


--
Mvh. Pia
http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=324

---

Slap nu lige lidt af med formodningerne om hvordan mit parforhold er.
Det er sgu ikke til debat! Det er da helt grotesk hvad folk tror de kan
gætte sig til ud fra et indlæg i en nyhedsgruppe...

> Pia Nave skrev:
> Jeg synes det er på høje tid, hvis du fik dig din egen mening, i
> stedet for din kærestes!

Jeg har skam min egen mening. Men jeg har også respekt for hans!

Hvad med at vende den om: Hvis jeg virkelig elsker ham, vil jeg da ikke
tvinge ham til noget han ikke har lyst til, vel? Eller gælder den kun
den ene vej? Jeg kan ikke se hvorfor det modsatte skulle være
anderledes! Bortset fra at det som katteelsker er nemmere at se det fra
min side end fra hans.

> Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvad jeg ville
> vælge, hvis min kæreste 'bad' mig om at gå af med mine katte!! Men det
> ville han aldrig gøre, da han udemærket godt ved hvor meget mine katte
> betyder for mig!

Jeg ved også godt hvor meget det betyder for min kæreste at vi _ikke_
har kat. Men igen skal det kun gælde til min fordel?

> Det er for mig det samme som at elske og respektere hinanden. Og jeg vil
> vove den påstand, at hvis din kæreste elsker dig højt nok, så ville han
> sku aldrig bede dig om dette!
> At 'elske', er ikke et begreb der efter min mening kan gradbøjes! Enten
> elsker man, eller også gør man ikke - og hvis man elsker, så elsker man
> nærmest ubetinget (med ganske få undtagelser), og dvs. med alt hvad
> det end måtte indebære!

Lige præcis. Og i mit tilfælde indebærer det at undvære katte. Eller...
skulle det igen kun gælde den ene vej?

> Men jeg vil stadig mene, at hvis din kæreste ikke kan 'holde ud' at leve
> sammen med dine katte, så må han da ikke elske dig ret højt - dine katte
> er og bliver en del af DIG, dvs. vælger han kattene fra, ja så
> vælger han jo et eller andet sted også dig fra!

Nej, kattene er ikke mere en del af mig end de er af ham - selvom jeg
holder mere af dem. Vi har som sagt fået dem sammen (for at hjælpe andre
som ikke kunne have dem - ej, hvor var det dumt af os at redde dem fra
aflivning dengang - undskyld).

> så synes jeg ærligt talt at de ville være bedre tjent med at
> fortsætte deres liv andetsteds!

Ja, det ville de. Jeg synes ikke vi har et ordentligt hjem til dem der
hvor vi bor nu. Kattene har ingen glæde af hinanden (skulle aldrig have
været bragt sammen); de kan ikke længere komme ud (hvilket de kunne
før); vores altaner kan vi ikke sikre med trådnet, så til sommer er der
fare for at de falder ned; min kærestes datter viser tegn på allergi; vi
må kun have én kat, og har i forvejen andelsboligforeningen på nakken
osv. Der er som tidligere nævnt flere grunde. At min kæreste ikke har
lyst til at have dem, er én grund som jeg har nævnt i denne tråd for at
give udtryk for min mening om hunde-historien.

> Jeg håber virkelig at du finder et hjem til dem, hvor de må have lov til
> at være katte, som katte nu engang er !! (dvs. med svineri, fræsen
> rundt osv.)

Det er skam også det jeg prøver på.


Med venlig hilsen
Anja Lysholm
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Anja skrev
<Hvad med at vende den om: Hvis jeg virkelig elsker ham, vil jeg da ikke
tvinge ham til noget han ikke har lyst til, vel? Eller gælder den kun den
ene vej? >

Selvfølgelig gælder det begge veje, men som jeg har
forstået har I _begge_ to taget beslutningen om at
få kattene, hvis han ikke har lyst til at have katte så ville
det have været mere ærligt at melde det ud fra starten.

Men du har nok ret i at kattene vil være bedre tjent med
et nyt hjem, blot håber jeg at I finder nogle der kan/vil
tænke lidt frem i tiden, så de ikke igen bliver "overflødige"

--
Marianne Hellemose
***Ailurophil***
'The greatness of a nation and its moral progress can be
judged by the way its animals are treated
Mahatma Ghandi

---

Marianne Hellemose wrote:
> Anja skrev
> <Hvad med at vende den om: Hvis jeg virkelig elsker ham, vil jeg da ikke
> tvinge ham til noget han ikke har lyst til, vel? Eller gælder den kun den
> ene vej? >
>
> Selvfølgelig gælder det begge veje, men som jeg har
> forstået har I _begge_ to taget beslutningen om at
> få kattene, hvis han ikke har lyst til at have katte så ville
> det have været mere ærligt at melde det ud fra starten.
>
> Men du har nok ret i at kattene vil være bedre tjent med
> et nyt hjem, blot håber jeg at I finder nogle der kan/vil
> tænke lidt frem i tiden, så de ikke igen bliver "overflødige"
>
> --
> Marianne Hellemose
> ***Ailurophil***
> 'The greatness of a nation and its moral progress can be
> judged by the way its animals are treated
> Mahatma Ghandi
>
>
>
Selvfølgelig går den da begge veje - det er klart Jeg mener bare
stadig ikke, at han burde sætte dig i denne her situation!! Jeg må
indrømme, at jeg ikke har meget tilovers for den slags personer....det
er jo så bare min mening!
Men jeg vil nu nok alligevel give Marianne ret i, at kattene ville være
bedre tjent med et nyt hjem, hvor de er velkomne!
Så det håber jeg virkelig du finder!.....kan bare stadig ikke lide at
tænke på den ældre Hr. Olsen, der nu skal til at skifte hjem


--
Mvh. Pia
http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=324

---

"Anja Lysholm" <anjaKATTE@BAKKEefterlivet.dk> skrev i en meddelelse news:3ff0252bc6f0c@dk-fritid-dyr-kat.dk...


