/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Sexualitet / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
 
Top 10 brugere
Sexualitet
#NavnPoint
dova 2573
Sannie 1393
Nordsted1 1345
briani 1186
skingur 1004
ThomasG 918
ans 861
refi 860
creamygirl 831
10  piaskov 789
åbne forhold
Fra : Michael Jørgensen


Dato : 23-10-03 06:47

Hej,

Jeg så udsendelsen kl. 20 på DR1 i går aftes, og så har jeg spekuleret over,
hvorfor det er så svært med åbne forhold.

Jeg mener, hele vor kulturs normer og traditioner omkring "kernefamilien"
lægger nogle svære begrænsninger i vores udfoldelsesmuligheder og også i
vores kærlighed til hinanden.

Åbne forhold medfører to ting: 1) Man er sammen med en anden partner end sin
kæreste, og 2) Ens kæreste er sammen med en anden partner end én selv.

Punkt 2 vil for mig give anledning til jalousi og angst for at min kone vil
gå fra mig. Det er en slags ejendomsret jeg har over min kone: Jeg vil have
hende for mig selv! Men hvorfor dog det? Hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig
over, at hun har det godt og er glad, også selvom det for nogle timer ikke
er sammen med *mig*? Hvorfor vil jeg "eje" hende, og dermed lægge
begrænsninger på hende?

Jeg tror det er rigtigt som beskrevet i udsendelsen, at hvis man kan og vil
give hinanden fri, så opleves kærligheden større.

Jeg tror også, at parforhold vil være nemmere og med færre problemer, hvis
det var tilladt at få det man savner (f.eks. sex, nærhed, omsorg) fra andre
mennesker i en periode. Så vil man jo skændes noget mindre. Faktisk så er
netop dette fænomen (utroskab) meget udbredt, men det er tabu og forbundet
med skyld og svigt. Problemet i mange parforhold - tror jeg - er, at man
fokuserer for meget på det man *ikke* får af den anden, og dét er sgu en
ringe form for kærlighed.

-Michael.



 
 
 
nusle (23-10-2003)
Kommentar
Fra : nusle


Dato : 23-10-03 08:45

Michael Jørgensen <ingen@ukendt.dk> skrev:

Hej,

>Jeg tror det er rigtigt som beskrevet
>i udsendelsen, at hvis man kan og vil
>give hinanden fri, så opleves
>kærligheden større.

Hvorfor skulle den være større? Eller mindre hvis
man ikke gør sig i åbne forhold?

>Jeg tror også, at parforhold vil være
>nemmere og med færre problemer, hvis
>det var tilladt at få det man savner
>(f.eks. sex, nærhed, omsorg) fra andre
>mennesker i en periode.

Tja, jeg prøvede det jo engang af med en mand, som
jeg havde været involveret med i 2½ år - resultatet
var at da jeg endelig "gjorde" noget, var vores
forhold slut i selvsamme sekund. Han "gjorde" aldrig
noget, dertil kom det ikke. Hele snakken om det
åbne forhold kom sig nok af, at min sexlyst var
så stor og at jeg følte mig utilfredsstillet, og
eftersom han havde det fint med at jeg evt. fik
mit "behov" dækket andet steds - så virkede det som
en ok løsning.

Det var det bare ikke!

I samme øjeblik jeg skulle praktisere det (og jeg
nåede immervæk ikke til andet end petting *S*), så
brast noget i mig - det ligger så dybt i mig, at
jeg vil være "min mands" kvinde - at den følelse
af at han ville "dele" mig, den var helt ødelæggende
for mig.

Og det er paradoksalt, for jeg elskede f.eks. min
oplevelse med to mænd på en gang, og jeg vil meget
gerne prøve det igen *SF* - og jeg elsker sex og
vil gerne have masser af det og gerne med skiftende
partnere og gerne eksperimenterende og udfordrende...
men ikke når jeg er i forhold (jow - det hele minus
det med skiftende partnere og to på en gang *G*).

Om det så er min "opdragelse" ifm. utroskab der
er for stiv til at jeg kan "bøje" den - det kan jeg
ikke sige. Men begge mine søstre har prøvet at være
deres kæreste/partner utro, jeg har bare aldrig
kunnet det - jeg kunne ikke engang være "rigtigt"
sammen med en anden mand, med min partners "vel-
signelse". Og bare fordi jeg havde "petting" på
samvittigheden, måtte jeg altså (følte jeg) afslutte
forholdet - hvilket skete så snart jeg kom hjem.

Når min krop elsker med en mand, uanset om det så
bare skal være for en enkelt nat - så føler jeg
som minimum begær, lyst, tiltrækning... og jeg kan
ikke forlige mig med at føle sådan for andre mænd,
når jeg føler mig knyttet til "min mand". Jeg
bliver ked af det, erfarede jeg - og jeg føler mig
fortabt.

Jeg tror, at jeg forbinder et forhold med, at jeg
så tilhører ham - at så hører jeg til. Og med den
baggrund jeg har, så er det noget jeg har savnet
gennem hele min opvækst. Hvis så min mand vil "dele"
mig med andre, så føler jeg, at han ikke vil ha'
mig, sådan fuldt og helt - at han ikke elsker mig,
at jeg ikke kan høre til ham heller - og at jeg
så reelt alligevel er "alene", og hvis jeg er det
alligevel, hvad skal jeg så overhovedet være i et
forhold for?

Jeg ved godt, at det er noget underligt noget og
at jeg har flere sider der kæmper i mig - så jeg
er vildt udfarende og "nem" seksuelt, når jeg er
single - mens jeg er 100% tro og monogam, når jeg
er i forhold... det stiller måske også alt for
store krav til "min mand", men jeg har jo som
sagt prøvet et åbent forhold, og det gjorde bare
rigtigt, rigtigt ondt i mig (selvom jeg jo ikke
gjorde det helt vilde).

mange hilsner
nusle


Michael Jørgensen (23-10-2003)
Kommentar
Fra : Michael Jørgensen


Dato : 23-10-03 21:22

Hej nusle,

Tak for det du har delt.

"nusle" <nusle@mail.dk> wrote in message
news:10668952050.376901169690342@dtext.news.tele.dk...
> I samme øjeblik jeg skulle praktisere det (og jeg
> nåede immervæk ikke til andet end petting *S*), så
> brast noget i mig - det ligger så dybt i mig, at
> jeg vil være "min mands" kvinde - at den følelse
> af at han ville "dele" mig, den var helt ødelæggende
> for mig.

Hænger kærlighed og troskab sammen for dig? Jeg mener, det lyder som om, at
hvis du er din kæreste utro, så kan du ikke elske ham. Ej heller kan du have
tillid til, at han elsker dig. Er det rigtigt forstået?

Jeg borer lidt i det, fordi jeg er selv helt vildt ambivalent. Jeg
fantaserer engang imellem om gruppesex, hvor både min kone og jeg deltager,
men jeg vil helt sikkert ikke bryde mig om at føre det ud i livet.

For mig er (den ideelle) kærlighed betingelsesløs. Det er dén - nærmest
guddommelige - kærlighed, jeg stræber efter. Desværre kan jeg ikke nå den,
p.gr.a. diverse hæmninger (angst, jalousi, m.m.) som beskrevet i det
oprindelige indlæg.

Det virkede på mig som om, deltagerne i denne ny-religiøse bevægelser var på
sporet af noget i den retning. Men måske tager jeg fejl, og det i
virkeligheden blot er en gentagelse af 70'ernes "make love, not war"
filosofi.

Tilbage til utroskab: Hvis man er sin kæreste utro, så er det måske også
indirekte et sympton på, at man ikke elsker sin kæreste mere. Jeg mener,
hvis man virkelig elskede sin kæreste, så ville man slet ikke være seksuelt
interesseret i andre. Hm, når jeg sidder og skriver det, så lyder det ikke
helt rigtigt. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis hænger sådan sammen for
mig. Jeg kan da godt elsker min kone, og så alligevel have lyst til andre
kvinder. Hvorfor er det så lige, at jeg skal undertrykke min lyst? Jeg tror
det er noget samfundsbestem/moralsk, som vi er blevet påduttet. Jeg tror
ikke nødvendigvis, at mennesker er skabt til at være monogame.

