Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu
Det Antropiske Princip
Universets finindstilling
Bibelens opfattelse af Guds skaberarbejde
Dette siger Herren, himlens skaber, han som er Gud, han som dannede
jorden og frembragte den, han som grundfæstede den; han skabte den ikke
i tomhed, men dannede den til beboelse: Jeg er Herren, der er ingen
anden.
Es 45,18
Bibelen fortæller os, at Gud frembragte jorden og dannede den til
beboelse. Ja, det er gammel jødisk og kristen holdning, at hele
universets dannelse ikke var en tilfældighed, men en nøje tilrettelagt
handling, udført af Gud. Fra skabelsen af universets første sekund og
indtil menneskets fremtræden på jorden, har Gud forberedt og
tilrettelagt omstændighederne, som skulle danne grobunden for livet i
universet. Vi er her ikke, fordi vi er utrolig heldige, fordi vi fik én
chance ud af en milliard eller på grund af en række højst usandsynlige
tilfældigheder. Vi er her, fordi det er Guds vilje, og vor planet yder
de gunstigste betingelser for menneskeligt liv, fordi Gud har villet det
således.
Som sådan kan vi se på alle bestanddele af universet og tilskrive dem
Guds vilje og skabermagt. Vi kan udforske universets ældgamle annaler og
i disse milliarder af års fortælling opdage omstændigheder og
begivenheder, som er udført og formet præcist således, at der blev
mulighed for liv. En kristen, der betragter disse ting, vil ikke finde
plads for en eneste tilfældighed, men vil se et guddommeligt design i
hvert punkt af det umådelige univers.
Universet eksisterer med et formål og med en mening. Kosmos har en
skaber og en designer. Mennesket nyder godt af alt, som før dets
skabelse blev lagt til rette, for at det kunne leve og eksistere.
Bibelens skabelsesberetning fortæller os om det store skaberarbejde, som
Gud udførte. Om de vældige ting, som gik forud for livet på jorden, og
om disse vældige tings grundlæggende betydning for livet.
Læs 1. Mosebog kap. 1
De første store skabelseshandlinger i Skabelsesberetningen inkluderer
tiden og lyset. To begreber, som den dag idag slår benene væk under
videnskabenens store mænd. Størrelser uden hvilke, vi ikke kan
forestille os liv under nogen omstændigheder. Gud grundlagde kosmos, og
han skabte jorden. Som det første i skabelsen af vores planet nævnes
lufthavet (atmosfæren) og vandhavet (oceanerne). Ingen af delene er
selvindlysende for en planet, men dog vitale for livet. Senere her i
afsnittet skal vi se på, hvorledes Gud udførte denne del af sit
skaberværk på en højst forunderlig måde. Først efter at omgivelserne var
de gunstigste for liv (vand og atmosfære) begynder der at komme
vegetation og liv i havene og i luften. Pattedyrerne træder frem, og
sidst af alt mennesket.
I Skabelsesberetningen ser vi altså, at alt, som gik forud for selve
livets skabelse, ikke var tilfældigheder, men en præcis tilrettelæggelse
af miljøet og omgivelserne. En tilrettelæggelse udført af Gud, med et
mål: At danne de helt rigtige betingelser for livets beståen på vor
planet. Denne bibelske tanke finder igen i både jødedom og kristendom
gennem alle tider.
Videnskabens opfattelse
I starten af det 19. århundrede begyndte videnskaben at interessere sig
for fossiler og de geologiske lag i jordskorpen. man fandt dels en række
indikationer på en meget gammel jord og dels et systematiseret mønster i
fossilfundene, som kunne tolkes i retning af primitive begyndelser i det
biologiske liv, som blev stadig mere og mere komplicerede. Charles
Darwin (1809-1882) og Alfred Wallace (1823-1913) kom med en ny og
epokegørende forklaring på selve livets mysterium, baseret på
videnskabelige observationer. Idéen blev lanceret ved et møde i London i
1858 og Darwin udgav sin bog "Arternes oprindelse" året efter. De nye
teorier gik på, at livet udviklede sig fra simplere former til mere
komplekse, og at udviklingen skred frem efter tilfældig mutation og
viderebringelse af det til enhver tid stærkeste individs gener.
Idéspringet skete ikke kun inden for biologien. i alle grene af
videnskaben begyndte man at studere verden ud fra idéen om
tilfældighedernes spil.
Universet og alt i det blev i videnskaben en mekanisk størrelse, som
rettede sig efter bestemte naturlove, og var underlagt tilfældighedernes
spil. Forskellige kristne grupper reagerede på dette. Måske i første
omgang ikke så meget på grund af evolutionstanken, men mere fordi
universets design blev udskiftet med tilfældighedernes spil, og fordi
Gud blev udskiftet med "chance". Mennesket blev reduceret fra at være et
væsen skabt i Guds billede, til at være en kombination af tilfældige
hændelser og dertil blot en rafineret abeart.
Dette udtrykkes måske bedst med et udsnit af Sir
Gavin de Beers artikel i Encyclopedia britannica fra 1969 (bind 7, s.
84):
"Et af de allervigtigste resultater af Darwins arbejde, har været
demonstrationen af, at udviklingen af planter og dyr, samt de
tilpasninger, de fremviser, ikke giver noget vidnesbyrd om en
guddommelig, eller af forsynet bestemt styrelse eller meningsfyldt
formgivning, fordi den naturlige udvælgelse af tilfældige variationer
giver en videnskabelig tilfredsstillende forklaring på en evolution,
uden nogen form for behov for mirakuløs indgriben eller overnaturlig
indblanding, ved hjælp af de almindelige naturlove"
Intet af det skrevne er i sig selv spændende. Det er gamle nyheder, at
kristne ser hele skabelsesakten som målbestemt, og hele verden som
indrettet til liv, skabt af Gud. Det samme gælder for den videnskab, som
ser livets kompleksitet som blot en række tilfældigheder, der har ført
til liv og intelligent liv. Det spændende ville være, om videnskaben
begyndte at tale om mål og mening i universet.