> vi må kun have én kat, og har i forvejen andelsboligforeningen på nakken
> osv. Der er som tidligere nævnt flere grunde. At min kæreste ikke har
> lyst til at have dem, er én grund som jeg har nævnt i denne tråd for at
> give udtryk for min mening om hunde-historien.


Hej Anja

Da det ser ud til, at du har gjort op med dig selv, at kattene skal væk,
er der vist ingen grund til at prøve at overbevise dig om det modsatte
(Altså at kæresten bliver skippet *GG*)
Jeg er stadig ikke enig med dig - for jeg synes, at du viser stor respekt for kæresten
og hans pludselige uvilje mod nogle katte, som I var enige om at anskaffe for 2 år siden!
Mens jeg har svært ved at få øje på hans respekt for dig og dine følelser for kattene!

Men når alt det så er sagt, kunne du så ikke beholde den ældste kat?
Jeg synes ærlig talt, at det vil være synd for en kat i den alder,
at den nu igen skal skifte hjem.
I må tilsyneladende have én kat, hvor I bor, kunne kæresten så ikke være så storsindet,
at han lader den ældste kat blive?
Og selvfølgelig uden daglige brokkerier - ingen forlanger , at han skal elske katten,
men acceptere den og behandle den (og dig ) ordentligt!
Det gør mig virkeligt ondt for dig, for du er i en kedelig situation.
Inderst inde vil du vist gerne beholde kattene, men samtidig orker du ikke at høre på kærestens brok.
Hvilket er fuldt forståeligt.
Men jeg synes faktisk, at det er temmelig "luset" af ham, at fortsætte sit jammer,
når du nu er gået med til, at I skal af med kattene.
Det tjener dig i øvrigt til ære, at du venter på det rette hjem
og ikke bare "smider dem ud".
Men prøv nu, om du ikke kan "få lov" til at behoolde den gamle kat
- og så pøj pøj med at finde nogle gode hjem til misserne!

mvh Eva

>

---

Pia Nave skrev i <news:3FF01B56.6040105@nave.dk>:

> Men jeg vil stadig mene, at hvis din kæreste ikke kan 'holde ud' at
> leve sammen med dine katte, så må han da ikke elske dig ret højt -
> dine katte _er_ og _bliver_ en del af DIG, dvs. vælger han kattene
> fra, ja så vælger han jo et eller andet sted også dig fra!

Da det nu ikke kun er "hendes" katte, men deres, så prøv
at se sådan her på det - hvis din kæreste vælger at
han ikke vil have sine katte mere, vil du da ikke stadig
elske ham? Eller vil du vælge ham fra, fordi du ikke
elsker ham højt nok?

Jane

---

Jane wrote:
> Pia Nave skrev i <news:3FF01B56.6040105@nave.dk>:
>
>
>>Men jeg vil stadig mene, at hvis din kæreste ikke kan 'holde ud' at
>>leve sammen med dine katte, så må han da ikke elske dig ret højt -
>>dine katte _er_ og _bliver_ en del af DIG, dvs. vælger han kattene
>>fra, ja så vælger han jo et eller andet sted også dig fra!
>
>
> Da det nu ikke kun er "hendes" katte, men deres, så prøv
> at se sådan her på det - hvis din kæreste vælger at
> han ikke vil have sine katte mere, vil du da ikke stadig
> elske ham? Eller vil du vælge ham fra, fordi du ikke
> elsker ham højt nok?
>
> Jane

Det kommer så sandelig an på _hvorfor_ kæresten ikke vil have sin kat
mere. Sansynligheden for at jeg ville vælge kæresten fra _er_ altså den
største! Og det betyder _bestemt_ ikke, at jeg ikke elsker ham!!!!! Men
hvis han nærmest kunne tvinge mig af med mine katte, så ville vores
respekt for hinanden kunne ligge et _meget_ lille sted!!
Rent bortset fra det, så kunne jeg da aldrig i min vildeste fantasier
drømme om at fratage én jeg elskede, hans hobby/ting/bil....hvad et nu
end måtte være.....og da _slet_ ikke et levende væsen.....hvad er det
dog for en tankegang?!?!

I dette tilfælde synes jeg mest af alt, at kæreten lyder som et
møgforkælet luksusdyr!!
Og det kunne jo være at luksusdyret (med sine evige brokkerier) var med
til at forstærke missernes 'fy-fy-slemme' adfærd.
Eller muligvis kunne det være flytningen til en mindre lejlighed...som
de fleste katte sikkert ville reagere på!!
De 'problemer' der åbenbart er med kattene, er jeg sikker på ville kunne
afhjælpes, hvis man altså vel og mærke ville være indstillet på
det.....med mindre kattene selvfølgelig bare udviser normal katteadfærd.

