/ Forside / Teknologi / Hardware / Skærme / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Skærme
#NavnPoint
refi 6152
tedd 4669
Klaudi 3599
Fijala 3554
transor 2447
pallebhan.. 2000
Teil 1726
severino 1592
miritdk 1568
10  peet49 1562
Viewsonic VP201s.
Fra : Thomas Madsen


Dato : 18-09-03 21:59

Hej,

Jeg må jo hellere komme med en anmeldelse af den skærm, for den kom
(som lovet) i dag.

Tror at jeg vælger at starte med de efter min mening negative sider,
for de er ret hurtigt overståede.
USB-stikkene sidder et skidt sted. De sidder oppe under bunden af
selve panelet og for at koble noget til dem, bliver man nødt til
enten at vippe panelet langt bagover, eller også må man dreje det.
Uanset hvad man gør, så er det svært at undgå at kablerne bliver
flået ud af de plast-klemmer som sidder bagpå soklen og det kan
godt give et mindre chok når man hører den lyd. USB-stik skal
man have let adgang til. Det synes jeg i hvert tilfælde, for USB-
enheder er ofte noget som jeg kun kobler til når jeg skal bruge
dem (kortlæser, digital kamera, colorimeter osv). Jeg gider ikke
engang at forsøge at vænne mig til at bruge USB-stikkene i denne
TFT, for det vil resultere i unødvendigt slid og endda chance for
at knække et eller flere af stikkene når man drejer eller vipper
panelet.

Bagsiden kan I se her:
<http://home18.inet.tele.dk/madsen/viewsonic/vp201s/bagside.jpg>.
De der klemmer bagpå soklen er gode til at holde ledningerne samlet
så de ikke hænger og dingler, men jeg synes ikke at de holder ret
godt fast i ledningerne. Skærmen er let at dreje, men justeringen
i højden går knapt så glidende og i 8 ud af 10 tilfælde smutter
ledningerne ud af holderne ved en højdejustering. I mit tilfælde
gør det dog ikke ret meget, for jeg har ikke planer om at justere
på den i højden hele tiden og så igen. Det var bare lige i starten
indtil at jeg fandt den rigtige højde at det irriterede mig med de
lednings-clips og den ujævne gang i højdejusteringen. Det der med
at man kan dreje skærmen på højkant, bliver da slet ikke aktuelt
her, for så får jeg da først viklet alle ledningerne sammen.

Og så til det positive. :)

Der er ikke en eneste pixelfejl. Har kørt en test med det her
Nokia-program, som med alle sine farvede baggrunde hurtigt ville
afsløre døde pixels, men der er ingen. (Jeg blev ellers nervøs for
første gang at jeg startede skærmen var der en hel række af pixels
med en anden farve helt ude til højre i billedet på den blå logon-
skærm, men de var heldigvis væk da jeg kom ind på skrivebordet).

Skarpheden er helt utrolig. Godt nok så har jeg ikke andre TFT-
skærme at sammenligne med, men hvis jeg tænder min FW900 og
sammenligner med den, så fatter jeg ikke at jeg overhovedet har
kunnet holde til at sidde ved den de sidste 3 år. Faktisk så var
jeg 100 % sikker på at der var noget galt med nr. 2 udgang på mit
Matrox-kort, som min FW900 nu er koblet til, for det kunne bare
ikke passe at min gode gamle FW900 pludselig var så uskarp, så
for en sikkerheds skyld fik jeg VP201s rykket fra og koblet FW900
til udgang 1 igen, men den var god nok. Efter få minutter hvor man
ikke har noget at sammenligne med, står FW900 meget skarp, men
når man så tænder for TFT'en og kigger på den, så skal jeg love
for at FW900 bliver sløret at se på.

ClearType kører jeg pt. ikke med. Godt nok så ser tekst på VP201s
langt bedre ud når ClearType er slået til end når den ikke er det,
men ClearType er intet ved siden af Parhelias Glyph Antialiasing
(som er en slags forbedret hardwareudgave af MS' ClearType, som kun
foregår vha. software). Jeg har aldrig kørt med Glyph Antialiasing
før, for det havde ikke rigtig nogen effekt på CRT'en, men jeg skal
lige love for at det har på en TFT.
Den bedste ClearType-indstilling til VP201s er efter min mening den
øverst til venstre på: <http://makeashorterlink.com/?R4BD51A62>, men
prøv lige at se forskellen på ClearType og Glyph Antialiasing her:
<http://home18.inet.tele.dk/madsen/viewsonic/vp201s/glyph.gif>.
(ClearType-indstillingen på ovenstående eksempel er den øverst til
venstre på MS' side).
Efter min mening så er Glyph Antialiasing langt bedre. Prøv at holde
øje med M'et i Mathias og citeringstegnene. Med ClearType er tegnene
lidt flossede i kanten, men med Glyph Antialiasing bliver de lige
en smule tykkere og mere udjævnet i kanten. (Noget der undrer mig
er bollerne over å'erne. Hvorfor ser de mon helt anderledes ud når
ClearType er slået til?)

