Keldorff skrev:
> Hvis man skal have det optimale ud af KB skal man kende sine Hong
> Kong film og til dels sine Spagetti Westerns.
Helt sikkert. Og samtidig skal man helst kende den vestlige filmhistorie
også. Man skal kort sagt være flasket op med de sidste 20-30 års film og
serier, som Tarantino selv blev det.
Når Kim Foss i Jyllands-Posten skriver, at de postmoderne undertekster
er så godt som skåret væk, må man spørge sig selv, hvilken film han mon
har set. Jeg har sjældent set en film proppet med flere referencer og
stadig have integriteten i orden.
> Gør man ikke det, kan jeg godt forstå hvis man syntes filmen
> er en omgang "kejserens nye klæder".
Enig. Til gengæld er der blandt kritikerne også mange, der påstår at
være velbevandret i Hongkong-genren. Jeg savner at få deres kritik
konkretiseret og høre, hvilke Hongkong-film de egentlig snakker om.
> Kender man derimod ovennævnte genre kan man fryde sig over den tynde
> historie som er kendetegnede for disse film.
Netop. Det er et sikkert genretræk, at historien er tynd som en si i
hævnfilm. Se blot på Bruce Lees "Game of Death", hvis historie til
forveksling ligner Kill Bills (og den gule dragt går i øvrigt også
igen).
Det fantastiske ved Kill Bill er, at den indeholder kvaliteterne fra
østen, men samtidig er henvendt det vestlige publikum. Den balance har
jeg aldrig set gennemført så godt, hverken blandt Hollywood- eller
Hongkong-film. Især musikken hjælper godt til, idet den er så hamrende
fed og giver alle Hongkong-film, jeg har set, baghjul.
> Endvidere er der nærmest gensynsglæde når man høre den
> velkendte Hong-Kong-humor der serveres mellem Sonny Chiba
> / Hattori Hanzo og hans lærling/tjener.
Ja, det var et stort øjeblik. Når man elsker Tarantinos dialog og elsker
Hongkong-slapstick-dialogerne, er det en fryd at se dem forenet.
> Jeg ser KB som en hyldest til HK genre. En genre der sagtens, med
> rette, kan beskylses for at være plat, amatøragtig og alt muligt
> andet. Enten elsker man den eller også hader man de.
Helt sikkert. Og genren krævede for mit eget vedkommende også lidt
tilvænning i starten. Bevares, fornem kungfu er altid en fryd for øjet,
men de overkarikerede figurer, den heftige brug af zoom og det til tider
sløve tempo (bortset fra kampscener) kræver overbærenhed, indtil man ser
det som en styrke. Kill Bill kan sagtens måle sig med en god
Hongkong-film - hvis man har en vestlig tilgang til filmen.
Jeg er spændt på at høre, hvad lande som Kina og Japan siger til filmen.
Umiddelbart kunne jeg forestille mig, at de ser på filmen med samme
skepsis, som når vi ser Sammo Hung fjolle rundt i "Martial Law" (med den
bovlamme danske titel "Karatecop"). Tarantino er lidt for pædagogisk til
tider. Fx ved enhver fan af genren, hvorfor Uma lader Julie Dreyfus'
figur leve i slutningen - det behøver ikke blive skåret ud i pap. (Skæg
detalje, at Dreyfus får lov både at tale engelsk, fransk og japansk i
filmen - tre sprog som hun er flydende i.)
> Jeg tror der er mange der er gået i biffen med pulb fiction
> forventninger. De bliver naturligvis skuffet.
Jeg så den for anden gang i går, og hvor jeg før var vild med filmen, er
jeg nu flintrende forelsket i den! Stemningen i Imperial var i øvrigt
fantastisk, så tak til dem, der sad omkring mig i går kl. 21.30!
--
Mvh. Peter |
http://filmsvar.dk |
http://filmnet.dk |
"Nej nej nej, det her er Usenet. Nu skal du kalde _mig_ grimme ting."