Mht. om jeg ville elske min kæreste mere eller mindre: Nej, selvfølgelig
ville jeg ikke det! Det er da ikke noget man bare sådan lige holder op
med!!.....præcis ligesom man ikke _bare_ lige går af med sine katte,
fordi 'man ikke gider have dem mere'! Jeg har fandme da aldrig hørt magen!

Uha jeg har meeeeget mere jeg kunne skrive, men det _er_ altså så
forbandet svært at formulere sig ordentligt på skrift.....så hvis jeg
ofte skriver lidt rodet eller uforståeligt - så sorry

Et sidste spg. til Anja: Hvordan har du det selv med at din kæreste har
bedt dig om det her?
Synes _du_ at det er rimeligt af ham? Og ville du nogensinde kunne bede
ham om det samme?


--
Mvh. Pia
http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=324

---

> Pia Nave skrev:
> Et sidste spg. til Anja: Hvordan har du det selv med at din kæreste har
> bedt dig om det her?

Det er jeg meget ked af. Og jeg forstår det heller ikke helt, for jeg jo
"kattemenneske", så for mig er de ting der irriterer ham, bare ting der
følger med når man har kat. Men ham går det altså virkelig på. Og så vil
jeg ikke tvinge ham til at leve med det.

> Synes du at det er rimeligt af ham?

Ja, jeg synes det er rimeligt at man melder klart ud når noget går en så
meget på. Ligesom hvis han røg, og jeg ikke ville tillade at han røg i
vores lejlighed.

Nu er han så også generelt et meget rimeligt menneske. Han kræver ikke
ting, og jeg har det stort set som jeg vil have det i alle andre
henseender. Jeg ville muligvis have det anderledes hvis det med kattene
nu var "dråben der fik bægret til at flyde over". Det er den eneste
uoverensstemmelse vi nogensinde har haft.

> Og ville du nogensinde kunne bede ham om det samme?

Hvis jeg havde det med noget af hans som han har det med vores katte, så
ja! Hvis han f.eks. havde fugleedderkopper - brrrrr. (ved godt at det er
noget andet, men bare for eksemplets skyld).


Med venlig hilsen
Anja Lysholm
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Jeg har lyst til at kommentere jeres debat. JEG havde også en kæreste i
sommers, og til at begynde med syntes han det var så hyggeligt med kattene,
men som tiden gik fik jeg flere og flere stikpiller.

Jeg elsker dyr og livet og arbejdet med dyr, og ville absolut ikke skille
mig af med nogle af dem p.g.a. en kæreste - aldrig i livet. Fra starten
vidste manden jeg havde katte og elskede dem højt, og han skulle dæleme ikke
komme og prøve at bestemme om jeg skulle have katte eller ej. Så enden på
det blev et farvel - til kæresten.
Jeg syntes ikke det er spor mærkeligt at man ikke vil opgive sine dyr for en
kæreste, der lige pludselig ikke kan lide kattene (eller hunden). Ved
han/hun fra starten man har dyr, så må de enten acceptere det, eller lade
være med at gå ind i det forhold. Man ved fra starten hvad det er man går
ind til, og så skal man ikke pludselig lave om på hinanden - og dyrene så
bliver taberne, lige så ofte som børn bliver det!

Lene

---

Jeg sidder med i en dyreværnsforening, og her er lige netop et eksempel på
hvor det tit er det går galt i dyreværnssager - fordi folk ikke tænker sig
om når de anskaffer sig dyr. Der skal tænkes godt og grundigt over det og
man skal tænke langsigtet (10-20 år frem i tiden).
NB: Jeg siger ikke med dette at kattene er misrøgtede!!!!

Men jeg siger at man skal altid tænke sig om når et dyr skal anskaffes, så
enkelt er det. Har man tid, råd (også til dyrlæger), hvad når der kommer
børn, boligforhold o.s.v.
Hvis alle tænke sig om FØR de fik dyr, så endte så mange dyr ikke som
ulykkelige tabere, der ender på internater, eller i værste fald overlades
til deres egen skæbne.
Jeg kendte engang en ung pige, som også valgte kæresten frem for kattene,
hun flyttede simpelthen fra dem - og der gik de i en tom lejlighed i 14 dage
indtil en nabo fandt dem og tog sig af dem. Hvilken samvittighed mon man har
når man ligger og hygger sig med kæresten og tænker på at to katte er
overladt til deres egen skæbne.

Lene

---

"Lene Hansen" <le_ne@paradis.dk> skrev i en meddelelse news:3ff05164$0$127$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...


> Jeg kendte engang en ung pige, som også valgte kæresten frem for kattene,
> hun flyttede simpelthen fra dem - og der gik de i en tom lejlighed i 14 dage
> indtil en nabo fandt dem og tog sig af dem. Hvilken samvittighed mon man har
> når man ligger og hygger sig med kæresten og tænker på at to katte er
> overladt til deres egen skæbne.
>
> Lene


Problemet er jo nok, at hun ikke skænkede kattene en tanke
- for havde hun gjort det, så var hun ikke bare flyttet fra dem!
Den slags mennesker rangerer hos mig lavere end lavt
- kan ikke udtrykke min foragt i tilstrækkelig hårde vendinger!
Men desværre er det ikke noget helt sjældent fænomen,
at folk flytter og "glemmer" hunden, katten eller andre dyr!