Det antropiske princip
I 1973 fremlagde astrofysikeren Brandon Carter fra Cambridge University
sine tanker omkring livets grundvilkår. Det skete på en konference i
Polen, der blev afholdt i forbindelse med femhundredeårsdagen for
Copernicus. Hans tanker er blevet kendt som "Det antropiske princip"
(Græsk: Antropis som betyder menneske). Princippet er et forsøg på at
forklare det observerede og beviste faktum, at fysikkens og kemiens
fundamentale konstanter har lige præcis de rigtige størrelser, for at
universet og livet, som vi kender det, kan eksistere. De er så at sige
overraskende finindstillede til at danne grundlag for liv. De
forskellige naturkræfter, som tilsyneladende er uafhængige af hinanden
og arbejder ukoordinerede, ser ud til at have lige præcis den værdi, som
gør det muligt at frembringe liv. Med andre ord, fremtræder universet
ved nærmere øjesyn som værende designet specielt til at give mulighed
for liv.
Det antropiske princip findes i flere variationer. Barrow og Tipler
splittede det op i tre: Det svage antropiske princip, det stærke
antropiske princip og det endelige antropiske princip. Der er en
variation mellem de tre og de har alle deres tilhængere inden for den
videnskabelige verden, som indbyrdes diskuterer. Det er klart, at
kristne har grebet denne tanke og videreført den. Blandt kristne
videnskabsmænd taler man om "finjusteringen af universet". Debatten går
selvfølgelig også på, om de kristne overhovedet kan "tillade sig" at
bruge det antropiske princip som bevisførelse for Gud og en guddommelig
skabelse. Vi skal ikke komme nærmere ind på dette. Kun skal vi
konkludere, at da Copernicus for 500 år siden satte solen i centrum i
stedet for jorden, henviste han mennesket til en decentral og afsides
plads i universet. Med det antropiske princip har Carter nøjagtig 500 år
efter igen sat mennesket i universets centrum, som det egentlige mål for
kosmos.
Universet synes specielt designet til menneskets indtræden på
verdensaltets arena. Det antropiske princip udtrykker sig selv på to
måder:
1) Selv den allermindste forandring i naturlovene ville have gjort
livets opståen og eksistens til en umulighed.
2) Der ville ikke have været mulighed for menneskeligt liv, dersom der
ikke i de forgange tider var indtruffet specielle og til tider højst
usandsynlige begivenheder.
Gennem de sidste år har videnskabesmænd talt mindst 34 fysiske
særegenheder eller "universelle konstanter" som er blevet præcist
"finjusteret" og placeret for at gøre liv i universet muligt. Der er
faktisk mere end 100 videnskabeligt dokumenterede omstændigheder, som
peger på et univers, der er specielt designet for menneskeligt liv.
En af det 20. århundredes mest fremtrædende videnskabsmænd; Professor
Freeman J. Dyson, der ikke er bekendende kristen (Institute for Advanced
Study in Princeton) siger om dette:
"Som vi ser ud i universet og identificerer de mange fysiske og
astronomiske hændelser, der har arbejdet sammen til vores fordel, ser
det næsten ud som om universet i en eller anden forstand må have vidst,
at vi kom"
De fire naturkræfter
Der findes 4 naturkræfter, og de er konstante. Man taler om:
Elektromagnetisme
Den svage kernekraft
Den stærke kernekraft
Tyngdekraften
Alle naturkræfter er vitale for universets eksistens og livets
betingelser. Vores første tanke er, at vi er utrolig heldige, at
naturkræfterne er konstante. Vi tænker ikke så meget over de tre
naturkræfter, men den fjerde, tyngdekraften, kender vi alle til.
Forestil dig, at du levede i en verden med variable og ustabile
naturkræfter. Forestil dig en hverdag underlagt en ustabil tyngdekraft.
Det ene øjeblik er alt normalt, det næste vejer du 50 gange så meget,
som før, og i næste sekund svæver maden, som du er ved at indtage, frit
i luften. Dette ville selvfølgelig aldrig kunne lade sig gøre. ingen af
os ville leve i ét sekund, dersom naturkræfterne ikke var konstante og
ikke havde lige præcis den værdi, som de har.
Om tyngdekraften var blot lidt svagere, ville den ikke være stærk nok
til at trække nok materiale sammen til at danne stjerner, som vi kender
dem. Der ville kun være kraft nok til at danne såkaldte "røde kæmper",
som i virkeligheden ikke er særlig store og ikke særlig varme. Atomerne
i stjernernes kerne er ikke under tilstrækkelig pres til at kunne
producere de tungere grundstoffer, som skal til for at skabe den verden,
vi kender og liv. Ingen stjerner vil eksplodere, og derfor vil de
tungeste grundstoffer heller ikke blive dannet i universet, og de ville
ikke blive slynget ud i universet, men forblive i stjernen.
Om tyngdekraften var blot en smule stærkere end den er, ville stjernerne
brænde ud ret hurtigt og kollapse under deres egen vægt. Stjernerne
ville ikke leve længe nok til at opvarme planeterne, som kredser omkring
dem.
Den stærke kernekraft binder protoner og neutroner sammen i en
atomkerne. Om man ændrede den stærke kernekraft med blot 13% ville
neutronerne forbinde sig med hinanden men ikke med protonerne, hvilket
ville resultere i, at der ikke kunne eksistere brint, og dermed f.eks.
heller ikke vand, hvorved liv, som vi kender det, ville være en
umulighed.
Hvis kernekraften var blot nogle få procent svagere, ville der ikke
kunne ske nogen forbrænding i solen, og den ville blot være en kugle af
uantændelig gas. Hvis kernekraften var blot nogle få procent stærkere,
ville protonerne hægte sig til andre protoner, i stedet for neutroner,
og dette ville ske med eksplossive følger. Solen ville eksplodere og
brænde ud. Kernekraften har lige præcis den værdi, der gør, at der
overhovedet sker en forbrænding i solen, og at den sker gradvist,
således, at solen i stedet for en bombe, bliver en "ovn", der langsomt
brænder ud, og kan afgive en rimelig jævn varme til jordens overflade.
