…………..og kiggede resigneret og samtidigt kogende af raseri over den
satans møghund.
Aldrig – jeg mener a-l-d-r-I-g før havde han løbet fra - eller tøvet ved
- den døde genstand på en rondering.
Men det havde han altså besluttet at det skulle ske I dag, og så for
ANDEN GANG samme dag !
Og så bare fordi, hans træner havde sagt som det var : “ jamen det er
Eifel der styrer den rondering tempomæssigt, ikke dig, - og sådan skal
det jo ikke være, vel ?”
I erkendelse af at Eifel & Co.´s træner havde ret, havde træneren og
Eifel´s “Co.” besluttet at køre ronderingen igennem på en anden måde den
dag.
Istedet for at “Co.” stod mere eller mindre stille på baglinien for at
vente på at Eifel havde tonset stykket mere eller mindre helt igennem –
og at Eifel herefter ville vende tilbage for at begynde på en “rigtig”
og ordentlig rondering sammen med “Co.” – havde Eifel & Co.´s træner
besluttet, at Eifel ikke skulle styre ronderingen (tempoet) så meget som
han hidtil havde gjort.
Derfor et lille eksperiment.
“Co.” skulle gå frem i skoven, markant hurtigere end hidtil.
Ikke vente på at Eifel fik snuset sig igennem som han normalt ville gøre
– næe – idag skulle “Co.” vise, at han ikke “gad” vente på Eifel´s
unoder generelt – og så gå frem I stykket for ligesom at fortælle kræet,
at “nu er det mig der bestemmer tempoet her – og du har bare at skynde
dig gevaldigt med at give hals af det du finder, for ellers så er det
bare ærgeligt – så går vi raskt videre ud I skoven”.
Som sagt så gjort.
Hurtigt frem I stykket. Efter kort tid finder Eifel kufferten. Men
eftersom “Co.” bevæger sig hurtigt frem I skoven "uden at ænse" at Eifel
har fundet kufferten (han har endnu ikke givet hals ad den) ja – så tror
den lille L… at “så kan det også være ligemeget – når far går så
hurtigt, så hører kufferten sikkert ikke med, så jeg kan lige så godt
løbe efter far”.
Da Eifel vender rundt for at løbe efter far, ved far jo godt at Eifel
HAR fundet kufferten – så far vender sig om og giver Eifel en kodyl
skideballe på cirka en kilometers længde.
Eifel – der _meget_ sjældent ser at far er sur – vender forvirret rundt,
løber hen til kufferten igen og giver nu fuld hals. “Fint dreng – det
var dyyyyygtiiiigt – og så er det hurtigt videre – ronder, finde dreng”
Den levende fig. skaber ingen problemer. Næste døde genstand. Han finder
den – tøver – står stille “hvad mon far nu gerne vil have ?” tror far
Eifel tænker. Eifel træder et par skridt væk – og så er far der igen med
torden og lynild.
Det var jo ikke så godt – så Eifel farer hen til den døde genstand igen
– og halser på livet løs.
Nå – øvelsen gik jo ud på, at Eifel ikke skulle tro at det var ham der
styrede i den grad som han gjorde, at han godt lige måtte se, at far den
onde fløjteme kan blive gal, hvis han løber eller tøver ved en genstand
(levende eller "døde" fig. har aldrig været et problem på nogen måde).
Eksperimentet var lykkedes – han var klar over den var gal når far var
gal – så når far var gal betød det, at han hellere måtte halse af den
forbandede genstand, samt blive der. HVER GANG !
Alligvel var far irriteret – ad h……. til for han var jo aldrig løbet før
! ? – og nu var det sket omtrent 2 gange i løbet af en rondering. Han
har altid virket absolut sikker på ronderingen, "døde" som levende.
Torden og lynild.
Havde jeg dummet mig ved at deltage i det lille eksperiment ?
Vi snakkede om det. Næste forsøg måtte være, at forsøge at kalde Eifel
væk fra den døde genstand, mens han halsede af den. WOW ! – turde jeg
prøve ? – tænk nu hvis han pludselig ville gå hen og blive usikker på om
han skulle blive ?
Hjernen roterer vildt og på højtryk, skal / skal ikke ?