Man kan generalisere: Er der nogen sammenhæng mellem utroskab (altså den
skjulte slags) og så problemer i parforhold? Hvis der er en sammenhæng, hvad
er så årsag og hvad er konsekvens? Jeg tror den skjulte utroskab er et
sympton på problemer i parforhold.

> Om det så er min "opdragelse" ifm. utroskab der
> er for stiv til at jeg kan "bøje" den - det kan jeg
> ikke sige. Men begge mine søstre har prøvet at være
> deres kæreste/partner utro, jeg har bare aldrig
> kunnet det - jeg kunne ikke engang være "rigtigt"
> sammen med en anden mand, med min partners "vel-
> signelse".

Mht til dine søstre, har de så følt kærlighed til deres respektive kærester
da de var dem utro?

> Og bare fordi jeg havde "petting" på
> samvittigheden, måtte jeg altså (følte jeg) afslutte
> forholdet - hvilket skete så snart jeg kom hjem.

Jamen, så må jeg spørge: Kan det ikke tænkes, at dit forhold *alligevel* var
på vej til at gå i stykker, og du så bare benyttede din (næsten) utroskab
som undskyldning? Jeg mener, hvad er den *egentlige* årsag til, at i gik fra
hinanden? Hvis det "kun" var fordi du følte du havde gjort noget forkert,
som du så ovenikøbet standsede, så kunne du vel tilgive dig selv. Eller
synes du utroskab er så utilgiveligt, at et forhold under *ingen*
omstændigheder kan overleve?

Kan du forestille dig situationen med ombyttede roller, dvs. din kæreste har
et ekstremt sex-behov som han så ønsker - helt åbent - at tilfredsstille med
andre kvinder. Ville du tro på ham, når han så fortalte dig, at han elsker
dig og kun dig? Ville du kunne tillade det og samtidig føle kærlighed til
ham? Hvad så, hvis han kun en enkelt gang har været sammen med en anden, og
i så bliver enige om, at åbne forhold alligevel ikke er sagen. Er jeres
forhold så definitivt slut alligevel?

> Når min krop elsker med en mand, uanset om det så
> bare skal være for en enkelt nat - så føler jeg
> som minimum begær, lyst, tiltrækning... og jeg kan
> ikke forlige mig med at føle sådan for andre mænd,
> når jeg føler mig knyttet til "min mand". Jeg
> bliver ked af det, erfarede jeg - og jeg føler mig
> fortabt.
>
> Jeg tror, at jeg forbinder et forhold med, at jeg
> så tilhører ham - at så hører jeg til. Og med den
> baggrund jeg har, så er det noget jeg har savnet
> gennem hele min opvækst. Hvis så min mand vil "dele"
> mig med andre, så føler jeg, at han ikke vil ha'
> mig, sådan fuldt og helt - at han ikke elsker mig,
> at jeg ikke kan høre til ham heller - og at jeg
> så reelt alligevel er "alene", og hvis jeg er det
> alligevel, hvad skal jeg så overhovedet være i et
> forhold for?

Det er med andre ord "angsten for at blive forladt", hvis du eller din
kæreste er sammen med en anden. Den samme angst har jeg også, men det er vel
ikke nogen naturlov, at vi alle skal slæbe rundt på sådan en angst?

-Michael.




nusle (26-10-2003)
Kommentar
Fra : nusle


Dato : 26-10-03 11:14


"Michael Jørgensen" <ingen@ukendt.dk> skrev i en meddelelse
news:3f983859$0$54800$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

Hej,

> Tak for det du har delt.

Your welcome - jeg lider vist af verbal ekshibitionisme,
så det er ren tilfredsstillelse for mig selv *G*

> Hænger kærlighed og troskab sammen for dig?

Jamen, sådan har jeg aldrig følt behov for at tænke,
jeg har bare denne følelse af at ville høre til/være min
mands - og det gik så i kludder for mig, da han syntes
det var okay at involvere andre i vores sexliv.

Men det er også meget unuanceret stillet op i alle
henseender.

Samtidig har jeg denne lyst til sex, som for det første
er stor, og for det andet også sagtens kan rumme
lyst til skiftende partnere (eller hvordan det nu skal
formuleres) - herunder i særdeleshed det at være
sammen med flere mænd på en gang *uhmmm*.

Og desuden var der alt muligt andet "galt" i det
forhold.

> Jeg mener, det lyder som om, at
> hvis du er din kæreste utro, så kan du ikke elske ham.

Jeg tror egentlig, at da vi afprøvede det her med
et åbent forhold, var vores forhold allerede på
meget gyngende grund - og sexlivet var i forvejen
mildest talt "anstrengt".

Men jeg oplevede bare en følelse af ikke at føle at
jeg kunne "røre" min daværende kæreste igen, at
jeg simpelthen helt mistede lysten til overhovedet
at være nøgen sammen med ham. Det føltes slet
og ret forkert. Og måske bildte jeg mig bare ind,
at jeg følte at så kunne han jo ikke elske mig "rigtigt".
Fordi det var lettere end at stå ved, at det egentlig
bare handlede om mig, og hvordan jeg selv havde
det med det.

> Ej heller kan du have
> tillid til, at han elsker dig. Er det rigtigt forstået?

Hmmm... ja, det var det nok.

Altså, jeg fattede ikke den der med, at han var så
"ligeglad" med om jeg havde været sammen med
en anden - men der hvor det gik helt i baglås for
mig, var nok da han var nysgerrig og gerne ville
have mig til at fortælle alt muligt om hvordan det
havde været, hvad vi havde lavet osv... jeg gik
helt i tomgang og ville bare have ham væk fra mig.

> Jeg borer lidt i det, fordi jeg er selv helt vildt ambivalent.

Det er okay, jeg er slet ikke "afklaret" med det, og
det er nok godt for mig at få det vendt i hovedet
igen

> Jeg
> fantaserer engang imellem om gruppesex, hvor både min kone og jeg
deltager,
> men jeg vil helt sikkert ikke bryde mig om at føre det ud i livet.

Det kan jeg godt følge dig i.

> For mig er (den ideelle) kærlighed betingelsesløs. Det er dén - nærmest
> guddommelige - kærlighed, jeg stræber efter.

For mig eksisterer den slags kærlighed ikke (det tætteste
der kommer på det, er kærligheden til børnene).

Jeg har en helt klar fornemmelse af, at jeg altid (også
i forhold til den jeg elsker) vil stille krav. Jeg kan ikke
se, hvorfor man skulle stille sådan et uopnåeligt (i mine
øjne) mål op for sin kærlighed.

Lad mig med det samme komme med et ufravigeligt
"krav", som jeg ved af erfaring er en absolut betingelse
for mig, for at jeg kan føle kærlighed *S* - jeg skal
behandles godt, dvs. med respekt, imødekommenhed
og omsorg - ellers fordamper kærligheden skam hur-
tigt - og så skal jeg have en følelse af, at han uden
tvivl har tænkt sig at blive, selvom jeg ikke kan gen-
gælde denne "gestus" (jeg er meget skeptisk og er
lang tid om at turde tro på, at det nu også vil holde).

> Desværre kan jeg ikke nå den,
> p.gr.a. diverse hæmninger (angst, jalousi, m.m.) som beskrevet i det
> oprindelige indlæg.

Well, jeg er så slet ikke interesseret i den form for
kærlighed.

> Det virkede på mig som om, deltagerne i denne ny-religiøse bevægelser var

> sporet af noget i den retning. Men måske tager jeg fejl, og det i
> virkeligheden blot er en gentagelse af 70'ernes "make love, not war"
> filosofi.

