Morten Steen skrev:
> Okay, min nedenstående tråd om subj. endte ligesom med at
> handle om noget helt andet. Uden en eneste kommentar om den!
> DERFOR : andre der har set? Vil kommentere?
For romantikere og Richard Curtis-, Hugh Grant- og Colin Firth-
fans var "Love Actually" måske lige så væsentlig en premiere som
"Kongen vender tilbage" for så mange andre.
Jeg tæller mig selv blandt i hvert fald de to mellemste grupper,
og jeg er en stor beundrer af den moderne romantiske (anglo-
amerikanske) komedie som repræsenteret - når den er bedst - ved
f.eks. "Fire bryllupper og en begravelse", "Pretty Woman" og
"Da Harry mødte Sally".
Jeg synes desværre, "Love Actually" er en middelmådig film. Den
er ganske vist skrevet med en ofte vidunderlig humor, som både
kan være situationsbaseret, ordlegspræget og satirisk. Dens
skuespillerliste er imponerende ikke kun på papiret, men også på
lærredet. Og den udfordrer oven i købet sin genre ved at anlægge
en helt anden konstruktion end de film, den ellers sammenlignes
med. Men projektet er overambitiøst, og Curtis holder ikke et
tilstrækkeligt fast greb i tøjlerne.
Det med konstruktionen skal måske forklares, i hvert fald for dem,
som ikke har set filmen. Hvor de øvrige Curtis-skrevne film
som "Fire bryllupper", "Notting Hill" og "Bridget Jones' dagbog"
fokuserer på én hovedrolle med en primær 'love interest' og en
flok bifigurer, og hvor amerikanske værker som "Da Harry mødte
Sally", "Frankie and Johnny" og "You've Got Mail" handler om to
ligeværdige hovedpersoner, er "Love Actually" noget andet. I en
ensemble-konstruktion som hos Altman og andre følges adskillige
næsten ligeværdige roller og historier i en film, der derfor også
er længere end samtlige de øvrige nævnte titler.
Problemet er, at de mange handlingstråde kun bindes meget tyndt
sammen. Forsøget gøres, dels ved en række konkrete sammenstød
mellem de forskellige personer, dels ved et fælles tema, nemlig
en særlig anskuelse af kærligheden og livet. Men den konkrete
plotsammenvævning er yderst overfladisk, og temaet måske for
banalt til at skabe dybere sammenhæng. En enkelt plottråd, nemlig
Colin Firths rejse til sydlandsk kærlighed, lades helt uden for
sammenkædningsforsøg. Det kan måske siges at være overambitiøst
for en debutinstruktør at kaste sig ud i dette projekt, som vel
netop kræver tæft for instruktør- og klippehåndværket.
Samtidig synes jeg ikke, filmen holder den balance, jeg fore-
trækker mellem alvor og sjov. Der er for meget flødeskum, som
min bror sagde, og lidt for mange (slut)scener af den allermest
oppustede, romantiske art, som der så let kan prikkes hul på.
Den kan få 3 på en 5-skala.
--
Peter Brandt Nielsen
http://brandtnielsen.adr.dk