Jeg har altid ment at min FW900 er meget lysstærk og det mener jeg
sådan set stadigvæk, selvom fosforen efterhånden er ved at brænde ud
på den, men sammenlignet med denne Viewsonic VP201s, så ligner FW900
et stearinlys stillet ved siden af en halogenlampe. De kan slet ikke
sammenlignes. Viewsonic VP201s er langt mere lysstærk og hvad angår
farvegengivelsen på VP201s så er jeg positiv overrasket.

Allerede inden købet af VP201s havde jeg regnet med at FW900 ville
kunne give mig mere farvemættede farver end VP201s og det holder
også stik, men slet ikke i det omfang som jeg havde regnet med.
Det viser sig at det kun er i det røde, det gule og lidt i det blå
område af spektret at VP201s halter lidt bagefter FW900. Det vil med
andre ord sige at FW900 kan vise mig en mere farvemættet rød, gul og
blå end VP201s kan, men det er helt klart den røde der halter længst
bagefter. (Min FW900 har også altid haft nogle sære afvigelser i den
røde som I vil se senere). I det grønne og violette område af spektret
er de to skærme stort set identiske.

Det burde være tydeliggjort her:
<http://home18.inet.tele.dk/madsen/viewsonic/vp201s/gamut/>.
Hvis I kigger på det øverste billede til venstre, så viser det en
sammenligning imellem FW900 og VP201s' gamut, eller farverum om man
vil. FW900 er den største sorte trekant, men bemærk at det kun er i
den gule, røde og lidt i den blå at FW900 er større end VP201s.
Det øverste højre billede viser det samme som det venstre, men blot
i 3D. FW900 er den gennemsigtige kasse som altså er lidt større end
VP201s' kasse.
Nederst på siden kan I se et andet type plot og det er sådan set det
der er mest interessant, synes jeg, for det viser noget om hvor jævne
skærmens farver er. Hvis alle farverne udgår fra midten som helt lige
streger så viser det noget om at skærmen har en jævn tone hele vejen
op igennem pågældende farve. Altså ingen underlige spring i f.eks.
den røde som kan resultere i at et rødt farveforløb har tydelige bånd
på et bestemt sted i skalaen. Min FW900 har som sagt et problem med
den røde kanal og det har den sådan set altid haft. Den røde har det
med at stikke af og plottet viser også at den har et tydeligt knæk.
Derimod så er VP201s nærmest perfekt. I hjælpefilen til det program
som jeg har brugt til at illustrere det med, står der:

| Deviation:
| When checked, red lines representing the ideal values will be drawn
| on the graph, which facilitates a visual comparison of how much the
| ICC/ICM profiles are deviating from the ideal.

- så man må sige at VP201s klarer den test meget meget flot.
Desuden så er jeg også overrasket over hvor god den er til at vise små
toneforskelle i det mørke område af en gråtoneskala. Den halter på
ingen måde bagefter FW900 og det var jeg 100 % sikker på at den ville
gøre, da jeg mange gange tidligere har læst at det skulle være et
problem med TFT-skærme.

Nå; det her gamut-halløj var et sidespring, men det viser vel noget om
at en TFT ikke nødvendigvis altid vil halte voldsomt bagefter CRT'en
hvad farvegengivelse angår, men på den anden side så er det nok også
stærkt afhængig af hvilken type panel der sidder i dyret og jo da også
om man sammenligner med en gittermaske- eller en hulmaskeskærm. Det er
lige før at jeg vil vædde på at hvis jeg havde sammenlignet VP201s med
en middelmådig hulmaske- i stedet for en gittermaskeskærm, så ville
VP201s vinde, hvad størrelsen på farverummet angår.