Tyngdekraften er ca. 10^39 (10 ganget med sig selv 39 gange) gange
svagere end elektromagnetismen. Hvis tyngdekraften havde været kun 10^33
gange svagere, ville stjernerne være en milliard gange mindre massive og
ville brænde en million gange hurtigere.
Hvis den stærke kernekraft havde været blot 2% stærkere, ville der ikke
kunne dannes protoner, og vi ville have et univers uden atomer. Hvis den
var blot en smule svagere (5%) ville vi have et univers uden stjerner.
Det antropiske princip fortæller os, at de fire naturkræfter har lige
præcis den værdi, og det indbyrdes styrkeforhold, der gør, at universet
kan eksistere, og liv kan skabes og blomstre. Men hvem bestemte, at de
fire naturkræfter skulle være stabile, og hvem satte deres værdier? Hvis
deres konstante natur og deres eksakte værdier er baseret på
tilfældigheder, da er menneskets hele eksistens udtryk for et langt
større held, end den besidder, som har vundet i lotto 10 uger i træk.
Dr. Dennis Scania (Cambridge University Observatories) siger om dette:
"Hvis du forandrer blot lidt på naturens love eller du forandrer blot
lidt på naturens konstanter - som f.eks. ladningen i en elektron - da
vil måden hvorpå universet udvikler sig, forandre sig så meget, at
intelligent liv ikke ville have kunnet udvikle sig"
Dr. Paul Davis (Professor i teoretisk fysik ved Adelaide University)
siger:
"Det mest utrolige er ikke, at livet på jorden balancerer på en knivsæg,
men at hele universet balancerer på en knivsæg, og ville være i totalt
kaos, hvis en hvilkensomhelst af de naturlige konstanter var blot en
anelse anderledes"
Astrofysikeren Michael Turner (University of Chicargo) siger om
finindstillingen af universet:
"Denne præcision er som hvis en kastede en dartpil gennem hele
universet, og ramte pletskud i et mål, der var en millimeter i diameter
på den anden side"
Dette siger Herren, han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte
månen og stjernerne til at lyse om natten, han som pisker havet op, så
bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn: Kun hvis disse mine
bestemmelser kunne brydes, siger Herren, ville Israels slægt ikke
længere bestå som mit folk.
Jer 31.35-37
Herrens bestemmelser kan ikke brydes. Han er den, der skabte himlen og
jorden, stjernerne og himmellegemerne. Han er den, der fastsatte
naturkræfternes konstante størrelse efter sine egne bestemmelser, så de
ikke kan brydes.
Big Bang
Big Bang havde lige præcis den kraft, der skulle til for at skabe et
univers, som kunne huse liv. Hvis Big Bang havde været blot nogle få
procent svagere, ville universet ikke blive "kastet" så langt ud og så
hurtigt, at det kunne nå at dannes, som vi kender det. I løbet af ganske
kort tid ville udvidelsen stoppe, og universet ville igen begynde at
trække sig sammen i et Big Crunch, uden tid og uden mulighed for liv.
Hvis der havde været blot lidt større kraft på Big bang, ville universet
have udvidet sig med så meget fart, at stoffet ikke ville kunne trække
sig sammen og danne stjerner og galakser. Universet ville brænde hurtigt
ud, og der ville ikke være mulighed for liv.
Man kan sige, at vi er heldige, at universet har lige præcis den
størrelse, det har. Hvis den samlede massse i universet var mindre, vill
Big Bang have slynget stoffet ud så hurtigt, at intet kunne dannes, og
hvis universets samlede masse havde været større, ville universet
hurtigt have trukket sig sammen igen i et Big Crunch, uden mulighed for
liv.
Reelt var der kun én mulighed for et univers, hvor livet kunne udfolde
sig, og det var med et Big Bang, der havde lige nøjagtig den styrke og
kraft, og et univers, som havde lige nøjagtig den størrelse, som netop
var tilfældet. Vi er her fordi Big Bang forløb lige præcis, som det
gjorde. Tilfældighed? Utroligt held? Chance? Eller en bevidst og afmålt
viljeshandling, gjort af universets skaber?
Tunge og lette grundstoffer
Universet består af lette og tunge grundstoffer. Alt, hvad vi tager for
givet i vor verden, som f.eks. sten, jord, klipper, vand, dyr og os
selv, er opbygget af tunge grundstoffer. Lette grundstoffer udgør det
meste af stoffet i universet. Brint udgør 72% af alt stof og Helium
udgør 26%. Det efterlader kun 2% til alle andre grundstoffer, som synes
så naturligt for livet på jorden. Ved Big Bang for mellem 10 og 20 mia.
år siden opstod alle lette grundstoffer. De tunge grundstoffer er kommet
til senere. De er gennem milliarder af år blevet "produceret" i
stjernernes forbrænding, og de tungeste i supernovaernes eksplosioner.
Vi tager vor verden som en selvfølge, og derfor ser vi også de tunge
grundstoffer, af hvilke alt omkring os er bygget op af, som det
naturligste i verden. Men rent faktisk er vor verden bygget af
materialer, der kun udgør 2% af universets samlede stof. En
videnskabsmand har udtrykt det på den måde, at universet består af brint
og helium (de lette grundstoffer). Alle andre grundstoffer - hvor
vigtige de dog er for livet - kan betegnes som "forurening" i universet.
Sammenligner vi jordens alder med et år, har mennesket kun eksisteret i
syv timer, og vort moderne samfund kun i et sekund. Heri bliver
mennesket meget lille, ikke blot i forhold til universets størrelse, men
også i forhold til universets tid. Dersom universet virkelig er så
gammelt, og mennesket kun har eksisteret så kort tid, kan det da passe,
at verden er designet og skabt for vor skyld? Er det ikke lettere at tro
på, at verden er skabt på seks dage, hvor Gud de fem første
tilrettelagde alt for mennesket?
Nej, universet vidner om Guds skaberhånd. Sal.19.1-5+8 siger:
"Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk... Uden
ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden
vide, dens tale til jorderigs ende..."
"Herrens vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis..."