Altså, nu så jeg ikke udsendelsen - men min helt
generelle holdning til enhver form for "bevægelser"
og religioner osv. er, at det kan jeg ikke bruge til
et rørende suk - jeg er ikke indstillet på at følge
andres ord/regler osv., jeg er indstillet på at skabe
og følge "mine egne" (eller dem jeg skaber i fælles-
skab med de som jeg elsker).

Og jeg kan ikke lægge en godtgørelse for nogen
form for adfærd i andres diktering af hvad der er
acceptabelt og hvad der ikke er. Altså, jeg ville
ingen glæde eller nytte finde i at nok så mange på-
stod at sex med andre end min partner var ok,
eller at det ligefrem var eftertragtelsesværdigt.

Dybest set vil det altid for mig handle om hvordan
jeg har det med det, hvordan min partner har det
med det og hvordan vi ser på det i samhørighed.
Alt andet er ligegyldigt for mig.

> Tilbage til utroskab: Hvis man er sin kæreste utro, så er det måske også
> indirekte et sympton på, at man ikke elsker sin kæreste mere.

Ja, det mener jeg også.

For i netop utroskab ligger også det at bedrage - ellers
snakkede man vel åbent med sin partner om det og
fandt en anden løsning - at være seksuelt sammen med
andre behøver jo netop ikke være utroskab.

> Jeg mener,
> hvis man virkelig elskede sin kæreste, så ville man slet ikke være
seksuelt
> interesseret i andre. Hm, når jeg sidder og skriver det, så lyder det ikke
> helt rigtigt.

Det lyder heller ikke rigtigt i mine ører - for selvfølgelig
kan lysten da opstå. Der skal bare virkelig meget til
er min erfaring, og det er yderst sjældent jeg har
oplevet det - i mit ægteskab oplevede jeg det slet
ikke, men jeg tror også, at det hang sammen med
mange ting; for det første var jeg ikke synderligt
seksuelt "sulten", det var år med graviditeter, små-børn,
dårlig økonomi, parforholdsproblemer (konflikter) og
personlig udvikling - jeg havde sådan set slet ikke fokus
på min seksualitet. Desuden "så" jeg slet ikke andre
mænd - jeg ved ikke hvorfor, men de eksisterede
bare ikke som mænd for mig i de år.

Til gengæld prøvede jeg i mit andet længerevarende
forhold to gange at tænde voldsomt på andre mænd.
Første gang var fordi han i den grad tændte på mig,
og oplevelsen af at være genstand for sådan et begær
var berusende (jeg er vild med mænds begær *GF*).
Anden gang overraskede mig totalt - det var bare
en gut på et studie, som pludselig gav mig massage
mens jeg sad koncentreret ved pc'eren - og min reak-
tion var nærmest prompte. Jeg blev totalt blød i hele
kroppen og fik bare lyst til at dyrke sex midt i det
hele - og det var vildt "pinligt", for sidekammeraten
påtalte det *LOL*. "Hey, stop lige det der inden
hun begynder at stønne" eller noget i den dur *hehe*
Ja, okay - jeg var også i en "mangelsituation" seksuelt.

> Jeg tror ikke, at det nødvendigvis hænger sådan sammen for
> mig. Jeg kan da godt elsker min kone, og så alligevel have lyst til andre
> kvinder. Hvorfor er det så lige, at jeg skal undertrykke min lyst?

Hvis det er en aftale mellem dig og din partner, at I
ikke dyrker sex med andre - så er det derfor du skal
undertrykke din lyst. Ellers er det "aftalebrud" og
præcis som i andre sammenhænge er det grund til
"afskedigelse" *GG*

> Jeg tror
> det er noget samfundsbestem/moralsk, som vi er blevet påduttet. Jeg tror
> ikke nødvendigvis, at mennesker er skabt til at være monogame.

Jeg tror sådan set, at vi er skabt til at være "monogame"
i den forstand, at vi har brug for hinanden til at opfostre
afkommet, og vi har en usædvanligt lang opforstrings-
periode. Men derudover tror jeg ikke, at vi som sådan
er skabt til monogami.

> Man kan generalisere: Er der nogen sammenhæng mellem utroskab (altså den
> skjulte slags) og så problemer i parforhold?

Sikkert - for ellers ville man vel ikke "svigte" den aftale
man har med sin partner.

> Hvis der er en sammenhæng, hvad
> er så årsag og hvad er konsekvens?

Årsag - dysfunktion.
Konsekvens - yderligere dysfunktion.

Hvad pokker får da nogle mennesker til at tro, at
løsningen på et problem i et forhold, skulle være
at dyrke sex med en anden - jeg fatter det ikke.
Det er da, i mine øjne, total mangel på intellekt.
Som om man kunne løse et problem i sit hjem,
ved at tage på hotel *doohhh*. Det er det samme
som alkoholikere gør, drikker for at glemme deres
problemer, og bliver lige overraskede over at det
kun øger deres problemer hver gang *G*.

> Jeg tror den skjulte utroskab er et
> sympton på problemer i parforhold.

Enig.

> Mht til dine søstre, har de så følt kærlighed til deres respektive
kærester
> da de var dem utro?

Det skal jeg ikke kunne sige. De har da været sammen
med dem længere tid efter.

> Jamen, så må jeg spørge: Kan det ikke tænkes, at dit forhold *alligevel*
var
> på vej til at gå i stykker, og du så bare benyttede din (næsten) utroskab
> som undskyldning?

Absolut - det er mere end tænkeligt.

Men det definitive "dødsstød" lå i forsøget med et
åbent forhold.

Det ville så ikke have været utroskab, da jeg nærmest
havde besked med "hjemmefra", at jeg da bare skulle
gøre det, også gerne "hele vejen". Og det ville heller
ikke have været "næsten" utroskab - der var som sådan
helt klare linier (regler), jeg syntes bare det var klamt.
Og jeg har ingen begrundelser for det - andet end at
det føltes ulækkert og frastødende og... og... og...
*avdrrr*. Jeg fik det faktisk sådan ved udsigten til
at dyrke sex med min partner igen - ufff. (altså det
var ikke det seksuelle med en anden der var *uff*,
det var det at skulle være sammen med min partner
igen).

> Jeg mener, hvad er den *egentlige* årsag til, at i gik fra
> hinanden?

At vores sexliv var dødt/ikke eksisterende - at jeg
ikke længere følte respekt for ham, han gav mig aldrig
"modstand" - og jeg kunne ikke lide mig selv, når jeg
bare "kørte rundt med ham". Han skulle have sagt fra,
og da han ikke gjorde det - mistede jeg respekten for
ham.

Whatever - et samspil af forskelligt.

> Hvis det "kun" var fordi du følte du havde gjort noget forkert,
> som du så ovenikøbet standsede, så kunne du vel tilgive dig selv.

Sagtens - jeg har ingen "hangups" i den forbindelse, jeg
har blot konstateret, at jeg reagerede efterfølgende med
at føle en eller anden form for "afsky".

> Eller
> synes du utroskab er så utilgiveligt, at et forhold under *ingen*
> omstændigheder kan overleve?

Utroskab - som i bedrag - det er i mine øjne (i næsten
alle sammenhænge) utilgiveligt. Og jeg tror ikke, at
jeg ville vælge at blive hos en partner der havde været
mig utro. Ligesom jeg heller ikke selv ville vælge at
blive efterfølgende.

> Kan du forestille dig situationen med ombyttede roller, dvs. din kæreste
har
> et ekstremt sex-behov som han så ønsker - helt åbent - at tilfredsstille
med
> andre kvinder. Ville du tro på ham, når han så fortalte dig, at han elsker
> dig og kun dig? Ville du kunne tillade det og samtidig føle kærlighed til
> ham?

Nej, jeg ville ikke tro ham over en dørtærskel.

Og nej, jeg ville ikke kunne tillade det - og min kærlighed
ville nok med overvejende stor sandsynlighed være ikke-
eksisterende i samme øjeblik han lukkede den slags
"lort" ud (for det ville det være i mine ører).