Man fatter jo ganske enkelt ikke, at nogen kan synke så dybt
- det mindste de kunne gøre var, at gå til dyrlægen og få aflivet
de "overflødige" dyr - men det koster selvfølgelig penge, av,av!

mvh Eva
>
>

---

"Lene Hansen" <le_ne@paradis.dk> skrev i en meddelelse

Hvilken samvittighed mon man har
> når man ligger og hygger sig med kæresten og tænker på at to katte er
> overladt til deres egen skæbne.
>
Overhovedet ingen!! - Sikke en møgtøs!

Danielle

---

>Dvs. at de tre katte nu "fylder meget", og det kan min kæreste
> ikke klare. Han kan simpelthen ikke holde dem ud, og han er tilmed meget
> imod at holde indekat. Og derfor skal vi nu finde nye hjem til dem.
"Hvorfor
> skal han bestemme det", spørger mange (katteelskere ).

Kære Anja.
Jeg har kun et svar til sådan en mand...
"Elsk mig... Elsk min kat!"

Og jeg bor faktisk også sammen med en mand, der bestemt mener at katte bør
have lov at rende frit... og at de sviner helt utroligt... og at de er
hulens besværlige... og at de koster en formue... og at de tager min tid,
som jeg da kunne bruge på ham... og at ... og at... og at....
Alligevel har vi nu 5 af slagsen - og de to kommer faktisk ikke ud, selv om
vi da har forholdene til det... Grunden er at MANDEN ikke vil tillade det!

For selv om han kan blive noget så irriteret, så ved han at kattene har en
uendelig stor betydning for mig... mindst lige så stor betydning, som HANS
hund har for ham!

Vi kalder det gensidig respekt og accept af hinandens små ideer om et godt
liv

Ja - undskyld, hvis du mener, jeg er grov... men jeg har svært ved at få
øje på andet end at dine katte desværre nu er blevet overflødige...
Min mand havde forlængst fået sat stolen for døren... for hvis ikke han kan
acceptere noget, der i den grad kan give mig glæde og mening... hvordan vil
han så kunne leve med andre af de ting, som jeg føler glæde ved???
Ting/mennekser, der måske ikke ligefrem giver HAM en stimuli....
Jeg ville aldrig acceptere at få mit liv (s-kvalitet) begrænset af et andet
menneske....
Selv om jeg da ville være villig til i et vist omfang at tage alle mulige
hensyn... så længe jeg ikke bliver udsat for, hvad jeg betragter som
urimeligheder... Og at jeg skulle skaffe mig af med mine elskede katte,
blot fordi han synes, de er besværlige... næ, nej du - sådan spiller
klaveret ikke her i hytten!
At berøve mig den glæde og kvalitet disse dyr giver mit liv - det vil
nemlig være hamrende urimeligt!!!

For resten... har dog givet en indrømmelse i forhold til det der med
dyrehold... jeg har ikke længere marsvin!!!!

--
Mvh Ann
Kennel Sifsafs... opdræt af shetland sheepdogs
Hvalpe ventes engang med tiden!
Fjern Bingo, Bongo ved kontakt

---

"Ann K" <tsarsBingo@Bongo.os.dk> wrote
> Vi kalder det gensidig respekt og accept af hinandens små ideer om et godt
> liv

Gensidig respekt er godt! Den praktiserer vi også her. Og jeg har valgt at
respektere at han ikke kan leve med katte.

Også for kattenes skyld - hvilket alle synes at overhøre...

Anja

---

Anja Lysholm skrev i
<news:LkPHb.65014$jf4.4037329@news000.worldonline.dk>:

> Gensidig respekt er godt! Den praktiserer vi også her. Og jeg har
> valgt at respektere at han ikke kan leve med katte.

Jeg vil bare lige give dig lidt støtte - jeg tror jeg kan
forstå begge synspunkter, personligt ville jeg bare ikke
kunne leve uden kat, hvilket også er grunden til at jeg
har kat selvom jeg bor på et plejehjem med blandt andet
en som ikke kan tåle synet af en kat...

Jeg ville vælge en kæreste fra, hvis han ikke kunne lide
min kat, ihvertfald for den del med at bo sammen, men man
kan jo stadig ses hvis han bor et andet sted.

> Også for kattenes skyld - hvilket alle synes at overhøre...

Jeg kan levende forestille mig hvis jeg tog to andre katte
ind at min kat ikke ville nyde selskabet, så jeg holder
også med dig i at det ikke dur når i ikke har ordentligt
plads (hvis jeg havde plads havde jeg nok 100 katte).

Jane

---

Et eller andet sted, så syntes jeg ærlig talt de katte er bedst tjent med at
komme et ordentligt sted hen.

Dine følelser for disse katte Anja, kan jo ligge på et meget lille sted. Det
skinner tydeligt igennem. Kattene virker mere til besvær end til glæde, så
for missernes skyld håber jeg de finder et trygt og rart kattehjem hvor de
er elsket af alle - og helst så hurtigt som muligt.