Vi har i vore dage lyttet til himlens tavse tale, vi har studeret
stjernernes kundgørelse af Guds skaberhånd, og vi har fundet ud af,
hvorfor Bibelen opfordrer os til at søge selve skabelsens hemmelighed
hos stjernerne. Det er i stjernernes vældige varme og lys, vi skal finde
Guds fremgangsmåde i skabelsen. Det er her grundstofferne, der er basis
for liv, er blevet produceret gennem milliarder af år. Når vi her ser
Guds skaberhånd, ser vi også en af årsagerne til det lange tidsrum før
livet kom til i universet. Gud lod stjernerne frembringe de nødvendige
grundstoffer, på akkurat samme måde, som han af jorden lod fremspire
grønne urter og frugttræer. Og i løbet af de milliarder af år, der er
gået indtil nu, er der kun produceret omkring 2% byggematerialer, men
altså nok til vor klode, og alt, hvad der hører til her.
Det tog 3 milliarder år for de første stjerner at blive dannet. Det tog
10-12 milliarder år for supernovaerne at slynge de tunge grundstoffer ud
i universet, som er grundlaget for dannelsen af stjerner som vores sol.
Det tog et par milliarder år for stjerner som vores sol at stabilisere
sig og danne planeter i sit kredsløb.
Da universet blev skabt, dannedes vores galakse. som en stor støv- og
gassky. De store stjerner dannedes, og i dem begyndte produktionen af de
tunge grundstoffer. Efterhånden som disse store stjerner eksploderede i
supernovaer, dannedes de tungeste af grundstofferne, og alt blev slynget
ud i universet, hvor stoffet kom i kontakt med det øvrige i universet.
Af dette stof dannedes nye og mindre stjerner, som producerede flere
tunge grundstoffer og gik til grunde. Denne proces fortsatte, indtil der
var nok tunge grundstoffer, til at vores sol og planeterne kunne dannes.
Det er derfor nogle betegner menneskeheden som børn af stjernerne.
"Universet følger de kendte fysiske principper. Men på den tredie planet
i solsystemet er der et meget mærkeligt fænomen. Der er mennesker, og
når vi betragter universet, eller i det mindste jorden, synes det, som
om det hele er skabt for os"
Hollis Ralph Johnson, professor emeritus
De radioaktive stoffer
I supernovaerne dannes radioaktive atomkerner som f.eks. Uran. Dette er
en proces, som har fundet sted i milliarder af år. Fælles for dem er, at
de har en lang halveringstid på mellem ca. 1 og 13 milliarder år. Ved et
radioaktivt atoms henfald forståes, at det omdannes til andre slags
atomer og derved friviger energi i form af varme. På denne måde bliver
al energien ikke brugt på en gang ved supernovaeksplosionerne. Noget af
den gemmes i de radioaktive atomkerner, der langsom over milliarder af
år, afgiver sin varme.
Det er disse radioaktive kerner, der holder vor jord i live. Den varme,
de afgiver, er skyld i f.eks. vulkaner, kontinentaldrift, dannelse af
bjergkæder osv. Efterhånden som atomkernerne henfalder og afgiver deres
energi, der omdannes til varme, ser det ud til, at jorden langsomt vil
afkøles. i takt med afkølingen vil vandet på jorden synke ned i de
afkølede undergrunde og fryse til. Vulkaner vil slukkes og bjergkæder
vil ophøre at dannes. Hele jorden vil stivne. Den vil ikke længere kunne
huse liv.
Men hvornår vil dette finde sted? I løbet af de næste fem milliarder år.
Dette passer lige nøjagtigt med, at på dette tidspunkt er solen brændt
ud. Jordens afkøling har altså ikke nogen større betydning, for den er
nøjagtig finindstillet, så den kan holde sin varme lige så længe, som
solen kan brænde.
Det antal radioaktive atomer, der er dannet i supernovaeksplosionerne
alle steder og til alle tider i rummet, er lige præcis nok til at holde
en planet med lige præcis den størrelse, jorden har, geologisk aktiv i
lige præcis den tid, der svarer til solens levealder.
"Det er forbavsende, at mængden af radioaktive atomkerner skabt i fjerne
stjerneeksplosioner, jordens størrelse og tidsskalaen for biologisk
evolution synes nøje afstemt!"
Jens Martin Knudsen, Dr.scient ved Københavns Universitet
Jordens placering
Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd, afgrænset himlen med udspændte
fingre? Hvem har målt jordens støv i tønder, vejet bjergene på vægten og
højene på vægtskåle?
Es 40,12
Da planeterne blev dannet, indeholdt flere af dem vand. Jorden, Venus og
Mars havde alle overfladevand. Oceanerne dækkede alle tre planeter. Men
mens de endnu flyder på jorden, er de forsvundet fra både Mars og Venus.
Hvordan har jorden undgået disse katastrofer, som ramte Venus og Mars?
Jordens kredsløb ligger lige præcis tæt nok på solen, til at vandet ikke
er frosset, som det er sket på Mars, og lige præcis langt nok væk, til
at oceanerne ikke er fordampet, som det er sket på Venus. Det samme
gælder jordens størrelse. Hvis den f.eks. blot var en anelse mindre,
ville den være forvandlet til en kold klode, dækket af is og sne.
Dette er blot et par af mange tilfælde, som i videnskaben er blevet
kendt som "Klimaets Guldlok Problem". Husk på eventyret, hvor Guldlok
kommer til de tre bjørnes hus, og prøver alting af; mad, stole og senge,
indtil hun finder de ting, som passer lige præcis til hende. De ting,
som ikke er for varme og ikke for kolde, ikke for store og ikke for små,
ikke for hårde og ikke for bløde. Men lige tilpas. Bibelen udtrykker
dette Guldlok problem således:
Månen
Din er dagen, din er natten, du har givet solen og månen deres plads.
Sl 74,16
Jordens måne er stadig et mysterium for videnskaben. Det samme er
solsystemets planeter. Hvis vores solystem er udviklet fra en hvirvlende
sky af støv og gas, kan det undre, at planeterne er så forskellige, som
de er, og at de ikke roterer samme vej allesammen, ligesom månerne om de
forskellige planeter heller ikke kredser samme vej rundt om deres
planet. Pluto og Venus roterer modsat vej af alle andre planeter i
solsystemet. Og mindst 6 måner i solsystemet har modsat kredsløb af alle
andre måner.