Jeg har endnu ikke været i et forhold, hvor mandens
seksuelle lyst matchede min (bortset fra i mit ægte-
skab, og jeg havde heller ikke dengang for vane at
sige nej, have hovedpine eller andet - selvom jeg ind-
imellem nærmest sov fra det hele pga. manglende
søvn ifm. småbørn og natteroderi).

Jeg er frygteligt egoistisk i min seksualitet - jeg har
nærmest lyst til at "æde" min partner, og hans begær
skal være rettet mod mig og kun mig. Jeg tænder
på hans begær, og jeg opfatter det som forræderi,
hvis hans begær er rettet mod en anden. Og dybest
set er jeg hamrende dobbeltmoralsk - for at mit
begær skulle kunne rumme andre end ham, det
kan jeg sagtens se det "logisk" i.

Well, hvad kan jeg sige - jeg vil nok dybest set
selv have hånd og hals-ret over min mand, mens
han gerne måtte kunne se det ophidsende i at
jeg blev kneppet af både ham og andre på en gang,
og det skulle uden tvivl være ham der "bestemte" og
styrede og var min "hersker" og beskytter på en og
samme gang

Jeg kan slet ikke acceptere andre kvinder i den
sammenhæng *GGG* - når det er sagt, så er jeg
fuldt ud klar over, at det ikke er rationelt eller andet.

Men lige i skrivende stund, har jeg alene givet udtryk
for mine følelser i denne henseende, og ikke min
"civiliserede"/intellektuelle tilgang til det og heller ikke
til at jeg sagtens kunne forestille mig, at jeg ville ændre
holdning på et tidspunkt. På et "fantasi"-plan kan jeg
jo godt se det fascinerende i at prøve at være sammen
med en anden kvinde f.eks., eller i at se en anden
kvinde tilfredsstille "min mand" - men jeg går altså
i baglås ved tanken om det i praksis, hvor jeg tænder
totalt på konceptet med flere mænd i praksis.

> Hvad så, hvis han kun en enkelt gang har været sammen med en anden, og
> i så bliver enige om, at åbne forhold alligevel ikke er sagen. Er jeres
> forhold så definitivt slut alligevel?

Det vil jeg mene - sådan er jeg nu engang indrettet.
Jeg har det med at reagere, og så fastholder jeg
min reaktion, også selvom jeg ville ønske det ander-
ledes efterfølgende.

Så jeg ville nok afslutte forholdet, og fastholde bruddet,
uanset hvordan jeg efterfølgende følte det.

Jeg kan være ret så kompromisløs, også overfor mig
selv.

> Det er med andre ord "angsten for at blive forladt", hvis du eller din
> kæreste er sammen med en anden. Den samme angst har jeg også, men det er
vel
> ikke nogen naturlov, at vi alle skal slæbe rundt på sådan en angst?

Ja, jeg er dødsensræd for at blive forladt, og jeg ved
præcis hvorfra det stammer *S*. Det efterlader immer-
væk et uudsletteligt indtryk på en 3-årig, når først mor
forsvinder i næsten et år, hvorefter det er far der for-
svinder i næsten 3 år - det var en følelse af total
ensomhed, tomrum, intethed. At de "vendte" tilbage
har aldrig forandret bruddet og det "impact" det
havde på mig - og jeg har aldrig knyttet mig til dem
igen på samme måde. De gjorde sig selv undværlige,
og sådan blev det i mig. Når en mand gør sig selv
undværlig, er jeg i vid udstrækning færdig med at
investere følelser i ham - så er der allerhøjest noget
vrede/surhed jeg giver afløb for tilbage.

At jeg ved, hvorfor jeg føler som jeg gør, forandrer
desværre bare ikke ved at sådan er det for mig.
Jeg vil have den der følelse af "sikkerhed" i relationen
til en mand, som måske ret beset er uopnåelig - og
som måske heller ikke hører til i en relation mellem to
voksne mennesker.

mange hilsner
nusle



Paul (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Paul


Dato : 26-10-03 13:34


"nusle" <nusle@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3f9b9eea$0$45340$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

<snip>

> For i netop utroskab ligger også det at bedrage - ellers
> snakkede man vel åbent med sin partner om det og
> fandt en anden løsning - at være seksuelt sammen med
> andre behøver jo netop ikke være utroskab.

*darn* Du får mig da også til at tænke over så mange ting - det er yderst
sjældent jeg retter eller omformulerer indlæg før jeg sender dem, som jeg
kommer med i diverse fora, men det formår du altså at få mig til... *G*

Måske kan man ikke finde en anden løsning!

Mange, hvis ikke de fleste af de indlæg og svar der kommer her i gruppen er
baseret på folks personlige erfaringer og holdninger - hvilket er
fuldstændig logisk. Det er jo for det meste lettest at sammenligne og drage
konklusioner fra éns egne erfaringer (hvilket måske også er årsagen til
nogle deltagere hér har svært ved at bryde ud af deres "køren i ring").

Det er jo også en mulighed, at utroskab ikke betragtes som at bedrage, sådan
100%, da én af parterne kan være syg eller på anden måde ude af stand til at
have et aktivt sexliv. Et manglende sexliv betyder jo ikke nødvendigvis, at
man ikke elsker hinanden mere.
Prøv at forestil dig, at den person du elsker og har valgt at leve sammen
med for resten af livet bliver ude af stand til at have et sexliv. Det
stiller ligesom ordene "utroskab" kontra "bedrag" i et andet lys. Det er
nemlig ikke sikkert personen med den manglende mulighed for et aktivt sexliv
ønsker at tage stilling til en anden løsning - en anden og mere praktisk
løsning.


<snip>


> Jeg er frygteligt egoistisk i min seksualitet - jeg har
> nærmest lyst til at "æde" min partner, og hans begær
> skal være rettet mod mig og kun mig. Jeg tænder
> på hans begær, og jeg opfatter det som forræderi,
> hvis hans begær er rettet mod en anden. Og dybest
> set er jeg hamrende dobbeltmoralsk - for at mit
> begær skulle kunne rumme andre end ham, det
> kan jeg sagtens se det "logisk" i.
>
> Well, hvad kan jeg sige - jeg vil nok dybest set
> selv have hånd og hals-ret over min mand, mens
> han gerne måtte kunne se det ophidsende i at
> jeg blev kneppet af både ham og andre på en gang,
> og det skulle uden tvivl være ham der "bestemte" og
> styrede og var min "hersker" og beskytter på en og
> samme gang
>
> Jeg kan slet ikke acceptere andre kvinder i den
> sammenhæng *GGG* - når det er sagt, så er jeg
> fuldt ud klar over, at det ikke er rationelt eller andet.

Seksualitet behøver ifølge min overbevisning ikke at være rationel eller
logisk.
Du beskriver jo blot, hvordan din seksualitet fungerer.

> Men lige i skrivende stund, har jeg alene givet udtryk
> for mine følelser i denne henseende, og ikke min
> "civiliserede"/intellektuelle tilgang til det og heller ikke
> til at jeg sagtens kunne forestille mig, at jeg ville ændre
> holdning på et tidspunkt. På et "fantasi"-plan kan jeg
> jo godt se det fascinerende i at prøve at være sammen
> med en anden kvinde f.eks., eller i at se en anden
> kvinde tilfredsstille "min mand" - men jeg går altså
> i baglås ved tanken om det i praksis, hvor jeg tænder
> totalt på konceptet med flere mænd i praksis.

