---

En prædiken er en fortolkning af et stykke bibel.
Har danskere brug for sådan envejskommunikation?
Er tiden ikke løbet fra, at høre ting man ved, blandet med ting der er ny,
blandet med ting man ikke forstår,

På internet og i telefonsnak med en bibelkyndig kan man nøjes med at
læse/høre hvad man er motiveret for og som er forståeligt.

Jeg kan sjældent koncentrere mig om et foredrag
Ved tovejskommunikation styrer man informationsstrømmen og spilder ikke tid.

Muslimere har vi i Danmark for at godhedsindustri kan få arbejde , og
prædiken har vi - delvis - for at berettige kirkelig debat og uddannelser og
give en illusion af "det levende ord" midt i højmessens ritualer og salmer.
Kan det ikke gøres bedre?

I have a dream - om en privatiseret folkekirke der har medlemmer der går i
dialog med præsten og er med til at arrangere ord og musik af mange slags -
hvis der er mange gammeldags typer , så cirka som nu,
Men ellers topersoners mail og telefoni ,
og evt. hvis præsten kan styre det, så der bliver basis for sammenkomst,
hvor prædiken indgår, så han ikke skal sige det samme for ofte, så noget
mere frit i den stil
Så kan der ske uddybning bagefter pr diskusion ved møde i kirke (eller pr
telekonference, som jo selv mobiltelefoner snart kan kan klare) - eller kun
på tomandshånd

Nedenfor et eksempel på en god prædiken - som kunne blive bedre hvis
underkastet tidssvarende teknologi og jævnbyrdigt samarbejde mellem de
aktive i en menighed.

I en kirke hørte jeg søndagen før en velbesøgt kirke med overheadprojekter
hvor hovedpunkterne af prædiken blev "slået fast" så folk gik derfra med
oplevelse af en struktur i budskabet. Der er mange måder at forny genren.
Alle præster burde lægge deres prædiken på nettet , lyd eller tekst(hvis
manus) og man skulle let kunne finde den rette præst at vælge, hvis sådan
total åbenhed om mest mulig.
"The medium is the message" og selve åbenhedens princip rummer et godt
budskab om ligeværdighed.
---
2. søndag efter trinitatis 2003
salmer: 690-258-

Det kan godt være svært at skulle prædike over en tekst, der er taget ud af
den sammenhæng, den står i i evangeliet. Lad mig bare sige det, som det er:
Jeg synes dagens tekst, er svær at prædike over. For rent ud sagt, hvad
opbyggeligt er der ved at høre om en mand, der har indbudt mange til et
stort festmåltid, og som så i vrede over afbudene - i stedet indbyder nogle
af dem, der ikke lige var inde i billedet i første omgang - de fattige, de
vanføre og de blinde - når det nu ikke kan være anderledes - og så er han
for resten fornærmet: Dem, der først var indbudt, de kan nu have det så
godt - de skal i hvert fald aldrig nogensinde komme til at smage de
herligheder, han har at byde på.



Nej, vel - det er grænser for hvor opbyggelig historien er, sådan taget for
sig selv. Men nu står fortællingen altså i en sammenhæng i evangeliet, og
det sætter den i et lidt andet lys.



Forud for lignelsen fortæller evangelisten Lukas om et andet gæstebud. Jesus
er indbudt hos nogle farisæere og dér kan han iagttage, hvordan de indbudte
med omhu udvælger sig de bedste pladser ved bordet (og sagt sådan lidt i
parentes, så er farisæerne ikke noget særligt i den henseende. Det at nogen
søger de bedste og mest prestigefyldte pladser - det kan man også iagttage i
vore dage. Jeg kender et firma, hvor der på et tidspunkt skulle tildeles
parkeringspladser i gården, hvilket skabte stor spild og opstandelse blandt
medarbejderne, for alle ville jo gerne have de mest prestigefyldte pladser -
det vil sige alle ville gerne parkere nærmest hovedindgangen. Og tro mig,
jeg nævner det kun, fordi jeg kan genkende noget af min egen forfængelighed
i det).



Men altså Jesus iagttager de der forfængelige farisæere og til dem siger
han: "Når du indbyder til middag, så indbyd ikke dine venner, brødre,
slægtninge eller rige naboer - nej, indbyd de fattige, vanføre, lamme og
blinde."



Og med det mener Jesus jo, at en fest ikke bør være et spørgsmål om at
indbyde de rette - dem, der kan gøre gengæld og indbyde dig - det bør ikke
bare være et spørgsmål om at tordenskjolds soldater samles i det gode og
prestigefyldte selskab. En fest bør derimod være et spørgsmål om at dele sin
glæde med andre.