Ingen personer skulle ej heller stille mig i den situation at jeg måtte tage
et valg, det handler jo om at respektere hinanden, og du respektere din
kæreste, men han ikke dig. Og du virker nu heller ikke særlig ked af det, ja
undskyld, men det er tydeligt at kattene har mindre værdi for dig end
kæresten. I skulle aldrig have anskaffet de katte.

Lene

---

"Lene Hansen" <le_ne@paradis.dk> wrote
> Et eller andet sted, så syntes jeg ærlig talt de katte er bedst tjent med
at
> komme et ordentligt sted hen.

Hvilket jeg selv har skrevet 7-8 gange. Jeg er ikke uenig.

> Dine følelser for disse katte Anja, kan jo ligge på et meget lille sted.
Det skinner tydeligt igennem.

At jeg vælger et menneske frem for en kat, gør mig altså ikke til et
følelseskoldt bæst! Jeg er glad for de katte og ville gerne selv beholde
dem, men jeg _kan_ altså ikke påtvinge et andet menneske at leve med dem når
han ikke vil. Havde jeg ikke haft følelser for de katte, havde jeg ikke
taget imod dem, men ladet de forrige ejere aflive dem. Det havde nok også
været bedre - for mig. Så havde _jeg_ i hvert fald ikke været skurken.

> Kattene virker mere til besvær end til glæde, så
> for missernes skyld håber jeg de finder et trygt og rart kattehjem hvor de
> er elsket af alle - og helst så hurtigt som muligt.

Ja tak. Jeg prøver.

> Og du virker nu heller ikke særlig ked af det

Hvad ved du om det? Det er noget kæresten og jeg har diskuteret til
hudløshed, så jeg er ovre grædepunktet nu. Det er skam en velovervejet
beslutning jeg har truffet.

> undskyld, men det er tydeligt at kattene har mindre værdi for dig end
> kæresten.

Ja??!! Læser du hvad du selv skriver?? _Selvfølgelig_ har kattene mindre
værdi for mig end min kæreste. Jeg er ked af at skulle vælge, men der er sgu
da ingen tvivl!

Tænk at man er djævlen selv når man fravælger katte, mens det er heeeeelt i
orden at fravælge et _menneske_ som man elsker! Der er sgu da noget helt
galt med prioriteterne her!

> I skulle aldrig have anskaffet de katte.

Nej. Og det er altid rigtig nemt at være bagklog. Specielt på andres vegne.

I øvrigt ser jeg ikke på det som at vi "anskaffede" katte (som man normalt
gør). Vi hjalp dem og deres ejere fordi de ellers var blevet aflivet, og i
den situation tænkte vi ikke længere end "de dejlige katte skal ikke dø når
nu vi godt kan have dem". Kattene har haft det rigtig godt her hos os, og
jeg fortryder ikke at vi tog imod dem.

Anja

---

Anja Lysholm wrote:
>
> Ja??!! Læser du hvad du selv skriver?? _Selvfølgelig_ har kattene
> mindre værdi for mig end min kæreste.

Det er da så absolut ikke nogen selvfølge!!

Jeg er ked af at skulle vælge,
> men der er sgu da ingen tvivl!
>
Vi har vel alle nogle forventninger/krav/ønsker til en evt. kæreste - og
mit krav til en sådan er bla. at han skal kunne lide katte.

> Tænk at man er djævlen selv når man fravælger katte, mens det er
> heeeeelt i orden at fravælge et _menneske_ som man elsker! Der er sgu
> da noget helt galt med prioriteterne her!
>
Absolut ikke enig!

Danielle

---

Denne debat deler os simpelthen i to lejre, men igen, man bør sgu tænke sig
om INDEN man anskaffer sig dyr. Og er man dér hvor dyr er mindre værd en
mennesker, så skal man måske tænke sig om mere en én gang. Dyr er jo også
individer og levende væsner, ikke en død ting man kassere fordi de ikke lige
lever op til ens liv.

Skaden er sket her, hvor to katte er kommet til huse, uden man har tænkt
langsigtet. Det er utrolig synd for kattene, tro ikke at kattene ikke mærker
de ikke er så velkomne, for det gør de altså. Det er i hvert fald min
erfaring.

Lene

---

"Lene Hansen" <le_ne@paradis.dk> wrote
> Denne debat deler os simpelthen i to lejre, men igen, man bør sgu tænke
sig
> om INDEN man anskaffer sig dyr.

Ja, det kan vi da kun være enige om.

> Og er man dér hvor dyr er mindre værd en
> mennesker, så skal man måske tænke sig om mere en én gang.

Sådan er det vel med både med dyr og mennesker? Man skal også tænke sig om
inden man får en kæreste. Tænk hvis man en dag er nødt til at blive skilt
fra ham. Det ved man jo ikke. Og det vil da være synd - det giver ham ar på
sjælen. Ja, sådan er livet. Ting sker, og man kan ikke tage højde for alt.
Jeg kan bare ikke se hvorfor katte er _vigtigere_ end mennesker. Hvorfor
skal man partout vælge kattene frem for kæresten (hvis man absolut skal
vælge)? Det andet kunne vel være et bedre valg?

> Dyr er jo også
> individer og levende væsner, ikke en død ting man kassere fordi de ikke
lige
> lever op til ens liv.