Jordens måne er meget forskellig fra jorden. En spændende ting er, at
den har præcis en størrelse og afstand fra jorden, der gør, at den set
fra jorden har samme diameter som solen. Det er månen, som bestemmer
tidevandet på jorden. Hvis månen havde været tættere på jorden i sit
kredsløb, ville det medføre tidevandsbølger så store, at de ville skylle
ind over kontinenterne med fatale følger for evenuelt liv. hvis månen
havde været længere væk fra jorden i sit kredsløb, ville der stort set
ikke være tidevand, hvilket ville få følger for livet i havet, idet
havet da ville være som en stillestående dam uden mulighed for at
producere liv.
Vi må konkludere, at månen har lige præcis den størrelse, og ligger i
lige præcis den afstand fra jorden, der gør, at der er mulighed for liv
på vores planet. Omend dette er spændende i sig selv, er det dog ikke
det mest overraskende ved vores måne. Det mest overraskende er, at trods
det faktum, at månen er lige præcis som den skal være, for at livet kan
eksistere på jorden, så er den ifølge videnskaben for stor! Den hører
faktisk slet ikke til i et kredsløb omkring jorden. Hvis vi sammenligner
jordens måne med de øvrige planeters måner i vores solsystem, så er den
alt for stor i forhold til den planet (jorden) den kredser omkring.
Vandet
Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille
vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under
hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så
blev det aften, og det blev morgen, anden dag. Gud sagde: »Vandet under
himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og
det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet
samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.
1 Mos 1.6-10
Vi kalder jorden for den blå planet, fordi vandet dækker to trediedele
af planetens overflade. At der er vand på jorden, at der lige præcis er
den mængde, der er og at vandet har holdt sig i flydende form er lidt af
et mysterie. Havene har en gennemsnitsdybde på 3 km. og det betyder, at
vand faktisk kun udgør 0,1% af jordens samlede masse, hvilket er næsten
ingenting og alligevel absolut essentielt for livet på jorden.
Saturns og Jupiters måner indeholder til sammenligning mere end 50%
vand. De er så tilpas langt fra solen, at vand ved dannelsen af månerne
frøs til is og "blandede" sig med det øvrige af disses byggemateriale.
Jorden var så tæt på solen, at dette ikke kunne lade sig gøre. Èn af
teorierne om jordens vand siger, at vandet oprindeligt slet ikke hørte
til på planeten, men bogstavelig talt blev fragtet hertil af kometer. Om
dette er sandt, da skulle der sandsynligvis omkring en million
kometnedslag til, for at danne verdenshavene, der fylder to trediedele
af jordens overflade.
Der er en anden ting ved vand, som har været noget af et mysterium for
videnskaben. Modsat alle andre molekyler, er vandmolekyler lettere i
solid form end i flydende form. (Is flyder ovenpå). Hvis vandmolekylet
havde den samme natur og de samme egenskaber som andre, ville det være
omvendt. Men om det var omvendt, da ville alle verdenshavene fryse
nedefra og op og ikke oppefra og ned, hvilket ville resultere i, at de
var bundfrosne.
Livet på jorden er blevet kaldt "Vandets leg med sig selv". Mennesket
består af 60% vand. Når vi dør, taler vi om, at vi er kommet af jord, og
igen skal blive til, men en meget stor del af os er faktisk kommet af
vand og skal igen blive til vand. Dette henleder vor opmærksomhed på
Jak 4,14:
- I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge,
som ses en kort tid og så svinder bort.
Vandet cirkulerer i vor verden. Skyerne samles og afgiver regn, som
falder på jorden. Herfra og fra havene fordamper det igen og sendes mod
himlen, hvor det endnu engang fortættes og sendes i dråber mod jorden.
Faktisk findes der en beskrivelse af denne proces i Bibelen:
Thi dråber drager han ud af havet, i hans tåge siver de ned som regn, og
skyerne lader den strømme og dryppe på mange folk
Job.36.27
Vand, der er livsnødvendigt for os, spiller faktisk en langt større
rolle for vor eksistens, end vi ofte tænker på. Vegetationens opgave er
at spalte vandets atomer i brint og ilt. Denne proces kaldes
fotosyntese. De optager altså vand og producerer bl.a. ilt. Denne proces
er absolut nødvendig, for at vi som mennesker kan indånde ilt og leve.
Der kræves meget energi for at udføre denne spaltning, og energien
henter palnterne fra solen.
Spaltningen af vand til ilt og brint er ikke ufarlig. Ilt og brint har
en stor tiltrækningskraft på hinanden, og er ekstremt opsat på at blive
genforenet i dannelsen af vand. Når dette sker ukontrolleret, sker det i
en eksplossion, hvor den energi, der blev brugt til at spalte atomerne,
frigøres. Brint og ilt, der føres sammen er noget af det mest
sprængfarlige, vi kender til.
Jordens vegetation behandler dog denne proces yderst kompetent og
sikkert. Brint bliver brugt i planten selv, og ilten frigives i
atmosfæren. Her leder ilten efter nye brintmolekyler, den kan smelte
sammen med, så der endnu engang opstår vand. Her finder iltatomet
dyrerne og menneskene, som er lige så specialiserede som planterne, dog
med modsat fortegn. Vi genforener nemlig ilten med den brint, som er
blevet gemt i planten. Dette sker ved at vi indånder ilten og spiser
planten. Og dette er ikke det mest overrumplende. Det mest spetakulære
er, at vi formår at gøre det, uden at eksplodere.
Vandet betyder altså mere for livet på jorden, end vi ofte tænker på.
Det handler ikke kun om at drikke for at holde sig i live, men om vandet
som bestanddel i alle livets facetter. Måsker er Jesu betegnelse af sig
selv som "Det levende vand" ikke tilfældig. Her handler det måske ikke
blot om at "drikke af Kristus" men lige så meget om at Kristus er ALT i
vore liv.
Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste
igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i
evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde,
som vælder med vand til evigt liv.«
Joh 4.13-15
Dinosaurne
Efter at have været de ubestridte herskere på jorden i millioner af år,
uddøde dinosaurne pludseligt og uden varsel. Deres hurtige forsvinden
fra jordens overflade, har fået videnskabsmænd til at diskutere årsagen
til dette mærkelige fænomen. I 1980 fremkom Luis og Walter Alvarez med
teorien om et meteornedslag så stort, at det udryddede dinosaurne sammen
med mange andre dyrearter. teorien er idag almindeligt anerkendt, og er
siden blevet understøttet af forskellige observationer. Meteornedslaget
skete for 65 millioner år siden og meteoren var sandsynligvis omkring 10
km. i diameter. 50% af alle dyrearter blev udslettet.
Så længe dinosaurne herskede, var der ingen mulighed for at større
pattedyr og mennesker kunne eksistere. Det var først efter dinosaurnes
udryddelse, at der blev plads til pattedyrerne og menneskene i en sådan
udstrækning, som det forekommer idag. Man må her spørge, om det er den
mest velegnede art, eller blot den mest heldige, som overlever.
Professor David Jablonski (University og Chicargo) siger det således:
"Når en masseudslettelse rammer, er det ikke "de mest egnede" arter, som
overlever, men de "mest heldige" arter, som måske kun lige har hængt
ved... der arver jorden."
Professor David Raup (tidl. præsident for "The american paleontological
society) skrev i en artikel, han kaldte for "Udryddelse: dårlige gener
eller sort uheld?" om netop denne tanke. For begge (og andre) gælder
det, at Darwins princip om at den "mest egnede" overlever, her er
tilsidesat til fordel for mennesket, der nok aldrig havde haft en chance
over for dinosaurne i en fair dyst. Professor Alvarez udtrykker det
således:
"Fra menneskets synsvinkel, var sammenstødet med meteoren den mest
betydningsfulde enkeltstående begivenhed i vor planets historie"
Men der hører faktisk en ting mere med, en endnu mere opsigtsvækkende
heldig omstændighed - eller måske et udtryk for Skaberens hånd i
tilrettelæggelsen af menneskets livsbetingelser. Alvarez fortsætter:
"Hvis kollisionen havde været svagere, ville ingen arter være uddøde;
pattedyrerne ville stadig være dinosaurne underdanige, og jeg ville ikke
sidde og skrive denne artikel. Hvis kollisionen havde været kraftigere,
ville alt liv på denne planet have ophørt med at eksistere, og igen; jeg
ville ikke sidde her og skrive denne artikel. Det fortæller mig, at
kollisionen må have været af nøjagtig den styrke, der gjorde, at
pattedyrerne overlevede, mens dinosaurne uddøde."
De blågrønne algers selvudslettelse
Dinosaurne repræsenterer faktisk ikke den første store katastrofe i
jordens levetid. En anden hændelse, som lå langt forud for dinosaurnes
udryddelse, var mindst lige så katastrofal og mindst lige så nødvendig
for pattedyrs og menneskers chance på jorden. Her taler vi om en art,
der tilsyneladende ved et uheld forurenede omgivelserne omkring sig i en
sådan udstrækning, at de næsten udslettede sig selv.
Det handler om de blågrønne alger, som dominerede jorden i de første to
milliarder år, jorden husede liv (for treenhalv mia. til enenhalv mia.
år siden). I denne periode var der ingen ilt i atmosfæren og der var
ingen ozonlag. De ultraviolette stråler fra solen kunne trænge direkte
ned til jordens overflade. Hvis dette var tilfældet idag, ville vi ikke
have mulighed for at overleve, men for blågrønalgerne og de andre
organismer i denne periode var det vitalt, at der ikke var ilt og at de
ultraviolette stråler kunne nå dem.
De blågrønne alger var anaerobe. Det vil sige, at de producerede ilt (og
sukker) ud af kuldioxid. Sukkeret blev brugt i organismerne selv, mens
iltmolekylerne udåndedes. De blågrønne alger herskede på jorden, og de
producerede mere og mere ilt. Til at begynde med ændrede dette ikke
jordens atmosfære, for i havene var der jern, som kunne binde ilten. Alt
ilt, som blev produceret, blev altså bundet til jernet i havet (som
rustede og tog ilten med til havets bund). Gennem millioner af år løb
denne proces, indtil alt jernet i havet var mættet og ikke kunne binde
flere iltatomer til sig.
Katastrofen var enorm. Ilten forblev i "luften" og fyldte mere og mere.
Iltniveauet steg fra 0% til 1% i løbet af en halv milliard år og
niveauet steg til de 20% vi kender idag. Og samtidig faldt indholdet af
kuldioxid fra (måske) 95% til næsten 0. De blågrønne alger havde
forurenet verden i en sådan grad, at de næsten uddøde. For halvanden
milliard år siden begynder mangfoldigheden af liv for alvor at
eksplodere i takt med iltforøgelsen i atmosfæren.
Er det tilfældighed, at de blågrønne alger herskede på jorden i livets
første to milliarder år? Er det en tilfældighed, at de fik så gode
livsbetingelser på grund af manglende ozonlag og ilt i atmosfæren? Er
det en tilfældighed, at netop den ultraviolette stråling, som er så
skadelig for os, men så vital for dem, var der i rigelig mængde? Eller
var der et formål med de blågrønne alger? Var formålet gennem to
milliarder år, at danne vejen for højerestående livsformer og i sidste
ende gøre jorden rede for menneskene?
Den livsnødvendige ilt
Vi taler om menneskets forurening af sine omgivelser, bl.a. om
kuldioxiden i atmosfæren. Vores forurening er det rene vand ved siden af
de blågrønne algers forurening. Vores har stået på i godt og vel et
århundrede. Deres stod på i to milliarder år. Vores forurening udgør en
stigning af kuldioxiden i atmosfæren på 0,1 promille (fra0,3 promille
til 0,4 promille). Deres udgjorde en stigning af iltkoncentrationen på
20%.