Nå, beslutter mig for, at sende Eifel ind på de 2 samme døde genstande
som dem han havde svigtet mere eller mindre på, for 1 time siden i
skoven.
Joee såmænd, det var succes – nu havde han da fundet ud af, at udføre
bevogtningen og halsgivningen 100 % (ikke tøve mere - bare fuld fart
frem, bremse "hvinende op og gå igang med at halse". Men ville han
stadig løbe fra genstanden, hvis far forsøgte at kalde ham væk ?
Efter at far havde sundet sig et par dage, valgte Eifel & Co., at gøre
forsøget (sank en nervøs klump i halsen).
Far hænger Eifels snor ud på en gren, i en kort indsendelse. “Ronder,
finde dreng”.
Dét ved Eifel hvad betyder, så lynhurtigt frem og halse. Perfekt
bevogtning og fuld drøn på halsen. Så kommer det store øjeblik ;
“Eiiiiffeeeeellll – kom så dreng ………”
Guddødemig om kræet ikke glad kommer hen mod far.
Dén går ikke – så far blev jo stiktosset og skældte ud, så kraftigt at
det må være hørt langt væk. Eifel vælger at løbe tilbage til findestedet
og halse af fuld kraft. “Dyyygtiiiiggg dreng”. Bolden som belønning.
Alle er “glade”.
Vi slapper lidt af, så hænger far en trøje lidt længere væk. Samme
nummer igen. Fremadsendelse, halse og så ………. Far kalder blidt, sødt og
høfligt på Eifel. Eifel løbet ét (1) skridt hen mod far – kommer så lige
I tanke om et-eller-andet
– og så træder Eifel ét skridt tilbage og
HALSER !
YES – nu ser det ud som om han er ved at fatte, at UANSET HVAD der sker,
så skal han blive ved den genstand. Færdig slut ! – ellers falder der
altså bare brænde ned.
Okay – vi slapper af igen – går lidt – og så er det på tide at prøve een
gang til (sidste gang hvis det bliver succes).
Same procedure as last time……. Blot har far nu anbragt genstanden på
jorden, uden at Eifel har set HVOR den er. Så denne gang smager det hele
lidt mere om rondering – end de foregående 2 gange. Og så lidt længere
ud i terrænet denne gang også.
Genstanden findes efter få sekunder (selvfølgelig
) og SÅ det
spændende og dét hele eksperimentet gik ud på.
Far er på vej i den anden retning “uvidende” om hvad Eifel har fundet –
men Eifel halser vildt og bevogtningen er til UG med X og ~
Men vil han løbe hen til far nu, selvom far kalder sukkersødt på
“Eeeeiiiiiiiffeeellllll, kom så hen til faaaaaaaarrrrrr” ? ? ?
Her er dét det gyser og løber ned ad rygraden i bar fryd.
NOPE – han skulle ikke nyde noget, der skulle bare halses ad den
genstand skulle der “lige indtil far er HELT henne ved mig og giver mig
min belønning, ja – så bliver jeg altså her og halser”. Tror du kære
læser, om "Co." var supervildt glad og lykkelig over, at Eksperimentet
lykkedes. Pyyyha - der blev sunket et par gange..............
Jeg har nu fortalt Eifel, at når han finder en genstand med fært på (han
har aldrig svigtet med at finde genstande eller fig. endnu – men altså
svigtet 2 gange med at blive 100 % ved den døde genstand) – ja så skal
han blive ved den genstand han finder der er fært på, uanset h-v-a-d. Om
far kalder, siger “ronder, finde” eller hvad dælen der sker – når
genstanden er fundet – så SKAL der halses og blives ved genstanden /
personen. Ingen pardon – der SKAL halses og b-l-i-v-e-s !
Skægt at se, at selvom “Co.” var klippefast i sin overbevisning om, at
Eifel var lige så klippefast i sin rondering, - ja så skulle der altså
ikke mere end et temposkift i banen til, at han ikke længere var 100 %
sikker ! !
Hundefolk – og selvfølgelig mest jer der ronderer I det fri – giver det
ikke stof til eftertanke ?
Det synes jeg – og derfor dette “lille” indlæg.
Med venlig hilsen
Eifel & Co.
PS : noget du ikke forstår, så tøv ikke med at spørge
--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"