Helt enig! Men jeg er ikke enehersker i mit hjem. Og jeg har faktisk valgt
den løsning jeg mener er bedst for kattene på længere sigt. For som du selv
skriver (og som jeg også skrev tidligere), kan de nok godt mærke at en i
husstanden ikke er glad for dem. Og det sammenholdt med de andre ting jeg
har nævnt, gør at det sandsynligvis vil være bedst for alle parter at de får
nye hjem. Nej, det er ikke fedt at vi nu står i den situation, men det _gør_
vi altså nu, og så må vi gøre det bedste vi kan. Min kæreste er _heller
ikke_ en død ting som jeg bare kasserer fordi han ikke lige lever op til
idealet.

Anja

---

"Anja Lysholm" <anjalysholm@hotmail.com> skrev i en meddelelse news:yT%Hb.65179$jf4.4066112@news000.worldonline.dk...


>> Helt enig! Men jeg er ikke enehersker i mit hjem. Og jeg har faktisk valgt
> den løsning jeg mener er bedst for kattene på længere sigt.


Anja, som jeg spurgte om i et tidligere indlæg, er det
så helt umuligt at beholde den ældste af kattene?
Jeg synes, det er synd, at en kat i den alder
endnu en gang skal skifte hjem.
En så gammel kat kan vel heller ikke lave så meget rabalder
- så tror du ikke, du kunne få kæresten overtalt,
når du nu går med at at de to andre skifter hjem?
Det er i øvrigt nogle pragtfulde katte
- især er jeg faldet for Mis, han er bare for lækker!
Men da jeg allerede har 3 katte i en ikke særlig stor lejlighed,
så kan jeg ikke tilbyde at tage ham - desværre!

mvh Eva

---

"Eva Schmidt" <safeni@paradis.dk> wrote
>Anja, som jeg spurgte om i et tidligere indlæg, er det
>så helt umuligt at beholde den ældste af kattene?
>Jeg synes, det er synd, at en kat i den alder
>endnu en gang skal skifte hjem.
>En så gammel kat kan vel heller ikke lave så meget rabalder
>- så tror du ikke, du kunne få kæresten overtalt

Jeg prøver. Men faktisk er det den gamle kat der "generer" mest fordi han i
perioder larmer meget om natten. (Går rundt og mjaver højt (jeg ved ikke om
det ligger til Maine Coons) og kradser på en skabslåge (som når de kradser
på en dør og vil ud) i soveværelset, tilsyneladende kun for at vække os -
ikke fordi der mangler mad el.lign.) Så lige præcis den kat bliver det svært
at overtale ham til at beholde. Men faktisk kunne jeg forestille at det
giver sig selv, da det nok ikke er så nemt at komme af med ham. Han er
nemlig ikke nogen "skødekat", så hvis nogen vil have ham, er det nok mest
pga. racen, tror jeg. Han er lidt af en sær snegl, men man elsker ham jo når
man kender ham og har fundet hans små bløde sider.

Tak for din omsorg, Eva.

Anja

---

In article <3ff07eb5$0$127$edfadb0f@dread11.news.tele.dk>,
le_ne@paradis.dk says...
>
> Skaden er sket her, hvor to katte er kommet til huse, uden man har tænkt
> langsigtet.
>

Jaja rolig nu, så er I da for fanden heller ikke mere hellige.

Omstændigheder ændrer sig, og i Anja's tilfælde har de ændret sig på en
måde, så hun føler hun må skille sig af med kattene. Hun føler hendes
liv ligger hos kæresten, og ikke med kattene. Det er da fair nok.

--
Jacob Saaby Nielsen
http://www.jizzo.net

---

"Danielle Nielsen" <suzieSLET@FJERNwebspeed.dk> wrote
> Vi har vel alle nogle forventninger/krav/ønsker til en evt. kæreste - og
> mit krav til en sådan er bla. at han skal kunne lide katte.

Det kunne min også. Og kan sådan set stadig. Men efter et par år (og
flyt til en mindre lejlighed hvor de ikke længere kan komme ud) kan han ikke
åbenbart ikke leve med dem mere. Hvordan skulle vi have forudset det?

Anja

---

In article <bsnhbb$b69$1@sunsite.dk>, tsarsBingo@Bongo.os.dk says...
> Jeg har kun et svar til sådan en mand...
> "Elsk mig... Elsk min kat!"

Det er jeg sikker på han gør... men måske ikke lige på den måde du mener
:D

--
Jacob Saaby Nielsen
http://www.jizzo.net

---

On Sun, 28 Dec 2003 20:38:23 +0100, "Anja Lysholm"
<anjalysholm@hotmail.com> wrote:


>Se, det ville jeg faktisk også kalde "særlige omstændigheder" - på en måde.
> For denne ejer har jo heller ikke (ikke nødvendigvis i hvert fald)
>anskaffet sig en hund uden at tænke sig om. Han har sikkert syntes det var
>en glimrende ide dengang han fik den. Han har ikke tænkt over at kæreste,
>børn og karriere kunne gøre at han ikke længere havde tid til sin hund. Og
>han kunne slet ikke vide at han ville møde en kvinde som ikke kunne lide
>hunde!

   For mig at se er ovennævnte *BEEEEEEP! WRONG ANSWER!* Når man
anskaffer sig et dyr må man sgu overveje at man skal ha dyret i mange
år - og at der altså er et liv man skal have ved siden af.