Jeg har koblet VP201s til via DVI, men har også haft lejlighed til
at prøve den med VGA og kan ikke se forskel, trods det at jeg ihærdigt
har forsøgt.
Har også prøvet at gå ned i 1024 x 768 og 800 x 600 (med DVI) og efter
min vurdering så er der ikke den store forskel på billedkvaliteten i
de to opløsninger, men de er selvfølgelig lidt grimmere end 1600 x
1200. Man kan godt se at der sker en eller anden form for interpolering
for det ligner nærmest den effekt man får hvis man gør et screenshot
mindre eller større i antallet af pixels i et billedbehandlingsprogram.
Altså det her lidt fnidrede udseende.

Har også prøvet at rulle igennem kamp-scenerne i 'Ringenes Herre - De
to tårne' og er ikke stødt på nogen form for trailing og det er ikke
fordi at grafikkortet ikke kan følge med, for DVD-film plejer altid at
køre rimelig flydende her. Spil har jeg ikke fået prøvet af den simple
grund at jeg ikke har et eneste spil installeret pt. og dem jeg har
liggende er så gamle at de næppe ville være værd at teste med. Desuden
så ville min vurdering nok heller ikke være særlig pålidelig da jeg
for det første ikke er hardcore-gamer ogheller ikke andre TFT-skærme
at sammenligne med.

Jeg kan pt. ikke komme på mere at sige om denne skærm, men skal nok
vende tilbage hvis jeg finder flere fordele og/eller ulemper. :)

--
Med venlig hilsen
Madsen.

 
 
Kim Correll (18-09-2003)
Kommentar
Fra : Kim Correll


Dato : 18-09-03 22:16

Kanon!

Rart at læse en positiv omtale, når jeg selv får en skærm magen til i
morgen.

De negative ting du nævner, går godt i spænd med andre indlæg og testen på
prad.de. Folk er ikke begejstrede for USB-portenes placering.

Når jeg har modtaget mit eksemplar, skal jeg prøve at supplere på din
omtale.

Hilsen
Kim



Thomas Madsen (18-09-2003)
Kommentar
Fra : Thomas Madsen


Dato : 18-09-03 22:22

Kim Correll skrev:

> Rart at læse en positiv omtale, når jeg selv får en skærm magen
> til i morgen.

Glæd dig. :)

> De negative ting du nævner, går godt i spænd med andre indlæg og
> testen på prad.de. Folk er ikke begejstrede for USB-portenes
> placering.

Ok. Tysk er desværre ikke min stærke side så jeg har ikke fulgt med
på prad.de.

> Når jeg har modtaget mit eksemplar, skal jeg prøve at supplere på
> din omtale.

Det vil jeg se frem til. :)

--
Med venlig hilsen
Madsen.

Thomas Madsen (20-09-2003)
Kommentar
Fra : Thomas Madsen


Dato : 20-09-03 16:48

Kim Correll skrev:

> Rart at læse en positiv omtale, når jeg selv får en skærm magen til i
> morgen.

Hva' så Kim. Har du fået den eller hur?

--
Med venlig hilsen
Madsen.

Kim Correll (20-09-2003)
Kommentar
Fra : Kim Correll


Dato : 20-09-03 17:11


"Thomas Madsen" <nospam@madsen.tdcadsl.dk> wrote in message
news:Xns93FCB50B76408.thomas@madsen.tdcadsl.dk...
> Kim Correll skrev:
>
> > Rart at læse en positiv omtale, når jeg selv får en skærm magen til i
> > morgen.
>
> Hva' så Kim. Har du fået den eller hur?
>
> --
> Med venlig hilsen
> Madsen.

Desværre ikke endnu

PC-netto er ikke lige kendt for deres høje tempo... Jeg har den forhåbentlig
mandag.

Hilsen
Kim



Dr.Ralph (20-09-2003)
Kommentar
Fra : Dr.Ralph


Dato : 20-09-03 18:04

> Desværre ikke endnu
>
> PC-netto er ikke lige kendt for deres høje tempo... Jeg har den forhåbentlig
> mandag.
>
> Hilsen
> Kim

Ævvvv...........havde lige set frem til endnu en kanon vurdering af
Vp201s'en :(

Husk lige at pjække fra job på mandag, så du står klar med åbne arme for at
modtage din TFT på mandag med posten - og kridt så dine pig-sko op til en
spurt hen til dit skivenbord med TFT'en i armene og en lynopsætning af
dyret - for at du kan levere en test til os her på Ng'en !

