Åh, det er synd.
Men det ligner faktisk en situation, som min kære kæreste kom i, da han og
hans daværende kæreste fik en mor med datter (altså katte) ind i en flok
katte.
Moderen stødte killingen fra sig, og de blev vist aldrig en entegreret del
af flokken. Moderen havde været placeret hos en familie, hvor hun havde det
dårligt. Måske blev det ikke bedre af, at der var tale om tre forskellige
racer i flokken (hvoraf den ene var huskatte).
Emse får det nok bedst som enekat. Jeg tror, hun har stødt sit barn fra sig.
Nogle katte gør det på en meget bestemt måde, og vil derefter slet ikke vide
af barnet, hverken som barn eller flokmedlem. Andre katte betragter længe
barnet, som deres barn, og barnet glider fra at være killing lige så stille
over i rollen som voksent flok-medlem. Albert vil måske falde til ro, hvis
Emse flytter. - Det passer sikkert, at de har været tæt knyttet til
hinanden - men det kommer nok an på, hvor gammel han var, da I fik de to
katte.
Fem katte og tvillinger (tillykke med dem) samtidigt er nu også meget
modigt, synes jeg.
Desværre er det ikke alle katte, der egner sig til at leve i flok, og ikke
alle katte der kan affinde sig med den flok, de 'tilfældigvis' havner i.
Hvor tungt og trist, det end måtte være, er man somme tider nødt til at
omplacere en kat, men holder meget af. - Vi har selv været på den to gange.
Det var hårdt, men for det første må kattens tarv komme først (synes jeg),
for det andet, trøster det at vide, at katten har fået det bedre det nye
sted, end den kunne få det hos os.
Kan Albert være jalous på Jeres tvillinger? Eller måske han skal markere sig
overfor sin mor?
Kærlig hilsen
Ulrich
--
Ulrich Alster Klug
København - Denmark
http://www.dk-yeoman.dk
dannebrog@dk-yeoman.dk
"Mette Svangren Guttesen" <svangut@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4vtd61-9dk.ln1@svangut.dk...
> Som de faste vil vide, overtog vi i januar Albert og Emse, der ikke
trivedes
> i en lille københavnerlejlighed fyldt med børn. Især Emse virkede en
anelse
> "adfærdsvanskelig", tissede på børnenes legetæppe etc.
>
> Da vi fik dem, stod det klart, at de var en udfordring, men det gik dog
> forholdsvis godt. Det var nok bare et spørgsmål om tid, før de ville falde
> helt ind i flokken.
> Men nu må jeg se i øjnene, at det gør de altså ikke! Det er nu nået til
det
> punkt, hvor mine tre "gamle" katte er decideret bange for dem begge.
>
> Emse er desuden urenlig og har for så vidt været det hele tiden. Hun
skider
> og tisser i perioder på alt blødt, der ligger på gulvene, det være sig de
> løse gulvtæpper, tabt tøj etc., især hvis kattebakken er bare den mindste
> smule brugt. Perioderne lader ikke til at hænge sammen med hvad der ellers
> sker i huset. Ifølge dyrlægen er hun sund og rask.
> Desuden er hun ekstremt irrationel, vil gerne være førerkat, men deler
> øretæver ud så vilkårligt, at de andre katte (inklusiv Albert) aldrig ved,
> hvor de har hende og hvilke regler, der gælder.
>
> Faktisk er det min opfattelse, at hun ville trives allerbedst som enekat,
et
> sted hvor hun kunne få en masse opmærksomhed (for hun er bestemt også en
> dejlig kælepotte), og hvor det er ligegyldigt, at andre katte har svært
ved
> at dechifrere hendes signaler. Generelt må jeg sige, at jeg ikke deler de
> forrige ejeres opfattelse af, at hun og Albert (der jo er hendes søn) er
tæt
> knyttede.
>
> Albert er for så vidt mere velfungerende end sin mor, -men han deler mange
> af hendes irrationelle tendenser. Han vil utroligt gerne lege med de andre
> (Kina, Rosinen og Alladin), men hans signaler er meget voldsomme og tolkes
> ofte som angreb, selvom jeg ikke tror det er meningen. Han ynder især at
> angribe bagfra, når de andre mindst venter det, og selvom det er i leg, er
> især Alladin nu rystende bange for ham (på trods af, at Albert er et fnug
> ved siden af Alladin, der i hvert fald rent fysisk burde kunne sætte ham
på
> plads så let som ingenting).
>
> For Alberts vedkommende gælder det, at opdragelse har vist sig at virke.
Ved
> at markere at vi mennesker er fører"katte" og simpelthen ikke tolerer den
> slags opførsel, dæmpes hans uønskede adfærd meget. Faktisk virker han som
om
> han trives langt bedre under disse meget faste rammer (det har han aldrig
> kendt fra Emse). Men rent praktisk kræver det, at man er over ham hele
dagen
> og griber ind sekunder efter hans angreb. Det kan man ikke, når man bruger
> halvdelen af døgnets timer på at amme tvillinger! Og derfor er det
desværre,
> efter lang tids bedring, blevet meget værre igen på det seneste. Hvor
meget
> af denne adfærd, der skyldes hans frustrationer over hans mors
> småpsykopatiske adfærd, ved jeg dog ikke. Jeg er dog ikke i tvivl om, at
det
> har en indflydelse, og måske ville han endda blive mere harmonisk uden
hende
> omkring sig.
>
> Fælles for de to er, at de lader til at være meget dårlige til kattesprog.
> På nær en enkelt kat, har jeg ikke tidligere kendt så dårligt fungerende
> katte i floksammenhæng (og jeg har kendt mange).
> Selvom jeg frygtelig gerne ville have det modsat, må jeg indse, at det
måske
> aldrig kommer til at fungere her.
>
> Så please, er der ikke nogen, der har nogle fantastiske ideer (Feliway
> virker f.eks. ikke, fysisk adskillelse er ikke mulig), som vi kan
> prøve...eller skal vi virkelig tage skridt til at finde andre hjem til de
> to?
>
> Temmelig kede hilsener fra Mette
>
>