>Og så kom den bortløbne hjem (efter 6 måneder!) - og nu havde vi tre. For
>nogle måneder siden flyttede vi så til en mindre lejlighed på tredje sal,
>hvilket gør at kattene har mindre plads at boltre sig på og ikke længere kan
>komme ud. Dvs. at de tre katte nu "fylder meget", og det kan min kæreste
>ikke klare. Han kan simpelthen ikke holde dem ud, og han er tilmed meget
>imod at holde indekat. Og derfor skal vi nu finde nye hjem til dem. "Hvorfor
>skal han bestemme det", spørger mange (katteelskere ).

   Mit meget simple svar ville i så fald være at finde et andet
hjem. Et der var større. Prøv lige at overveje hvis I får børn en dag
i den lejlighed I bor i nu - børn lugter en del, larmer ret så meget
og sviner ... kors i hytten .... hvordan skal din stakkels stakkels
kæreste dog overleve det?

/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

"Trine Stubbe Teglbjærg" <snoe@nospam.dk> wrote

> For mig at se er ovennævnte *BEEEEEEP! WRONG ANSWER!* Når man
> anskaffer sig et dyr må man sgu overveje at man skal ha dyret i mange
> år - og at der altså er et liv man skal have ved siden af.

Jeg er da fuldstændig enig!

> Mit meget simple svar ville i så fald være at finde et andet
> hjem. Et der var større. Prøv lige at overveje hvis I får børn en dag
> i den lejlighed I bor i nu - børn lugter en del, larmer ret så meget
> og sviner ... kors i hytten .... hvordan skal din stakkels stakkels
> kæreste dog overleve det?

Ja, det er et meget simpelt svar. Og et godt eksempel på at det er meget
nemt at dømme andre ud fra sin egen situation.

Anja

---

On Mon, 29 Dec 2003 06:51:49 +0100, "Anja Lysholm"
<anjalysholm@hotmail.com> wrote:

>
>"Trine Stubbe Teglbjærg" <snoe@nospam.dk> wrote
>
>> For mig at se er ovennævnte *BEEEEEEP! WRONG ANSWER!* Når man
>> anskaffer sig et dyr må man sgu overveje at man skal ha dyret i mange
>> år - og at der altså er et liv man skal have ved siden af.
>
>Jeg er da fuldstændig enig!

   Så forstår jeg ikke at du forsvarer din kæreste?

>> Mit meget simple svar ville i så fald være at finde et andet
>> hjem. Et der var større. Prøv lige at overveje hvis I får børn en dag
>> i den lejlighed I bor i nu - børn lugter en del, larmer ret så meget
>> og sviner ... kors i hytten .... hvordan skal din stakkels stakkels
>> kæreste dog overleve det?
>
>Ja, det er et meget simpelt svar. Og et godt eksempel på at det er meget
>nemt at dømme andre ud fra sin egen situation.

   Svaret er at I i så fald ikke skal få børn?

/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

> Trine Stubbe Teglbjærg skrev:
> Så forstår jeg ikke at du forsvarer din kæreste?

Det gør jeg heller ikke. Jeg forsvarer mig selv og det valg at vi ikke
skal have kat når han ikke bryder sig om det. Vi er slet ikke uenige om
at man skal tænke sig godt om før man får kat. Men vi er uenige om om
man så er nødt til at leve 10-15 år med det valg man har truffet når man
nu _ikke_ tænkte sig godt nok om.

> Svaret er at I i så fald ikke skal få børn?

Det svarede jeg ikke på da jeg ikke helt kunne se relevansen (man kan
godt være børnemenneske uden at være kattemenneske...) og ikke har lyst
til at debattere den del af mit privatliv i et katteforum.

Med venlig hilsen
Anja Lysholm
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk

---

Trine Stubbe Teglbjærg skrev i
<news:07iuuvs4uugu118sh9pdqfhi6k3c0s7sso@4ax.com>:

> hjem. Et der var større. Prøv lige at overveje hvis I får børn en dag
> i den lejlighed I bor i nu - børn lugter en del, larmer ret så meget

nu er det jo heller ikke alle som planlægger at få børn...
faktisk foretrækker jeg da katten!

Jane

---

On 29 Dec 2003 07:17:20 GMT, Jane <kkgnsdlkng@hotmail.com.nejtak>
wrote:

>Trine Stubbe Teglbjærg skrev i
><news:07iuuvs4uugu118sh9pdqfhi6k3c0s7sso@4ax.com>:
>
>> hjem. Et der var større. Prøv lige at overveje hvis I får børn en dag
>> i den lejlighed I bor i nu - børn lugter en del, larmer ret så meget
>
>nu er det jo heller ikke alle som planlægger at få børn...
>faktisk foretrækker jeg da katten!

   Det var skam i situationen der - fordi folk oftest får børn
når de er sammen. Planlagt eller ej. Det er heller ikke alle der har
planlagt at få kat - men har fået det alligevel. Både børn og katte
der ankommer sådan lidt "hovsa" skal der passes på - og der skal være
plads til dem. Det er ikke noget man sådan lige smider ud - efter min
mening.