:)

--
Kind regards/Venlig Hilsen
Dr. Ralph

Kim Correll (20-09-2003)
Kommentar
Fra : Kim Correll


Dato : 20-09-03 18:17

> Husk lige at pjække fra job på mandag, så du står klar med åbne arme for
at
> modtage din TFT på mandag med posten - og kridt så dine pig-sko op til en
> spurt hen til dit skivenbord med TFT'en i armene og en lynopsætning af
> dyret - for at du kan levere en test til os her på Ng'en !
>

Tjae... Nu har jeg jo lige ligget syg hele sidste uge og har kunnet sidde og
skrive hele tiden, så det går nok ikke på mandag.
Jeg skal desuden selv hente den hos PC-netto.

Men jeg ræser derud fra arbejde, hvis den er klar til afhentning og har
forhåbentlig en anmeldelse klar i løbet af aftenen.

Kim



Kim Correll (22-09-2003)
Kommentar
Fra : Kim Correll


Dato : 22-09-03 21:20

Jeg havde jo lovet at komme med en anmeldelse, når jeg fik skærmen. Så den
kommer her:

Jeg har tidligere haft en LG L1910B hjemme og måtte konstatere, at den ikke
indeholder de egenskaber som LG skriver, at den har. Nærmere bestemt, så
sidder der ikke det panel i skærmen, som producenten siger der sidder i.

LG'en blev returneret og jeg bestilte en Sony SDM-X93/B i stedet. Efter lidt
hurtig research kom jeg hurtigt frem til, at denne skærm havde samme problem
som
den forrige. Sony skriver dog indirekte, at modellen bliver opdateret til
december. Så den blev også afbestilt. Nu havde jeg så konkluderet, at der
ikke er nogen 19" S-IPS til salg på gaden i skrivende stund. Jeg bestemte
mig så for at rette mig efter folks forslag her i gruppen og bestilt en
Viewsonic VP181B. Men allerede dagen efter bestillingen begyndte jeg at
ærgre mig lidt, for jeg havde jo lige haft en 19" og min gamle Samsung var
på 17", så en 18" skærm var for lille et spring. Meningen er, at jeg gerne
skal være glad for skærmen og beholde den mere end et år, så jeg bed
tænderne sammen og valgte at ofre merprisen på denne Viewsonic VP201B.

Først lidt om mig og mine forudsætninger for at skrive denne anmeldelse. Jeg
er ikke professionel grafiker eller noget der ligner, men en almindelig
PC-bruger, som primært surfer på nettet, spiller og hvad man nu ellers
bruger en PC til i dagligdagen. Jeg har bare en kvalitetssans, som ikke kan
ignoreres og, i dette tilfælle, lidt for mange penge til formålet. Jeg
er betyrende medlem i en LAN-klub i nordsjælland og denne skærms blæreeffekt
kan da heller ikke fornægtes.

Min primære fokus var, at finde en skærm som kan bruges til spil med hurtige
bevægelser i billedet. Lysstyrke og kontrast var ikke af særlig høj
prioritet. Derfor har jeg 100% gået efter en S-IPS skærm.

Indtryk af skærmen:

Efter udpakning af sagen, kan jeg konstatere, at forarbejdningskvaliteten er
meget høj. LG'en var ganske pæn, men Viewsonic hører virkelig til i front,
når det kommer til kvalitetsindtryk. Denne version hedder VP201B, dvs at det
er den version med sort ramme. Resten af mit skrivebord er også sort, så det
passer godt sammen. Ikke mindst til mit Lian-Li PC-71 kabinet
Jeg har ikke kunnet finde nogen defekte pixels eller subpixels på dette
eksemplar, hvilket må siges at være perfekt. Jeg har faktisk kun haft gode
erfaringer med de skærme, jeg har haft hjemme.

Her nogler billeder af mit skrivebord med min gamle Samsung og med den nye
VP201B:
http://www.tgb.dk/vp201b/171B.jpg
http://www.tgb.dk/vp201b/VP201B.jpg

Designet vil jeg ikke komme yderligere ind på, da Madsen allerede har lagt
billeder op af denne skærm.

I brug:

Jeg har to maskiner stående med et switchboks til én skærm. På den ene
maskine har jeg haft en del problemer med at få den til at køre med DVI-D
uden, at VGA'en er tilsluttet. Jeg kan kun få signal på DVI'en hvis den
bliver opsat som en sekundær skærm i en klon opsætning i nView. Dette
problem har jeg endnu ikke løst. I samme maskine sidder et MSI Ti4400. På
dette kort er der en meget stor forskel på VGA og DVI-D, VGA'en er temmeligt
sløret, mens DVI'en står knivskarpt. Ved siden af står en Soltek Barebone
med et Asus Ti4200. Der er der ingen eller næsten ingen forskel på de to
udgange.