Ilt er livsvigtig for os idag. Vi tager den for givet, men om der havde
været ilt i atmosfæren i de første milliarder år, ville det have været
umuligt for livet at opstå. Ilten ville have brændt de organiske
molekyler af fra starten. Idag har vi 20% ilt i atmosfæren. Dette er
tilsyneladende det optimale for livet, men faktisk er en
iltkoncentration på 20% katastrofal højt. Hvis iltindholdet steg blot 4%
mere til 24%, ville planter begynde at selvantænde og brænde over hele
jorden, indtil noget af ilten var opbrugt, og iltniveauet var faldet til
"det normale" igen.
Solen og Jordens konstante klima
Da solen var dannet, havde den kun 70% af sin nuværende lysstyrke.
Lysintensiteten er altså steget jævnt fra 70% til vore dages 100% gennem
ca. 4,6 milliarder år. Når solen er 11 milliarder år gammel (om mere end
5 milliarder år) vil den skinne dobbelt så kraftigt som nu. Med en
lysstyrke fra solen på kun 70% af hvad den er idag, ville verdenshavene
være frosne fra overfladen til bunden. Hvis vi forestiller os, at vi
langsomt opvarmer solen over den periode på 3,8 milliarder år, som vi
har geologiske vidnesbyrd fra, vil dette ikke på nogen måde optø
verdenshavene. De vil stadig være bundfrosne! Men det er de jo ikke!
En anden bemærkelsesværdig ting er, at jordens klima stort set har holdt
sig uændret gennem næsten 4 milliarder år, trods den kraftige
intensivering af sollyset i samme periode. I virkeligheden burde
temperaturen på jorden være 300 grader idag, og vi burde leve under 60
atmosfære tryk (altså 60 gange kraftigere, end det rent faktisk er
idag).
Vi spurgte før, om de blågrønne algers dominans gennem to milliarder år
kunne være en tilfældighed. Spørgsmålet må udvides yderligere. For det
er netop deres forbrug af kuldioxid og produktion af ilt, som har gjort,
at jorden har kunnet holde sit klima stabilt. I takt med, at
lysintensiteten er steget, har den stadig mindre kuldioxid og den stadig
mere ilt skabt en mulighed for at slippe stadig mere og mere varme ud i
verdensrummet, så en drivhuseffekt er blevet undgået. Det tankevækkende
her, er ikke, at de blågrønne alger har kunnet ændre atmosfæren og skabe
mulighed for, at jorden kunne komme af med den stadig voksende varme,
som kom fra solen. Det tankevækkende er, at de blågrønne algers
kuldioxidforbrug og iltproduktion har kunne ske i lige præcis sådant et
tempo, at dette har fulgt solens udvikling, og derved gennem hele
perioden har holdt klimaet uforandret. Og at de planter og dyr, som
overtog jorden efter blågrønalgerne, har kunnet gøre det samme.
En højere bevidsthed i universet?
Hver enkelt blågrønalge har selvfølgelig ikke kunnet ændre jordens
atmosfære. Her har ikke været et bevidst valg. Men tilsammen har hele
populationen af blågrønalgerne ændret atmosfæren i sådan en grad, at de
selv uddøde, men netop i dette, lod livet gå videre, idet de skabte
selve grundvolden for det liv, vi kender idag. Her gælder det samme som
f.eks. med vores hjerneceller. Enkeltvis er de ikke noget, men tilsammen
udgør de et fantastisk instrument for vores bevidsthed. Vi kan gå
videre. Hvert enkelt menneske har stort set ingen indflydelse på
omgivelserne. Men den samlede population af mennesker har sammen med alt
andet på jorden, har en enorm indflydelse omgivelserne. Dette har fået
nogle videnskabsmænd til at spørge om der kan eksistere noget man kunne
kalde en "højere bevidsthed" i universet. For videnskabsmænd behøver
dette absolut ikke nødvendigvis at betyde en intelligent bevidsthed, men
spørgsmålet er dog stadig yderst interessant. Hvad eller hvem
registrerede, at sollyset, der nåede jordoverfladen intensiveredes, og
tog beslutningen om modforanstaltninger, så klimaet kunne bevares, og
livet få de betingelser, som var nødvendige? Èn ting er sikkert. Det var
ikke den enkelte blågrønne alge, som tog beslutningen, og satte
processen igang. Især da ikke, når denne proces resulterede i algens
egen udslettelse. For vi kristne er svaret enkelt. Der findes en højere
bevidsthed, og denne højere bevidsthed er Gud. Han har fra universets
skabelse tilrettelagt alt, således, at livet, og i sidste ende
menneskene, kunne opstå og få de rette betingelser.
I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det
usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham
er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham.
Kol 1.16-17
Bibelen siger, at end ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er
med i det. Vi kan følge en sådan tankegang til enden. Gud er med i alt,
og har fra universets begyndelse tilrettelagt alt, således, at universet
i sidste ende kunne huse liv. Som Gud i Bibelens 66 bøger har vist sig
som historiens herre, idet han former og danner historiens gang, frem
mod et bestemt mål, har han også i universets analer vist os, at han er
altets herre, og former og danner altet således, at det i sidste ende
opfylder hans mål, at huse liv. Vi læser i Bibelen at "ALT" virker til
gode for den, som tror. Et sådant skriftssted får pludselig en helt ny
og revolutionerende mening, idet "alt" ikke kun kommer til at omfatte
livets små fortrædeligheder, som dagligt møder den troende, men selve
universets fødsel og udvikling.
Til eftertanke
10-20 mia. år: Universets alder
4,5 mia. år: Jordens alder
3,5 mia. år: Har livet bestået på jorden
Og klimaet holdt sig stabilt
1,5 mia. år: Har der eksisteret flercellede organismer
600 mio. år: Har der eksisteret pattedyr
10.000 år: Har der eksisteret civilation
100 år: Har der eksisteret "et moderne samfund"
Med den rigeste mulighed for at udforske vor verden.