/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

Trine skrev
>Det var skam i situationen der - fordi folk oftest får børn
når de er sammen. Planlagt eller ej. Det er heller ikke alle der har
planlagt at få kat - men har fået det alligevel. Både børn og katte der
ankommer sådan lidt "hovsa" skal der passes på - og der skal være plads til
dem. Det er ikke noget man sådan lige smider ud - efter min mening.>

Da mine unger blev teenagere ææælskede de at lave
vilde teorier om hvad der ville være sket hvis en af dem
var allergiker, deres ynglings-teori var og er *at så var
vi s'gu nok blevet bortadopteret* hmmm heldigvis blev
det valg aldrig aktuelt


--
Marianne Hellemose
***Ailurophil***
'The greatness of a nation and its moral progress can be
judged by the way its animals are treated
Mahatma Ghandi

---

Lige mine ord.

Lene

---

Trine Stubbe Teglbjærg skrev i <news:n820vv0ie2abj4nkui9l6sbeud3qvguaf5@
4ax.com>:

> Det var skam i situationen der - fordi folk oftest får børn
> når de er sammen. Planlagt eller ej. Det er heller ikke alle der har

hvis jeg blev uplanlagt gravid findes der gudskelov ting som abort

Jane

---

On 30 Dec 2003 11:20:56 GMT, Jane <kkgnsdlkng@hotmail.com.nejtak>
wrote:

>Trine Stubbe Teglbjærg skrev i <news:n820vv0ie2abj4nkui9l6sbeud3qvguaf5@
>4ax.com>:
>
>> Det var skam i situationen der - fordi folk oftest får børn
>> når de er sammen. Planlagt eller ej. Det er heller ikke alle der har
>
>hvis jeg blev uplanlagt gravid findes der gudskelov ting som abort

   Jeg skrev "oftest"! Der er pænt langt fra "oftest" til "altid"
..... Men ja du har da ret - du kunne få en abort hvis det skete for
dig. Jeg er ret overbevist om at det kunne jeg _aldrig_ gøre medmindre
der virkelig var noget alvorligt galt med barnet.


/Trine.
What We Do in Life Echoes in Eternity.

---

Trine Stubbe Teglbjærg <snoe@nospam.dk> wrote in
news:a623vvk0q7jfvdb7hbangpgas7qhn0f4b6@4ax.com:

> Jeg er ret overbevist om at det kunne jeg _aldrig_ gøre medmindre
> der virkelig var noget alvorligt galt med barnet.

Sådan har jeg det godt nok også. Derfor er det jo ekstra vigtigt at
beskytte sig når man faktisk ikke ønsker børn

--
Kate

http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=239

Ved privat svar fjern spamme.
If you want to reach me remove spamme.

---

In article <Xns94617DD159D2Akkgnsdlkng@62.243.74.162>,
kkgnsdlkng@hotmail.com.nejtak says...

> hvis jeg blev uplanlagt gravid findes der gudskelov ting som abort

Og hvis man uplanlagt bliver stillet overfor et valg, om man fortsat
skal have sine katte eller ej, så findes der heldigvis måder at få dem
til et ordentligt hjem.

Jeg har godt kunne følge folks argumentation (begge lejre). Men hvorfor
graviditet og børn skal blandes ind i det, kan jeg ikke se. Katte er
ikke børn. Uanset hvordan man vender og drejer det. Selvom jeg godt ved
de kan føles som sådan. Men det er de ikke, i sidste ende.

Hvad er det der gør, at du kan afslutte et menneskeliv før det er
startet, men ikke kan sige farvel til din kat hvis det er påkrævet ?

--
Jacob Saaby Nielsen
http://www.jizzo.net

---

Jacob Saaby Nielsen skrev i
<news:MPG.1a5bf233c6c7a53298969a@news.cybercity.dk>:

> Hvad er det der gør, at du kan afslutte et menneskeliv før det er
> startet, men ikke kan sige farvel til din kat hvis det er påkrævet ?

Hvordan kan du dog kalde et foster for et menneskeliv,
og hvorfra har du den idé om at jeg ikke kan sige farvel
til en kat når det er påkrævet?

Jane

---

In article <Xns94626A821CE63kkgnsdlkng@62.243.74.162>,
kkgnsdlkng@hotmail.com.nejtak says...

> Hvordan kan du dog kalde et foster for et menneskeliv,

Altså, jeg lærte så i biologi vist nok, at menneskeliv begynder med et
foster. Og hvis du læser hvad jeg skrev, så stod der: "afslutte et
menneskeliv før det er begyndt..."

> og hvorfra har du den idé om at jeg ikke kan sige farvel
> til en kat når det er påkrævet?

Jamen det er da fint hvis du kan. Men du lyder bare som de fleste andre
herinde. At påkrævet betyder aldrig, fordi katten har den ultimative ret
til det hele. Og det er jeg uenig i.

Jeg elsker mine katte meget højt. Men kom det dertil hvor det stod
mellem hende jeg elsker og dem, så ville jeg nok tage den tunge vej.
Godt nok ikke pga. irritation, det måtte hun sgu' lære at leve med så..
Men der kan jo være andre ting at tage hensyn til.

Så, jeg kan godt følge Anja og hendes beslutning. Det ville gøre satans
ondt, men jeg ville nok gøre det hvis jeg fik stillet valget.

--
Jacob Saaby Nielsen
http://www.jizzo.net