Tekst:

Jeg skulle lige vænne mig til den højere opløsning på 1600x1200 i forhold
til de 1280x1024 på min gamle skærm. Tekststørrelsesmæssigt svarer denne 20"
(20,1", faktisk) til en 18,1", der er bare meget mere plads på desktoppen.
Her kan man tydeligt se fordelen ved DVI, det er ikke så anstrengende for
øjnene.

Spillene:

Jeg har spillet lidt BF1942: Secret weapons, UT2003 og Delta force: Black
Hawk down.

Battlefield 1942: Ingen slør eller trailing. Der er dog disse ganske små hak
i bevægelserne, som er kendetegnet på alle TFT'er. Ellers er billedet roligt
og farverigt.

UT2003: Ingen slør eller trailing. Fuldt knald på uden nogen form for
forstyrrelser (undtagen ovennævnte).

Delta Force: BHD: Heller ingen slør eller trailing. Jeg har dog bemærket en
slags flimren ned over billedet, men jeg tror det er Novalogics grafikmotor,
der fungerer sådan.

Slutbemærkningen:

En skærm som denne henvender sig primært til det professionelle marked og
prisen er da også derefter. Springet fra 19" til 20" er voldsomt,
prismæssigt. Skærmens pris fordobles ved dette spring. En anden stor forskel
er opløsningen. Ved 20" bliver den optimale opløsning hævet til 1600x1200 og
teksten bliver så igen mindre i forhold til en 19".
Om man vil betale 5400,- for en 18,1" eller 11000,- for en 20.1" må være en
holdningssag og ikke mindst pengepungssag. Skærmen er ihvertfald i absolut
topklasse og, i mine øjne, pengene værd.

Spørgsmål og kommentarer er velkomne.

Hilsen
Kim






Dr.Ralph (23-09-2003)
Kommentar
Fra : Dr.Ralph


Dato : 23-09-03 06:21

> Spørgsmål og kommentarer er velkomne.
>
> Hilsen
> Kim

Hallo, så fik du den sgu' - TILLYKKE med dyret !

Rart at du også er glad for en 20,1' TFT - nu er vi efter hånden mange, der
glæder os over S-IPS paneler på 20,1' :)

Ser at du også kører med LIan Li Pc71 - i sort - gider du ikke poste et par
billeder af dette kabinet - gerne både billeder frontalt og fra begge sider
af kabinettet ?

Jeg har selv lige købt 2 stk. Lian LI PC70 i sølvfarven.
De kostede 1250 kr stk - og studiedata tager 2099 kr - så jeg regner med
enten at beholde begge 2, give det ene til min bror eller sælge det ene for
1500 kr over nettet ved lejlighed.

Syntes simpelthen PC70 fra Lian Li er fantastisk gennemført. De nye
modeller har 2 USB 2.0 i fronten - har dit også det ?
Jeh har ikke kunnet finde et kabinet, der på noget punkt overmatcher dettet
fantastisk velskabte fra Lian Li. Der er oceaner af plads (for almindelige
dødelige - ikke for mig - jeg har det allerede propfyldt med 4 optiske
drev, 2 5,25' udevndige Lian Li temperatur målere, 6 harddiske, floppy og
interne USB læser), praktisk design og flot udseende.

Kan kun anbefale dette kabinet til alle seriøse PC freaks. Det er hver en
krone værd - jeg var selv lige ved at give 2099 kr hos studiedata - jeg
havde været villig til at give 3.000 kr for det - men slap med 1250 kr :)

--
Kind regards/Venlig Hilsen
Dr. Ralph

Kim Correll (23-09-2003)
Kommentar
Fra : Kim Correll


Dato : 23-09-03 15:59

Den Lian-Li PC-71 jeg har, er udstyret med 4 USB 1.1 i fronten.

Du kan se en artikel, jeg har skrevet omkring mit kabinet her:
http://www.tgb.dk/Html/watercooling.htm

Kabinettet tjener nu som min hjemmepc til dagligt arbejde, da jeg har
investeret i en barebone til mine ture i LAN-klubben.