Jordens fremtid
Videnskaben er blevet stadig mere opmærksom på faren fra rummet. Der
findes mellem 100.000 og 1 mio. asteroider med en størrelse på over 50
m. som krydser jordens bane. Man har regnet ud, at jorden rammes af en
ateroide på mellem 50 og hundrede m. hvert andet århundrede og af en i
størrelse af ca. en km. hvert 10.000 år. Sidste gang en alvorlig
kollision fandt sted var i 1908, da en asteroide på omkring 100 m.
eksploderede over det sydøstlige Sibirien med en kraft på mere 650 gange
den, der udløstes ved atombomben over Hiroshima. Hvis ateroiden havde
ramt 5 minutter senere, ville den have ramt Skandinavien med
katastrofale følger.
I 1972 havde en tilsvarende asteroide kurs mod USAs østkyst, men ramte
atmosfæren i en tilpas skæv vinkel og blev slået ud i rummet igen. I
1992 kom endnu en ateroide faretruende nær, og passerede mellem jorden
og månen. For ca. 65 mio. år siden ramte en meteor, sandsynligvis
omkring 10 km. i diameter jorden, og udslettede en stor del af livet,
bl.a. dinosaurne. hovedparten af livet uddøde ikke på grund af
kollisionen, men på grund af klimaforandringerne, som fulgte efter.
Faktisk taler Bibelen om muligheden for en katastrofe fra rummet i
fremtiden, og den er yderst detaljeret i beskrivelsen af de naturlige
konsekvenser for et sådant sammenstød:
Den tredje engel blæste i sin basun, og en stor stjerne, der brændte som
en fakkel, faldt ned fra himlen og faldt på en tredjedel af floderne og
kildevældene. Den stjernes navn er Malurt. Og en tredjedel af vandet
blev til malurt, så mange mennesker døde af vandet, fordi det blev
bittert. Den fjerde engel blæste i sin basun, og en tredjedel af solen
og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne blev ramt, så en
tredjedel af dem formørkedes, og dagen mistede en tredjedel af sit lys
og natten ligeså.
Åb 8.10-12
Vores civilation ville næppe kunne overleve kollisionen med en ateroide
på blot en kilometer eller deromkring. Vi er altså rimelig skrøbelige,
vi mennesker på vor lille planet i det store verdensrum. Ja, man må igen
spørge sig selv, om det blot er et utroligt held, at vi overhovedet er
her, eller om der er en mening med, at livet på jorden og specielt
menneskeheden har trodset alle odds.
Om mennesket
Der er ca. en million milliarder nervetråde i den menneskelige hjerne,
der forbinder hver enkelt af hjernens 100 milliarder nerveceller med op
mod 10.000 forbindelser til andre celler. Nervetrådene udgør omkring 1
mio. km. hvilket svarer til en tur rundt om jorden 25 gange. Signalerne,
som sendes afsted i hjernen, løber med kun ca. 360 km. i sekundet. Det
ville således tage et enkelt signal flere måneder at nå gennem alle
nervetrådene i hjernen. Alligevel klarer hjernen, hvad der ellers skal
mere end 1 mio. af vore dages stærkeste EDB maskiner til at matche.
En atomkerne er ca. 100.000 gange mindre end et atom, der er ca. 100.000
gange mindre end en celle, der er ca. 100.000 gange mindre end et
menneske, der er ca. 100.000 gange mindre end et givent land, der er ca.
100.000 gange mindre end vores planet.
Tanker til slut
Forestil dig, at 100 skarpskytter er belevt sendt ud for at henrette en
fange. Forestil dig, at de stiller sig på linie og skyder - alle på én
gang. Og forestil dig så, at fangen overlever. Fangen måtte ikke være
overrasket, dersom han ikke observerede, at han var død. Når alt kommer
til alt, kunne han jo ikke observere nogen ting, dersom han var død.
Derimod måtte han være meget overrakset over at observere, at han rent
faktisk var i live.
Han kunne måske konkludere, at alle skarpskytterne "missede" på grund af
en ekstrem usandsynlig tilfældighed. Han kunne måske takke heldet for,
at han overlevede. Mere logisk og rationelt ville det nok være at
overveje tanken om ikke alle geværer var ladt med løse patroner, og om
ikke skarpskytterne med vilje undgik at skyde ham.
På samme måde må tanken om ekstrem heldig tilfældighed i forbindelse med
den utrolige finindstilling af universet, solsystemet og jorden være
absolut ulogisk og irrationel. Mere logisk ville det være at tænke, at
der findes én, som har bestemt, at vi skal leve.
Jo mere videnskaben lærer om det ufattelige univers? skabelse og
udvikling, jo mere bevismateriale vil der blive samlet, som peger hen på
en Skaber, der står bag det hele. Bibelens Gud er den, der har skabt
alt, og han har nøje designet universet i hver enkelt lille detalje, så
det nøjagtigt opfylder kriterierne for at være et beboeligt hjemsted for
mennesket.
Videnskabsmanden George Smoot, som vi stiftede bekendskab med i et af de
foregående afsnit siger:
"Der er et utroligt antal af disse parametre, der alle i en hvis
forstand er blevet finjusteret, til tider ekstremt præcist afstemt... så
når vi begynder at gange alle mulighederne op, finder, finder vi, at det
er højst usandsynligt, at de eksisterer ved tilfældig chance. Lige så
absolut usandsynligt, som at nogen skulle fødes med mine eksakte
gener... Og så begynder man at undre sig over den ufattelige skønhed og
den ufattelige måde alting passer så elegant sammen på... Og så er det
meget fristende at få den tanke, at nogen har designet og havde en plan,
der var ret storslået."
Lad os slutte med et ord fra Bibelen. Der mangler intet i Guds skbelse.
Alt i universet er nøje tilrettelagt og designet, således atliv og i
sidste ende mennesket kan eksistere og leve.
Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?« siger den
Hellige. Løft jeres øjne mod himlen, og se! Hvem skabte den? Han, som
fører dens hær talstærkt ud og kalder dem alle sammen ved navn. På grund
af hans vældige kraft og mægtige styrke mangler der ikke en eneste.
Es 40.25-26