Sådan er det i hvert fald, når talen er om Guds rige (Guds eget gæstebud). I
Guds rige handler det ikke om, hvem der sidder øverst - i Guds rige er vi
alle fælles om at dele Guds gode gaver og glæden derover med hinanden.



Og det er i det lys, vi skal læse dagens evangelietekst: Lignelsen om det
store gæstebud - det handler ikke om en mand, der fornærmet tager til takke
med de mindre fine gæster. Det handler derimod om, at nogen er for fine på
den og undskylder sig - mens de i verdens øjne knap så fine ikke undskylder
sig, men tager imod Guds invitation.



Men hvorfor tager nogen ikke imod invitationen? Jo, hvis hele ens
livsforståelse går ud på, at ens sociale status, ens meritter og
fortjenester er det vigtigste af alt - så kan det være et problem at blive
sat til bords og dermed i bås med alle dem, der ikke rigtigt har noget at
prale af. Hvis man synes, det bør handle om hvem, der er værdige til at
blive indbudt, så kan det jo være et problem, at også de såkaldt uværdige
indbydes.



I Lukasevangeliet kan man side om side med lignelsen om det store gæstebud
læse fortællingen om den fortabte søn. Og spørgsmålet i den fortælling er i
grunden, hvem det er, der er fortabt. Er det sønnen, der har soldet sin arv
op, eller er det den retfærdige søn, der ikke vil med til den fest, faren
holder i ren og skær glæde over, at hans umulige søn er vendt hjem? Ja, det
er vel den retfærdige bror - der er den fortabte - fortabt, fordi han ikke
kan forliges med tanken om, at det ikke er værdighed og fortjeneste, der
tæller - han er fortabt, fordi han ikke vil dele farens glæde - Ja, i sidste
ende er han fortabt, fordi han ikke tager mod invitationen til glædesfesten.



Og det er fortabelsen i forhold til Gud - at stole på sig selv og sin egen
pænhed og retfærdighed.



Og lad os nu bare oversætte det her til noget ganske dagligdags og konkret.
For vi skal jo huske - at Guds rige ikke kun er noget hinsides - huske at
det også er noget, der sætter sig igennem overalt, hvor kærligheden blandt
mennesker og glæden ved livet råder.



Martin Luther skrev engang: "Gud vil at vi skal hade melankolien. Thi hvis
Han havde villet, at vi skulle være sørgmodige, så havde han ikke givet os
solen, månen og jordens frugt, hvilket han alt sammen giver til glæde. I
stedet ville Han gøre alt mørkt. Han ville ikke lade solen stå op, og ikke
lade sommervarmen vende tilbage."



Livet selv, vil Luther sige, er én stor invitation til glæde. Og vi kan
tilføje, at når Gud har givet os hinanden, så er dét en stor invitation til
at sætte pris på hinanden - til at elske og ære hinanden uden at gøre det
hele til et spørgsmål om magt, ære og status.



I virkeligheden er den tilværelse, vi lever her på jorden jo én lang
invitation til allerede nu i dette øjeblik at tage forskud på det Guds rige,
der engang skal komme i hele sin fylde.



Der er nogen, der tror, at kristendommen kører på den dér melodi om - at nu
er det hele noget skidt, men engang i en anden verden skal det blive godt.
Men det er ikke rigtigt. Kristendommen er gode budskab om, at Guds rige
allerede er midt i blandt os - vi skal bare lukke øjne og ører og sanser op
for det - vi skal bare tage imod det. Vi skal bare tage imod livet, glæden
og kærligheden.



Og som en engang har bemærket: Kristeligt set gælder ingen undskyldninger.
At være uden undskyldninger er ellers mange menneskers skræk. Men i
evangeliet er det den store glæde. Her får vi glæden ved at miste alle
undskyldninger. Dem gider Gud ikke høre på - han åbner bare sine arme - han
inviterer bare, og vi kan bare tage imod. Det er nådens evangelie.



Amen.



Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd - du som
var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og
i al evighed.



Kirkebøn: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde,
enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos os alle, når vi
lider under anfægtelser og stå os bi i fristelsens time.



Velsign og bevar din hellige almindelige kirke og os i den.

Velsign og bevar dine hellige sakramenter, og lad dit ord have frit løb
iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden
må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke
og dødens skygge.

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og alle dem, der
regerer det - velsign og bevar vor dronning Margrethe og hele det kongelige
hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv
den evige salighed.



Amen.




--
Bo Warming
Bjelkes Alle 46, 2200 København N
Tel: 3586 1000, fax: 3586 1001
http://www.glistrup.com