Hilsen
Kim


"Dr.Ralph" <dr.ralph@removesol.dk> wrote in message
news:9n5mip1uj9io$.1sq1kmmb13578$.dlg@40tude.net...
> > Spørgsmål og kommentarer er velkomne.
> >
> > Hilsen
> > Kim
>
> Hallo, så fik du den sgu' - TILLYKKE med dyret !
>
> Rart at du også er glad for en 20,1' TFT - nu er vi efter hånden mange,
der
> glæder os over S-IPS paneler på 20,1' :)
>
> Ser at du også kører med LIan Li Pc71 - i sort - gider du ikke poste et
par
> billeder af dette kabinet - gerne både billeder frontalt og fra begge
sider
> af kabinettet ?
>
> Jeg har selv lige købt 2 stk. Lian LI PC70 i sølvfarven.
> De kostede 1250 kr stk - og studiedata tager 2099 kr - så jeg regner med
> enten at beholde begge 2, give det ene til min bror eller sælge det ene
for
> 1500 kr over nettet ved lejlighed.
>
> Syntes simpelthen PC70 fra Lian Li er fantastisk gennemført. De nye
> modeller har 2 USB 2.0 i fronten - har dit også det ?
> Jeh har ikke kunnet finde et kabinet, der på noget punkt overmatcher
dettet
> fantastisk velskabte fra Lian Li. Der er oceaner af plads (for almindelige
> dødelige - ikke for mig - jeg har det allerede propfyldt med 4 optiske
> drev, 2 5,25' udevndige Lian Li temperatur målere, 6 harddiske, floppy og
> interne USB læser), praktisk design og flot udseende.
>
> Kan kun anbefale dette kabinet til alle seriøse PC freaks. Det er hver en
> krone værd - jeg var selv lige ved at give 2099 kr hos studiedata - jeg
> havde været villig til at give 3.000 kr for det - men slap med 1250 kr :)
>
> --
> Kind regards/Venlig Hilsen
> Dr. Ralph



Dr.Ralph (23-09-2003)
Kommentar
Fra : Dr.Ralph


Dato : 23-09-03 20:02

> Den Lian-Li PC-71 jeg har, er udstyret med 4 USB 1.1 i fronten.

Har nu pakket begge mine PC 70 ud for lige at efterse dem - og ser nu til
min store glæde, at de også begge har 4 stk. USB 2.0 i fronten :)

Det er altid rart med let tilgængelige USB porte - og at de så er af 2.0
typen er slet ikke skidt.

> Du kan se en artikel, jeg har skrevet omkring mit kabinet her:
> http://www.tgb.dk/Html/watercooling.htm

God gennemgang af din kabinet opsætning.
Det er vel ikke dig, der er ansat i Studiedata ?
Har nemlig talt med en gut fra studiedata, der netop har et moddet PC71 med
vandkøling ?

Det er lidt synd, du ikke har købt Lian Li's cd fronte til dine 2 optiske
drev - det vil jeg anbefale dig, da det ser meget pænere og mere fuldendt
ud med alt i sort - beige og sort matcher ikke så godt :)

Jeg har valgt en løsning, hvor jeg køber alle mine optiske drev i sort - og
dropper Lian Li's cd fronte - da sort/sølv kombineret faktisk tager sig
drøn godt ud.
Jeg har dog en intern 3,5' USB læser, der skal sidde under mit sorte floppy
drev - har vil jeg så pille fronten af og lakere det med sort mat lak - så
det hele kommer til at se flot og matchende ud.

Som sagt, så har jeg aldrig set så gennemført og flot etserver tower før i
mit liv, som Lian Li PC70 serien - der er plads, plads og atter plads og så
er alt i den nye model lavet meget gennemført - med usb stik i front, plads
til 2 80 mm blæsere i bund front, der blæser luft direkte ind på harddiske,
3-trins justering af blæserstyrken (12v,7v,5v), som på den gamel model kun
kunne sættes ved at pille kabinet fronten af (kikset) men på den nye model
nu kan justeres direkte ude fra fronten uden at man skal pille fronten af
og sidst men ikke mindst en god dybde i kabinettet - ikke tidligere set i
noget alm. kabinet, der gør, at man lettere kan tilslutte mange enheder med
mange kabler uden at skulle bøje sine fingre søder og sammen.

Jeg vil uden tøven give dette kabinet 11 på en 13 skala.

--
Kind regards/Venlig Hilsen
Dr. Ralph

Kim Correll (23-09-2003)
Kommentar
Fra : Kim Correll


Dato : 23-09-03 21:10

> Det er vel ikke dig, der er ansat i Studiedata ?
> Har nemlig talt med en gut fra studiedata, der netop har et moddet PC71
med
> vandkøling ?

Nej, jeg arbejder ikke i Studiedata, faktisk arbejder jeg slet ikke med
PC'er.