Din intellektuelle tilgang vil helt sikkert blive gjort lettere, hvis der
var en mand du kunne være tryg ved og benytte som dit "tilflugtssted" i
tilfælde af kriser. Du er "dødsensræd for at blive forladt" som du skriver
andetsteds. Det kombineret med den lange "inkubationstid" du giver et
forhold før du er overbevist om mandens (og dine) hensigter gør, at
chancerne for et forhold overlever er forholdsvis minimale.
For at skrive det ligeud. Der findes ikke mange (ledige) mænd med stamina
nok til den førnævnte kombination.
Samtidig, så er du et meget seksuelt menneske, hvilket kun forværrer den
førnævnte kombination. Du risikerer ganske enkelt, at manden får mere end
han kan håndtere sådan lige umiddelbart, mens du selv gerne ser tiden og
personen an før du ved om du er "købt eller solgt".

Jeg kan meget godt sætte mig ind i din situation, da jeg selv har en
"inkubationstid" indbygget i forhold til nye bekendtskaber. Jeg er dog ikke
"dødsensræd for at blive forladt", hvilket gør mig langt mere afslappet i
forhold til mine medmennesker, og så kan jeg styre min seksualitet til at
dukke op når jeg har brug for den - selvom den altid lurer i baghovedet, det
er derfor jeg kan skrive og tale meget om seksualitet.

<snip>

> At jeg ved, hvorfor jeg føler som jeg gør, forandrer
> desværre bare ikke ved at sådan er det for mig.
> Jeg vil have den der følelse af "sikkerhed" i relationen
> til en mand, som måske ret beset er uopnåelig - og
> som måske heller ikke hører til i en relation mellem to
> voksne mennesker.

"Sikkerhed" i relation til en mand er ikke uopnåelig. Den form for sikkerhed
du efterlyser er i bund og grund den samme som langt de fleste kvinder
efterlyser i et forhold. I dit tilfælde er ønsket om sikkerhed væsentlig
stærkere og mere vigtigt end så meget andet på grund af det trauma du har
fra din barndom. Hvilket også kan få dig til at virke "overgearet" i forhold
til de mænd du lærer at kende. Det ville hjælpe dig en del, hvis du havde en
mandlig bekendt du kunne bruge som "home base" - som havde tid og lyst til
at lytte til dine bekymringer, så du kunne virke mere "stabil" overfor en
potentiel udkåren.
Det vil naturligvis ikke være let at finde en sådan mand, da du ikke er vant
til at dele mænd op i mere end to kategorier - "seksuelle oplevelser" og
"MANDEN" (dvs. en potentiel mage for livet).

> mange hilsner
> nusle

Mange venlige hilsener

Paul



nusle (26-10-2003)
Kommentar
Fra : nusle


Dato : 26-10-03 16:05


"Paul" <paul_fra_usenet@slettes.yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:bngeai$mif$1@sunsite.dk...

Hej,

> *darn* Du får mig da også til at tænke over så mange ting

Ihhh, det kan jeg helt vildt godt lide )

> - det er yderst
> sjældent jeg retter eller omformulerer indlæg før jeg sender dem, som jeg
> kommer med i diverse fora, men det formår du altså at få mig til... *G*

*high five*

> Måske kan man ikke finde en anden løsning!

Dunno *shrug*

> Mange, hvis ikke de fleste af de indlæg og svar der kommer her i gruppen
er
> baseret på folks personlige erfaringer og holdninger - hvilket er
> fuldstændig logisk. Det er jo for det meste lettest at sammenligne og
drage
> konklusioner fra éns egne erfaringer (hvilket måske også er årsagen til
> nogle deltagere hér har svært ved at bryde ud af deres "køren i ring").

Enig.

> Det er jo også en mulighed, at utroskab ikke betragtes som at bedrage,
sådan
> 100%, da én af parterne kan være syg eller på anden måde ude af stand til
at
> have et aktivt sexliv. Et manglende sexliv betyder jo ikke nødvendigvis,
at
> man ikke elsker hinanden mere.
>
> Prøv at forestil dig, at den person du elsker og har valgt at leve sammen
> med for resten af livet bliver ude af stand til at have et sexliv. Det
> stiller ligesom ordene "utroskab" kontra "bedrag" i et andet lys. Det er
> nemlig ikke sikkert personen med den manglende mulighed for et aktivt
sexliv
> ønsker at tage stilling til en anden løsning - en anden og mere praktisk
> løsning.

Åh, den situation ville bare være SÅ svær... og jeg ved
ikke hvordan jeg ville tackle den... altså hvis jeg var
den der ikke længere kunne have et sexliv, ville jeg jo
ikke ønske at min partner skulle undvære denne vigtige
del af livet - men det ville også gøre umanerligt ondt i
mig, at vide han fik det behov tilfredsstillet andet steds
- jeg ville nok være ude af stand til at håndterer angsten
for at blive forladt.

Ligesom det ville være meget, meget underligt at vide,
at han derved havde et fællesskab med en anden kvinde,
som jeg enten ikke kendte og (med min underlige indstilling
til tingene) ville være meget nysgerrig efter at kende - eller
som jeg kendte og ville have et meget ambivalent forhold til...
puhh..

Hvis jeg var den der havde en partner som ikke længere
kunne have et sexliv, ville jeg som udgangspunkt nok
prøve at leve uden sex - men det ville også være en
dødssejler, for det ved jeg godt, at jeg ikke ville kunne
på længere sigt. Hvis jeg troede, at han kunne tackle det,
ville jeg helt sikkert drøfte det med ham - det ville jeg
forøvrigt nok også, selvom jeg ikke havde tiltro til at han
kunne tackle det, for det ville "fylde" så meget i mig, at
jeg ville "flyde" over med det.

Jeg tror, at jeg ville ende med at tage mig en elsker...
men så tror jeg desværre også, at jeg ville ende med
at føle mere end godt er for denne elsker - og det
ville alligevel få konsekvenser for forholdet, som enten
ville føre til at forholdet endte (mega-dårlig samvittig-
hed *thumbs down*) eller til at elskeren måtte droppes
indtil "næste" runde med endnu en elsker (mega-dårlig
samvittighed overfor elskeren/elskerne *thumbs down*).

Nå, ja - og så involverer det trediepart, som uundgåeligt
ville blive mere eller mindre følelsesmæssigt involveret
og det er altså heller ikke fair - selvom linierne er trukket
op fra starten, kan ingen garderer sig mod at blive f.eks.
forelskede, eller mod at komme til at føle kærlighed over
tid.

Paradoksalt nok ville jeg f.eks. i "elskerindens" rolle synes
at netop det der gør at manden bliver hos sin kone, ville
være det der gjorde at jeg ville være alvorligt i fare for
at forelske mig i manden - jeg mener, en sådan mand
er da om nogen i stand til at elske, og hvor ville det være
vidunderligt at blive elsket sådan.

Arrghhh... hvad er det jeg har skrevet... som ovenstående
afspejler, ville jeg være helt og aldeles "fuck" i den situation.

> Seksualitet behøver ifølge min overbevisning ikke at være rationel eller
> logisk.

Nej, vel

> Du beskriver jo blot, hvordan din seksualitet fungerer.

Jeg prøver i hvert fald.

> Din intellektuelle tilgang vil helt sikkert blive gjort lettere, hvis der
> var en mand du kunne være tryg ved og benytte som dit "tilflugtssted" i
> tilfælde af kriser. Du er "dødsensræd for at blive forladt" som du skriver
> andetsteds. Det kombineret med den lange "inkubationstid" du giver et
> forhold før du er overbevist om mandens (og dine) hensigter gør, at
> chancerne for et forhold overlever er forholdsvis minimale.

Du har ret - men jeg må tilføje, at denne lange
"inkubationstid" ikke altid stemmer overens med
de signaler jeg udsender - for når jeg er forelsket
vil jeg jo gerne "det hele", men ret beset er der
himmelvid forskel på forelskelsen og så alt det der
gerne skulle komme efter, når det bliver dybere/
mere. Svært at forklare - forelskelsen er meget
ord og udad-ageren, det er ikke kærlighed...

> For at skrive det ligeud. Der findes ikke mange (ledige) mænd med stamina
> nok til den førnævnte kombination.

Du har helt ret (synes jeg) *S*

> Samtidig, så er du et meget seksuelt menneske, hvilket kun forværrer den
> førnævnte kombination. Du risikerer ganske enkelt, at manden får mere end
> han kan håndtere sådan lige umiddelbart, mens du selv gerne ser tiden og
> personen an før du ved om du er "købt eller solgt".

Var der nogen der sagde, at jeg var transparent? *S*

> Jeg kan meget godt sætte mig ind i din situation, da jeg selv har en
> "inkubationstid" indbygget i forhold til nye bekendtskaber. Jeg er dog
ikke
> "dødsensræd for at blive forladt", hvilket gør mig langt mere afslappet i
> forhold til mine medmennesker, og så kan jeg styre min seksualitet til at
> dukke op når jeg har brug for den - selvom den altid lurer i baghovedet,
det
> er derfor jeg kan skrive og tale meget om seksualitet.

Hmmm... lyder meget afbalanceret...

> "Sikkerhed" i relation til en mand er ikke uopnåelig. Den form for
sikkerhed
> du efterlyser er i bund og grund den samme som langt de fleste kvinder
> efterlyser i et forhold. I dit tilfælde er ønsket om sikkerhed væsentlig
> stærkere og mere vigtigt end så meget andet på grund af det trauma du har
> fra din barndom. Hvilket også kan få dig til at virke "overgearet" i
forhold
> til de mænd du lærer at kende.

Enig.

> Det ville hjælpe dig en del, hvis du havde en
> mandlig bekendt du kunne bruge som "home base" - som havde tid og lyst til
> at lytte til dine bekymringer, så du kunne virke mere "stabil" overfor en
> potentiel udkåren.
> Det vil naturligvis ikke være let at finde en sådan mand, da du ikke er
vant
> til at dele mænd op i mere end to kategorier - "seksuelle oplevelser" og
> "MANDEN" (dvs. en potentiel mage for livet).

Hmmm... jeg har et par virkelig gode mandlige venner,
som jeg også har "brugt" (i lange perioder er vi dog
uden kontakt, fordi jeg er en knold) - men det føles
ikke som om de kan "fylde den beholder"... indimellem
føler jeg mig hjælpeløs, når det kommer til "kærligheden",
føler mig uden værktøjer *S*.

Men jeg gør det nok bare vanskeligere end det er...
måske frygter jeg skønheden i det enkle i kærligheden,
så jeg skaber konflikter og kaos - bl.a. fordi det er noget
jeg kender til, og derfor føler mig "tryg" ved (altså kon-
flikter og kaos).

Mange hilsner
nusle



Paul (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Paul


Dato : 26-10-03 17:21


"nusle" <nusle@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3f9be2f8$0$45374$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

<snip>

> > Din intellektuelle tilgang vil helt sikkert blive gjort lettere, hvis
der
> > var en mand du kunne være tryg ved og benytte som dit "tilflugtssted" i
> > tilfælde af kriser. Du er "dødsensræd for at blive forladt" som du
skriver
> > andetsteds. Det kombineret med den lange "inkubationstid" du giver et
> > forhold før du er overbevist om mandens (og dine) hensigter gør, at
> > chancerne for et forhold overlever er forholdsvis minimale.
>
> Du har ret - men jeg må tilføje, at denne lange
> "inkubationstid" ikke altid stemmer overens med
> de signaler jeg udsender - for når jeg er forelsket
> vil jeg jo gerne "det hele", men ret beset er der
> himmelvid forskel på forelskelsen og så alt det der
> gerne skulle komme efter, når det bliver dybere/
> mere. Svært at forklare - forelskelsen er meget
> ord og udad-ageren, det er ikke kærlighed...

Det er lige netop det jeg mener med, at du muligvis ikke virker "stabil"
(beskrevet længere nede) i ovennævnte periode..
For mig ser det ud som om du har brug for en mandlig bekendt, som kan agere
modvægt (sparringspartner) for dine tanker og følelser i den ovenfor af dig
beskrevne periode. En kvinde ville højst sandsynligt komme til de samme
konklusioner som dig selv. *S*
Det er efter min opfattelse nødvendigt med en sparringspartner, da du ellers
uvægerligt vil forsøge at benytte den "udkårne" som sparringspartner,
hvilket nok vil forvirre mere end højst nødvendigt når han samtidig bliver
præsenteret for din stærke seksualitet samt de andre ting han skal tage
stilling til samtidig (såsom dine børn).
Hvis du kunne gennemtænke og analysere dine følelser og tanker bedre - inden
du kommunikerer dem videre til manden, så ville han have et mere strømlinet
følelsesregister at tage stilling til. Jeg ser lige bort fra mandens
kommunikative indsats under forelskelsen. Mit synspunkt er, at du skal blive
dygtigere til at kommunikere hvad du ønsker/forventer af manden, og hvad du
kan tilbyde - bl.a. på det seksuelle og følelsesmæssige område samt
naturligvis de praktiske ting. Hvilket naturligvis også kræver, at du selv
er klar over dine forventniger til en eventuel kommende mage. (Kan du mærke,
jeg gerne vil fusionere dragen med prinsessen?)

*wow* Sikken en mundfuld der kom ud... *S*

> > For at skrive det ligeud. Der findes ikke mange (ledige) mænd med
stamina
> > nok til den førnævnte kombination.
>
> Du har helt ret (synes jeg) *S*

Det kræver derfor at kombinationen ændres, så dine chancer for at få "bid"
bliver større.
Ergo, du skal arbejde med dig selv bl.a. ved at kortlægge dine styrker og
svagheder. *S*

<snip>

> > Det ville hjælpe dig en del, hvis du havde en
> > mandlig bekendt du kunne bruge som "home base" - som havde tid og lyst
til
> > at lytte til dine bekymringer, så du kunne virke mere "stabil" overfor
en
> > potentiel udkåren.
> > Det vil naturligvis ikke være let at finde en sådan mand, da du ikke er
> vant
> > til at dele mænd op i mere end to kategorier - "seksuelle oplevelser" og
> > "MANDEN" (dvs. en potentiel mage for livet).
>
> Hmmm... jeg har et par virkelig gode mandlige venner,
> som jeg også har "brugt" (i lange perioder er vi dog
> uden kontakt, fordi jeg er en knold) - men det føles
> ikke som om de kan "fylde den beholder"... indimellem
> føler jeg mig hjælpeløs, når det kommer til "kærligheden",
> føler mig uden værktøjer *S*.
>
> Men jeg gør det nok bare vanskeligere end det er...
> måske frygter jeg skønheden i det enkle i kærligheden,
> så jeg skaber konflikter og kaos - bl.a. fordi det er noget
> jeg kender til, og derfor føler mig "tryg" ved (altså kon-
> flikter og kaos).

Kærlighed er i rigtig mange tilfælde et spørgsmål om "hårdt arbejde" og
viljestyrke.
Du skaber rigtignok konflikter og kaos i nogen udstrækning, men det skyldes
egentlig ikke en "frygt for skønheden i det enkle i kærligheden" - det
skyldes nok mere, at du ikke har den store erfaring udi kærligheden. *av -
den slog hårdt*
Hvis du tænker efter, så er du nok også bare en anelse bange for at
kærligheden går i stykker, hvis han ikke kan honorere dine seksuelle
forventninger. Du leder jo i realiteten efter en mand, som er åben for at
eksperimentere med sex - havde du lige tænkt over det?

> Mange hilsner
> nusle

Mange hilsener,

Paul



Michael Jørgensen (27-10-2003)
Kommentar
Fra : Michael Jørgensen


Dato : 27-10-03 11:10


"nusle" <nusle@mail.dk> wrote in message
news:3f9be2f8$0$45374$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

[lang udredning om problemerne, hvis den ene part ikke kan deltage seksuelt
i tilstrækkeligt omfang]

> Arrghhh... hvad er det jeg har skrevet... som ovenstående
> afspejler, ville jeg være helt og aldeles "fuck" i den situation.

Jeg lever i sådan et parforhold, nu på 13. år. Det har været en plage, men
der har heldigvis været en god udvikling de sidste par år. Jeg føler ikke,
at vi kører i ring, men tværtimod at vi begge udvikler os. Det seksuelle er
dog som det plejer

Jeg er overhovedet ikke afklaret med det, selvom jeg konstant prøver at
overbevise både mig selv og min kone om det modsatte. Jeg har virkelig ikke
nogen guldkorn, andet end at det åbenbart godt kan lade sig gøre at bevare
forholdet.

Det er måske netop på grund af disse problemer, at jeg hele tiden - nærmest
ubevidst - afsøger "alternative" muligheder, som f.eks. åbne forhold. Jeg er
faktisk temmeligt irriteret over min "flagren", for det forstyrrer mig og
stresser mig. Jeg vil aller helst bare gerne kunne slappe af og nyde at vi
har hinanden og elske hinanden for det. Det lykkes ind imellem, og dér har
jeg det bedst.

-Michael.



Boerge Rahbech Jense~ (23-10-2003)
Kommentar
Fra : Boerge Rahbech Jense~


Dato : 23-10-03 14:11

"Michael Jørgensen" <ingen@ukendt.dk> skrev i en meddelelse
news:3f976b59$0$69972$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...

> Punkt 2 vil for mig give anledning til jalousi og angst for at min kone
vil
> gå fra mig. Det er en slags ejendomsret jeg har over min kone: Jeg vil
have
> hende for mig selv! Men hvorfor dog det? Hvorfor kan jeg ikke bare glæde
mig
> over, at hun har det godt og er glad, også selvom det for nogle timer ikke
> er sammen med *mig*?

Mit bedste bud er, at det sårer dig, når det ser ud til, at hun har det
bedre og er mere glad sammen med andre end netop dig. Derudover betyder
ejerskabet, at hun er nødt til at tage imod det, du giver hende - på godt og
ondt.

> Jeg tror også, at parforhold vil være nemmere og med færre problemer, hvis
> det var tilladt at få det man savner (f.eks. sex, nærhed, omsorg) fra
andre
> mennesker i en periode. Så vil man jo skændes noget mindre.

Det tvivler jeg så på uden at have nogen erfaringer på området. Det skyldes
det naturlige spørgsmål, der må forventes stillet i den forbindelse: "Hvad
kan de andre, som jeg ikke kan?" Det modsatte spørgsmål, som virkelig kan
udløse et skænderi, er: "Hvorfor kan du ikke gøre det samme lige så godt som
(hvem det nu er)?"

> Problemet i mange parforhold - tror jeg - er, at man fokuserer for meget
på det man *ikke* får af den anden,

Og ikke mindst den modsatte side: Det man *ikke* evner at give den anden.
Der er næppe noget, der er værre end krav om det umulige, især på områder
hvor talesproget ikke helt slår til, og det gælder i høj grad følelseslivet.

Med venlig hilsen
Børge



Karsten Feddersen (25-10-2003)
Kommentar
Fra : Karsten Feddersen


Dato : 25-10-03 20:19

Hej

Michael Jørgensen wrote:
> Jeg så udsendelsen kl. 20 på DR1 i går aftes, og så har jeg spekuleret over,
> hvorfor det er så svært med åbne forhold.

Jeg så dele af udsendelsen og har tænkt en del over dit spørgsmål. Jeg
tror faktisk, at svaret er ganske simpelt. Det ligger i generne - eller
måske rettere i det faktum, at vi er sat i verden for at viderføre vores
forældres gener.

Del 1:
Tænker man lidt nærmere over det, så er vil både mænd og kvinder gerne
videføre sine gener med den bedst egnede partner. Ergo vil vi mænd helst
ud og dyppe den så hyppigt som muligt og omvendt vil kvinder helst
stille os op på en række og vælge den bedst egnede. Det forklarer
muligvis også engangssidespring, ønsket om åbne forhold, flirt med
fremmede osv. Forsæt nu med at læse del 2....

Del 2:
Jalousien kan ligeledes findes i samme naturlige adfærd. Medmindre dine
børn vokser op, til de er store nok til at gå ud og reproducere sig, er
dit mål i livet ikke nået. Så hvis du (gælder både mænd og kvinder)
først bruger lang tid på at finde et egnet emne (din partner) til at
være delagtig i viderførslen af dine gener, så vil det skabe ustabilitet
og usikkerhed hvis din resource (din partner) pludselig forsvinder.
Derfor bliver du jaloux hver gang er der en risiko for, at din hårdt
tilkæmpede resource kunne tænke sig en anden eller gør tilnærmelse til
en anden. Men baggrunden for dette kan du jo læse i del 1....


> Jeg mener, hele vor kulturs normer og traditioner omkring "kernefamilien"
> lægger nogle svære begrænsninger i vores udfoldelsesmuligheder og også i
> vores kærlighed til hinanden.

Enig! Specielt kirken har igennem middelalderen dyrket lobbyisme på emnet.


> Jeg tror det er rigtigt som beskrevet i udsendelsen, at hvis man kan og vil
> give hinanden fri, så opleves kærligheden større.

Det tror jeg ikke. For mig virkede det som en religiøs undskyldning til
bunkepul. Religion er baseret på, at du accepterer det du får fortalt og
ikke stiller spørgsmål til det. Uforpligtende sex baseres på, at du
accepterer hvad du kan få og ikke stiller spørgsmål til det. Det var
lige netop det der gjorde sig gældende. Den åndelige vejleder sagde det
var ok, så derfor var det det også. Han sagde også at kærligheden ville
vokse og derfor gjorde den det. Jeg synes faktisk det er lidt synd for
deltagerne. Deltagerne er ikke selv seksuelt afklarede og når de engang
kommer til fornuft igen, så er de endnu mere uafklarede, fordi de ikke
forstod hvad der foregik. (Undtagelser findes altid)


> Jeg tror også, at parforhold vil være nemmere og med færre problemer, hvis
> det var tilladt at få det man savner (f.eks. sex, nærhed, omsorg) fra andre
> mennesker i en periode.

Jeg tror ikke, at det vil blive spor nemmere hverken for dig eller din
partner idet der spiller instinkter ind, som du ikke er herre over. Men
at reagere udfra hvad vi ved om naturens gang, ville nok gøre
tilværelsen lettere for mange. Mens vi er unge skal vi eksperimentere,
så glem alt om at finde den eneste ene den første gang. Nå vi vil have
børn, skal vi være i et stabilt forhold. Hvis vi blev skuffede over
produktet vi fandt, så skiftes det ud. Når børnene er flyttet hjemmefra
har vi ikke brug for vores partner mere og kan enten opsøge en ny til
gentagen reproduktion eller en som vi bare kan hygge os med.

I nogle tilfælde er det den samme partner i alle ovenstående tilfælde,
men i mindst ligeså mange tilfælde har personerne valgt at dele de
forskellige livsfaser med forskellige partnere.

Jeg beklager, at jeg sådan totalt har afromantiseret parforholdet, men
naturen er nu stærkere end kulturen. (Den har også øvet sig i længere
tid ).

--
Med venlig hilsen / Best regards / Mit freundlichen Grüßen
Karsten Feddersen

http://www.feddersen.dk


Boerge Rahbech Jense~ (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Boerge Rahbech Jense~


Dato : 26-10-03 09:19


"Karsten Feddersen" <karsten@feddersen.dk> skrev i en meddelelse
news:bnei9g$blp$1@sunsite.dk...

> Del 2:
> Jalousien kan ligeledes findes i samme naturlige adfærd. Medmindre dine
> børn vokser op, til de er store nok til at gå ud og reproducere sig, er
> dit mål i livet ikke nået.

Det er helt givet et væsentligt aspekt. Et andet aspekt kan være, at det er
svært at erkende, at man netop ikke nødvendigvis er den bedst egnede sæd-
eller ægdonor. Det er nok de færreste, der har lyst til at tænke på sig selv
som en mulig fiasko, og hvis man ikke er det, er der vel ingen grund til at
lede efter andre donorer.

> Jeg synes faktisk det er lidt synd for deltagerne. Deltagerne er ikke selv
seksuelt afklarede og når de engang
> kommer til fornuft igen, så er de endnu mere uafklarede, fordi de ikke
> forstod hvad der foregik. (Undtagelser findes altid)

Helt enig, og i mine øjne var det en ganske fatal konsekvens, at kærlighed
og sex blev adskilt. Med den seksuelle frigørelse, som du kalder "bunkepul",
begyndte man at dyrke sex med stort set hvem som helst, der kunne opfylde
éns seksuelle behov. Med andre ord begyndte man at dyrke sex med enhver, man
tændte på, hvor man tidligere fokuserede på, hvorvidt man elskede
vedkommende. Dermed blev følelsesmæssige behov fortrængt til fordel for
fysiske behov.

Med venlig hilsen
Børge



Lars Fischer (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Lars Fischer


Dato : 26-10-03 01:56

"Michael Jørgensen" <ingen@ukendt.dk> wrote

> Jeg så udsendelsen kl. 20 på DR1 i går aftes, og så har jeg
> spekuleret over, hvorfor det er så svært med åbne forhold.

Er det? Hmm. Joh, kærlighedsforhold er vel generelt noget svært
noget - se bare hvor mange (monogame) parforhold der ender i et
brud. Det er bestemt ikke altid nemt leve sammen og elske
hinanden.

Men er ikke-monogame forhold sværere end monogame? Jeg tror ikke
vi har data nok til at kunne sige noget om det.

Jeg har været i ikke-monogame forhold i mange år, og jeg syn's ikke
det er så pokkers svært. Og når det er svært er det ikke det med
det ikke-monogame der er det svære.

> Jeg mener, hele vor kulturs normer og traditioner omkring
> "kernefamilien" lægger nogle svære begrænsninger i vores
> udfoldelsesmuligheder og også i vores kærlighed til hinanden.

For nogen. Jeg tror det er vigtigt at erkende, at vi ikke alle har
de samme behov. Mange oplever ikke et monogamt forhold som en
begrænsning.

> Åbne forhold medfører to ting: 1) Man er sammen med en anden
> partner end sin kæreste, og 2) Ens kæreste er sammen med en anden
> partner end én selv.

Jo

> Punkt 2 vil for mig give anledning til jalousi og angst for at
> min kone vil gå fra mig.

Nå. Så egner du dig måske ikke til ikke-monogame forhold. Måske
er du - i bund og grund - monogam? Jeg har aldrig haft det sådan.

Og, iøvrigt - masser af mennesker oplever jalousi og angst for tab
i monogame forhold. Ofte helt uden grund. De følelser har ikke
nødvendigvis så meget at gøre med, hvad partneren i virkeligheden
gør eller ikke gør.

Jeg ved både fra mig selv og fra andre i lignende forhold, at det
sværeste ved at have mere end een partner for det meste er tid.
Kaldenderbøvl. Koordinering af aftaler. Det er langt sværere at
håndtere end jalousi og angst.

> Jeg tror det er rigtigt som beskrevet i udsendelsen, at hvis man
> kan og vil give hinanden fri, så opleves kærligheden større.

Det forstår jeg ikke. Hvorfor det (jeg så ikke udsendelsen)?

> Jeg tror også, at parforhold vil være nemmere og med færre
> problemer, hvis det var tilladt at få det man savner (f.eks. sex,
> nærhed, omsorg) fra andre mennesker i en periode.

Det tror jeg ikke. Hvis man savner noget fra sin partner gavner
det ihvertfald ikke at flygte fra problemet og søge andre steder
hen. Der er en rigtig skidt grund til at have et åbent forhold.

> Så vil man jo skændes noget mindre.

Man skændes osse om opvasken og hentning af børn i ikke-monogame
forhold.

Tag ikke fejl - jeg er voldsomt tilfreds med ikke at leve i et
monogamt forhold. Jeg ville ikke kunne holde monogami ud. Jeg
tror bare ikke på, at ikke-monogame forhold er det rigtige for
alle, eller at det er en magisk løsning på alverdens (par)
forholdsproblemer. At vedligeholde et (par)forhold kræver arbejde,
kommunikation og vilje. Findes det, så når man langt. Findes det
ikke, så er det helt lige meget, og forholdet er monogamt eller ej.

/Lars


Michael Jørgensen (27-10-2003)
Kommentar
Fra : Michael Jørgensen


Dato : 27-10-03 11:23


"Lars Fischer" <nospam@suk.dk> wrote in message
news:Xns94201DC1778DCnospamsukdk@212.54.64.134...
> > Jeg tror også, at parforhold vil være nemmere og med færre
> > problemer, hvis det var tilladt at få det man savner (f.eks. sex,
> > nærhed, omsorg) fra andre mennesker i en periode.
>
> Det tror jeg ikke. Hvis man savner noget fra sin partner gavner
> det ihvertfald ikke at flygte fra problemet og søge andre steder
> hen. Der er en rigtig skidt grund til at have et åbent forhold.

Øv øv øv, der røg lige min bedste undskyldning!!! Jeg kan lige høre det for
mig: "Jamen skat, jeg gør det jo for *vores* skyld...."

Nuvel, jeg vil tage din kommentar til mig. Jeg kan godt - intellektuelt -
indse, at du har ret. Desværre er det ikke altid nok....

-Michael.



Lars Fischer (28-10-2003)
Kommentar
Fra : Lars Fischer


Dato : 28-10-03 01:12

"Michael Jørgensen" <ingen@ukendt.dk> wrote

> Nuvel, jeg vil tage din kommentar til mig. Jeg kan godt -
> intellektuelt - indse, at du har ret. Desværre er det ikke altid
> nok....

To ting til det:

1) hvis et ikke-monogamt forhold er det du ønsker dig, så gå dog efter
det. Det virker fint her.

2) når jeg siger, at man ikke skal finde det man mangler hos sin
partner et andet sted, så skal det forstås i kontekst af fundamentale
mangler i forholdet. Hvis man f.eks. mangler ømhed eller tillid, så
holder det ikke at erstatte det med noget man finder andre steder. Er
det man mangler derimod en helt bestemt slags sex som man tænder på
men som partneren tænder af på, jamen så dyrk da netop *det* med nogen
andre. Ingen problemer i det.

/Lars

Jan (29-10-2003)
Kommentar
Fra : Jan


Dato : 29-10-03 03:51

Lars Fischer <nospam@suk.dk> wrote in message news:<Xns9422C26527Fnospamsukdk@212.54.64.134>...

> 1) hvis et ikke-monogamt forhold er det du ønsker dig, så gå dog efter
> det. Det virker fint her.

Lyder helt fint for dem der kan leve med dét

> 2) når jeg siger, at man ikke skal finde det man mangler hos sin
> partner et andet sted, så skal det forstås i kontekst af fundamentale
> mangler i forholdet. Hvis man f.eks. mangler ømhed eller tillid, så
> holder det ikke at erstatte det med noget man finder andre steder. Er
> det man mangler derimod en helt bestemt slags sex som man tænder på
> men som partneren tænder af på, jamen så dyrk da netop *det* med nogen
> andre. Ingen problemer i det.

Og det kan jeg kun give dig så ganske ret i.
Hvis man mangler de fundamentale ting i et forhold, så er det måske
nok hele forholdet man bør kigge nærmere på.
Til gengæld, når f.eks. min kæreste har meget lyst til at have sex med
andre kvinder, så er det jo helt klart en lyst, eller bestemt slags
sex, som jeg ingen som helst chance har for at tilfredstille hos
hende, ligegyldigt hvor meget tillid, ømhed osv. der end er i vores
forhold, så derfor ....

Mvh. Jan

Søg
Reklame
 
Statistik
Spørgsmål : 177557
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408868
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste