"Peter J" <peju1@yahoo.com> skrev i en meddelelse
news:3f8c570e$0$13153$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
Hej,
[snip]
> Det er ikke fordi jeg savner ex'en på nogen måde... Nærmest tværtimod -
Men
> et eller andet sted har det sgu sat sine spor.
Det lyder da meget naturligt
> I dag er det nemlig sådan, at jeg ikk' ka' hitt' u'a'et..... Jeg har haft
et
> par forhold siden, men ligesåsnart det bliver så'n bare en lille smule
> alvorligt, er jeg den der er løbet...... Og hvorfor _er_ jeg så det ????
Du tør ikke igen (endnu)?
> Jeg gider jo ikke at sidde alene i en 2-værelses resten af min tid
Jeg gider heller ikke være "bange" for edderkopper,
men det er altså ligemeget hvad jeg gør - så reagerer
jeg med ubehag/angst på dem *S*.
Og jeg kan godt sige dig, at hvis en edderkop vil leve
sammen med mig, så skal den fandme tage hensyn til
min angst - for hvis den presser sig ind på mig eller
virker "truende" i størrelsen/udseendet, så slår jeg den
ihjel *GG*. Til gengæld er der en lille en på badevær-
elset, som jeg bearbejder min angst sammen med, og
det går meget godt - den er god til at lade mig være,
og den fylder ikke mere nu, end for lang tid siden
(måske er den skiftet ud med nye generationer, I
don't know)
> Osse i svømmehallen osv.... Jeg ku' blive ved.... Men hvad sker der i de
> situationer ??
Du tænker længere end nuet/de kommende par dage - og
ser allerede kvinden/pigen som en "potentiel partner", og
derved også et "potentielt parforholds" skrækscenarie for
dig?
> Min mund går i baglås og kan nærmest ikke tvinges til at sige
> to ord der hænger bare nogenlunde fornftigt sammen.... Og bagefter sidder
> man så bare og bander sig selv langt væk - og mindes da man var 16 og
heller
> ikke kunnne finde ud af det... Men dengang havde man da en
undskyldning.....
Dengang var man ung, forholdsvist "uberørt" af livet, havde
en naiv tiltro til kærlighedens "magt" til at overvinde "alt".
Måske var man genert, tilbageholdende osv. - men man
troede stadig på at to som elsker hinanden ville kunne
leve lykkeligt sammen resten af livet.
Tror du på det nu?
> Jeg har læst et sted, at det rent faktisk er mændene der har sværest ved
at
> komme oven vande efter en skilsmisse.
Det har jeg et par teorier om - især hvis det er ægteskaber
der udspillede sig som mit. Det handler i de tilfælde nok om,
at manden (eller kvinden) ikke i en lang årrække har haft
ansvar for noget nævneværdigt, ikke har været økonomisk
ansvarlig for sit eget liv, ikke har bevaret sin sans for at have
overblik over nutid og fremtid i forhold til dagligdag, familie
og hjem.
Så føler han (eller hun) sig pludselig uden "retning", når konen
(eller manden) ikke længere er der til at fortælle ham (eller
hende), hvad der skal ske, hvornår og hvordan og med hvem.
Jeg fatter ikke mennesker der kan afgive så megen "magt"
til et andet menneske - alligevel ser jeg det i mange forhold,
at enten den ene eller den anden overlader det økonomiske
ansvar (og arbejdet hermed, samt viden om det) til den
anden, at ansvar og føling med hjemmet, børnene, familien
osv. lægges på den ene part - således at den anden mere
indtager en "teenager-agtig" rolle i hjemmet - som "hjælper",
men ikke som partner.
Derfor må det jo også opleves som en voldsom omstillings-
proces, når man så igen skal til at tage hånd om alle de
ting, som man tidligere overlod til en anden - det er som
at skulle "flytte hjemmefra igen", og man er lige så famlende.
Det er ikke sikkert, at man har ladet denne "fordeling" ske
bevidst - det er heller ikke sikkert, at man ville vælge det,
hvis man var blevet direkte spurgt - måske "skete det bare".
Jeg tror så, at hvis man har befundet sig i et forhold, hvor
man efterfølgende skal til at gen-lære nogle ret elementære
voksen-ting, så sker der en eller flere ting på den konto:
1. man føler sig pludselig ikke særligt på toppen, men slås
med usikkerhed og mindreværd, fordi ting som man ikke
spekulerede på før, pludselig giver en problemer, og hvad
er man så, hvis man ikke engang kan få det til at fungere
for sig selv.
2. man bliver angst for at skulle "udstille" sig selv for en
anden, da man jo ikke længere føler sig "værdig" i samme
grad - særligt, hvis man efter skilsmissen må erkende, at
når partneren sagde, at man ikke tog med-ansvar for dit
eller dat, så havde partneren faktisk ret.
3. man kommer måske til at nyde at have styring og føling
med sit eget liv og den retning det går i, og vil ikke miste
det igen - hvilket man tror vil ske i et nyt forhold (belært
af "dårlig erfaring".
> Jeg har altid ment at det bare var et
> spørgsmål om tage sig selv i hoved og r** og komme videre, men jeg tror
nok
> at jeg er blevet klogere....
Tja, jeg har også lært ikke at være helt så arrogant i min
holdning til det med at tage sig sammen - selvom jeg
stadig er det lidt.
At tage sig sammen er ikke bare et spørgsmål om at ville
det, man kan simpelthen være et sted i sit liv, hvor man
ikke magter det, som det at tage sig sammen betyder,
endnu - og så beskytter man sig så viseligt ved ikke at
kunne "tage sig sammen". (Håber det gav mening, jeg
kan godt se, at det blev en vældig snørklet sætning).
Jeg har f.eks. erkendt, efter et helt år *G*, at jeg stadig
ikke kan koncentrere mig på samme måde, som før
jeg gennemgik en ubehagelig oplevelse sidste sommer.
Ligesom jeg omsider har erkendt, at jeg ikke kan hånd-
tere så mange input og forskellige pligter af gangen som
før - hmmm, det jeg mener er, at jeg stadig ikke kan have
så mange "bolde i luften" af gangen som før - og jeg ved
ikke hvornår eller om det nogensinde bliver som inden
det skete.
Jeg har meget mere brug for ro, og hvis jeg ikke får tid
hvor jeg kun er mig selv, så er det en voldsom belastning
for mig - mit behov for at være helt uden input fra andre
eksploderede og er stadig meget større end før, og jeg
har en ide om, at sådan vil det være resten af mit liv.
Ligesom jeg mit behov for at blive respekteret, i sær-
deleshed når jeg siger fra - er blevet et krav, og selv
det mindste der gør, at jeg ikke føler at jeg bliver "hørt",
når jeg siger fra, får mig til at trække mig væk fra personen.
Der er ingen; "måske forstod han det bare ikke, når jeg
sagde det sådan", "han mente nok ikke det han sagde,
på den måde" tilbage i mig mere - nu er det mere; jeg
sagde fra på en pæn måde, det respekterede han ikke
(i enten ord eller handling), så kan jeg ikke stole på ham
- og så vil jeg ikke have mere med ham at gøre. Jeg lukker
af følelsesmæssigt, og ethvert antræk til forelskelse der
måtte have været, er dermed forsvundet som dug for solen.
> Men omvendt har jeg heller ikke lyst til at min
> ex indirekte skal styre resten af mit liv !! Og lige nu spekulerer jeg
> faktisk temmelig meget på om det er det der foregår...
I mit tilfælde handler det om at de påvirkninger jeg har
været udsat for gennem livet nu engang er med til at
forme mig - og derfor ændres jeg også undervejs i
livet - og ret beset har jeg heller ikke et ønske om at
være den samme nu, som jeg var for bare 5 år siden,
eller som jeg var for 20 år siden - jeg vil gerne "modnes"
og lære af livet.
Men selvfølgelig skal tidligere oplevelser, eller mennesker
der har været i ens liv ikke "styre" det. Det gør de så heller
ikke (de har travlt med sig selv). De styrer kun én indirekte,
hvis man lader "dem" gøre det (og der har du min arrogance
igen *S*).
> Men vodden er det liiiige man får brudt cirklen og kommer videre......
Baby-steps måske
1. skab dit eget liv (sæt ikke altid alting i relation til ex'en og
livet sammen med ex'en - hvilket givetvis er meget nemmere
for mig, end dig, da jeg har været skilt i mere end 7 år nu).
2. find viljen til at ville det (alting begynder med noget man
vil, og som man så prøver at opnå)
3.
Jeg er overbevist om at der er et punkt 3, som kunne være
mange forskellige ting - f.eks. "Slap af, lad det komme til
dig - livet er langt, der behøver ikke ske noget lige i dag"
eller "Gå ud i verden og skab successer ifm. kærligheden"
- whatever. Jeg tror ikke, at jeg har styr på punkt 3, så
der stopper min "bedrevidenhed"
> Patentløsninger modtages med tak, og honoreres med.... skal vi sige....
> Samsø (!) og en side røget laks....
Ingen patentløsninger herfra - men jeg kan til gengæld
glæde dig med, at selvom det faktisk tager ret lang tid
at slippe et ægteskab og komme videre - så kommer
man nu engang videre i teksten.
Du skriver også, at det er godt et år siden - hvis du vil
have noget at sammenligne med, så var jeg et helt år
om at nå til et sted, hvor jeg overhovedet kunne tænke
på andre mænd, og det var alligevel for tidligt - hvorfor
jeg ventede 1½ år mere (med et par one-nighters under-
vejs *SF*), før jeg igen havde lyst til at afprøve noget
som helst med "forhold".
Og hvis du vil have mere at sammenligne med - så må
jeg her 7 år efter min skilsmisse indrømme overfor mig
selv, at jeg altid vil være forbundet med min eks-mand
på et eller andet plan. Mest på grund af børnene, men
også fordi jeg voksede op sammen med ham, og han
derfor prægede mig voldsomt. Så til de som har den der
kliche-agtige tilgang til det her med forhold, at man skal
være "fri af tidligere forhold" kan jeg kun sige, at hvis for-
holdet har varet længe nok, og indeholdt tilpas mange
aspekter - så bliver man nu engang aldrig helt fri, det er
blevet en del af en selv.
mange hilsner
nusle