> Det er lidt synd, du ikke har købt Lian Li's cd fronte til dine 2 optiske
> drev - det vil jeg anbefale dig, da det ser meget pænere og mere fuldendt
> ud med alt i sort - beige og sort matcher ikke så godt :)

Siden jeg skrev artiklen har jeg installeret en sort brænder og en beige
HD-skuffe. De andre drev, jeg havde i, passede ikke med nogen af de
alu-fronte som Lian-Li laver.

Kabinttet er rigtigt nok af topkvalitet, men dimensionerne og vægten af
vandkølingen gør, at den bliver meget uhåndterlig at flytte rundt på. Derfor
har jeg valgt at investere i en barebone ved siden af.

Hilsen
Kim




Thomas Madsen (20-09-2003)
Kommentar
Fra : Thomas Madsen


Dato : 20-09-03 17:15

Kim Correll skrev:

> Desværre ikke endnu

Øv.

> PC-netto er ikke lige kendt for deres høje tempo... Jeg har den
> forhåbentlig mandag.

Ok. :)

--
Med venlig hilsen
Madsen.

Thomas Madsen (22-09-2003)
Kommentar
Fra : Thomas Madsen


Dato : 22-09-03 21:47

Kim Correll skrev:

> http://www.tgb.dk/vp201b/VP201B.jpg

Wow. Det ser godt ud. :)
(I øvrigt samme tastatur og mus som jeg har).

> På dette kort er der en meget stor forskel på VGA og DVI-D, VGA'en
> er temmeligt sløret, mens DVI'en står knivskarpt. Ved siden af
> står en Soltek Barebone med et Asus Ti4200. Der er der ingen eller
> næsten ingen forskel på de to udgange.

Jeg har egentlig ikke tidligere tænkt på at kvaliteten på grafikkortet
har det helt vilde at sige på det punkt, men selfølgelig har det da
det. I mit tilfælde kan jeg ikke se forskel på DVI og VGA (som skrevet
tidligere).

> Tekststørrelsesmæssigt svarer denne 20" (20,1", faktisk) til en
> 18,1", der er bare meget mere plads på desktoppen. Her kan man
> tydeligt se fordelen ved DVI, det er ikke så anstrengende for
> øjnene.

Jeg kan også allerede mærke at min øjne har bedre af det langt roligere
billede. Det eneste jeg har svært ved at vænne mig til er helt hvide
overflader. De skærer lidt for meget i øjnene synes jeg.

> Skærmen er ihvertfald i absolut topklasse og, i mine øjne, pengene
> værd.

Dejligt at du endelig fandt en skærm som du er tilfreds med. Det har
jeg uden tvivl også fundet. :)

--
Med venlig hilsen
Madsen.

Dr.Ralph (19-09-2003)
Kommentar
Fra : Dr.Ralph


Dato : 19-09-03 00:55

> Jeg kan pt. ikke komme på mere at sige om denne skærm, men skal nok
> vende tilbage hvis jeg finder flere fordele og/eller ulemper. :)

For pokker da, Madsen - det er da rart at du er glad for dyret :)

Jeg føler også en lille smule ansvar i denne situation, idet jeg vel var en
af de første her på forummet, der fik en "rigtig" stor TFT'er - og
ligeledes i kraftige vendinger skamroste min Dell 2000FP - til jeres alle
sammens måben - og jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at I nok troede
jeg overdrev lidt - for så god kunne en TFT skærm ikke være.

Men NU er du selv på holdet af TFT 20,1' ejere - og min vurdering af S-IPS
panelers evne til at vise farveægthed og farvepræcision holdt altså stort
set vand.

Det med ledningsrodet er da lidt synd, men en detalje af de små, da man
sjøldent bevøger en så stor skærm rundt.
Når først man har fundet en plads til den, så står den der.

Mht til USB stikkene er det da lidt ærgeligt- men set ud fra mit
egoisttiske synspunkt, så betyder det meget lidt, da jeg har 2 USB 2.0
porte i fronten af mit LIan LI PC70 kabinet - og 10 på bagsiden.

Det ser ud til, at du har købt Vp201S udgaven - altås den med sølvfarvet
front - hvordan tager den sig ud - ville du hellere have den helt sorte
eller er denne farvekombination den ideelle ?

Har du mulighed for at tage et par billeder af dyret og lægge ud på din
website - gerne både billeder forfra og fra siden ?

Og gerne billeder, hvor man ser HELE skærmen inklusiv fod og selve skærm i
samme billede.

Tillykke med din TFT !
Rart at du er glad for den.

--
Kind regards/Venlig Hilsen
Dr. Ralph

Thomas Madsen (19-09-2003)
Kommentar
Fra : Thomas Madsen


Dato : 19-09-03 02:23

Dr.Ralph skrev:

> Jeg føler også en lille smule ansvar i denne situation, idet jeg
> vel var en af de første her på forummet, der fik en "rigtig" stor
> TFT'er - og ligeledes i kraftige vendinger skamroste min Dell
> 2000FP - til jeres alle sammens måben - og jeg sad tilbage med en
> fornemmelse af, at I nok troede jeg overdrev lidt - for så god
> kunne en TFT skærm ikke være.

De fleste vælger nok at stole mest på deres egne øjne, men jeg har nu
ikke tvivlet på at du var glad for din Dell og at det var en god skærm
og da slet ikke når man tænker på hvilke kvalitets-CRT'er du har haft
tidligere.

> Men NU er du selv på holdet af TFT 20,1' ejere - og min vurdering
> af S-IPS panelers evne til at vise farveægthed og farvepræcision
> holdt altså stort set vand.

Det er ingen tvivl om herfra at S-IPS er kram, men det skal så også
siges at jeg ikke har den store erfaring i at kigge på TFT'er.
Der er langt til den nærmeste hardware-biks herfra, men jeg havde
ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg kunne få så stærke
farver på en TFT-skærm.

> Det med ledningsrodet er da lidt synd, men en detalje af de små,
> da man sjøldent bevøger en så stor skærm rundt.
> Når først man har fundet en plads til den, så står den der.

Ja, det er nemlig det. Jeg har heller ikke planer om at flytte rundt
på den, så skidt med det.

> Mht til USB stikkene er det da lidt ærgeligt- men set ud fra mit
> egoisttiske synspunkt, så betyder det meget lidt, da jeg har 2 USB
> 2.0 porte i fronten af mit LIan LI PC70 kabinet - og 10 på
> bagsiden.

Så er der jo rigelig at gøre godt med. :)
Jeg har valgt at lade min printer gå ned bag i TFT'en, da printeren
står på en hylde lige ovenover. Så blev der da en enkelt ledning
mindre i rottereden bag PC'en. De USB-enheder som jeg har behov for
at koble til eller fra ryger så i stedet i soklen af FW900 som
stadig står på bordet (en ret dyr USB-hub egentlig ;). Det er godt
nok ikke USB 2.0, men det kræver de enheder som jeg ofte kobler til
og fra sådan set heller ikke.

> Det ser ud til, at du har købt Vp201S udgaven - altås den med
> sølvfarvet front - hvordan tager den sig ud - ville du hellere
> have den helt sorte eller er denne farvekombination den ideelle ?

Både min scanner, printer, mus, ladestation til mus, FW900 og mit
tastatur er sølv/sort, så jeg gik bevidst efter den sølv/sorte VP201s.
For det første så kan jeg godt lide sølv/sort og for det andet så er
støv ikke så synligt på det som hvis det var ren sort :)
Det eneste som ikke er sølv/sort er sådan set kabinettet til PC'en,
men det gider jeg ikke at gøre noget ved for det står nede på gulvet
ved siden af bordet og udenfor synsvidde.

> Har du mulighed for at tage et par billeder af dyret og lægge ud
> på din website - gerne både billeder forfra og fra siden ?

Det kan jeg godt prøve. Skal lige have noget dagslys at gøre godt
med.

> Og gerne billeder, hvor man ser HELE skærmen inklusiv fod og selve
> skærm i samme billede.

Okelydokely.

> Tillykke med din TFT !

Tak. :)

> Rart at du er glad for den.

Det er jeg i hvert tilfælde. Det køb fortryder jeg vist ikke.

--
Med venlig hilsen
Madsen.

Thomas Madsen (19-09-2003)
Kommentar
Fra : Thomas Madsen


Dato : 19-09-03 16:13

Dr.Ralph skrev:

> Har du mulighed for at tage et par billeder af dyret og lægge ud
> på din website - gerne både billeder forfra og fra siden ?

Ikke jordens bedste billeder da det er et ret elendigt digitalkamera
jeg har adgang til, men du kan prøve et kig her:

<http://home18.inet.tele.dk/madsen/viewsonic/vp201s/billeder>.

--
Med venlig hilsen
Madsen.

Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177557
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408869
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste